Alle taler om drivhusgasser, men hvem udleder dem egentlig og hvor meget? De spørgsmål kan vi kun give mangelfulde, estimerede svar på i dag. Og det er ifølge lektor Christoffer Karoff en af de største samfundsudfordringer lige nu inden for hans forskningsfelt geoscience.
”Lige nu famler vi faktisk i blinde, fordi vi reelt set ikke ved, hvor den CO2, der er i atmosfæren, kommer fra,” siger han.
”Vi er ikke i stand til at træffe de rigtige politiske beslutninger om at sætte ind de steder, hvor vi får mest CO2 for pengene, fordi vi ikke ved, hvor de største udledningskilder er.”
I dag er det i høj grad virksomheder og landbrug, der selv estimerer deres egen udledning. Men det skal vi have ændret. En mere præcis og objektiv løsning kan ifølge lektoren være klimasatellitter, der overvåger udledningen af drivhusgasser som CO2, metan og lattergas. Målingerne er både mere nøjagtige og effektive end estimater og kan give beslutningstagerne et bedre grundlag for at prioritere og målrette klimatiltagene.
”Første skridt er at vurdere, om indrapporteringerne i dag er korrekte. Næste skridt bliver at pege på, om indsatserne for at nedbringe vores udledning af drivhusgasser faktisk er effektive, og hvor vi kan gøre det bedre,” siger han. Satellitterne kan nemlig også vise, hvordan CO2 bliver optaget i skovområder og andre dele af landbruget.
Data fra de første satellitter har allerede bidraget med afgørende viden om bl.a. metanudslip:
”Lige nu er vi glade for naturgas, fordi Rusland har lukket for hanen, men vi skal være opmærksomme på, at det udleder uhyre store mængder metan,” siger han.
Fremover vil teknologien også kunne bruges til at måle læk af gas som det, der skete på Nord Stream 1 og 2. Udfordringerne for satellitterne er dog, at de har svært ved at registrere i overskyet vejr, og at CO2 og metan har levetider på henholdsvis 100 og 10 år i atmosfæren. Derfor bruger forskerne særlige klimamodeller – såkaldte atmosfæriske cirkulationsmodeller - til at regne sig tilbage til, hvor udledningen stammer fra. Derudover understreger Christoffer Karoff, at satellitterne bør bruges i samspil med de nuværende målestationer på landjorden.
I 2025 får teknologien for alvor luft under vingerne. Her bliver flere satellitter sendt i kredsløb i forbindelse med den europæiske Copernicus CO2M-mission, der primært skal måle hvor meget CO2 vi udleder.
