Kære Tine, min roman er baseret på fakta, men ud fra kilderne og de faktuelle hændelser skriver jeg frit opdigtede scener for at gøre historien levende og interessant for en nutidig læser. Det er et faktum, at Maurice Ewing kom til København i 1951 specifikt for at møde Inge Lehmann og lokke hende med til USA for at forske sammen med ham og hans team på Lamont Geological Observatory. Hvad de præcist har sagt til hinanden under hans besøg, ved jeg naturligvis ikke, men jeg digter på et kvalificeret grundlag. Inge Lehmanns tanker i forbindelse med hendes tidlige pension fra Geodætisk Institut har jeg fra breve, forskningsartikler og fra mine samtaler med familien.

Hendes mor skriver gentagne gange i breve til Inge: ”Der må da også være en mand til dig, Inge.” Jeg tror, hendes mor gerne havde set, at Inge blev gift, men jeg tror også, at familien har været meget stolte af hende. I øvrigt forsørger hun også familien med sin løn, for faren dør tidligt. Inge Lehmann tager sig af sin mor og til tider også sin søster, så jeg tror også, de har været glade for at hun havde en god stilling og havde taget det valg, hun tog.

Kære Masja, hun skriver meget om, hvor svært hun har det i sin dagbog fra 1905-06 (og der er en del ordrette citater fra dagbogen i min roman.) Alfred Lehmann var ikke psykolog i den forstand, vi kender i dag. Han arbejdede med eksperimentel psykologi, som handlede om at lave fysiske eksperimenter for at finde ud af, hvordan menneskers sjæl, intelligens og følelsesliv fungerede. Han var altså ikke den type psykolog, der kurerede og lindrede ved hjælp af samtaleterapi. Psykologien var i sin vorden, da Inge Lehmann var ung. Hendes problemer havde bl.a. at gøre med, at hun var meget sky og genert, hun lå ofte søvnløs, hendes hoved kværnede med spørgsmål og tvivl, og så tror jeg ikke, at hendes meget høje begavelse blev brugt konstruktivt.

Kære Kirsten, min bog er ikke en biografi, men en biografisk roman. Der er meget stor forskel. En roman kan tillade sig at skrive scener frem og dramatisere, hvor en biografi alene er baseret på historiske kilder. Inge Lehmanns familie har taget rigtig godt imod Den inderste kerne. De har været meget støttende og har læst med og givet mig deres accept og godkendelse. De siger, at jeg har ramt tonen i Inge Lehmanns liv og har været meget glade for projektet.

Kære Sarah: Godt spørgsmål! Hun ville gerne have været professor som sin far, men hun skrev aldrig en doktordisputats. Jeg ville spørge hende, hvorfor hun ikke gjorde det, for hun havde materialet til det. Og det ville have hjulpet hende til at realisere sin drøm.

For nogle år siden kom min yngste søn Alexander hjem fra skole og fortalte, at det var en dansk kvinde, der opdagede Jordens indre kerne. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men gav mig til at læse alt, hvad jeg kunne finde. Den inderste kerne er skrevet på undren og nysgerrighed: Hvem var Inge Lehmann? Jeg havde lyst til at undersøge denne usædvanlige kvinde og dramatisere hendes lange liv. Hun var en blank plet, der kaldte på, at nogen fortalte hendes historie. Vi bestemmer ikke selv, hvem vi forelsker os i. Nogle gange bestemmer man heller ikke selv, hvem der skal befolke ens romaner: Inge Lehmann talte til mig med det samme. I første omgang var det bare en begejstret indskydelse: Hende vil jeg gerne undersøge nærmere og måske kan jeg udfolde hende i en roman! Senere stødte jeg på den udfordring at finde rigtigt ind til hende og skrive mig frem til, hvordan romanen skulle fortælles.

Det har taget to år med research. Corona-tiden har været en god hjælper for mig, for det betød at jeg ikke kunne eller skulle lave andet. Det har været et møjsommeligt og interessant arbejde, der har krævet mange, mange forsøg og omskrivninger. Til gengæld er tilfredsstillelsen ekstra stor, når man kan mærke, at det kan lykkes.

Hun gjorde det så godt hun kunne, og så tror jeg bare, hun har været virkelig sej og indædt, ekstremt godt begavet og ekstremt stædig. De ting, hun var vred over, kan jeg se i brevene til hendes veninder, at hun fik afløb for der. Hun havde også en sort bog, hvor hun noterede alle de uretfærdigheder, hun var udsat for, så hun har fundet en måde at håndtere sin vrede på. For det var virkelig svært at være en kvinde, der gerne ville gøre videnskabelige karriere først i 1900-tallet.

