Selvom et teleskop får største opløsningsevne, så ville det faktisk kræve et teleskop, der har en diameter på 1 km, hvis man for eksempel skulle kunne se sæderne i bilen. Det har vi altså ikke bygget endnu, men der er i princippet ikke noget i vejen for at gøre det, og jeg tror, at vi astronomer ville elske det teleskop. Vi ville nok ikke bruge det til at lede efter ting på månen, men det kan vi altså ikke endnu. De største teleskoper er 39 m, så der er langt endnu.

Han konstruerede flere kikkerter. De første forstørrede kun 3-4 gange, men efterhånden kom han op på 20-30 gange forstørrelse. Det var vigtigt, når han skulle se Månen, fordi forstørrelsen giver selvfølgelig flere detaljer. Jeg vil dog understrege, at det vigtigste ved en kikkert er, at den kan indsamle mere lys end øjet. Astronomer er ret ligeglade med forstørrelser.

The Great Attractor er et tilsyneladende tungt objekt, der trækker galakser til sig. Det forstyrrer udvidelsen af universet, og det har man erkendt ved at måle rødforskydningerne. Vi kan se, hvor de ligger henne og hvilke masser der er. Særligt Euclid-teleskopet vil bidrage vældig meget til at finde ud af præcis, hvor den her masse ligger og hvad den består af. Euclid-teleskopet vil i særdeleshed finde den mørke masse, der er usynlig for os, men som universet i virkeligheden indeholder rigtig meget af. Men det er en helt anden historie og et helt andet foredrag.

Det er stadigvæk hovedsageligt glasspejle, men i stedet for sølv lægger man normalt en aluminiumsoverflade på, da den er mere holdbar. Spejlene på James Webb rumteleskopet er dog lavet af beryllium med en guldbelægning, fordi det er bedre til at reflektere den infrarøde stråling end aluminium. Hovedspejlet er sammensat af 18 sekskantede spejle, fordi spejlet egentlig er alt for stort til at kunne være i en raket. Derfor var det meget spændende, om spejlet foldede sig rigtigt ud på vej ud til sin plads i rummet. Spejlene er lavet så tynde, at en hel masse små motorer kunne justere hver af de her sekskantede spejle til at have lige præcis den rigtige facon. Den rigtige facon er altså kritisk og faconens nøjagtighed er af samme størrelsesorden som bølgelængderne af det lys man skal se, så man skal virkelig være nøjagtig.

I starten af universet blev mange små galakser dannet og det foregik ved samme trækning. Det er tyngdekraften, der trækker dem sammen og hvis gasskyen, de dannes af, roterer, så falder den simpelthen sammen til en flad skive. Og så har galakserne i øvrigt spist hinanden, fordi de ligger ret tæt i det tidlige univers og fordi tyngdekraften fra de forskellige galakser falder ind, skaber det en større og større skive på grund af rotationen. Så det er rotationen, der skaber flade galakser.

Han er en af dem, som jeg med blødende hjerte måtte undlade at tage med i aften, fordi han også er en vigtig person. Han gik på gymnasiet eller latinskolen nede på Aarhus Katedralskole, hvor de faktisk har en mindeplade for ham, og så blev han astronom - og rigtig meget andet - i København.

Det, som han er mest kendt for, er opdagelsen af det, han kaldte for lysets tøven, altså det at lys har en endelig hastighed. Det er jo det Hans Kjeldsen også bruger, når han kigger ud til de fjerne galakser, fordi hvis lyset ikke havde en endelig hastighed, så ville det jo komme til os øjeblikkeligt, og så kunne vi ikke bruge det til at bedømme afstande med. Ole Rømer opdagede lysets tøven ved at studere Jupiters måner gennem en kikkert. Så kunne han nemlig se, at de på deres ture rundt om Jupiter, regelmæssigt blev formørket, når de gik om bag Jupiter, og bliv synlige på ny, når de kom ud i sollyset igen. Så han lavede tabeller over, hvornår månerne måner kom til syne, og hvornår de forsvandt. Det viste sig imidlertid, at nogle gange kom månen lidt for tidligt og andre gange kom månen for sent i forhold til forudsigelserne. I begyndelsen var det meget mærkeligt, men så gik det op for ham, at månerne altid kom for sent, når Jupiter var langt væk fra Jorden i sin bane om Solen. Han mente, at det måtte skyldes, at lyset brugte længere tid på at komme fra Jupiter og ned til os, så på den måde opdagede han, at lyset har en endelig hastighed på kun 300.000 km/s.

