Når de tektoniske plader skubber til hinanden, bliver Jordens klipper klemt og bøjet. Når de er bøjet meget, vil de brække. Det sker pludseligt, og så kommer der jordskælvsbølger, som får Jordens overflade til at ryste – eller ”skælve”, som man siger. Så er der sket et jordskælv.

Desværre nej. Jeg kunne godt tænke mig at opleve et størrelse 5 skælv på 10 kilometers afstand eller et størrelse 8 jordskælv på 500 km afstand, men ikke et størrelse 8 jordskælv på 10 km afstand.

Der kan komme en tsunami. Det er mest de helt store jordskælv, som skubber så meget til oceanet, at der kommer tsunamier.

Risikoen er lavere end i Italien, men større end i Sydtyskland. Jeg ville ikke være så bekymret.

Der er stor sandsynlighed for et stort jordskælv inden for de nærmeste 100 år.

Hej John. Godt at høre fra dig. Hele Portugal har relativt høj jordskælvsrisiko, sammenlignet med Danmark, men slet ikke så høj som i det østlige Middelhav. Tjek evt. selv på denne side http://www.efehr.org/start/

Ja, der sker ofte små jordskælv, som seismometre kan registrere, og med 10-20 års mellemrum er de så store, at mennesker også tydeligt kan mærke dem. Jordskælv størrelse 4 er sjældne på dansk grund. Skælvet i Skåne 2008 havde størrelsen 4,7. Tjek eventuelt denne artikel: https://galleri.au.dk/an/catalog/Artikler/r/475/viewmode=infoview/fc=3%3A28/qsr=gregersen

Se sp. 7

Se sp. 7

Det er ikke det, vi skal være mest nervøse for i Danmark. Der er helt andre ting, som kan true os. Men jordskælv kan forekomme. Statistisk set må vi inden for en periode på 1.000 til 10.000 år forvente jordskælv i Danmark, som vil give væsentlige skader på almindelige huse.

Alle udsagn om jordskælvsrisiko skal forstås som statistik. Gå eventuelt selv på opdagelse på denne hjemmeside: http://www.efehr.org/start/

Prøv at brække en lasagneplade ved ganske langsomt at bøje den. Uden advarsel brækker den pludselig i 2-10 småstykker. Tag så den næste lasagneplade. Den brækker ikke på samme måde. Brud i jordskorpen er endnu mere uforudsigelige.

Det er meget vanskeligt, se sp. 12

Som regel ingen.

Ikke mig bekendt, men jeg kan fortælle, at det store jordskælv i San Fransisco i 1906 gav alvorlige overvejelser om at genopbygge byen et andet sted. Det endte med, at byen bare blev genopbygget på samme sted. Det samme er sket i flere andre tilfælde. Byerne genopbygges på stedet, men forhåbentligt med mere jordskælvssikre bygninger.

Ja, både varsling og bedre bygninger.

Ikke mig bekendt. Pladerne bevæger sig med ustoppelig kraft, og så sker jordskælv altså bare.

Se sp. 24

Se sp. 24

Se sp. 24

Se sp. 24

Se sp. 24

Det er et forskningsfelt i sig selv at arbejde med historiske jordskælv og finde ud af, hvor store de har været. Måden man gør det på, er at man kombinerer øjenvidne beretninger, nedskrevne kilder osv. og når dermed frem til, hvilke ødelæggelser, der har været i området. Man skyder sig ind på, hvor var epicenteret, og så ser man på, hvor ødelæggelserne ligger ud fra det område. Derefter sammenligner man med de ødelæggelser, som man ser fra jordskælv i nutiden, hvor man har målt Richter størrelsen. Så kalibrer man det på den måde. Men det er specialistarbejde.

