Man undrer sig, når man på en stille arktisk nat ser det særegene syn af massevis af unger, der forlader trygge redepladser på fjeldet og flakser forbi tårnhøje klipper ned i intetheden.  

Forskere fra bl.a. Aarhus Universitet afslører nu, at der er en god mening med lomviernes galskab. Forskerne monterede små elektroniske loggere på benene af en række fugle og registrerede fuglenes flyve- og dykkeadfærd i mindste detalje.

Føde dybt i havet

Lomvien (egentlig polarlomvien) er en havfugl, der lever længe. Hunnen lægger kun ét æg og får altså højst får én unge om året. Lomvierne yngler på fuglefjelde i Arktis, ofte i meget store kolonier med op til hundredetusinder af fugle - bl.a. på Saunders Ø ved Thule i Grønland, hvor forskere nu har undersøgt fuglenes adfærd.

Den arktiske sommer er kort og hunnerne må hurtigt producere et æg. Efter ungen er klækket og stadig befinder sig i ’reden’, skaffer både hunnen og hannen føde, som består af små fisk.

De små elektroniske dataloggere afslører at lomvier kan dykke meget dybt for at finde føden – helt ned til omkring 200 m. Det er dybere end nogen anden flyvende fugl.

Hannerne sikrer ungernes vækst

Men der kan være langt fra de gode fiskepladser til kolonien, og hen på sommeren slipper hunnens kræfter op. Det er her hannen for alvor træder i karakter og guider afkommet mod havet og det uundværlige spisekammer. Og hannen bliver ved ungen gennem fem-syv uger på havet.

”Vores målinger viser, at hannen fodrer ungen dobbelt så meget, som begge forældre tilsammen har mulighed for, mens ungen er i kolonien. På havet skal hannen ikke bruge tid og kræfter på at flyve med føden, men skal bare dykke ned efter maden,” fortæller seniorforsker Morten Frederiksen fra Aarhus Universitet, der er medforfatter på den netop offentliggjorte undersøgelse, der afslører lomviens overlevelsesstrategi.

”Det er det ganske imponerende, at hannen fodrer ungen så kraftigt. Undersøgelsen viser nemlig også, at hannerne udnytter områder med betydeligt lavere fødetilgængelighed end dem hunnerne henter mad fra. Hannerne svømmer jo med ungen, og kan derfor ikke kan flyve til de bedste fødeområder,” siger Morten Frederiksen.

Et strategisk valg

Samtidig har forskerne slået en pind gennem myterne om at ungerne har en større overlevelseschance i reden end på havet.

”Det forklarer, hvorfor ungerne forlader kolonien så tidlig – kun tre uger efter klækning og mens de kun er en fjerdedel af de voksnes størrelse. Den hurtigere vækst på havet sikrer bestandens overlevelse,” forklarer Morten Frederiksen.

Forskerne mener at ungerne kaster sig ud fra fjeldsiden, når vingerne netop er store nok til at fungere som en primitiv faldskærm.

Mens hannen dykker efter føde til ungen gennem alle dagstimerne i sensommeren, hygger hunnen sig tilbage på fuglefjeldet. Her parrer hun sig hyppigt med potentielle bejlere, der kan træde til, hvis hannen ikke skulle vende tilbage til næste ynglesæson. Samtidig forsvarer hun parrets redested mod andre hunner, der kunne være interesserede i at overtage det.

Yderligere oplysninger:

Seniorforsker Morten Frederiksen, ph.d., dr. scient., Institut for Bioscience, Aarhus Universitet 
Tlf: +45 8715 8673; 30822810; Email: mfr@bios.au.dk

Læs mere:

“Variation in Growth Drives the Duration of Parental Care: A Test of Ydenberg’s Model” i The American Naturalist: http://www.amnat.org/an/newpapers/MayElliott.html

Se video af en lomvie-unges fald:

(Video: BBC Scotland/ YouTube)