Inge Lehmann sagde fra på mange måder og kæmpede sig til tops i et miljø, hvor hun var en af de eneste kvinder, men hun gjorde det på sin egen måde. Det er svært at bekæmpe det miljø, man gerne vil være en del af. Samtidig var hun meget privat og reserveret, så hun var heller ikke typen, der skrev harmdirrende læserbreve eller deltog i demonstrationer. Danmark var på mange måder ikke klar til en kvinde som Inge Lehmann i hendes tid. Svaret skal nok findes i vanetænkning og en lang historie, hvor det kun var mænd, der beskæftigede sig med naturvidenskab. Det går heldigvis meget bedre nu.

Kære Jens, du stillede dit spørgsmål i første halvdel af foredraget – jeg håber og tror, at anden del af foredraget gav dig svar 😊

Nej.

Et af dem må være, at hun var på en arbejdsplads, hvor der kun er mænd, og hun siger på et tidspunkt, at hun er det eneste mandfolk på den her arbejdsplads.

Se svar på spørgsmål 12

Grunden til at den indre kerne roterer hurtigere end resten af Jorden er at den ikke er blevet bremset i samme grad.

Hele Jorden har roteret hurtigere (og dagene har derfor været flere timer kortere for millioner af år siden), men tidevandskræfterne bremser hele tiden Jorden. Den indre faste kerne ”gemmer” sig dog inde bag den flydende ydre kerne, og det betyder at den ikke bremses i samme grad.

Inge Lehmann har en meget smuk og præcis skrift, så den er nogenlunde nem at læse, men totalt set har jeg brugt rigtig megen tid på at dechifrere gamle breve med skråskrift fra hendes familie, venner og kolleger.

Det har jeg ikke en forklaring på, desværre. De burde nemlig være begravet på Østerbro, hvor familien altid havde boet. Så godt spørgsmål!

Vestvolden blev opført fra 1888 til 1892 som en del af Københavns befæstning. Fra Vestvolden skulle København forsvares, hvis fjendtlige styrker blev sat i land på Sjælland og angreb hovedstaden fra vest.

Umiddelbart og udefra kan det godt se ud som om der er et meget stort spring fra min trilogi til Den inderste kerne, men for mig har det været et naturligt spring, fordi jeg altid skriver om det, der interesserer mig. I alle mine bøger er det mennesker og deres tvivl og dilemmaer, der er i centrum. Relationer, udvikling, livsfaser, personlig splittelse, ambition, kærlighed, familie. På den måde ligner romanerne hinanden. I Den inderste kerne skriver jeg på et skelet af virkelighed, og forankringen i et virkeligt menneske har både været med til at gøre romanen sværere at skrive og samtidig har arbejdet føltes vigtigere; mere dirrende og relevant. Som forfatter synes jeg også, det er sjovt at udfordre rollen og prøve at bevæge mig ud på tynd is – se omkring næste hjørne og gøre noget, jeg ikke har prøvet før.

Min nye roman er baseret på en sand historie, og det har både gjort skriveprocessen vanskeligere og mere interessant, at historien i en eller anden grad var lagt ud på forhånd. Jeg har prøvet at samle et puslespil om et ret utroligt kvindeliv og et menneske, som havde mange facetter. Personligt elsker jeg film og bøger, der er baseret på dokumentarisk stof. Selvom jeg selvfølgelig også elsker ren fiktion, må jeg indrømme, at forankringen i virkeligheden gør, at fortællingerne bliver mere relevante for mig. Jeg kan godt lide følelsen af at lære noget, mens jeg læser eller ser film og serier.

Inge Lehmann forskede i sin fritid det meste af sin karriere og formåede alligevel at omdefinere klodens opbygning – næsten imod all odds. Hvis hun havde haft mere tid og opbakning og mulighed for at bruge sit store talent endnu mere, kunne der givetvis være sket store ting.

Kære Viola, det forstår jeg heller ikke. Hun er en af de store danskere på linje med H.C. Andersen. Søren Kierkegaard. Niels Bohr, Karen Blixen, Tycho Brahe og H.C. Ørsted, og vi burde alle lære om hende i skolen. Måske bliver det bedre fremover?

Kære Jytte, nej, for den findes ikke en Nobelpris for geofysik, men der er og var mange af hendes kolleger, der mener, at hun burde have haft en Nobelpris for sin opdagelse.

Vi ved desværre ikke hvordan Inge Lehmann forholdt sig til Big Bang.

