Kvote 1: 843 ansøgere har naturvidenskab som førsteprioritet
Antallet af 1. prioritetsansøgninger til de naturvidenskabelige uddannelser ligger på samme niveau som sidste år, viser foreløbig opgørelse. Prodekan for uddannelse er tilfreds, men håber på at se en stigning de kommende år.
843 ansøgere har valgt en uddannelse på Natural Sciences som deres førsteprioritet. Dermed ligger fakultetets ansøgertal på samme niveau som i 2022, hvor tallet hed 855.
”Vi er rigtig glade for alle de ansøgninger, vi har modtaget. Mange nysgerrige unge vælger igen i år at læse naturvidenskab, og det er vi stolte af,” fortæller prodekan for uddannelse på Natural Sciences, Kristine Kilså.
Selvom ansøgertallet er stabilt, er det ingen hemmelighed, at fakultetet stadig har plads til flere studerende, fortæller Kristine Kilså:
”Vi kunne selvfølgelig godt tænke os at udfylde alle pladserne på vores uddannelser med unge, der brænder for naturvidenskab. Samfundet kalder på endnu flere dygtige STEM-uddannede, og det er en opgave, vi tager på os.”
”Vi vil fortsætte arbejdet med at udbyde uddannelser af højeste kvalitet, men det er også vigtigt, at vi i endnu højere grad fortæller de unge, om de mange muligheder en naturvidenskabelig uddannelse åbner op for,” uddyber hun.
Tallene er foreløbige, og den endelige opgørelse for ansøgninger forventes at lande i løbet af ugen.
Alle ansøgere får svar på deres ansøgning 28. juli.