Aarhus Universitets segl

Fra forsker til direktør i egen virksomhed: ”Jeg havde aldrig forestillet mig den her karriere”

Der er ikke så langt fra forskning til forretning, som man måske tror. Line Debois fandt ud af, at hendes resultater fra et Ph.d.-projekt på nanoscience kunne bruges til at redde menneskeliv. I dag er hun virksomhedsejer og skal snart på jagt efter 30 mio. kr.

”Jeg valgte at læse medicinalkemi, fordi jeg vidste, at jeg ville ud og hjælpe patienter.”

Sådan siger Line Debois, der er adm. direktør i medicinalvirksomheden MedicQuant.

Formålet for hende har ikke ændret sig, siden hun første gang trådte ind ad døren til medicinalkemi på Institut for Kemi på Aarhus Universitet. Det er stadig det, som driver hende, når hun i dag sætter sig i direktørstolen i sin egen virksomhed.

Sammen med sin forskningsmakker fra universitet, Malthe Hansen-Bruhn, har hun udviklet en teknologi, der kan genkende og måle lægemidler i blodet meget hurtigt. På den måde kan der på sigt gives livsvigtig behandling langt hurtigere, når patienter bliver akut syge.

”Det var tilfældigt, at jeg som Ph.d.-studerende i nanoscience havnede på et forskningsprojekt, der viste sig at kunne anvendes i ”den virkelige verden”,” siger Line Debois og forklarer:

”De resultater, vi kom frem til, var så overbevisende og potentialet så stort, at vi ville ikke lade det gå til spilde.”

MedicQuant har udviklet en teknologi, som kan genkende og måle koncentrationen af lægemidler i blodet og give et præcist svar indenfor 10 minutter.

Lægerne kan derfor påbegynde behandlingen hurtigt i modsætning til i dag, hvor det kan tage flere timer, inden resultaterne er klar.

Apparatet skal bruges på akutafdelingerne på hospitaler og kan blandt andet bruges hos patienter med blodprop i hjernen, hvor lægen skal vide, hvor meget blodfortyndende medicin, der er i patientens blod, før behandling kan påbegyndes.

Det var dog ikke sådan, Line Debois havde forestillet sig, at hendes forskerkarriere skulle gå.

”Jeg har altid troet, at jeg skulle arbejde ved Novo Nordisk og udvikle ny medicin. Jeg havde ikke overvejet, at det var en mulighed at starte noget selv. Det var slet ikke på min radar," fortæller hun.

Rundet en kæmpe milepæl

Virksomheden er i dag på vej ind i den sidste udviklingsfase, inden apparatet skal stå salgsklart.

MedicQuant rider fortsat på den første investeringsrunde fra 2023, der lød på 12 mio. kr., men til efteråret skal Line Debois og Malthe Hansen-Bruhn ud efter en ny pengeindsprøjtning. Her skal de rejse 30 mio. kr. til den sidste produktudvikling.

Allerede nu har de to virksomhedsejere fået papir på, at deres opfindelse virker i praksis.

Gennem et stort patientstudie i England, Tyskland og Danmark har de fået bekræftet, at teknologien virker lige så godt som de eksisterende apparater på landenes hospitaler.

”Vores mål er ikke, at vi skal være bedre end et centrallaboratorierne. Vi skal være lige så gode, men hurtigere – og det er vi,” siger hun.

Foruden patientstudiet har sygeplejersker på et stroke-afsnit i to af landene også testet apparatet og givet værdifuld feedback, der skal bruges i produktudviklingens sidste fase.

”Vi regner med at stå med et færdigt produkt i hånden om halvandet år,” fortæller Line Debois.

Planen er at brede apparatet ud til sygehusvæsenet i Europa og USA, når det er godkendt til klinisk brug.

”Vores salgsarbejde er allerede begyndt ved, at vi laver patientstudier med de førende inden for området på europæiske hospitaler,” siger hun.

Ingen virksomhed uden forskning

Salgsarbejde er en af mange nye områder, som Line Debois har været kastet ud i, siden hun første gik ind ad de gule mure på Aarhus Universitet.

”Overgangen fra forskning til forretning har været hård. Der er mange nye ting, man skal lære i den her verden, som er meget anderledes end at forske,” siger hun.

Det har krævet hjælp og støtte fra andre mere forretningsorienterede mennesker, som har lært de to forskere at udvikle en forretning.

Men MedicQuant var aldrig blevet til noget uden forskningen. Hvis ikke teknogien virkede og gav gode resultater, var der intet potentiale i at lave en virksomhed, forklarer hun.

Derfor var det også vigtigt med god støtte fra deres Ph.d.-vejleder Kurt V. Gothelf, der er professor på Institut for Kemi og iNANO, som også var med til at grundlægge MedicQuant.

”Vi lærer hele tiden og vokser med opgaven som virksomhedsejere,” siger Line Debois:

”Men jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg ville kunne ende sådan et sted her med min forskning."