Jobmarkedet ændrer sig hastigt i takt med udviklingen af ny teknologi. Vores uddannelser skal derfor ruste de studerende med både faglig dybde og fleksibilitet, så de kan tage lederskab i at skabe fremtidens løsninger. Vi vil udvikle nye kandidatuddannelser, styrke koblingen til arbejdsmarkedet og tiltrække internationale studerende, så vores uddannelser også fremover matcher samfundets behov. Vi vil videreudvikle et stærkt studiemiljø, som fremmer at de studerende er til stede på campus både til undervisningen og når der ikke er skemalagte aktiviteter. Derfor vil vi:
Universiteterne har fået til opgave at udbyde kandidatuddannelser på 75 ECTS. Fakultetet vil derfor senest fra 2028 udbyde fire nye specialiserede kandidatuddannelser (Science Communication, Nature and Landscape Management, Applied Data Analytics og Applied Computer Science). Herudover vil vi udbyde erhvervskandidatuddannelser på alle vores 120 ECTS kandidatuddannelser fra 2026. Der forventes to modeller; en variant med fire års halvtidsstudier og en ”1+2 ordning” med ét års fuldtidsstudium og 2 års halvtidsstudier.
På samme måde som der er mulighed for at deltage i erhvervsprojekter i alle uddannelser, skal alle studerende også have mulighed for at deltage i innovations- eller entreprenørskabskurser. Disse kan enten være fagspecifikke eller interdisciplinære og skal udvikles i samarbejde mellem fagmiljøerne og Science Bridge.
Flere af fakultetets it-uddannelser har pt. en arbejdsløshed tæt på nul og det er en generel tendens at arbejdsløsheden er faldende for alle fakultetets uddannelser. Den store efterspørgsel på vores kandidater - kombineret med de kommende års faldende ungdomsårgange - vil medføre et et stigende behov for at tiltrække international arbejdskraft til regionens virksomheder. Derfor vil vi arbejde for at oprette flere internationale studiepladser - særligt inden for områder med stor efterspørgsel på kandidaterne. Vi vil have fokus på at integrere de internationale studerende i vores studiemiljø og vi vil fortsat samarbejde med virksomhederne om at sikre at de internationale studerende bliver i landet efter endt uddannelse. Op til 8 ud af 10 af vores internationale studerende er pt. i job i Danmark ét år efter endt uddannelse.
Vil vil udvikle undervisningsmetoderne på vores uddannelser ved at implementere elementer fra den nyeste naturvidenskabelige-didaktiske forskning. Det vil vi blandt andet gøre gennem projekter i regi af det nye nationale center for naturvidenskabelig didaktik; USE (University Science Education). Herudover vil vi fortsat integrere digitale kompetencer og metoder i undervisningen, ligesom de studerende i stigende omfang vil undervises i fagdigitalitet, datamanagement og ansvarlig brug af AI.
Igennem det sidste årti har både folkeskolen og gymnasiet været igennem gennemgribende reformer. Det har blandt andet haft som konsekvens, at interesen for vores fag er blevet svækket. Fakultetet vil fortsætte og intensivere arbejdet med at styrke interessen for naturvidenskab blandt elever i folkeskolen, ungdomsuddannelserne og blandt unge under sabbatår.
Nat’s ph.d.-skole vil fremover bestå af syv monofaglige ph.d.-programmer, der knyttet til de syv institutter. For at styrke de tværfaglige elementer af ph.d.-uddannelsen vil vi etablere en fælles indsats, der med baggrund i erfaringer fra det interdisciplinære ph.d.-miljø på iNANO skal tilbyde ph.d-studerende fra alle områder af Nat adgang til tværfaglige uddannelses- og forskningsaktiviteter, herunder også tværfaglige sommerskoler og aktiviteter inden for entreprenørskab.
Vi vil ligeledes gribe de muligheder der kommer gennem tiltag i forbindelse med AU´s strategi som har flere elementer, der skal styrke vores uddannelser og forbedre undervisningen. Det handler blandt andet om at de fysiske rammer skal understøtte og anspore til et levende og campusbaseret læringsmiljø og studieliv.