Aarhus Universitets segl

Strategisk retning for Natural Sciences frem mod 2030

Excellent naturvidenskab til gavn for samfundet


Tre strategiske mål

Med afsæt i vores vores styrkepositioner og indsatserne i regi af AU´s strategi vil vi arbejde for 

  •  Excellent forskning med gennemslagskraft 

Vi vil fastholde og udbygge vores position som et stærkt internationalt miljø for naturvidenskabelig grundforskning. Det er fundamentet for nye erkendelser, uddannelser af høj kvalitet og styrket samfundsimpact gennem innovation og vidensudveksling. 

  • Mere impact og vidensudveksling gennem samarbejde 

Vi vil accelerere omsætningen af excellent grundforskning til løsninger på samfundets store udfordringer og virksomhedernes behov. Gennem innovation, partnerskaber og målrettet understøttelse af samarbejde vil vi sikre, at forskningen skaber konkret værdi for samfundet. 

  • Uddannelser til et arbejdsmarked i forandring 

Vi vil udvikle vores attraktive uddannelser med anvendelse af nye undervisningsformer og didaktik, herunder med integration af AI og anden ny teknologi. Vi vil herudover understøtte mere innovation og internationalisering, styrke rekrutteringen og udvikle vores attraktive studiemiljø 

Vi vil spille en aktiv rolle i udvikling og implementering af de to tværgående fokusområder i AU´s strategi, som hedder Digital Frontløber og Bæredygtig Omstilling. Begge initiativer går på tværs af fakulteterne og inkluderer både forskning, uddannelse og innovation. 

Vores arv, identitet og styrker

Naturvidenskab på Aarhus Universitet er skabt af pionerer. Fra de første fag i fysik, kemi, matematik og geografi i 1954 til senere banebrydende fagområder inden for datalogi, biologi, geologi, molekylærbiologi og nanoscience har vi gennem generationer dyrket nysgerrighed, ambition og dristighed. Vi er en del af den arv, der siden 1928 har præget Aarhus Universitet: at udvikle viden på højt internationalt niveau – i og med byen – til gavn for samfundet. 

Fakultetets identitet er en kombination af stærke kernediscipliner, samarbejde på tværs, fremragende infrastruktur og en unik placering midt i byen. Vi har tradition for at udvikle nye fagområder, levere excellent grundforskning, udvikle uddannelser af høj kvalitet, frembringe værdiskabende forskningsresulater og formidle naturvidenskaben til det omgivende samfund. Vores forskere, studerende, tekniske og administrative medarbejdere arbejder tæt sammen, og vi er kendte for vores flade hierarki, pionerånd, inkluderende fællesskab, åbne tilgang til samarbejde og stærke internationale orientering. 

Vi er stolte af vores historie – men endnu mere optaget af fremtiden. Vi vil fortsat dyrke nysgerrigheden, udvikle talentet, skabe banebrydende forskning og levere værdi til såvel den offentlige sektor som private virksomheder. Med nysgerrighed som drivkraft og samarbejdet som metode skaber vi naturvidenskab i verdensklasse – til gavn for samfundet. 

Naturvidenskab som drivkraft for fremtidens løsninger

Den strategiske retning tager afsæt i fakultetets identitet og styrke inden for excellent grundforskning. Det er fundamentet for vores forskningsbaserede uddannelser, vores formidling og den viden der omsættes til værdi for det omgivende samfund. Forskere ved fakultetet har siden 1992 hjemtaget 24 grundforskningscentre, hvilket er ca. 1/5 af denne type centre bevilget i hele Danmark inden for alle fagområder. Det er en unik styrke, som vi vil værne om og udbygge. 

Gennem historien har samfundet vendt sig mod naturvidenskaben i krisetider – fra bekæmpelse af sygdomme til opbygning af vores moderne energisystemer. I dag står vi igen i en sådan kriseperiode. Klimaforandringer, tab af biodiversitet, ressourcebegrænsninger og hastige digitale udviklinger påvirker hinanden på måder, der kræver dyb videnskabelig forståelse og langsigtet forskningskapacitet. Europas forandrede geopolitiske rolle har styrket behovet for resiliens, større uafhængighed, sikre digitale infrastrukturer og stærke videnskabelige kompetencer. Disse pres former den kontekst, som vores fakultet agerer i. Hvis Danmark skal kunne bidrage til at løse de globale og regionale udfordringer, er der behov for at uddanne flere kandidater inden for vores del af STEM-området. Vi skal yderligere styrke samarbejdet mellem universiteterne og det omgivende samfund, for hurtigere at kunne omsætte den naturvidenskabelige grundforskning til værdi for samfundet. 

Samtidig udvikler teknologierne inden for AI sig med hidtil uset hast og de vil påvirke både arbejdsmarkedet, mulighederne for nye forskningsgennembrud, uddannelsernes udformning og undervisningens karakter. 

Vi vil med dette strateginotat anvise, hvordan fakultetet vil spille en central rolle i løsningen af tidens store udfordringer. Det vil vi gøre med afsæt i AU´s strategi og vores faglige styrkepositioner inden for både grundforskning, anvendt forskning og forskningsbaserede uddannelser. Forskningen og vidensskabelsen har en værdi i sig selv; blandt andet som en del af samfundets langsigtede vidensberedskab. Men vi vil samtidig arbejde for omsætte vores forskning til værdi for samfundet gennem styrket innovation, samarbejde med det omgivende samfund og ved at tiltrække og uddanne den næste generation af talenter. 


Strategiske tiltag i perioden 2026-2028