Aarhus Universitets segl

To ph.d.-studerende på Nat modtager EliteForsk-rejsestipendier

Isabella Nymann Westensee fra iNANO og Simon Vendelbo Bylling Jensen fra Institut for Fysik og Astronomi modtager hver 200.000 kr., som de vil bruge til forskning i hhv. London og Hamburg.

Isabella Nymann Westensee fra iNANO. Foto: Privatfoto
Simon Vendelbo Bylling Jensen fra Institut for Fysik og Astronomi. Foto: Privatfoto

I alt får fem ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet del i dette års EliteForsk-rejsestipendier, og to af dem er placeret på Faculty of Natural Sciences.

Det er forskningsminister Jesper Petersen og HKH Kronprinsesse Mary, som overrækker stipendierne ved en festlighed i Moltkes Palæ i København i eftermiddag, den 24. februar.

Et EliteForsk-rejsestipendium er på 200.000 kr. og skal bidrage til, at meget talentfulde ph.d.-studerende kan få længerevarende studieophold ved de allerbedste forskningsmiljøer i verden. Der uddeles op til 20 EliteForsk-rejsestipendier årligt.

De to modtagere fra Faculty of Natural Sciences er (linkene fører dig til længere omtaler på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside)

Isabella Nymann Westensee fra iNANO, som vil bruge sit stipendium til et ophold på University College London i forbindelse med sit projekt ”Hydrogel-baseret semisyntetisk væv til at støtte leverfunktion”

Og

Simon Vendelbo Bylling Jensen fra Institut for Fysik og Astronomi, som bl.a. vil bruge sit stipendium til et ophold på Center for Free Electron Laser Science ved Max Planck Institute for the Structure and Dynamics of Matter i Hamborg i forbindelse med sit projekt ”High-order harmonic generation from solids and amorphous materials”.