Aarhus Universitets segl

Ansæt en erhvervskandidatstuderende

Med en erhvervskandidat fra Faculty of Natural Sciences får jeres virksomhed en bacheloruddannet medarbejder, der arbejder deltid hos jer, mens vedkommende læser en kandidatuddannelse på deltid over fire år.

Det betyder, at I får en engageret kollega, der allerede har en solid faglig ballast – og som løbende bringer ny forskningsbaseret viden og teori i spil i praksis hos jer. Samtidig får medarbejderen mulighed for at udvikle sig fagligt i tæt samspil med virksomhedens opgaver og behov.

En erhvervskandidatuddannelse giver samme akademiske titel og kompetencer som en traditionel toårig fuldtidskandidat blot fordelt over fire år, så arbejdsliv og studieliv kan gå hånd i hånd.

Kort sagt: I får en kvalificeret medarbejder, der vokser med opgaverne både i virksomheden og på universitetet.

Hvad får I ud af det?

  • Kompetencer fra dag ét: I ansætter en medarbejder med bachelorbaggrund, som allerede har relevant viden og kan bidrage fra starten.
  • Opdateret og anvendelig viden: Den studerende bringer den nyeste teori med ind i jeres praksis og omsætter den til værdi i konkrete opgaver og udviklingsprojekter.
  • Stærk forankring i jeres virksomhed: Over tid får den studerende dyb indsigt i jeres forretning, arbejdsprocesser og strategi – og kan bidrage mere og mere, i takt med at kompetencerne vokser.
  • Kompetenceudvikling til medarbejdere: Allerede ansatte medarbejdere kan bruge erhvervskandidatordningen som kompetenceudvikling (f.eks. professionbachelorer i job)

Hvad kræver det af jeres virksomhed?

For at kunne ansætte en erhvervskandidatstuderende skal I kunne tilbyde:

  • En relevant deltidsstilling med gennemsnitligt 25 timer om ugen
  • En rolle med ansvar og udvikling, på lige fod med øvrige medarbejdere
  • En løn, der matcher stillingens indhold og ansvar

Arbejdstiden planlægges fleksibelt og med respekt for studierne. Det betyder, at der i eksamensperioder kan være behov for færre timer – som kan opvejes af mere arbejdstid i andre perioder.

Den studerende skal derudover leve op til adgangskravene på kandidatuddannelsen – præcis som andre studerende.

Hvordan ansætter I en erhvervskandidat?

Ønsker I at ansætte en erhvervskandidatstuderende, kan I oprette et jobopslag på Aarhus Universitets jobportal, eller I kan ansætte studerende, I allerede kender til fra f.eks. en praktikperiode hos jer.

Hvis I ønsker at benytte vores jobportal, kan I:

  1. Oprette et jobopslag, som beskriver en stilling relevant for det fagområde, I søger indenfor

  2. Publicere opslaget på Aarhus Universitets jobportal – her søger de studerende aktivt efter erhvervskandidatstillinger

Vi hjælper gerne med sparring på opslaget, så det rammer målgruppen og matcher uddannelsens faglige krav.

Hvordan fungerer erhvervskandidatuddannelsen?

Erhvervskandidatuddannelsen er en fleksibel måde at tage en kandidatuddannelse på – samtidig med deltidsarbejde i en virksomhed.
Der findes to modeller:

  • 4-årig model: Kandidatuddannelsen gennemføres på deltid, mens den studerende arbejder 25+ timer om ugen.

  • 3-årig model (gælder visse uddannelser): Ét års fuldtidsstudier, efterfulgt af to år med deltidsstudier og deltidsarbejde i jeres virksomhed.