Aarhus Universitets segl

Vellykket opsendelse af Aarhus Universitets første satellit

Delphini-1 minisatellitten, som studerende fra Aarhus Universitet har samlet og afprøvet, blev i går opsendt fra Kennedy Space Center i Florida med SpaceX-raketten Falcon-9. Det er den foreløbige kulmination på det aarhusianske rumprogram AUSAT.

Falcon-9-raketten opsendes fra Kennedy Space Center, Florida. Foto: Victoria Antoci, Aarhus Universitet
Falcon-9-raketten opsendes fra Kennedy Space Center, Florida. Foto: Victoria Antoci, Aarhus Universitet
Delphini-1-teamet samlet der, hvor de skal se opsendelsen. Foto: Victoria Antoci, Aarhus Universitet
Delphini-1-teamet samlet der, hvor de skal se opsendelsen. Foto: Victoria Antoci, Aarhus Universitet

Den aarhusianske minisatellit Delphini-1 er nu officielt i rummet. Delphini-1 er ombord på fragtrumskibet Dragon, blev opsendt med Falcon-9-raketten fra firmaet SpaceX i går aftes dansk tid. Dragon er nu sendt i kredsløb om jorden, og ankommer til den europæiske rumstation, ISS om knap to dage. Delphini-1-satellitten vil herefter blive sendt ud i sin egen bane fra ISS i januar.

Delphini-1 er et tværfagligt samarbejde imellem Institut for Fysik og Astronomi, Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for Geoscience, Aarhus Universitet. Det er de studerende, der er omdrejningspunktet for Delphini1-projektet, og det er dem, der har hjulpet med at designe, bygget og afprøvet satellitten. De har også stået for at oprette et kontrolrum på Aarhus Universitet, hvorfra satellitten skal observeres.

Delphini-1 er en 'cubesat'; en minisatellit, som kun er 10 x 10 x 10 cm, og den vejer godt et kilo. Den er udstyret med radiosender og -modtager, med en computer og med et kamera.

Denne første satellit er et pilotprojekt, hvor formålet er at skaffe viden og erfaring med bygning, drift og kommunikation med satellitter. De erfaringer vil være en stor fordel for de studerende, når de en gang skal videre i deres karriere, og også for de tre involverede institutter på universitetet, hvor der arbejdes videre med nye hold studerende og nye satellitprojekter under den fælles hat "AUSAT".     

Opsendelsen i Florida blev overværet af en gruppe af de studerende og medarbejdere, der har arbejdet på satellit-projektet.

Se opsendelsen af Falcon-9-raketten, hvor Delphini-1 er ombord

Delphini-1 vil være i kredsløb om jorden i ca. et år, og den vil efterhånden blive bremset op og falde langsomt mod Jorden, hvor den vil brænde op i Jordens atmosfære. Men inden da vil de forhåbentlig have bidraget med en masse værdifulde erfaringer og viden om hvordan man styrer og kommunikerer med sin helt egen satellit.

Om rumprogrammet
Delphini-1 er et samarbejde imellem Institut for Fysik og Astronomi, Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, og de studerende, som deltager i projektet, kommer også fra disse tre institutter.

Opsendelsen er doneret af European Space Agency, ESA via Ministeriet for Forskning og Undervisning. Bidragydere i øvrigt, ud over de nævnte institutter, er Aarhus Universitets Forskningsfond, GomSpace A/S, og Danmarks Grundforskningsfond via Stellar Astrophysics Centre.

På Aarhus Universitet er vi allerede godt i gang med at planlægge de næste satellitter, Delphini-2, -3, osv. Også her bliver de studerende inviteret til at deltage hele vejen, så de rumforskningsinteresserede unge kan allerede nu begynde at forberede sig.

Kontakt:
Lektor Christoffer Karoff,
e-mail: karoff@geo.au.dk
Telefon: 2118 3926

Læs mere om projektet:

Projektet inkluderer virksomheden GOMspace, der har denne side med beskrivelser af arbejdet

Følg Delphini-1 på Facebook