Det sidste glas
Flammen er slukket i glasværkstedet på Aarhus Universitet. Efter 37 år har Jens Christian Kondrup stoppet sin karriere som landets sidste af sin slags: Videnskabelig glasblæser på et universitet.
Med højre hånd holder Jens Christian (Chris) Kondrup en lille glaskolbe ind i den intense hvide flamme fra brænderen og drejer den roligt, til glasset gløder. Nu er glasset klar til, at han kan blæse, trække eller støbe det til et hav af forskellige nye former.
Men det vil kræve, at Chris kan bruge begge hænder. Så han lægger glaskolben fra sig på bordet og slukker brænderen. Dette var til ære for fotografen.
Chris Kondrup fik en hjerneblødning for godt et år siden, og trods et intenst genoptræningsforløb er følesansen og finmotorikken i venstre hånd og fingre ikke, hvad de har været.
Med udgangen af september 2024 afsluttede han sin karriere som Danmarks sidste i sit fag. Han har allerede lukket sit private glasblæserværksted, hvor han har lavet brugskunst i glas.
Afløser efterlyses!
Værkstedet på Institut for Kemi bliver dog ikke ryddet. Instituttet leder med lys og lygte efter en ny glasblæser. I udlandet, selvfølgelig, for herhjemme er folk med Chris Kondrups færdigheder yderst sjældne.
”Det miljø, der er skabt på Institut for Kemi med hensyn til værksteder og service, er unikt for danske universiteter. Der skal man til andre landes universiteter for at finde tilsvarende,” siger Chris Kondrup.
Derfor er han medlem af Verband Deutscher Glasbläser (VDG), hvor hans jobtitel er glasapparatebauer (glasapparatbygger). Sådan nogle uddannes der ca. 70 af om året i Tyskland til universiteter og industrien.
”Herhjemme findes ikke længere en tilsvarende uddannelse. Jeg har lige været til VDG’s tredages konference i Kassel, hvor jeg har gjort reklame for den ledige stilling på Aarhus Universitet,” fortæller Chris Kondrup.
Han kalder kollegerne i foreningen for sin ”glasfamilie”, for det er kolleger, han har kendt i 30 år.
”Det er et ensomt job, så man er nødt til at suge til sig, når man er ude i verden,” som han siger.
God kemi med forskere og studerende
Helt ensom har han dog ikke været i værkstedet under Institut for Kemi. Han har haft et tæt samarbejde med forskere, ph.d.-studerende og andre teknikere på universitetet.
Som videnskabelig glasblæser har han nemlig ikke bare fulgt forskernes specifikationer, når han skabte glasrør, kolber, beholdere osv. til dem – han har i høj grad selv været med til at udvikle dem.
”Jeg har i tidens løb lært meget om kemi og reaktioner. Så når forskere og studerende er kommet til mig med en problemstilling, har jeg hjulpet dem med at udvikle en løsning, ofte gennem flere prototyper. Det var en fornøjelse, for det pirrede både min og deres kreativitet,» siger Chris Kondrup.
”Som glasblæser gælder det om at kende sit materiale; der er ikke en rigtig eller forkert måde at gøre det på – det er resultatet, der tæller. Jeg elskede at se lyset tænde i de studerendes øjne, når jeg viste dem, hvordan deres ideer kunne gøres til virkelighed. Og det var skønt at se dem tage det færdige resultat og straks skynde sig tilbage til laboratoriet for at komme videre med deres forskning,” fortsætter han med et glad smil.
Et stort aktiv for forskningen
Kemiprofessor Troels Skrydstrup har samarbejdet med Chris i mange år – mestendels i form af den hjælp, glasblæseren har givet hans ph.d.-studerende og postdocs.
”Chris viste virkelig interesse og medvirkede i udvikling og hjalp dem. Det betød, at vi kunne være på forkant med vores forskning og komme med innovative løsninger inden for kemisk syntese,” siger Troels Skrydstrup.
Ifølge Troels Skrydstrup er Chris Kondrups talent for at få glas til at gøre lige præcis det, der er brug for, et stort aktiv for forskningen. Også selvom han nu er stoppet.