Se sp. 24

Se sp. 24

Se sp. 24

Se sp. 24

Se sp. 24

Se sp 24

Udviklingen af jordskælvsmålere er sket gennem flere trin. Rigtige seismometre opfindes omkring år 1900. En berømt seismolog, som hedder Wiechert, udviklede et seismometer, som indeholdt en jernklods på flere hundrede kilogram, og som ikke brugte strøm. Det blev brugt flere steder i verden, fx i København, se https://pure.kb.dk/ws/portalfiles/portal/9202479/LLJ_2017_Arctic_geopolitics_and_eartquake_monitoring.pdf

Det er korrekt, at der er flere måder at måle jordskælvsstørrelse på. En formel bruge P-bølgerne, en anden bruger S-bølgerne (vrikkebølgerne). Jeg plejer bare at bruge navnet ”Richter” for det hele, da det ellers bliver så teknisk.

Normalt omtales jordskælvet i Chile 1960 som det største med en størrelse på cirka 9,5. Gå eventuelt selv på opdagelse her: https://en.wikipedia.org/wiki/Lists_of_earthquakes

Se sp. 33

Mindre jordskælv kan fremkaldes ved såkaldt fracking i borehuller. Også belastningen fra store vandmasser bag dæmninger kan fremkalde mindre jordskælv. Oftest er de meget små, men det påstås, at jordskælv op til omkring størrelse 6 kan udløses i særligt uheldige tilfælde. I disse tilfælde kommer energien fra oplagrede spændinger i undergrunden. Vores aktiviteter er kun den udløsende faktor.

Prøvesprængninger af store brintbomber kan ryste Jorden som et størrelse 6,9 jordskælv, se https://www.usgs.gov/faqs/can-nuclear-explosions-cause-earthquakes

Vores forskningsgruppe havde seismometre opstillet i Sydskandinavien i 2011, hvor jordskælvet i Japan fandt sted. Det var størrelse 9,1.

Ja, nord for Oslo ligger et helt system af seismometre, som man benytter som en slags antenne, der fremhæver jordskælvsbølger fra fjerne jordskælv og undertrykker andre støjkilder, fx bølger der dannes af vejrsystemer i Atlanterhavet.

Jeg er ikke sikker på, at dyr faktisk opdager jordskælv før mennesker opdager dem. Hvis P-bølgen kun er svag, så er det ikke umuligt, at nogle dyr har mere følsomme fødder end mennesker. Men jeg kender ikke sikre eksempler på dette.

De dybeste jordskælv kan ske helt ned til dybde 700 km. Nogle af dem er så store, at de godt kan mærkes.

De ”skarpe” rystelser, som især ankommer med P-bølgen, kan måske dæmpes af en tyk mose, men S-bølgerne vil typisk faktisk forstærkes når undergrunden er blødere. Derfor er ødelæggelserne ofte værre i de områder af en by, som ligger på bløde jordlag. Se også sp. 41.

Ja, byer ligger ofte i flade flodaflejringer, som er relativt bløde. Da bløde aflejringer ”skvulper” lettere, giver det større ødelæggelser, mens bebyggelse i omkringliggende bjergområder ikke ødelægges nær så meget. Mexico City ligger på en meget blød bund af en udtørret sø, og her er denne jordskælvsforstærkning særligt alvorlig. Se fx https://en.wikipedia.org/wiki/1985_Mexico_City_earthquake#Localization_of_the_damage

Bevægelsen af de tektoniske plader danner bjergkæder og vulkaner, som danner det tørre land, som vi kan lide at leve på. Jordskælv er en nødvendig konsekvens af pladernes bevægelser, så uden jordskælv var der ikke tørt land på Jorden.

Gennem Jordens milliarder af års historie har vi haft flere såkaldte superkontinenter. Det seneste var Pangaea, som I nævner. Der kommer jordskælv, når pladernes bevægelser skubber forskellige kontinenter sammen til superkontinenter, og der er jordskælv, når de bliver revet fra hinanden.

Der er ikke nogen særlig sammenhæng mellem magnetismen fra Jordens flydende kerne over 2.000 km under jordoverfladen og jordskælvene, som alle sker tættere end 700 km fra Jordens overflade.

