Biologistuderende får Dronning Margrethe II’s rejselegat
Rebecca Fjord Jørgensen er biologistuderende på Faculty of Natural Sciences og modtager af Dronning Margrethe II’s rejselegat på 25.000 kr. Pengene er gået til et ophold på University of São Paulo i Brasilien, hvor hun bl.a. lærte nye teknikker til at bestemme blodkarrenes funktion.
Rebecca Fjord Jørgensen har en stor interesse for fysiologi, især koblingen mellem det molekylære og cellulære niveau og kroppens funktion som helhed. Hun har skrevet bachelorprojekt om det iltbærende protein myoglobin, som findes i musklerne, og hun planlægger at skrive speciale indenfor sammenlignende biologi, der undersøger fysiologien på tværs af organismer – for eksempel kan slangers fordøjelse lære os noget om menneskers fordøjelse, og studier af fugle og fisks øjne kan lære os noget om øjets generelle opbygning.
Det sociale liv ved siden af studiet vægter Rebecca Fjord Jørgensen også højt, og hun har bl.a. engageret sig i Biologisk Revy, Aarhus Studenter Roklub (ASR) og roklubbens Velfærdsforening (VFF).
Rebecca Fjord Jørgensen har brugt Dronningens rejselegat til et ophold på Department of Pharmacology, University of São Paulo, Brasilien, hvor hun undersøgte udskillelsen af hormoner i endotelet – det inderste lag i blodkarrene – og lærte nye teknikker til at bestemme blodkarrenes funktion.