Aarhus Universitets segl

Ny prodekan for uddannelse på Natural Sciences

Kristine Kilså bliver ny prodekan for uddannelse på Natural Sciences pr. 1. december. Hun kommer fra en stilling som uddannelseschef i Sverige og har en solid ledelseserfaring på uddannelsesområdet med sig, ud over en akademisk karriere inden for kemi og nanovidenskab.

Kristine Kilså bliver ny prodekan for uddannelse på Faculty of Natural Sciences pr. 1. december 2020. (Foto: Josefina Kilså-Becker)
Kristine Kilså bliver ny prodekan for uddannelse på Faculty of Natural Sciences pr. 1. december 2020. (Foto: Josefina Kilså-Becker)

Det er en kvinde med stor erfaring med og interesse for uddannelse og undervisning på universitetsområdet, som Natural Sciences kan byde velkommen som prodekan for uddannelse pr. 1. december 2020.

Kristine Kilså er 48 år og kommer fra en stilling som uddannelseschef og vice-fakultetsdirektør ved et af fire fakulteter på Sveriges Landbrugsuniversitet (SLU), hvor hun har været de seneste otte år. Her har hun ud over at være leder af fakultetets administrative uddannelsesenhed arbejdet med uddannelsesudvikling, kvalitetssikring af uddannelser og strategiske indsatser.

Før hun flyttede til Sverige var hun i en årrække viceinstitutleder for uddannelse på Kemisk Institut ved Københavns Universitet, hvor hun har haft størstedelen af sin universitetskarriere som forsker og underviser, inden hun skiftede forskerkarrieren ud med den mere ledelsesorienterede og strategiske bane.

Kristine Kilså er uddannet fra Københavns Universitet og har en ph.d.-grad i kemi fra Chalmers Tekniske Universitet i Göteborg. Efter en tid som postdoc ved Caltech i Californien, og adjunkt på Uppsala Universitet blev hun ansat som lektor ved Kemisk Institut og NanoScience Center på Københavns Universitet i 2004 og siden professor MSO inden for uddannelse og undervisning. Hendes forskningsområde handler om hvordan lys påvirker komplekse molekylære systemers struktur og funktion.

En stærk profil på uddannelsesområdet

Dekan for Natural Sciences Kristian Pedersen er begejstret over at få Kristine Kilså med på ledelsesholdet som prodekan for uddannelse.

”Kristine har en rigtig stærk profil på uddannelsesområdet og hun er vant til at navigere som leder indenfor et område med stor politisk bevågenhed. Jeg er sikker på, at hun kan bidrage og få stor betydning for fakultetets udvikling, ikke for mindst for udvikling og kvalitetssikring af uddannelserne og undervisningen, og jeg ser meget frem til vores samarbejde,” siger dekan Kristian Pedersen.

For Kristine Kilså er stillingen som prodekan for uddannelse på Nat en mulighed for at arbejde med og få indflydelse på et område, der står hendes hjerte nært:

”Jeg mener at uddannelse er en af de vigtigste samfundsopgaver, der findes, og jeg vil derfor gerne være med at skabe de bedst mulige forudsætninger for dette. Aarhus Universitet står for mig som et universitet, der følger med tiden, og Natural Sciences som et fakultet med spændende forsknings- og uddannelsesmiljøer og med gennemslagskraft i ind- og udland, og det glæder jeg mig meget til at blive en del af,” siger Kristine Kilså.

Ud over et spændende job med nye udfordringer, er ansættelsen som prodekan også en tilbagevenden til en tilværelse i Danmark, som Kristine Kilså og familien glæder sig til. Hun flytter til Aarhus med sin mand og datter på 11 år.

Kristine Kilså bliver ansat som prodekan for uddannelse på en åremålsansættelse på 6 år. Med ansættelsen af de to nye prodekaner bliver ledelsen på Natural Sciences fuldtallig.

Læs også: To nye prodekaner ansat på Natural Sciences