I subduktionszonen, fx ved Japan, trækkes oceanpladen ned under kontinentpladen med Japan ovenpå. Oceanpladen er våd, og når dette vand bliver trukket med ned i dybet, frigøres det og siver opad. Her hjælper vandet til at sænke smeltepunktet af stenmasserne, så de bliver flydende, stiger op, og bliver til vulkaner. Jordskælvene hænger sammen med denne pladebevægelser, og det forklarer, hvorfor de mange vulkaner rundt om fx Stillehavet ligger de samme steder som hvor der er mange jordskælv.

Se sp. 45

Pladebevægelser skaber jordskælv, og de skaber også vulkaner. Se sp 45

Se sp 45

Det er ikke nemt. Jeg har ikke hørt om det. Men varmen fra Jorden er særligt voldsom i vulkanområder, som på Island, og det udnytter man i stor stil.

Se sp 49

Viden om de tektoniske pladers bevægelser, og de vulkanske processer, som de fremkalder, er selve den ramme, som vi kan forstå vores jordklode igennem. Alle konkrete planer om et sikkert og velstående liv på Jorden afhænger af, at vi forstår Jorden og dens processer korrekt

Langt de fleste jordskælv sker ved pladegrænserne. Men pladerne knuses i brede zoner, når de støder sammen. Hele zonen fra Alperne gennem Tyrkiet og Iran til Himalaya er deformeret af sammenstød mellem plader, og der er jordskælv i hele denne brede zone. Hele Kina skal i denne sammenhæng opfattes som en del af denne deformationszone, og det er dermed den løse forklaring på det store jordskælv i 1556 i Kina.

Men der sker også, mere sjældent, store jordskælv inde på pladen, hvor vi ikke har en pladekollision tæt på. Se fx https://en.wikipedia.org/wiki/1811%E2%80%931812_New_Madrid_earthquakes

Sjældnere ja, men de kraftigste ser vi langs pladegrænserne.

Se sp. 52

Ja, på Island er det simpelt hen to plader, som trækkes fra hinanden. Og så revner Island.

Når pladerne er dykket ned, varmes de op, og efter MANGE millioner år blandes de med de andre klipper i dybet. De kan også komme til at smelte igen og komme op som vulkaner. Det er ekstremt spændende at analysere disse ting med isotopanalyser på lavaer fra forskellige vulkaner. Kemisk set, ”smager” vulkaner ikke ens, blandt andet på grund af, at de er smeltet fra forskellige gamle druknede plader.

Pladerne udgør et stort system, hvor de alle trækker og skubber og gnubber mod hinanden. Så deres bevægelser er et resultat af kræfterne i dette komplekse system.

Danmark ligger i den Eurasiske plade. Pladerne starter ved jordoverfladen, hvor du sætter dine fødder. Her i Danmark ligger bunden nok i en dybde på 100-150 km.

Ja, den Eurasiske plade trækkes mod øst, og den nordamerikanske plade trækkes mod vest. Så bliver der en revne midt i Atlanterhavet. Den fyldes med lava, og på den måde vokser revnen sammen og de to plader vokser igen, så Jorden kan bevare sit overfladeareal.

Kystlinerne påvirker havstrømmene, fx Golfstrømmen, og bjergkæder påvirker monsunvindene. De tektoniske pladers bevægelser styrer kysternes og bjergkædernes placering. På den måde har de tektoniske plader påvirket klimavariationerne gennem Jordens historie. Men pladernes bevægelser er alt for langsomme til at de har indflydelse på nutidens klimavariationer.

Jorden køler langsomt af, og på et tidspunkt bliver Jordens indre måske så koldt og stift, at pladerne ikke kan bevæge sig mere. Så fryser pladerne sammen til en samlet skal omkring Jorden.

Ja, på en af de sidste billeder så vi en lang blå tunge ind under Japan og en kort tyk blå tunge ind under Tyrkiet. De er begge druknede tektoniske tektoniske plader.

Se sp. 62

Måske du tænker på bevægelsen af Reykjavik, som bevæger sig med 20,4 mm mod vest per år og 10,8 mm mod nord per år. Den samlede bevægelse er derfor ca. 23 mm per år i retningen vest-nord-vest. Altid, når du bevæger dig i en skrå retning i forhold til nord, vil du bevæge dig både mod nord eller syd og mod øst eller vest. Håber du fik svar på dit spørgsmål.

