Jørgen Christensen-Dalsgaard fik Kavli-prisen
Professor emeritus Jørgen Christensen-Dalsgaard modtog tirsdag eftermiddag som den første dansker den prestigefulde videnskabspris, Kavli Prize. Prisen blev overrakt af den norske Kong Harald 5. ved en ceremoni i Oslo Koncerthus.
Jørgen Christensen-Dalsgaard fik Kavli-prisen som anerkendelse af hans centrale rolle i udviklingen af seismiske undersøgelser af Solen og andre stjerner gennem de sidste 40 år.
Kavli-prisen beløber sig til en million dollars, og Jørgen Christensen-Dalsgaard deler den med to forskerkolleger, der lige som ham var pionerer inden for feltet helio- og asteroseismologi:
Conny Aerts fra Katholieke Universiteit Leuven (KU Leuven), Belgien (hun er i øvrigt æresdoktor på Aarhus Universitet) og Roger Ulrich fra University of California, Los Angeles, USA.
Kavliprisen uddeles hvert andet år til forskere inden for de tre felter astrofysik, nanovidenskab og neurovidenskab. Den kaldes også den lille Nobelpris, fordi en del af modtagerne i tidens løb efterfølgende også har modtaget en Nobelpris.
Læs meget mere om Jørgen Christensen-Dalsgaard og Kavli-prisen her