To geologer fra Aarhus Universitet påviser i to nye videnskabelige artikler, at strontium fra jordbrugskalk bliver udvasket fra de øvre jordlag og dermed påvirker strontium-isotop-værdierne i omgivelserne. Ifølge forskerne betyder det, at en række hypoteser om forhistoriske menneskers oprindelse må revideres. Det gælder bl.a. hypotesen om, at flertallet af de 48 personer fra vikingetiden, hvis grave er fundet ved Trelleborg, var fra udlandet; ifølge nye analyser kan de sagtens være opvokset på Vestsjælland.