Jeg tror, det skyldes mange forskellige ting. Hendes meget konfliktfyldte forhold til Niels Erik Nørlund (hendes chef, som havde meget stor indflydelse i det naturvidenskabelige miljø i Danmark og som var svoger til Niels Bohr, der havde endnu større indflydelse) har helt sikkert være en medvirkende faktor. Derudover se mit svar på spm 9.

Den hedder Seismologi i gamle dage og opsummerede hendes opdagelse fra 1936 og gav et tilbageblik på hendes karriere.

Hej Viborg, Inge Lehmanns beregninger og argumenter var så overbevisende, at man i udlandet meget hurtigt endte med at konkludere, at hun nok havde ret i sin antagelse. Der var ganske enkelt ikke andre forklaringer på det fænomen, hun bragte frem.

Ja, hun er interessant, fordi hun er en dygtig videnskabskvinde, der omdefinerer klodens opbygning, men hendes historie er også interessant, fordi hun ikke blev anerkendt i sit eget hjemland – og det skyldes i høj grad hendes køn. Hendes kamp for overhovedet at få lov til at bruge sit talent og sin matematiske begavelse er en meget vigtig del af hendes historie.

Saturday Review var et ugentligt nyhedsmagasin.

Ja, hun har faktisk en meget lang publikationsliste, og det, der er specielt ved hendes publikationsliste, er, at hun er eneforfatter til langt de fleste af sine artikler. Inden for naturvidenskab vil flere forskere som regel arbejde sammen om en artikel, men hun er i høj grad en solist, og det er lidt specielt ved hende. Da hun bliver pensioneret, får hun for alvor artikler på sin publikationsliste.

Man kan f.eks. læse Eva Tinds roman ’Kvinden der samlede verden’ om Marie Hammer. Hun var zoolog og mideforsker. Hendes bog er også kommet i foråret, og vi tager faktisk ud og holder foredrag sammen nogle gange. På mange måder ligner hendes historie Inge Lehmanns og på nogle måder slet ikke. Inge Lehmann måtte vælge mand og børn fra, men Marie Hamme er faktisk gift, har fire børn og laver sin forskning hjemme ved køkkenbordet. Hun putter sine børn meget tidligt og laver sin forskning om aftenen. Hun rejser alene kvinde ud på ekspeditioner i hele verden og forsker i mider. Marie Hammer var også et helt andet gemyt end Inge Lehmann. Hun var meget udadvendt og var faktisk kendt i sin samtid. Hun var mere villig til at give interviews, mens Inge Lehmann nægtede at give interviews, så Inge Lehmann har også selv været delvist skyld i, at hun ikke er blevet mere kendt i Danmark. Det er interessant at se på de her to videnskabskvinder sammen, for de er næsten samtidige. Marie Hammer er 20 år yngre end Inge Lehmann, men har også et langt liv og opnår store resultater inden for sin forskning.

Jordens magnetfelt ændrer sig fordi at strømmene af smeltet jern i den ydre kerne forandrer sig over tid. Det får bl.a. de magnetiske poler til at bevæge sig. Igennem Jordens historie har de magnetiske poler (nord og syd) også skiftet plads mange gange.

Ja, magnetfeltet mener vi har været der siden Jordens dannelse. Magnetfeltet kan eksistere uden en fast indre kerne fordi det dannes i den flydende ydre kerne. Men dannelsen af den indre kerne skaber varme som holder magnetfeltet i gang.

Jo, det har det haft. Det er noget, der stadig forskes i, så jeg kan ikke give et klart svar på hvordan magnetfeltet så ud. De processer, der sker inde i kernen, menes ikke at kunne skabe magnetfeltet selv, men det kan holde det i gang, hvis det allerede findes. Så vi mener i dag, at det må have været der lige fra starten.

Man mener at det primært skyldes bevægelser i ydre kerne, men det er et emne som vi slet ikke er færdig med at forske i.

Nej, det gør den ikke. Den indre kerne vokser i øvrigt kun til og med den ydre kerne.

Nej, man har slet ikke været så langt inde i Jorden. Men vi mener at sammensætningen af den faste kerne minder om jernmetroritter som ankommer til Jorden fra rummet.

Så længe at vi ikke kan komme ind og se på den indre kerne må vi sætte vores lid til indirekte målinger som f.eks. seismologi.

Varmen stammer først og fremmest fra Jordens dannelse, hvor tyngdekraften trak materiale sammen til en planet. Det skaber meget varme. Samtidig skabes der hele tiden varme i Jorden på grund af radioaktive henfald, samt fordi den indre kerne størkner og vokser.