Jordskælv har bare altid være fascinerende. Men mit videnskabelige arbejde med jordskælv startede, fordi vi skulle bruge disse meget kraftige bølger til at udforske en dybe undergrund under Skandinavien.

Det er lidt svært at forklare bare med få ord. Men det er noget med en magnet og en kobbertråd viklet udenom. Og så en masse super-smart elektronik.

De elektromagnetiske resonanser opkaldt efter Winfried Otto Schumann har ikke nogen fysisk relation til jordskælvsbølger.

Så vidt jeg er informeret, står der en cirka 100 år gammel og funktionsdygtig seismograf i Vestvolden, men målingerne i vore dage, af fx Skåne-skælvet, sker med topmoderne udstyr.

Opdagelsen og forklaringen af subduktionszonerne (som fx i Japan) er ekstremt vigtigt for vores forståelse af Jordens indre motor og faktisk hele geologien. Her spille seismologien en nøglerolle.

En tæt konkurrent i vigtighed er opdagelsen af, at Jorden har en fyldende kerne. Den blev fundet med jordskælvsbølger. Hvis ikke Jorden havde haft en flydende kerne, ville vi ikke have haft et magnetfelt, og magnetfeltet beskytter vores vand mod kosmisk stråling. Uden den flydende kerne havde vi ikke haft flydende vand ved Jordens overflade.

Inge Lehmann’s opdagelse af den indre kerne er en grundvidenskabelig bedrift, og måske den indre kerne er med til at danne magnetfeltet, så den er også vigtig.

Du mener måske 2019 eller 2020? Fly laver IKKE jordskælv. Mere kan jeg ikke svare til det spørgsmål

Det bliver lidt teknisk. Magneten svæver ikke perfekt, men den hænger i en blød fjeder, så den ikke følger med, hvis jordoverfladen bevæger sig hurtigt op og ned. Seismometeret med den røde hesteskomagnet kan måle almindelige P-bølger, og det koster cirka 5.000 kr. Men de professionelle seismometre kan måle meget langsomme svingninger, som bevæger sig opad i 2 minutter og derefter bevæger sig nedad i 2 minutter. Disse seismometre indeholder meget avanceret elektronik, så magneten svæver mere perfekt. Derfor koster de også mellem 50.000 kr. og 250.000 kr.

Se sp. 71

Se sp. 71

Epicenteret er punktet på jordoverfladen over det sted, hvor den første lille bevægelse starter. I de følgende minutter breder bruddet sig ud over en større brudflade, som kan blive op til 1000 km lang. Den definerer en linje nogenlunde på langs af subduktionszonen. Så på den måde har du ret.

Det er fuldstændig rigtigt. For det første vil jeg sige, at de jordskælv, vi har i Skandinavien, er små. Det kan stadig være lidt gådefuldt, at de overhovedet optræder. Men der er pres på pladen udefra, som gør at det knirker lidt i de forskellige sammenføjninger og revner, som pladen har fået gennem millioner af år.

Når P-bølgen ankommer, bevæger seismometeret sig i en retning, som peger på epicenteret. Så har vi fundet retningen til epicenteret. Da S-bølgen løber med en lavere hastighed end P-bølgen, vil S-bølgen ankomme et vist antal sekunder senere end P-bølgen. Jo flere kilometer de to bølger skal løbe, jo længere kommer S-bølgen bagefter. Så ud fra den tidsforskel kan vi bestemme afstanden. Når vi har både retning og afstand, har vi også positionen.

Det er korrekt, at klimaopvarmning vil forplante sig langsomt ind i Jorden. Efter 10.000 år når varmen ned i flere kilometers dybde. Men opvarmningen er meget lille sammenlignet med de 100 til 1.000 graders temperatur, som vi har der, hvor jordskælvene sker. Så vi skal ikke forvente, at klimaopvarmning påvirker jordskælvshyppigheden. Klimaforandringer har andre og meget farligere konsekvenser end lidt flere jordskælv.