Det andet jeg lige vil nævne er, at han også fandt på at montere en kikkert, så den sad på en akse, så den kun kunne vippes op og ned. Det hedder et passageinstrument eller en meridiankreds. Dermed kunne kikkerten lige pludselig bruges til at måle nøjagtigt, hvor stjernerne er på himlen.

Ole Rømer observatoriet, syd i Århus, er jo blevet nyistandsat og har blandt andet et teleskop, hvor man kan se himlen selv, hvis man bestiller en forevisningsaften og deltager. Man kommer ikke til at kunne se de her billeder som James Webb teleskopet viser, men man kan se Månen og planeterne. Og så er der i øvrigt fine beskrivelser af, hvordan astronomien udviklede sig i Århus fra de tidligste teleskoper, som vi havde for godt 100 år siden, og så frem til det som vi i Århus laver i dag. Besøg endelig Ole Rømer Observatoriet, men man skal bestille en forevisningstid.

I virkeligheden er det små udgaver af det støv i har derhjemme. Det består ikke nødvendigvis af det samme, fordi det dannet i stjernernes atmosfære, men det er forskellige kemiske sammensætninger af kulstof og silicium. Det er meget små bitte støvkorn - de største af dem er en tiendedel millimeter.

Mælkevejen er faktisk en gennemsnitsgalakse. Der er nogle galakser, som er større og der er ret mange, der også er mindre. Det har vist sig, igennem de studier vi har lavet af det tidlige univers, at galakser ikke har den samme størrelse igennem universets historie. De spiser faktisk hinanden, så de første galakser var meget mindre end de galakser vi har i dag. Mælkevejen er et resultat af sammenstød/kollisioner mellem rigtig mange galakser. Så det er lidt svært at sige, hvor stor den er, fordi den bliver større med tiden.

Det handler bare om at kigge længere og længere ud i det infrarøde og se tidligere tider, fordi universet har strukket sig mere. Men der er faktisk en grænse for, hvor langt vi kan observere tilbage, fordi Big Bang var en varm tilstand. Den tidligste fase af universet, de første 380.000 år, der var universet uigennemsigtigt, fordi det simpelthen var glødende. Så vi kan ikke se længere end til 380.000 år efter Big Bang. Al observation tidligere er indirekte, og det kalder vi for den kosmologiske baggrundsstråling, som ses i alle retninger og er blevet strukket 1100 gange, altså universet er blevet 1100 gange større. Så i stedet for glødende synligt lys, så er det blevet mikrobølger, så det ses nu som mikrobølgestråling. Det har vi slet ikke snakket om her og det kan James Webb slet ikke se, fordi det kræver helt andre slags teleskoper.

Stjernerne blinker på grund af det fænomen, der hedder scintillation, og som skyldes at stjernernes lys bliver forstyrret, når det passerer gennem luften. Da stjernerne er så langt væk, kommer lyset fra nærmest i én lysstråle, som derfor ser ud til at flytte sig lidt hele tiden. Når planeterne ikke blinker så meget, skyldes det at de har en skive, så der kommer flere lysstråler fra sådan en planet. Det forsvinder ikke i et teleskop, men det bliver mindre.

Det er godt nok en lang historie, men lad mig gøre den virkelig, virkelig kort. Det sorte hul er virkelig sort, men man kan se det som kontrast til det omgivende, fordi det der ligger rundt om lyser. Det sorte hul er 4 mio. solmasser, og det her sorte hul er så lille, at det simpelthen kunne sidde indenfor Merkurs bane i vores solsystem. For at forstørre det har man været nødt til at bruge teleskoper spredt ud over hele jorden, og så man har genereret det som ét teleskop, der er lige så stort som hele Jorden ved at kombinere lys, så det er lykkedes at opløse det sorte hul. Det er en fuldstændig fantastisk type observation. Vi har altså set skyggen af det sorte hul på baggrund af omgivelserne.

Se ovenfor.

Se ovenfor.

Langt ude på landet, hvor lyset fra de store byer ikke forstyrrer.

Da Månens bane omkring Jorden er elliptisk varierer afstanden mellem ca. 365.000 - 405.000 km. Det betyder, at den fremtræder ca. 15% større, når den er tættest på. Det er dog svært at se med det blotte øje.

Månen ser derimod meget større ud, når den befinder sig tæt ved horisonten. Det skyldes et synsbedrag, som man kalder måneillusionen.

