Aarhus Universitets segl

Jens-Christian Svenning modtager Carlsbergfondets Forskningspris 2023

Professor i makroøkologi Jens-Christian Svenning er den ene af to modtagere af årets forskningspris på 1 million kroner fra Carlsbergfondet. Han modtog prisen onsdag aften ved fondets forskningsprisfest på Ny Carlsberg Glyptotek.

Denne artikel er i vidt omfang baseret på pressemateriale fra Carlsbergfondet.

Jens-Christian Svenning modtog prisen for sin internationalt anerkendte grundforskning i alt fra makroøkologiske processer til udvikling af metoder og ideer til genopretning af vild natur, der skal komme både Jordens klima og økosystemer til gavn.

Carlsbergfondet begrunder desuden prisen med, at han er en utrættelig frontløber inden for sit felt, når løsninger til at imødegå de store globale samfundsudfordringer forårsaget af klimaforandringerne skal udtænkes.

”Jens-Christian Svennings videnskabelige indsats har været banebrydende i vores forståelse af vegetationsdynamikker i forhold til diversitet blandt træer i Europa, særligt når det kommer til langtidspåvirkningen fra klimaændringerne. Jens-Christian Svenning har i væsentlig grad bidraget til vores forståelse af menneskets indflydelse på naturen. Det gælder både de akutte udfordringer, vi bliver mødt med i forhold til klimaforandringerne, og de langvarige fremtidige konsekvenser heraf. Jens-Christian Svenning har præget udviklingen af evolutionsmodeller til at estimere de millioner af år, som det vil tage at genoprette diversiteten blandt pattedyr som følge af klimaforandringerne,” hedder det bl.a. i priskomiteens motivation.

Den anden modtager af årets pris er professor i litteraturhistorie Anne-Marie Mai på Syddansk Universitet.

Med hver pris følger 1 million kroner. Heraf er 750.000 kroner øremærket til forskningsaktiviteter, mens 250.000 kroner gives som en personlig hædersgave.

”Jens-Christian Svenning står bag imponerende bidrag til spirende videnskabelige discipliner som ”makroøkologi”, ”rewilding” og ”global forandringsøkologi”, som han nyder stor international anerkendelse for. Mai og Svenning fortjener ikke blot anerkendelse, men også hyldest og applaus for deres enorme engagement og indsats i forskningens tjeneste,” udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesforperson, professor Majken Schultz.

Jens-Christian Svenning er leder af både grundforskningscentret ECONOVO (Center for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere) og Villum Investigator-projektet BIOCHANGE (Center for Biodiversity Dynamics in a Changing World) på Institut for Biologi, Aarhus Universitet.

Selv siger han om at modtage prisen:

”Det er en særdeles stor anerkendelse af min forskning at modtage Carlsbergfondets Forskningspris, som jeg er meget beæret over. Min forskning foregår i høj grad i samarbejde med andre forskere og studerende i mit team på Aarhus Universitet - nationalt såvel som internationalt - så en stor tak skal lyde til alle de mange, der har bidraget. Og de 750.000 kr. skal bruges til at ansætte en dygtig ung forsker til noget, som jeg ellers ikke ville have penge til.”


Kontakt:

Professor Jens-Christian Svenning,
Institut for Biologi, Aarhus Universitet
Email: svenning@bio.au.dk 
Mobil: 2899 2304