Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Geolog Astrid Strunk modtager AUFF’s ph.d.-pris

Aarhus Universitets Forskningsfonds uddeler hvert år ph.d.-priser til fem unge forskere med et ekstraordinært talent. De fem prismodtagere har alle gjort sig ganske særligt bemærket, både med deres resultater og med den måde, de har formidlet resultaterne på.

25.05.2021 | Filip Graugaard Esmarch og Nat-Tech Kommunikation

Astrid Strunk modtager en AUFF-pris for sin forskning i Nordgrønland. Foto: Maiken Kestner

Astrid Strunk modtager en AUFF-pris for sin forskning i Nordgrønland. Foto: Maiken Kestner

Aarhus Universitets ph.d.-skoler indstiller hvert år – på baggrund af indstillinger fra fakulteterne – et antal kandidater til prisen, som alle har afsluttet ph.d.-uddannelsen i det foregående år. De fem heldige forskere modtager hver 50.000 kr. som anerkendelse for deres forskning.

En af vinderne er geolog Astrid Strunk fra Institut for Geoscience, der imponerede med sit forskningsprojekt fra Nordgrønland.

Mikrofossiler dateres mere præcist

Astrid Strunk gik i gang med sit ph.d.-projekt, var hovedformålet at rekonstruere indlandsisens bevægelser i dele af Nordgrønland. Der var stadig blanke pletter på det geologiske verdenskort. Og som den praktisk anlagte eventyrer hun også er, tog hun af sted på polarekspeditioner, indsamlede prøver af grundfjeld og søbund – og løb så ind i et problem.

”Når man skal estimere alderen af aflejringer på en søbund, daterer man normalt på makrofossiler, især planterester, som kan ses med det blotte øje. I Nordgrønland mangler planterne bare, og derfor er det svært at datere sedimenter derfra. Så jeg begyndte at lede efter mikrofossiler, planterester på størrelse med sandkorn eller mindre,” fortæller Astrid Strunk.

På den måde udviklede projektet sig til også i høj grad at handle om metodeforbedring. Ved at inddrage viden fra andre discipliner fandt hun nemlig ud af, at hun faktisk kunne forfine metoderne ganske betydeligt, når det gjaldt kulstof 14-dateringen af de såkaldte bulk-prøver, i dette tilfælde populært sagt: En skefuld mudder fra søbunden.

Væk med fejlkilderne

”I en situation, hvor man mangler makrofossiler at datere på, vil man typisk foretage en datering af hele bulk-prøvens indhold. Man får så et resultat, som kan være ret unøjagtigt, fordi den C14-alder, prøven repræsenterer, er en blanding af alle partiklerne deri,” forklarer Astrid Strunk og fortsætter:

”Jeg begyndte så at kigge på, hvor kulstoffet i mine prøver kom fra. Kom det fra 10.000 år gamle planter, som var det ønskede mål for min datering? Eller var det 100.000 år gammel muldjord, som ville få min prøve til at se ældre ud, end da sedimentet faktisk blev aflejret?”

Hun præsenterer i sin afhandling et sæt af metoder, som langt hen ad vejen gør det muligt at eliminere fejlkilderne. For at nå dertil var hun omkring både geofysik, biologi og computermodellering. Nye metoder kan fremover komme til at finde bred anvendelse.

”Det her problem med at mangle ideelle fossiler at datere på, altså makrofossiler, er ikke kun noget, man støder på som iskappeforsker i Nordgrønland. Det kan lige så godt være en biolog i Venezuela eller en arkæolog i Afrika. De vil også kunne bruge metoderne,” siger Astrid Strunk.

Isen smelter hurtigt

Ved anvendelse af blandt andet disse metoder fik hun kortlagt fortidens isbevægelser i en del af Nordgrønland. Ved at se hvor meget og hvor hurtigt isen smeltede efter den seneste istid, kan man estimere, hvordan det vil gå under den nuværende globale opvarmning. På dette punkt må Astrid Strunk melde om dårligt nyt for dem, der havde håbet på en beskeden havstigning.

”De computermodeller, man hidtil har brugt for Nordgrønland, viste sig at underestimere afsmeltningen. Jeg fandt frem til, at isen faktisk var større, end man havde antaget og smeltet hurtigere end antaget,” fortæller hun.

Astrid Strunk arbejder nu i en postdoc-stilling på Nationalmuseet, hvor hun rekonstruerer klimaet i Sydgrønland i vikingetiden.

Hør Astrid fortælle om sin forskning (Video).

Institut for Geoscience