Aarhus Universitets segl

Birgit Schiøtt fortsætter som institutleder på Institut for Kemi

Professor og institutleder Birgit Schiøtt er genansat som leder af Institut for Kemi i yderligere tre år i forlængelse af hendes nuværende fem-årige ansættelse, som udløber til nytår.

Link til større version af billedet
Birgit Schiøtt fortsætte yderligere tre år som leder af Institut for Kemi. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Birgit Schiøtt fortsætter både som institutleder og aktiv forsker efter nytår. Til den tid vil hun have syv års erfaring i at kombinere de to roller – hun blev konstitueret institutleder i december 2014 og ansat to år senere – og hun ser frem til at fortsætte med begge dele og dermed bringe førstehåndskendskab til forskning ind i ledelsen af såvel instituttet som fakultetet.

”Institut for Kemi har nogle spændende udfordringer. Vi skal skaffe flere studerende til vores uddannelser i kemi og medicinalkemi,” siger Birgit Schiøtt med tryk på skal,” og fortsætter:

”Vi har to fremragende uddannelser med godt studiemiljø og gode jobmuligheder. Grundvidenskabelige nybrud inden for kemi vil være nøglen til at løse nogle af samfundets store udfordringer. Medicinalkemikere er essentielle for udvikling af fremtidens lægemidler og for at undgå pandemier. Og den grønne omstilling uden kemikere vil gå alt for langsomt. I den forbindelse ser jeg frem til at integrere det nye BCE (Institut for Bio- og Kemiteknologi) i samarbejdet med Institut for Kemi og iNANO, så vi kan skabe synergi og tilsammen udgøre det naturlige omdrejningspunkt for forskning og uddannelse indenfor kemi i Danmark – lige fra grundforskning til ny løsninger på samfundets udfordringer. Det knytter også an til arbejdet med strategien for og organiseringen af Faculty of Natural Sciences og Campus 2.0. Og så er jeg naturligvis glad for, at jeg kan fortsætte med forskningen.”

Fakultetets dekan, Kristian Pedersen, siger om genansættelsen:

”Birgit er en stor kapacitet med et indgående kendskab til både forskning, uddannelse, erhvervssamarbejde og ledelse. Jeg glæder mig meget til at fortsætte det gode samarbejde med hende om udvikling af instituttet og fakultetet.”

Forsker i biofysisk kemi 

Birgit Schiøtt forsker i biofysisk kemi og er daglig leder af Biomodelleringsgruppen på Institut for Kemi. Hun bruger computersimuleringer til bl.a. at studere hjernens kemi, men hun arbejder også med andre emner, f.eks. teknologisk vigtige peptider og enzymer. Hun er desuden tilknyttet iNANO og har mange samarbejdsprojekter med medicinal- og bioteknologiske virksomheder og akademiske forskningsgrupper i både Danmark og udlandet.

Birgit Schiøtt blev cand.scient. i kemi og fysik i 1990 og ph.d. i kemi i 1993 fra Aarhus Universitet. Hun var postdoc i ét år på Kemisk Institut og senere i to år på University of California, Santa Barbara. Hun var i sammenlagt fire år gymnasielærer på Aarhus Katedralskole, hvorefter hun atter vendte tilbage til Aarhus Universitet. Hun blev fastansat som lektor i 2007 og blot to år senere udnævnt til professor med særlige opgaver (MSO) i biomodellering og medicinalkemi. Hun blev Professor i 2014 i ”Biocomputational chemistry”.


Kontakt

Professor og institutleder Birgit Schiøtt

Institut for Kemi,
Aarhus Universitet
Mail: birgit@chem.au.dk
Mobil:  +45 2982 6882