Det kunne han faktisk heller ikke gøre ordentlig i begyndelsen. Så parallelt med udviklingen af de fotografiske teknikker, skete der en massiv udvikling af kikkerters montering og urværker/motorer, som kunne dreje en kikkert, så den pegede mod den samme stjerne på himlen i en længere periode.

De første teleskoper med adaptiv optik blev taget i brug i 1990'erne.

I sig selv er GPS’en ikke noget problem. Men alle satellitter, inkl. GPS-satellitter, kan forstyrre langtids-eksponerede billeder af rummet ved at trække lyse streger hen over billedet.

Det er svært at måle præcist, men de nærmeste ser ud til at komme lige tæt på det sorte hul som Saturn er på Solen.

Af samme grund som vi (Jorden) ikke falder ind i Solen. Nemlig at vores hastighed rundt om Solen lige præcis opvejer Solens træk i os. Hvis vi ingen hastighed havde, ville vi falde ind i Solen. Og hvis vores hastighed var meget større, ville vi flyve væk fra Solen.

Se ovenfor.

Det er ganske rigtigt, at vores galakse og Andromedagalaksen bevæger sig mod hinanden. Men de vil formodentlig først støde sammen om 3-4 milliarder år. Så det er ikke noget du behøver at bekymre dig om. I øvrigt er det meget usandsynligt at nogle af stjernerne fra de to galakser direkte vil ramme hinanden, da der er så langt imellem dem. Derimod vil tyngdekraften lave meget ravage i dem begge, som jeg viste med kollisionen af M51 og dens lille nabogalakse.

Der er i virkelighed tale om to galakser, nemlig den store spiralgalakse M51a, og så en dværggalakse M51b, som har stødt ind i den store galakse, og nu er på vej væk bag ved galaksen.

Ikke så meget i forhold til galakserne. Men den viden om elementarpartiklerne, som vi har fra CERN og lignende steder, er hel essentiel for at kunne lave teorien om, hvad der skete med stoffet i de første øjeblikke efter big bang.

Det kan man heller ikke. Alle “billeder” udefra af vores egen galakse er tegninger, som dels er baseret på målinger af de nærmeste stjerners placering ift. Hinanden, dels en antagelse om at vores galakse ligner de fleste andre.

Det er sandsynligvis den atmosfæriske forstyrrelse.

Ulugh Beg var en persisk astronom som levede i først halvdel af 1400-tallet. Som alle andre på den tid kendte han ikke til kikkerten. Derimod byggede han i Samarkand et observatorium med nogle enorme vinkelmåleinstrumenter af sten og murværk. Ud fra daglige målinger med dem, kunne han beregne jordaksens hældning samt årets længde med imponerende nøjagtighed.

Jo længere væk en stjerne er, desto svagere ser den ud. (Det kender du også fra at kigge på en række ens gadelygter hen ad en lang vej.) Derfor kan man bestemme afstanden til en stjerne ved at sammenligne dens tilsyneladende lysstyrke med dens absolutte (virkelige) lysstyrke. I praksis er det imidlertid svært at vide noget om den absolutte lysstyrke. Men der findes en bestemt slags variabel stjerne (såkaldte cepheide-stjerner), hvor der er en tæt sammenhæng mellem deres lysstyrke og deres variationshastighed. Jo stærkere stjernen lyser, desto længere varer dens periode. Ved at måle perioden på cepheide-stjerner i Andromeda-galaksen, kunne Hubble altså beregne deres virkelige lysstyrke. Og ved derefter at sammenligne den med, hvor kraftige de så ud fra Jorden, kunne han bestemme afstanden til dem.

I praksis måske ikke så meget. Men der ligger en stor intellektuel tilfredsstillelse i at forstå, hvordan det univers, vi er en del af, er opstået og har udviklet sig. Det svarer måske til at spørge om, hvad vi i praksis kan bruge musik til. MEN og der er et stort men: Som jeg nævnte, så skyldes f.eks. adgangen til billige digitalkameraer, bl.a. at astronomerne arbejdede målrettet på at udvikle dem til videnskabelig brug for et halvt århundrede siden. Og det gælder generelt at udviklingen af videnskabelige måleinstrumenter ofte resulterer i bedre og billigere teknologi for menigmand.

Takket være Newtons love kan vi beregne hele en komets bane (og dermed dens omløbstid) ud fra en måling af et lille stykke af dens bane tæt på Solen.