Se sp. 77

Se sp. 77

Opvarmningen og dermed udvidelsen er meget langsom og lille, sammenlignet med de forskydninger, som sker på bare et år i en subduktionszone.

Se yderligere i sp 77.

Jeg er temmelig sikker på, at spørgsmålet går på om det kan få konsekvenser i forhold til jordskælv. Det forventes ikke, at CO₂-lagring vil føre til store jordskælv, men flere steder i verden er sådanne injektioner af væske i undergrunden blevet fulgt med mange små seismometre. Derfor ved vi, at jorden knirker, men det er meget sjældent, at der kommer mærkbare jordskælv på steder som Danmark.

Se sp. 77

Solen er jo helt flydende, faktisk en luftart. Så solskælv opstår på en helt anden måde. Tæt på Solens overflade pisker luftarterne rundt i hvirvler med hastigheder, der nærmer sig lydens hastighed. Dermed dannes der voldsom lyd, ligesom vinden kan tude og den hurtige luft fra en jetmotor larmer helt vildt. Så på den måde bliver Solen til et konstant lydhelvede. Det er så voldsomt, at overfladens vibrationer kan måles fra satellit ved Jorden, ved at se på Doppler-forskydning af lyset fra Solen. Det er meget teknisk og meget fantastisk. Hvis du er ung, kan du vælge at studere Fysik og Astronomi i Århus. Der forsker man i solskælv og stjerneskælv. Og nogen gange er jeg også med til det, fordi det ligner jordskælv lidt.

Se sp. 83

Pladen synker ned under Japan, og på den anden side af Stillehavet synker en anden plade ind under Sydamerika. Tjek en globus. Derfor bliver disse to plader trukket fra hinanden, og i revnen strømmer lava op, størkner og reparerer hullet, så Jordens overfladeareal bevares. På Island ser vi også, hvordan sådanne to plader bliver revet fra hinanden.

Man gør meget for at jordskælvssikre atomkraftværker. Jeg kender ikke detaljerne. Men atomkraftulykken i Japan skyldtes at tsunamien var højere end de beskyttelsesdiger, som man havde bygget. Så strømmede havvandet ind på atomkraftværket og oversvømmede deres kælder og ødelagde mange ting. Meget uheldigt. Jeg kender ikke detaljerne.

Jeg kender ikke detaljerne for jordskælvs-cyklusmodeller for Tokyo-området. Det skal nok passe, at der i dette område sker noget voldsomt cirka hver 100 år. Men ikke hver gang så voldsomt som Tohoku-skælvet i 2011.

Jeg kender ikke til det konkrete design, men jeg kan bekræfte, at der er en hel række forskellige måder at dæmpe jordskælvsbølgernes ødelæggende kraft på en bygning. ”Mega-gummidutter” er kun en af dem.

For cirka 300 mio år siden var der voldsom vulkansk aktivitet i Oslo-området. Dette dannede blandt andet den berømte og meget flotte rombeporfyr.

Sammenstødet skete gradvis gennem flere millioner år. Lerlag under havet indeholdt fossiler, som man kender alderen på. De blev løftet op af kollisionen, og på den måde får vi et snapshot af havet på tidspunktet for kollision, og dermed alderen på kollisionen. Desuden løb lavaer ud i området. Deres størkningstidspunkt kan bestemmes ud fra henfald af radioaktive grundstoffer som fx kalium-40 eller uran.

Pladebevægelser danner kontinenterne, som er der, hvor vi har tørt land. Så pladebevægelserne danner land, og er dermed forudsætning for liv på land. Så vidt jeg er informeret peger meget dog på, at bakterie-liv opstod i varme kilder i dybhavet. Det er ikke klart om kontinentalbevægelse var kommet i gang på det tidspunkt. Så jeg er ikke sikker på, at vi kan konkludere, at pladebevægelser er en forudsætning for liv i havet.

