Flot pris og kongeligt håndtryk til Jørgen Christensen-Dalsgaard
Professor emeritus Jørgen Christensen-Dalsgaard fra Aarhus Universitet modtog torsdag den 16. maj endnu en fornem pris, Crafoordprisen i astronomi, der blev overrakt af Sveriges kronprinsesse Victoria.
Jørgen Christensen-Dalsgaard deler Crafoordprisen på 6 mio. svenske kroner med sine kolleger Conny Aerts, Katholieke Universiteit Leuven, og Douglas Gough, University of Cambridge. Conny Aerts er i øvrigt æresdoktor på AU.
Kungliga Vetenskapsakademien begrunder valget af de tre forskere med deres store roller i udviklingen af seismiske undersøgelser af Solen og andre stjerner.
Det er omtrent den samme begrundelse, som Det Norske Videnskaps-Akademi benyttede, da det i 2023 overrakte Kavli-prisen på en mio. dollars til deling mellem Jørgen Christensen-Dalsgaard, Conny Aerts og Roger Ulrich (sidstnævnte fra UCLA).
Selve overrækkelsen fandt sted i Beijersalen hos Vetenskapsakademien i Stockholm, hvor professor Nikolai Piskunov fra universitetet i Uppsala forklarede anvendelsen af asteroseismologi bl.a. ved brug af en vandmelon:
Man kan undersøge vandmelonens overflade, men man kan ikke se, hvad der er inden i. Men hvis vi slår på skrællen, kan lyden fortælle os noget om, hvor moden melonen er. På samme måde kan bølger fra stjerneskælv, som observeres på Solens og stjernernes overflade, bruges til at undersøge Solens og stjernernes indre.
Læs mere om Crafoordprisen her
Og en beskrivelse af Jørgens Christensen-Dalsgaards forskning i omtalen af Kavliprisen her