Og ikke blot for kemikerne på Aarhus Universitet, men også for forskere i resten af verden, såmænd.
Glasreaktorer blev en sællert
Det gælder især de dobbeltkamre i glas, som Chris Kondrup udviklede i 2011 og siden har produceret i forskellige udgaver til et dansk firma, som stadig sælger det til universiteter og den farmaceutiske industri verden over. Nu er de sat i produktion på en udenlandsk fabrik.
De ligner et par reagensglas, som er forbundet med to glasbroer, og fungerer som reaktorer med to kamre (se foto). De er beregnet til at udføre kemiske reaktioner med giftige komponenter, f.eks. kulilte, under sikre betingelser.
”Det smarte er at aktivere en giftig gas i ét kammer, som diffunderer over i et andet kammer, hvor det interagerer med andet stof. Mængderne er så små, at det ikke er farligt. Siden 2011 har vi udgivet knap 90 videnskabelige artikler, hvor dobbeltkammer-reaktoren har indgået i vores forskning,” forklarer Troels Skrydstrup.
Chris Kondrup selv luner sig ved, at han har en lille aktie i det, når han læser om, at en forsker, han har hjulpet, får en bevilling.
Du kan læse den dramatiske historie om, hvordan dobbeltkammeret blev til, i boksen under denne artikel.
Chris tilbage i sadlen
Glas var både Chris Kondrups erhverv og hobby. Han fik interesse for at lave kunst efter kurser i USA og Venedig omkring årtusindskiftet, og har udstillet i bl.a. Ebeltoft Glasmuseum, Århus Kunstbygning og Steno Museet.
Da Dronning Margrethe i 2002 uddelte Kunsthåndværkerprisen af 1879, var det Jens Christian Kondrup, der fik bronzemedaljen.
Nu har Chris Kondrup genoptaget en anden hobby, som han også er god til: Cykelsport.
Efter hjerneblødningen hedder det blot paracykling – altså cykelsport for folk med et handicap.
”Jeg har kørt cykel i mange år. Takket være genoptræningen på Hammel Neurocenter og kommunale tilbud gik der fem måneder, fra jeg blev indlagt, til jeg første gang sad på racercykel igen. Det var ellers min skræk at skulle ende på plejehjem, da jeg lå på hospitalet,” siger han.
Chris Kondrup blev nummer to i sommerens Danmarksmesterskab i paracykling.
Held i uheld
Og så er der historien om, hvordan dobbeltkammeret blev til.
Ventilen på en flaske kulilte i et laboratorium på 5. sal på Institut for Kemi gik i stykker, så den ikke kunne lukkes, og gassen fes ud.
Kulilte er en farveløs gas, som hverken kan lugtes eller smages. Hvis man indånder den, fortrænger den ilten i blodet og kan derfor i værste fald være dødelig.
Troels Skrydstrup fortæller:
”En studerende kom ned til mit kontor på 4. sal og varslede alarmen, og vi fik straks evakueret. Derefter løb vi ned til Chris, der dengang var vores sikkerheds- og brandinspektør. Han kom op med røgdykkerudstyr og lukkede ventilen.
Det måtte aldrig ske igen, så vi besluttede, at vi ikke ville arbejde med kulilteflasker mere. Dér kom tanken om at generere kulilte fra faststof i et kammer inde i et kammer. I så små mængder, at det på ingen måde er farligt. Chris lavede flere prototyper, og så var den der.”
Fakta
Jens Christian Kondrup blev udlært glasblæser hos firmaet Struers A/S i København fra 1981 til 87, hvorefter han blev ansat på Aarhus Universitet.
Han arbejdede med en glasblæsningsteknik, der kaldes flameworking, som går ud på at forme præfabrikerede glasstænger og -rør, som smeltes delvist over en 2000 grader flamme. I Danmark er der kun ganske få, som benytter flameworking-teknikken.
Du kan læse Jens Christian Kondrups eget farvel-opslag på LinkedIn her
og du kan træffe ham på jkondrup.glas@gmail.com, når han ikke lige er ude og cykle.
Se og hør Jens Christian Kondrup fortælle
I videoen fra 2022 nedenfor fortæller Chris Kondrup om sit arbejde. På engelsk og med engelske undertekster.