AU udnævner Head of Operations til CO2-forskningscenter
Til november indtræder ph.d. Anita Friis Sommer som ny Head of Operations i Novo Nordisk Fondens CO2 forskningscenter ved Aarhus Universitet. Hun kommer med en baggrund som ansvarlig for LEGO-fabrikkernes bæredygtighed og har et mangeårigt kendskab til forskningen bag reduktion af CO2.
CORC, The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center ved Aarhus Universitet, opruster i ledelseslaget og udpeger en Head of Operations. Det er Anita Friis Sommer, som kommer fra en tilsvarende stilling i LEGO Group. Her er hun ansvarlig for at udvikle og implementere løsninger, der skal gøre LEGO-fabrikkerne verden over mere bæredygtige i deres produktion og nå koncernens mål om at reducere deres CO2 aftryk og være helt CO2-neutrale inden 2050.
Anita Friis Sommer er uddannet civilingeniør i virksomhedssystemer og har en ph.d.-grad i produktudviklingsledelse fra Aalborg Universitet. Derudover har hun erfaring som forskningsleder og post.doc fra University of Cambridge i England og er pt. forperson for erhvervsforskerudvalget i Innovationsfonden.
Hermed får CORC en leder med solid viden om bæredygtig produktion i industrien, masser af ledelseserfaring og et godt kendskab til den akademiske verden.
Eskild Holm Nielsen, dekan ved Technical Sciences ved Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem i Novo Nordisk Fondens CO2-center, ser frem til at byde Anita Friis Sommer velkommen:
”Anita Friis Sommer er desuden en yderst kompetent leder med et internationalt fokus og erfaringer med at udvikle strategier, forfølge dem og opnå resultater, som giver hende det bedst tænkelig afsæt for at træde ind som head of operations ved CORC. Jeg glæder mig meget til at samarbejde med hende”, siger Eskild Holm Nielsen.
Som Head of Operations skal Anita Friis Sommer sammen med den øvrige ledelse drive CORCs vision om skabe viden om fangst og konvertering af CO2. Blandt opgaverne er at skabe og vedligeholde samarbejde på tværs af Aarhus Universitet samt nationalt og internationalt. Herudover bliver hun ansvarlig for centerets daglige drift.
Birgit Schiøtt, dekan ved Natural Sciences og medlem af bestyrelsen i CORC, fremhæver den kommende Head of Operations erfaring med samarbejde på tværs af forskellige sektorer.
”Anita Friis Sommer er motiverende og visionær, og hun er en dygtig og behagelig person med et imponerende cv og netværk. Det bliver en kolossal fordel i vores fælles opgave med at udvikle CORC”, siger Birgit Schiøtt.
Selv glæder Anita Friis Sommer sig til at arbejde med CO2-forskningsområderne.
”Klimaudfordringen er en af de vigtigste dagsordener, vores generation står over for at løse. Mit nuværende arbejde handler om at løse udfordringerne i industrien, men uden de rette løsninger til at skabe carbon neutrale forsyningskæder kan vi kun komme et stykke af vejen. Derfor ser jeg meget frem til at træde ind der hvor de afgørende nye ideer bliver udviklet, som er fundamentet for at nå helt i mål med den grønne omstilling”, siger Anita Friis Sommer.
For Anita Friis Sommer ligger det hende også på sinde at være en nærværende leder med fokus på mennesket.
”Motivation og trivsel afgørende for et arbejdsliv i balance. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og det skabes bedst i et imødekommende fællesskab, der har tydelig retning og fokus på værdiskabelsen. Bæredygtige løsninger udvikles bedst igennem tillidsbaserede, strategiske partnerskaber, og jeg ser frem til at opbygge stærke relationer på tværs af centerets mange interessenter ”, siger Anita Friis Sommer.
Anita Friis Sommer bor i Billund sammen med sin mand, Karsten og deres to børn, Emma og Kristian.
Kontakt
Anita Friis Sommer
28 44 40 16
anita@anitasommer.com
Dekan Eskild Holm Nielsen
21 22 95 11
dean.tech@au.dk
Dekan Birgit Schiøtt
29 82 68 82
dean.nat@au.dk