”Vi er evolutionært set ikke gearet til acceptere afsavn og tilbagegang. Den naturlige selektion, som har formet det liv, vi har i dag, virker på individet frem for fællesskabet, og får os til at fokusere på de resurser, vi kan rage til os nu. Ikke i fremtiden. Og ikke til fællesskabet,” siger Trine Bilde.
Og det gør det svært at skabe enighed om de nødvendige fælles løsninger, som fordrer, at nogle må afgive noget til fællesskabet. Modviljen gælder ikke kun for os som individer – den gælder også for lande, regioner og kontinenter. Så kaldes det spilteori: Hvis nogle lande investerer og sparer, og andre ikke gør det, føler de første lande sig snydt.
Efter Trine Bildes mening er beslutningstagerne nødt til at anerkende problemets omfang og anvise de nødvendige løsninger. De får også vælgerne med, hvis de viser lederskab i stedet for at tækkes dem. Problemet kan ikke løses nedefra.
Der skal investeres stort i omstilling, ny forskning og ny infrastruktur, og det kommer vi alle til at mærke, f.eks. ved at omlægge nogle offentlige midler, og sandsynligvis skal vi alle sammen nedsætte vores forbrug.
”Problemet er, at problemet ikke bliver anerkendt politisk af beslutningstagere verden over. Deres retorik lyder, at klimaindsatsen er ’nice to have’, men for dyr. Men realiteten er, at den er ’need to have’ – koste hvad det vil! Det her handler ikke bare om biologer, der bekymrer sig om sommerfugle – det handler om, at fødevareproduktionen bliver truet, tørke og oversvømmelser vil skabe folkevandringer og konflikter og sætte landegrænser under pres. Når vi i fremtiden sidder bag pigtråd og slås med naboen om madrester, vil det være for sent,” siger Trine Bilde.