Skandinaviens kraftigste magnet står på Aarhus Universitet
På Interdisciplinary Nanoscience Center har forskere og virksomheder siden 2015 haft mulighed for at benytte et særligt kraftigt NMR-spektrometer. Det giver en unik mulighed for høj detaljegrad i forskningen.

- ”Hvis man skal helt tæt på, så skal man lige lægge sit dankort, sin telefon og hvad man ellers har af elektronik, som kan gå i stykker,” advarer professor Niels Chr. Nielsen.
Bag en af de mange døre i kælderen på Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO) finder man Skandinaviens kraftigste magnet. Den er fire meter høj, vejer syv ton og så har den et magnetfelt, som svarer til knap 500.000 gange Jordens magnetfelt.
- ”Vi bruger den til at identificere og måle molekyler. Vi putter nogle små prøver ind i magneten, og så kan vi identificere, hvilke molekyler der er i prøven, og måle deres tredimensionale struktur, dynamik og vekselvirkninger med en unik og meget høj detaljegrad,” siger Niels Chr. Nielsen.
Han var en af hovedkræfterne bag, at kæmpemagneten i 2015 kom til Aarhus Universitet og blev tilgængelig for både lokale AU-forskere, men også virksomheder og forskere fra andre universiteter.

Brugere af magneten, som også kaldes et NMR-spektrometer, kan blandet andet bruge den i udviklingen af fremtidens antibiotika eller fødevarer.
- ”Det fungerer som et nationalt center, hvor alle brugere i Danmark, som bruger NMR-spektroskopi - det kan være industrien eller det kan være universitetsfolk - kan ansøge om at få tid på magneten, så vi kan hjælpe dem med at lave de her strukturelle karakteriseringer,” siger Niels Chr. Nielsen.
Og der er mange ansøgere, for kæmpemagneten i kælderen er nemlig et unikt og kostbart værktøj.
- ”I mange tilfælde har man brug for ekstra god opløsningsevne eller mere følsomhed, som magneten giver netop fordi den er så kraftig. Og så er det så dyr en teknologi, at man ikke finder lignende i nærheden. Magneten koster 35 mio. kr., så det er ikke noget, man placerer i hvert eneste laboratorium,” siger Niels Chr. Nielsen.


Kom med indenfor!
Vi tager dig med ind bag dørene til nogle af de steder på Faculty of Natural Sciences, hvor du måske ikke ellers kommer. Her finder du nogle af de unikke og uundværlige faciliteter, som vores forskere bruger i deres hverdag.
Du kan også læse om ASTRID2.