Se sp. 85, og også 55 og 59

Måske du tænker på den såkaldte Wilson-cyklus. Når en plade rives fra hinanden, som det måske er ved at ske ned gennem Østafrika, så driver de to stykker væk fra hinanden. Måske de rammer hinanden igen. Men det mest sandsynlige er, at de rammer sammen med en anden plade i stedet for. Det er ret kaotisk faktisk.

Som det er nu, rejser Asien og Australien imod hinanden. Men det er rigtigt, at vi ikke med vores nuværende viden kan forudsige særligt nøjagtigt, hvordan pladerne vil bevæge sig de næste 100 millioner år. Jeg håber, at den nye generation af forskere inden for geoscience kan få skovlen under dette videnskabelige spørgsmål.

Det er lidt teknisk, og jeg er ikke ekspert. Det meste af pladen er samme slags klipper som de klipper den synker ned i. Så den burde egentlig svæve ”vægtløst” inde i Jorden. Imidlertid er den blevet kold af at ”ligge i havet” i millioner af år. Så derfor er den tungere end klipperne inde i Jorden. Men de øverste 7 kilometer består af klipper, som er lidt lettere, så det burde fungere som en ”redningsvest”, der holdt lithosfærepladen flydende. Imidlertid sker der dette forunderlige, at disse 7 kilometer skorpe-klipper er nemmere at trykke sammen. Bare 30-50 kilometer nede i subduktionszonen kan trykket få de 7 kilometer skorpe til at omdannes til en meget tungere klippe-type. Og så er redningsvesten for alvor punkteret, og pladen synker som et gigantisk Titanic-forlis ned i Jordens indre. Sådan er mekanismen kort fortalt.

Jeg gætter på, at du tænker på seismometeret.

Se sp. 71

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår spørgsmålet. Jordskælv udløser ikke epidemier i sig selv, men jordskælvet kan ødelægge vandforsyning, så der kan opstå epidemier af fx kolera. Og ja, se sp 87

Se sp 12.

Jeg er ikke ekspert i dette, men en gæstestuderende fra Indonesien fortalte mig for snart 30 år siden, at han selv havde oplevet det. Mit gæt er, at det især er i forbindelse med jordskred, at der kan åbne sig sådanne sprækker. Jordskred i forbindelse med jordskælv er ret almindelige.

Måske du tænker på jordfaldshuller, eller ”sinkholes”, som de kaldes på engelsk. Der er faktisk ingen sammenhæng der. Se evt. https://en.wikipedia.org/wiki/Sinkhole

Godt spørgsmål. Der er mange forskellige måder, som ingeniørerne kan afkoble bygninger fra jordskælvsbevægelserne. En sådan dæmper skal gøre to ting. Dels skal den tillade jordoverfladen at ryste hurtigt uden at bygningen ryster med. Dels skal den få bygningens svingninger til at dø ud, så bygningen ikke går i selvsving eller resonans, som det også kaldes. En stålfjeder alene er ikke god til at dæmpe selvsving. Men så kan man supplere med mega-støddæmpere. ”Gummidutterne”, som vi så på filmen, er ikke massiv gummi men en sandwich af stålplader med gummi imellem. Jeg ved faktisk ikke hvilket kunststof, som er benyttet, men det vil være dårlig ingeniørkunst, hvis ikke man har indrettet sig, så man i kælderen under bygningen kan komme til at udskifte disse dæmpere, når de bliver for gamle, eller de er blevet skadet af et stort jordskælv.

Se sp 108. Jeg kender ikke til holdbarheden af disse dæmpere. Men det er bare helt super, hvis de kan virke en gang. Store jordskælv er sjældne.

Ja, der er mange måder at dæmpe på. Jeg viste bare en af måderne.

Se sp 108

Se sp 110

Du tænker sikkert på at nogle (men ikke alle) køkkenvaske kan give et knald, når man hælder varmt vand ned i den. Det er faktisk en meget relevant tanke. Inde på pladerne kan der godt ske en stor opvarmning. Det sker fx under Yellowstone området i USA. Men det giver kun små jordskælv.