Det er fordi s-bølgerne kræver, at materialet hænger sammen, så hvis en del af materialet bevæger sig i én retning, så skal nabomaterialet kunne følge med igennem et træk. Så der skal være sammenhæng i materialet. P-bølger derimod er trykbølger, som kan forplante sig i flydende stoffer.

Før seismologien var man begrænset til at se på de bevægelser som jordskælvene dannede. Jordskælvforskningen blev styrket markant af fremkomsten af seismologi.

Det kan lade sig gøre, fordi stillehavspladen er en gammel plade. Jo ældre oceanpladerne bliver, jo koldere og tungere bliver de. De ender faktisk med at blive så tunge, at de bliver ustabile ved Jordens overflade. De bliver tungere end det, der er nedenunder dem, og så vil de faktisk gerne tilbage til Jordens indre. Så oceanpladerne har vi altså kun på besøg ved Jordens overflade. De er her i nogle hundrede millioner år, så bliver de for gamle til at være her, og så skal de tilbage til Jordens indre. Det sker ikke uden, at der opstår lidt gnidninger langs kanterne og derfor meget store jordskælv.

De opstår ved at jordskælvene skaber ”sidelæns” eller tværgående bevægelser.

Man kan ved at studere detaljerne i seismometerets bevægelse se om en bølge af typen S eller P.

Det bliver svært at få materiale lige fra den indre kerne, for der er for langt ind. Selvom der kommer bjergarter op til overfladen med vulkaner, så kommer de ikke så langt indefra. Det bedste, vi kan gøre, er at samle en jernmeteorit, som kommer ude fra verdensrummet, op. Det er det tætteste som kommer på det, som er inde i Jordens kerne.

Ja målingen bliver ødelagt, hvis der er forstyrrelser, så seismografer skal stå steder, hvor der er mindst mulig forstyrrelse. Seismografen, der har stået på scenen, har stået i Mønsted kalkgrupper, for dernede sker der ikke så meget, og i Grønland stiller man seismografer på grundfjeld, som er så stabilt som muligt. Isbjørne må man leve med, og der er mange eksempler på at isbjørne har ”leget” med seismografer i Grønland.

Jeg tror at søelefanter er et endnu mindre problem end isbjørne, men man kan jo være uheldig – i så fald på Antarktis.

Den indre og ydre kerne består i princippet af samme materiale (mest jern). Men den indre kerne er fast og den ydre flydende. Derfor har bølgerne forskellige hastigheder i de to kerner.

Linsen fungerer fordi hastigheden ændrer sig, så når en bølge går fra et medie til et andet medie, hvor der er en anden hastighed, så bryder bølgen. Vi kender det faktisk alle sammen fra lys, der kan brydes på forskellige måder. Hvis vi står på en strand med benene i vandet, så kan vi nogle gange se, at vores ben er blevet lidt skæve, når vi kigger ned på dem. Lyset bliver forvrænget, og det er fordi lyset har forskellig hastighed i luft og i vand. Det er på den måde, at den ydre kerne fungerer som en linse i Jorden.

Seismologien viser os at grænsen er ”flydende” som du skriver – altså en gradvis overgang mellem flydende og fast kerne.

Jordens magnetfelt skabes i den ydre kerne hvor strømme af elektrisk ladet jern danner en slags hvirvelstrømme. Strømmene er en måde at transportere varme væk fra kernen, og magnetfeltet opstår som en slags sidegevinst.

Pladetektonikken følger af at varme bliver transporteret ud gennem jorden. Det får varmt kappemateriale til at stige op og koldt kappemateriale til at synke. Den proces skaber hele tiden ny oceanbund nogle steder mens gammel oceanbund synker ned i kappen andre steder. Dannelse og destruktion af oceanbund skubber kontinenterne rundt.

Det er godt set. De krumme bølgeretninger skyldes at bølgehastighederne stiger gradvist ned gennem kappen. Ved grænserne mellem forskellige lag sker der derimod pludselige spring i hastighed.

Det kan den også kun fordi der også dannes varme i Jorden, bl.a. igennem radioaktive henfald og fordi den indre kerne størkner. Hvis der ikke blev dannet varme på den vis ville Jordens indre være langs koldere nu og der ville måske ikke længere være pladetektonik og magnetfelt.

Ja, ud fra seismologi (dvs bølgehastighederne) kan man regne sig frem til den mest sandsynlige sammensætning, både i form af fysiske parametre såsom densitet og elasticitet, men også i sammensætning. Både den indre faste og den ydre flydende kerne består mest af jern.

