I grundbøgerne om biologi og skovbrug står det klart og tydeligt, at Danmark ville være dækket af tæt skov, hvis ikke vi mennesker havde slået os ned. 

Fortællingen i bøgerne går på, at vores forfædre fældede skovene, drænede sumpene og opdyrkede heden. De skabte med andre ord det varierede landskab med enge, heder og overdrev, som vi kender fra før i tiden.

Men nu tyder ny forskning fra Aarhus Universitet på, at grundbøgerne tager fejl. Det forklarer postdoc Elena Pearce ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet, som er førsteforfatter på studiet.

- Opfattelsen af, at landskabet var dækket af skyggetræer fra kyst til kyst, passer simpelthen ikke. Vores resultater viser tydeligt, at vi skal revurdere vores syn på, hvad dansk natur er, siger hun og bliver suppleret af hendes kollega og medforfatter, professor Jens-Christian Svenning.

- Naturen under sidste mellemistid - altså før moderne mennesker kom til området - var fyldt med variation. Der var masser af hel- og halvåben natur, hvor buske, lyskrævende træer og urter voksede.

Når Elena Pearce, Jens-Christian Svenning og resten af forskerholdet med stor sikkerhed kan sige noget om, hvilke planter der voksede for mere end 100.000 år siden i sidste mellemistid, skyldes det ældgammelt pollen.

Forskergruppen har analyseret pollenprøver fra store dele af Europa. I prøverne kan de se, at der flere steder var andre planter, der dominerede, end dem som typisk vokser i tæt skov.

- I tæt skov vil det være rødgran, lind, bøg og avnbøg, der er mest udbredt. Resultaterne viser dog, at det faktisk var hassel, der var dominerende i mange af områderne. Hassel er en busk som ikke vokser i store mængder i tæt skov, siger Jens-Christian Svenning.

I planternes verden er der en benhård konkurrence om sollys. De træer, der når højest op og med deres kroner kan opfange mest sollys, vinder den konkurrence. I bøgeskove opsamler træerne næsten al sollys. Det gør, at andre mindre træer og buske, som eksempelvis hassel, ikke kan vokse i bøgeskoven.

- Hassel trives i det åbne landskab og i lysåben, forstyrret skov - og planten er hårdfør overfor forstyrrelse fra store dyr. Hvor skud fra bøg og andre træer har svært ved at overleve at blive skåret ned af mennesker eller græsset ned af dyrene, klarer hassel det uden problemer. Selvom man fælder en hassel, vil den producere masser af nye skud, siger han.

Der er altså noget, der tyder på, at Europa ikke var dækket af tæt skov, før vi mennesker kom til. Men hvordan så landskabet så ud?

Ifølge beregninger fra det nye studie var et sted mellem 50 og 75 procent af landskabet dækket af hel- eller halvåben vegetation. Og det skyldes højst sandsynligt de store pattedyr, der levede på den tid, forklarer Jens-Christian Svenning.

- Vi ved, at der levede en masse store dyr i Europa på den tid. Urokser, heste, bisoner, elefanter og næsehorn. De har fortæret store mængder plantebiomasse og på den måde bidraget til at holde træerne i ave, siger han og fortsætter:

- Det er selvfølgelig også sandsynligt, at andre faktorer såsom oversvømmelser og skovbrande har været skyld i en del af det. Men der er ikke noget, der tyder på, at det har givet forstyrrelser nok. Skovbrande fremmer eksempelvis fyrretræer, men dem finder vi ikke så meget pollen fra.

Selvom forskergruppen ikke kan være 100 procent sikker på i hvor høj grad, de store dyr er skyld i de åbne områder, er der meget der peger i den retning. For det første har store dyr som bisonoksen netop den effekt der, hvor de stadig findes i europæiske skove. Desuden viser billefossiler fra sidste mellemistid, at der dengang levede mange store dyr.

- I Storbritannien har vi kigget på en mængde fund af billefossiler fra den tid. Selvom der findes billearter, som trives i skove med hyppige skovbrande, fandt vi ingen af dem. I stedet fandt vi gødningsbiller i store mængder, og det viser, at der i dele af landskabet har været tæt af store planteædere, siger han.

Meget peger altså på, at det var de store dyr, der holdt landskabet varieret med store områder med hel- og halvåben vegetation, før vi mennesker kom. 

Et helt særligt studie fra Polen understreger den teori yderligere, fortæller Jens-Christian Svenning.

- I Polen har forskere kigget nærmere på fossiler fra skovnæsehorn for at se, hvad det store dyr levede af. Mellem tænderne fandt de rester af pollen og kviste, og da de analyserede dem, kunne de se, at de i høj grad stammede fra hassel, siger han og fortsætter:

- Næsehornet har altså trasket rundt og spist grene og blade fra hasselbuske. Det understøtter, at de store dyr har påvirket vegetationen, måske ligesom før i tiden, hvor landmænd drev små arealer med hyppig nedskæring for eksempelvis at have grene nok til brænde.

Ikke nok med at biologibøgerne skal skrives om, så giver de nye resultater ny ammunition til de forskere, de mener, at rewilding er en god idé.

De seneste år har der raset en vild debat om, hvorvidt vi skal sætte store dyr løs i naturen for at skabe mere naturlige økosystemer. Nogle mener, at det er synd for dyrene. Andre, at naturen nok selv skal genskabe balancen, hvis vi lader den være.

Resultaterne her peger dog i retning af, at det er nødvendigt med de store dyr, forklarer Elena Pearce.

- Nu ved vi, at der fra naturens hånd er stor variation i landskabet. Alt tyder på, at den variation opstod, fordi de store dyr til dels holdt træerne i skak. En del af de store dyr fra mellemistiden er dog uddøde i dag, men bison, hest og okse findes stadig, siger hun og slutter:

- Uden de store dyr vokser naturområder til i tæt vegetation, som mange arter eksempelvis af planter og sommerfugle ikke trives i. Derfor er det nødvendigt, at vi aktivt sætter de store dyr ud igen, hvis vi skal have en vild natur, som fungerer godt for biodiversiteten.