Under istiden blev hele Skandinavien og Finland presset ned af isens enorme vægt. Pladen bøjede ned, og klipperne dybere nede skal derfor ”flyde” til siden. Men de dybe klipper under pladen er MEEEGET tungtflydende. De er som en mellemting mellem asfalt en vinterdag og glas. Så det tog cirka 10.000 år før isen havde fået pladen trykket ned. Inde midt under Østersøen blev jordoverfladen trykket cirka 1.000 meter ned.

Så smeltede isen, og så vendte overfladen tilbage til det normale niveau – men gradvist over 10.000 år eller mere. Og det er stadig i gang. Så det er ikke en fjeder, som spændes, men en meget tyk sirup, som er ved at falde på plads.

I denne proces er der sket lokale opspændinger, som har forårsaget meget store jordskælv. Vi kender til sporene efter et stort jordskælv i Nordsverige for mellem 8.000 og 10.000 år siden, se fx https://umu.diva-portal.org/smash/get/diva2:940421/FULLTEXT01.pdf

Under Grækenland og Tyrkiet så vi en blå zone, som hang dybt ned i Jorden. Det er den plade, som bliver skubbet ned langs Kreta syd og øst for Grækenland. (se sp. 62)

Jeg ved ikke, hvordan den frugtbare landbrugsjord i fx Ukraine er dannet. Men jeg er næsten sikker på, at det ikke er vulkansk aske, og det er i hvert fald ikke fra New Zealand, som ligger helt på den modsatte side af Jorden. Tjek det ud på en globus.

Umiddelbart vil jeg bare sige, at hele New Zealand er tæt på pladegrænser.

Et større jordskælv ramte uden for Christchurch i 2010, se https://en.wikipedia.org/wiki/2010_Canterbury_earthquake

Her var der kun få sårede og omkomne. Et halvt år efter ramte et efterskælv midt under selve byen og helt tæt på overfladen. Derfor blev ødelæggelserne, sårede og døde mange flere. Se https://en.wikipedia.org/wiki/2011_Christchurch_earthquake

Så det var ikke en overraskelse, at der kunne ske et jordskælv der, men selve jordskælvet er altid uventet.

Magmaet størkner, så pladen bliver lappet igen. Se også sp. 59, 85 og 106

Matematisk kan vi godt lege, at en frekvens er negativ. Men det er sjovere at tænke over, hvad det vil sige at en frekvens bliver meget tæt på nul. Hvis frekvensen er 1 Hz, så svinger jordoverfladen op og ned en gang i sekundet. Hvis frekvensen er 0,1 Hz, tager det 10 sekunder for Jorden at svinge. 12 timer er 43200 sekunder. Så tidevandets svingning er 1/43200 Hz = 0,000023 Hz. Og hvis frekvensen er nul, tager svingningen uendelig lang tid.

I Californien taler man om ”The Big One”, som kan komme når som helst, men måske først om 100 år. Ud over det store jordskælv i 1906 omkring San Fransisco, se https://en.wikipedia.org/wiki/1906_San_Francisco_earthquake, har der gennem de seneste århundreder være måske en lille håndfuld jordskælv med størrelse omkring 8 i Californien. Disse jordskælv er så farlige, fordi de sker tæt på jordoverfladen inde på land, hvor der er mange byer.

Friktionen bestemmes af vægten af klipperne over glidefladen. Den kan ligge 10 til 100 km under jordoverfladen. Et bjergområde øger bare den tykkelse med måske 2 kilometer. Så det gør i sig selv ikke den store forskel.

Jeg er ikke ekspert i dette, og det er i øvrigt ikke let at måle højden på bjergkæder, som ikke eksisterer mere. Men her kommer den simple og korte forklaring.

Bjergområder på Jorden bliver nok aldrig meget højere end Tibet, som ligger på i gennemsnit 5-6 km. På kanten af Tibet har vi Himalaya. Her er der højere bjerge, men ind imellem er der dale, så i gennemsnit er Himalaya ikke meget højere end Tibet. Det er en kombination af Jordens indre varme og klippernes tendens til at blive lidt flydende, som en mellemting mellem asfalt og glas, når de bliver varmere. Til sammen gør det, at højere bjerge skrider ud, så de ikke bliver højere end Tibet.

