803 nye studerende bydes velkommen til Faculty of Natural Sciences
Optaget på Faculty of Natural Sciences bacheloruddannelser er tilbage på samme niveau som før corona-situationen. Samtidig kan fakultetet glæde sig over stor fremgang i optaget på IT-uddannelserne.
I nattens løb fik 7.113 håbefulde ansøgere besked om, at de er blevet tilbudt en plads på Aarhus Universitet. 803 af dem står til at starte på en af Faculty of Natural Sciences bacheloruddannelser.
Læs nyheden: ’7113 har fået tilbudt studieplads på Aarhus Universitet’
Faculty of Natural Sciences optager dermed seks procent færre studerende end sidste år, mens optaget ligger på samme niveau som i 2019.
Det har været forventet, at optaget ville gå en smule tilbage fra sidste år, fortæller prodekan for uddannelse på Faculty of Natural Sciences, Kristine Kilså, der samtidig glæder sig over at kunne byde velkommen til 803 nye studerende:
”Vi har de sidste to år oplevet et stigende antal ansøgere på grund af COVID-nedlukninger, og derfor er det helt naturligt, at ansøgertallet nu vender tilbage til samme niveau som i 2019. Jeg glæder mig over, at så mange vil læse en naturvidenskabelig uddannelse. Vi står klar til at give et varmt velkommen til de nye studerende efter sommerferien og sende dem godt afsted på deres studierejse.”
Det endelige optag kan se anderledes ud, da der fortsat er ledige pladser på enkelte uddannelser, som kan søges den kommende måned.
Fremgang på IT-uddannelser
Det er dog ikke alle uddannelser, der oplever tilbagegang, da både Matematik og Matematik-Økonomi ser en fremgang i optaget sammenlignet med sidste år. Derudover kan flere af fakultetets uddannelser glæde sig over at udfylde alle pladser.
Årets højdespringere må dog siges at være de to IT-uddannelser Datalogi og IT-Produktudvikling, der oplever en fremgang på henholdsvis 10 og 16 procent sammenlignet med 2021.
Forud for optaget har Aarhus Universitet med en satsning på digitaliseringsområdet haft et skærpet fokus på de digitale uddannelser på Faculty of Natural Sciences.
”Det er enormt glædeligt, at flere vil læse en IT-uddannelse. Erhvervslivet hungrer efter kandidater, der kan bidrage til den digitale udvikling i vores samfund. Vi er glade for, at vi som universitet kan understøtte det behov,” siger Kristine Kilså.
Alle ansøgere skal bekræfte deres studiepladser senest 3. august.
LINK: Se oversigt over alle uddannelsernes optagstal
LINK: Se oversigt med kvotienter mv
De ansøgere, som ikke er kommet ind, har fortsat mulighed for at søge ind på uddannelser med ledige pladser.