Der står også seismografer på Island – en masse faktisk. Men det er mest for at holde øje med Islands vulkaner. Hvis man, som Inge Lehmann, mest interesserer sig i Jordens dybe indre, skal man måle på bølger som kommer langvejs fra. Og så er det bedst at stille seismograferne et stabilt sted uden vulkaner og Jordskælv. Derfor er Grønland et bedre sted.

Det ved jeg desværre ikke noget om, og jeg tvivler på at Jordens kerne som sådan påvirker vores krop på andre måder end via tyngdekraft og magnetfelt.

Hvis der hverken er jordskælv eller atomsprængninger, så er det svært at lave seismologi, og så er det faktisk svært at kigge så langt ind i en planet. Man kan komme noget af vejen ved at kigge på Jordens tyngdefelt, dens rotation og også magnetfeltet, men det er godt at have noget seismologi ved hånden, hvis man vil kigge så langt ind.

Jordens indre kerne har omtrent samme temperatur som Solen overflade. Solens kerne er dog langt varmere end Jordens.

Både den indre og ydre kerne består mest af jern. Den indre kerne har radius 1220 km mens den ydre kerne strækker sig ud til 2400 km.

Se svar til spørgsmål 50.

Den indre kerne er fast fordi smeltpunktet her er højere end temperaturen. Det skyldes det højere tryk. I den ydre kerne er trykket og smeltepunktet lavere, og derfor er materialet smeltet her.

Nej, det kan de trods alt ikke. Pladernes bevægelse kontrolleres af Jordens indre, der skal af med varmen, og det er en maskine, vi ikke kan kontrollere.

Det er blevet diskuteret i mange, mange år. Det er et gammelt spørgsmål inde for geofysik om tidevand påvirker pladetektonik. Tidevandskræfterne som bl.a. kommer fra månen og som vi kender, fordi de påvirker oceanerne, er faktisk store nok til at kunne påvirke pladetektonikken. Så det er svært at svare på, men man har ikke fundet et endeligt bevis for, at den slags kræfter spiller en signifikant rolle, men teoretisk set kan det lade sig gøre.

Ja det gør det. Jordens magnetfelt er helt afhængig af at der er en flydende kerne, som kan danne strømme af elektrisk ladet jern, der danner Jordens magnetfelt. Vi er henne på det tidspunkt, hvor Solen svulmer op til en rød superkæmpe og alligevel opsluger Jorden, så der er ikke noget, der varer evigt, men heldigvis er der rigtig lang tid til det.

Inden for geologien og geofysikken, selvom vi har kendt, at kontinenterne bevæger sig, så kender vi ikke helt detaljerne omkring, hvad der egentlig holder den motor i gang og hvor dybt ned de gamle oceanplader ned, som vi ved forsvinder ned i Jordens indre. Hvad der sker med dem, hvor langt de når ind, hvordan bliver de genbrugt til at lave nye oceanplader andre steder, vil man frygtelig gerne vide. Man mangler at forstå alle de spændende processer, der foregår i den nedre del af Jordens kappe, og der skal der endnu mere seismologi og kraftigere computere til.

Ja lige præcis. Det er samme princip for brydning og afbøjning af lyd- og lysbølger og seismiske bølger. Hvis der er et skifte i hastigheden, hvormed bølgerne løber, så ændrer de vinkel. Det kender vi alle sammen, f.eks. når vi står på stranden og har vores ben nede i vandet, så kan vi se, at benene ser lidt forvrængede ud. Vores ben kan se skæve ud. Det er fordi lyset rejser med forskellig hastighed i vand og i luft, hvilket bryder lysbølgernes retning.

Det er i dag stadigvæk den bedste måde, vi kan kigge så langt ind i Jorden på. Der er også andre måder. Geologer kan se på sten, der kommer langt inde fra Jordens indre. De kommer ikke helt inde fra den faste kerne, men man kan komme et stykke den vej. Man kan også kigge på Jordens tyngdefelt og magnetfelt, for at gætte på, hvad der er indeni. Vi har lidt udfordringen når vi udforsker andre planeter i vores solsystem, hvor vi ikke har seismografer til at stå, men vi vil frygtelig gerne vide, hvad der er inde i planeterne. Vi ved, at de alle sammen har kerner, men vi ved faktisk ikke præcis, hvor stor en del af de kerner, der er faste, og hvor stor en del, der er flydende.

Deres svingning når de kommer frem til seismografen er meget, meget små, så det er altså bittesmå millimeterstørrelse til centimeterstørrelse bevægelser. Bølgelængderne er meget, meget længere – op til hundrede af kilometer - så det er et meget lille forhold.