Kvote 2: Ansøgertallet til de naturvidenskabelige uddannelser ligger på stabilt niveau
Antallet af 1. prioritetsansøgninger til de naturvidenskabelige uddannelser via kvote 2 ligger på samme niveau som sidste år, viser foreløbig opgørelse. Prodekan for uddannelse er fortrøstningsfuld, men det må ikke blive en sovepude.
I går 15. marts var sidste frist for at søge ind på landets bacheloruddannelser via kvote 2. I alt har 352 ansøgere haft en af Natural Sciences’ uddannelser som 1. prioritet. Det er på samme niveau som i 2022, hvor tallet hed 356.
”Igen i år søger mange unge mennesker om optagelse på vores uddannelser. Interessen for naturvidenskab lever i den unge generation, og det bliver vi endnu en gang bekræftet i,” fortæller prodekan for uddannelse på Natural Sciences, Kristine Kilså.
De stabile tal skal dog ikke blive en sovepude, mener Kristine Kilså. Fakultetets fokus er som altid at sikre, at uddannelserne er af højeste kvalitet, og at de ruster studerende til et arbejdsmarked, som hungrer efter STEM-kompetencer. Derudover ligger der en stor opgave i fortsat at gøre unge opmærksomme på mulighederne inden for naturvidenskab.
”Jeg ser selvfølgelig altid gerne, at tallet er så højt som muligt. Samfundet har brug for så mange dygtige hjerner i STEM-fagene som overhovedet muligt. Rekruttering af studerende til vores uddannelser er en højt prioriteret opgave, og jeg håber, at ansøgertallet stiger endnu mere de kommende år,” fortæller hun.
Tallene er foreløbige, og den endelige opgørelse for antallet af kvote 2-ansøgninger lander i næste uge.
Fremgang hos en håndfuld uddannelser
De foreløbige tal viser en fremgang hos Biologi, Geoscience, Kemi, Medicinalkemi og Matematik-økonomi, mens Nanoscience, Molekylær medicin, Fysik, Matematik, Molekylærbiologi og IT-uddannelserne oplever færre kvote 2-ansøgninger end i 2022.
”I en tid med faldende ungdomsårgange er det positivt, at vores ansøgertal ligger på et stabilt niveau, og jeg er fortrøstningsfuld frem mod kvote 1-fristen til sommer,” siger Kristine Kilså.
Den 5. juli er fristen for ansøgninger gennem kvote 1, som står for hovedparten af optaget på Natural Sciences. Alle ansøgere får svar på deres ansøgninger 28. juli.