Deres udseende kommer an på, hvordan de vender ift. os. Pga. rotationen er galakser altid flade ligesom en pandekage. Det betyder at de er stregformede, hvis man ser den fra kanten, hvorimod de ser skiveformede ud, hvis de står vinkelret på synslinjen.

Ja, ifm. renoveringen af Ole Rømer Observatoriet, er der etableret adgang til kikkerten for kørestole.

Se ovenfor

Den del af universet vi kan se, ligger som en kugle med Solsystemet i centrum. MEN det betyder ikke, at vi befinder os i universets centrum. De fleste astronomer mener nemlig at universet er uendeligt og slet ikke har et centrum. En ‘Peter’ ude ved kanten af vores synlige univers ville opleve sit synlige univers som en kugle omkring ham.

Det gør man heller ikke. Den adaptive optik er indbygget i et meget mindre sekundært spejl.

Ja, men normalt kun som en tåget klat.

Efter at have opdaget over 2.600 exoplaneter løb teleskopet tør for brændstof og blev lukket ned i 2018. Det befinder sig nu i kredsløb om Solen i sikker afstand til Jorden.

Ja, det er det. Du kan finde mange instruktioner på nettet. Og/eller tage kontakt med en af landets mange amatør-astronomiklubber.

Selv tak! Euclid-satellitten er faktisk placeret i L2 ligesom JWST. Derimod var Hubble-teleskopet placeret i såkaldt lavt jordkredsløb, bl.a. for at kunne serviceres med den amerikanske rumfærge. Og det var meget heldigt. Efter teleskopet var sendt op, viste det sig nemlig at spejlet svar slebet i en lidt forkert facon. Det 2.4 m meter store hulspejl var ca. 2 mikrometer for fladt i siderne. Ikke meget, men nok til at alle billederne blev uskarpe. Heldigvis fandt man ud af, hvordan fejlen var opstået, og derfor kunne man installere en korrigerende optik ved den første servicemission. Populært sagt fik Hubble briller på - og det har vi alle nydt godt af siden i kraft en dens fantastiske billeder.

Ja, der var stadig kun et stort objektiv i den forreste ende og et okular i den bagerste ende. Alle pladerne med runde huller op langs kikkerten havde til formål at skærme for ‘falsk’ lys.

Først brydes det i øjets linse, derefter omdannes lysets energi et elektrisk signal i nethindens synsnerver, hvilket skaber et synsindtryk i hjernen.

Ca. 13,8 mia. år.

Der er mange kvinder, som har gjort vigtige opdagelser. F.eks. var det astronomen Henrietta Swan Leavitt, der opdagede cepheide-metoden, som Hubble brugte til at bestemme afstanden til Andromeda-galaksen.

Jo, men pga. konvention blandes overfalden hele tiden med det indre.

Ja. F.eks. absorberer molekylers vibration og rotation ofte i det infrarøde område.

Se ovenfor.

Se ovenfor.

Se ovenfor

Hvidt lys er en blanding af alle farver.

Nej. Farvet lys er elektromagnetisk stråling, hvorimod lyd er mekaniske svingninger i f.eks. luften.

Mønstret af spektrallinjer er unikt fra stof til stof. Men der er ikke noget til hinder for, at to stoffer kan udsende den samme farve.

Fordi vi har målt den med særlige satellitteleskoper. De vigtigste er satellitterne COBE og senere WMAP.

Ja, så længe det ikke rammer noget, bevæger lyset sig gennem universet. Men det lys, der bliver fanget af vores teleskoper og omdannes til et billede, forsvinder.

Nej. Et uendeligt stort univers kan godt ekspandere.

Det skyldes først og fremmest, at James Webb teleskopet er sammensat af sekskantede delspejle, hvilket skaber seks af de såkaldte ‘diffraction spikes’.

Ingen steder! Når vi kigger ‘lokalt’ er stjernerne ganske vist samlet i galakser – og galakserne i hobe. Men på lange afstande gælder det kosmologiske princip som antager at universet på store skalaer er homogent og isotopt. Altså at det er ensartet i alle retninger.

Ja, vi rejser jo hele tiden frem i tiden.

Ingen. Det er langt vigtigere at Solen løber tør for brændstof og starter sin dødsproces om ca. 7,5 mia. år. Men vi kan jo nå at skade livet på Jorden mange gange inden da.

Det er selvfølgelig ikke til at vide, men man kigger bestemt efter population III stjerner, som er den første generation af stjerner kort efter big bang. De bestod udelukkende af brint og helium og var kæmpestore. Derfor levede de også kun i kort tid.