Prøv at hælde havregrød ud på et bord. Når tykkelsen er cirka 3 centimeter, flyder grøden bar ud til siderne.

Fremskrivninger af pladernes og kontinenternes bevægelser de kommende 10 millioner år er ret sikre. Den store kollision mellem Australien og Kina, som dannede Himalaya 2.0, er ikke et videnskabeligt faktum men en mulighed. De fleste fremskrivninger, som rækker 100-300 millioner år ud i fremtiden indebærer, at vi får et nyt super-kontinent, ligesom Pangaea. Måske dette nye superkontinent holder sammen frem til 500 millioner år. Men på et tidspunkt vil det også splittes op igen. Hvordan det vil ske, er stort set umuligt at forudse. Nogle gange sker disse opsplitninger langs gamle ar efter milliarder år gamle bjergkæder.

På denne hjemmeside: https://www.geus.dk/udforsk-geologien/viden-om/viden-om-den-dynamiske-jord/satellitovervaagning skriver GEUS, at de driver tre GPS-stationer i Grønland og 3 i Danmark.

Det vidste jeg heller ikke fra starten af mit studium. Lige efter gymnasiet i 1972 startede jeg på en uddannelse i matematik og fysik. Som supplement tog jeg et kursus om Jordens fysik, fordi jeg bare gerne ville vide noget om alt. Det kursus åbnede mine øjne for det spændende i at benytte fysik uden for laboratoriet, ude i naturen. De komplekse systemer i undergrunden, i vandets kredsløb og klimaet var meget fascinerende. Så tænkte jeg, at disse spændende spørgsmål kunne fylde resten af mit liv, og det fik jeg fuldstændig ret i.

Med ”røde zone” tænker du sikkert på den zone, hvor pladerne spændes op, så der sættes energi ”i banken”, og hvor der efterfølgende sker brud. Geologer er meget dygtige til at identificere de steder, hvor der i fortiden er sket brud. Det er disse kortlægninger, som bidrager til mere nøjagtigt at stedfæste, hvor risikoen for brud er størst.

Vi ved det ikke med sikkerhed, men alle pladerne maser lidt på mod hinanden, så det er med til at opbygge spændinger overalt.

Nej, men det har mange af de faste seismometre i området omkring Østersøen. Det var på den måde, at rystelsen fra Nordstream 1 og 2 kunne sammenlignes med tidligere sprængninger i havet, fx store bomber fra 2. verdenskrig. Og denne sammenligning viste, at det måtte være eksplosioner af flere hundrede kilogram sprængstof, måske endda omkring et ton.

Nej. Men jeg kan se, at vedkommende har skrevet bogen ” Worlds in Collision”. Måske det er den du tænker på?

Så vidt jeg kan se går bogen ud fra, at Venus for det første er en komet, hvilket strider mod alt jeg ved om Solsystemet. Denne komet/Venus skulle være slynget ud fra Jupiter. Jupiter er en gasplanet, mens Venus er en klippeplanet. Så det hænger heller ikke ret godt sammen.

At få en stor klump af Jupiter til at flyve helt væk fra Jupiter, kræver helt ekstreme kræfter. Jupiter er enormt tung, og dens tyngdefelt holder derfor ekstremt hårdt fast på Jupiters materialer. Det er meget sværere at komme væk fra Jupiter end det er at komme væk fra Jorden. Hvis vi boede på Jupiter, ville det være meget svært at sende satellitter op.

Heldigvis skal du ikke nøjes med mine løse overvejelser. Der er tilsyneladende tonsvis af eksperter, som har gransket denne bogs forudsigelser. Og de var heller ikke begejstrede. Se fx

https://en.wikipedia.org/wiki/Worlds_in_Collision#Controversy

Med i billedet hører, at forfatteren er psykoanalytiker, så vidt jeg kan se.