Aarhus Universitets segl

Jørgen Christensen-Dalsgaard bliver første dansker, der modtager den prestigefyldte videnskabspris Kavliprisen

Professor i astrofysik Jørgen Christensen-Dalsgaard fra Aarhus Universitet bliver den første dansker, som modtager den norske videnskabspris, Kavliprisen, på en mio. dollars. Han deler prisen med to andre forskere inden for samme forskningsfelt, asteroseismologi. En af dem er i øvrigt også tilknyttet Aarhus Universitet – som æresdoktor.

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard fra Institut for Fysik og Astronomi bliver den første dansker, der modtager Kavliprisen. Den norske konge overrækker ham prisen i Oslo den 6. september. Foto: Nils Lund / Kavli Prize

Det Norske Videnskaps-Akademi har i dag offentliggjort modtagerne af dette års Kavlipriser, og for første gang er der en dansk forsker blandt modtagerne.

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet får prisen for sin centrale rolle i udviklingen af seismiske undersøgelser af Solen og andre stjerner gennem de sidste 40 år.

Han modtager prisen ved en ceremoni i Oslo Koncerthus den 6. september i forbindelse med det ugelange arrangement ”Kavli Prize Week”.

Kavliprisen uddeles hvert andet år til forskere inden for de tre felter astrofysik, nanovidenskab og neurovidenskab.

Pioner i stjerneskælv

Og dette års Kavlipris i astrofysik går til tre forskere, som var pionerer og drivende kræfter inden for feltet helio- og asteroseismologi:

  • Jørgen Christensen-Dalsgaard, Aarhus Universitet, Danmark
  • Conny Aerts, Katholieke Universiteit Leuven (KU Leuven), Belgien, og æresdoktor på Aarhus Universitet
  • Roger Ulrich, University of California, Los Angeles, USA

Forskningsfeltet kaldes helioseismologi, når det er Solen, man måler på, og asteroseismologi, når man måler på andre stjerner.

Ligesom seismologer kan finde ud af en masse om Jordens indre ved at måle seismiske bølger fra bl.a. jordskælv, kan astronomer studere det indre af solen og andre stjerner ved at observere stjerneskælv, altså vibrationer på stjerners overflader. 

Derved kan de finde ud af, hvor gammel en stjerne er, hvad dens radius og masse er, og hvordan den roterer.

... og fjerne planeter

Den viden kan de f.eks. bruge til at lære noget om de planeter, der kredser om stjernerne. Ikke mindst det sidste, altså brugen af asteroseismologi til forskning i exoplaneter, har Jørgen Christensen-Dalsgaard været foregangsmand i.

Som leder af grundforskningscentret Stellar Astrophysics Centre (SAC) på Aarhus Universitet har han været dybt involveret i studier af stjerneskælv og exoplaneter fra de to NASA-rumteleskoper Kepler og TESS. Han har således organiseret de over 500 forskere i TESS Asteroseismic Science Consortium (TASC).

Erfaren prisvinder

Kavliprisen er blot den seneste i en lang række af priser og æresbeviser, Jørgen Christensen-Dalsgaard har modtaget – bl.a. Carlsbergfondets Forskningspris, Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris – og han er medlem af Videnskabernes Selskab, Royal Astronomical Society og (for nylig) det amerikanske National Academy of Sciences.

”Det er lidt overvældende med æresbevisningerne. Men jeg er selvfølgelig beæret og stolt og Kavliprisen, som rangerer næsten på niveau med Nobelprisen, om end beløbet er lidt lavere. Jeg er også glad for, at netop vi tre og vores forskningsfelt er udvalgt. Roger startede med Solen, jeg gik videre med Solen og køligere, lysere sollignende stjerner som gule og røde dværge, mens Conny gik løs på de tungere og varmere stjerner. Vi har delt det mellem os på den måde. Og så har Conny og jeg skrevet lærebogen Asteroseismology sammen,” siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.

Han går i øvrigt på pension og bliver professor emeritus den 30. juni.
Han vil således være pensionist, når den norske konge overrækker ham prisen den 6. september. 

”Det glæder jeg mig til. Desværre er det ikke sådan et arrangement, hvor man skal være i kjole og hvidt, for sådan et sæt har jeg, men jeg får det ikke brugt,” siger han med en kluklatter.

Rektor: En af de allerstørste hædersbevisninger

Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet, lykønsker Jørgen Christensen-Dalsgaard med prisen. 

”Kavli Prize er en af de allerstørste hædersbevisninger, som en forsker inden for astrofysik og astronomi kan komme i betragtning til. Jeg er derfor meget begejstretg for at erfare, at Jørgen Christensen-Dalsgaard meget velfortjent er modtager af prisen i år sammen med to meget anerkendte og særdeles dygtige internationale kolleger. Jørgen har gennem årene ydet en kolossal indsats inden for astrofysik og er lykkedes med at skabe adskillige banebrydende gennembrud inden for forståelse for og viden om et forskningsfelt, som bogstaveligt talt ligger fjernt for de fleste. Jørgen har på forbilledlig vis repræsenteret vores stærke astronomi- og fysikmiljø på universitetet, og jeg er meget stolt over, at Aarhus Universitet er hjemsted for en så prominent forsker”.  


Om Kavli-prisen:

Prisen uddeles hvert andet år af Det Norske Videnskaps-Akademi i samarbejde med det norske forsknings- og uddannelsesministerium og Kavli Foundation til forskere, der har skabt banebrydende resultater inden for henholdsvis 

  • astrofysik 
  • nanovidenskab 
  • neurovidenskab 

… med en mio. dollars på højkant til hvert af de tre områder.

Bag prisen står The Kavli Foundation, som blev oprettet af den norsk-amerikanske forretningsmand og mangemillionær Fred Kavli, der var meget optaget af naturvidenskab. 

Da han stiftede prisen i 2005, forklarede han selv valget af de tre forskningsområder med, at de udgør henholdsvis det største, det mindste og det mest komplekse. Han anså dem som de mest spændende områder i det 21. århundrede og derefter. 

Prisen blev første gang uddelt i 2008. I alt har 58 prominente forskere modtaget den – heraf adskillige, der senere fik Nobel-prisen.

Du kan læse mere om prisen og prismodtagerne på Kavli Foundations hjemmeside her

og på Det Norske Videnskaps-Akademis hjemmeside her


For yderligere oplysninger kontakt

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard
Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet
Mobil: 2338 2374
Mail: jcd@phys.au.dk

Kommunikationschef Marina Tofting
Det Norske Videnskaps-Akademi
Telefon + 47 938 66 312
Mail: marina.tofting@dnva.no

Kommunikationschef Stacey Bailey 
The Kavli Foundation 
Telefon: +1 424 353 8806
Email: sbailey@kavlifoundation.org