Aarhus Universitets segl

Marie Curie-millioner til interdisciplinær forskning der skal udvikle den videnskabelig baggrund for en bæredygtig, grøn landskabsudvikling

Professor og VILLUM Investigator Jens-Christian Svenning fra Institut for Bioscience og Center for Biodiversity Dynamics in a Changing World (BIOCHANGE) modtager ca 3.9 millioner for at undersøge, hvordan det europæiske landskab har udviklet sig naturmæssigt over de sidste 10,000 år og hvordan den viden kan bruges i den fremtidige landskabsforvaltning.

Rewilding med Konikheste i Geding-Kasted Mose, Aarhus, Danmark. Foto: Jens Christian Svenning
Rewilding med Konikheste i Geding-Kasted Mose, Aarhus, Danmark. Foto: Jens Christian Svenning
Professor Jens Christian Svenning (foto: Lars Kruse, AU Foto)
Professor Jens Christian Svenning (foto: Lars Kruse, AU Foto)

En gruppe forskere indenfor bl.a. biologi, geologi og arkæologi fra 13 forskellige europæiske lande og 25 akademiske institutioner, NGO'er og private firmaer har fået ca 31 millioner kroner til et stort projekt om at forbedre vores forståelse af Europa’s landskabshistorie med fokus på samspil mellem natur, mennesker og energikilder, og derudfra undersøge muligheder for en energi- og naturmæssigt bæredygtig fremtidig landskabsforvaltning. En af dem er Professor Jens-Christian Svenning fra Institut for Bioscience, som får ca 3.9 millioner kroner til to ph.d.-projekter. Han vil desuden bidrage som medvejleder på yderligere to ph.d.-projekter i netværket.

Jens-Christian Svennings forskning i projektet vil have fokus på at forbedre vores forståelse af den naturlige sammensætning og funktion af europæiske økosystemer, bl.a. med udgangspunkt i analyse af store mængder palæoøkologiske data fra før landbrugets indførsel til Europa, og den historiske udvikling og det fremtidige potentiale for den europæiske fauna af store pattedyr (megafauna). Derudover vil han også bidrage til at undersøge de samfundsmæssige muligheder og potentielle socioøkonomiske værdier der ligger i rewilding (selvforvaltende natur) som forvaltningsmæssig tilgang på tværs af Europa.

Bevillingen er fra Marie Sklodowska-Curie Actions Innovative Training Networks, der administreres af EU-Kommissionen.

 

Kontakt

Professor Jens-Christian Svenning

BIOCHANGE – Center for Biodiversity Dynamics in a Changing World & Sektion for Økoinformatik og Biodiversitet, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet,

Mobil: 28992304

Mail: svenning@bios.au.dk