Som du skriver, er årsagen netop at afstanden mellem moderstjernen og planeten for de omtalte planeter er meget mindre end afstanden mellem Jupiter og Solen. F.eks. er afstanden mellem 51 Peg b og dens moderstjerne kun 1 % af afstanden mellem Jupiter og Solen.

Først og fremmest kan vi ikke direkte foretage en analyse af den kemiske sammensætning af exoplaneterne. Når vi ikke kan forklare hvad den sorte planet består af skyldes det simpelthen at vi ikke kender noget materiale eller nogen gas som er lige så sort. Så vi har set egenskaber som ikke svarer til noget kendt stof/gas. Vi forventer at der er tale om en kemisk forbindelse hvis egenskaber vi ikke kender til, bl.a. fordi det ikke i laboratorierne på Jorden er nemt at undersøge kemien for gasser som er flere tusinde grader varme.

Ja, det regner vi bestemt med. Livet på Jorden opstod i vand i Jordens urtid. Problemet i forhold til vandplaneterne er at det er svært for os at undersøge om der er liv fordi vandoverfladen på vandplaneter altid er dækket af tætte skyer. Så hvis livet er der, bliver det svært at afsløre det.

De klareste stjerner har alle navne (f.eks. Sirius, Deneb, Vega….). Svagere stjerner har navne efter det stjernekatalog de indgår i og så et nummer som angiver pladsen i kataloget (f.eks. HR6245). Stjerner med planeter får også navne efter det rumteleskop som har fundet planeten (f.eks. Kepler-162 eller Corot-11).

Se sprm. 4 og 7. Det er den internationale astronomiske union (IAU) som godkender navnene og måden at navngive på. altså godkender at kataloget kan anvendes til navngivning.

Se sprm. 7.

Ja, det er fordi, at hvis man skal navngive 300 milliarder stjerner, så er det smart, at de ikke har et navn, som man skal huske hver og især. Så typisk navngiver vi dem bare med koordinaterne, men jeg skal sige, at vi faktisk også har det omvendte problem, når vi analyserer nogen af stjernerne – at vi ikke helt kan huske numrene. Så vi har givet kælenavne til nogen af vores stjerner, og i lang tid brugte vi huskatte. Så folk, der havde en kat, kunne foreslå et navn til en af planeterne og i nogle artikler har vi også publiceret dem. Og Kepler-22 planeten hedder faktisk Felix efter en kat, jeg kender.

Men ellers er det koordinaterne på himlen eller katalognumrene, så fx Kepler 1, 2, 3 er faktisk bare nummeret i, hvornår vi har offentliggjort planeten.

Spiralarmene i Mælkevejen er navngivet efter de stjernebilleder som de går igennem. F.eks. Skyttens arm, Perseus armen og Orion spiralarmen.

Der er ikke forskel på exoplaneter og planeter, men normalt siger vi, at planeter er noget, der kredser i vores solsystem, og dem har vi 8 af. Exoplaneter er lignende objekter, men bare omkring andre stjerner. Det betyder i virkeligheden exo-solar, som angiver at det er udenfor vores solsystem eller udenfor vores stjerne.

Der er tegn på at der findes exo-måner – altså måner i kredsløb omkring exo-planeter. Der er dog ingen som er fundet med 100% sikkerhed. Der er også fundet tegn på dannelsen af exo-måner i systemer, hvor vi har set at planeter er under dannelse i støv- og gasskiver omkring unge stjerner.

Netop. Grundlæggende er det for at få en dybere indsigt i egenskaberne af og forholdene på planeter i universet. Vi har kun 8 planeter i solsystemet og de er forskellige både i relation til deres fysiske egenskaber og deres udvikling. Vi håber ved at undersøge exo-planeterne at vi får en større indsigt i hele dette forskningsområde og kan finde sammenhænge mellem exoplaneter og planeterne i Solsystemet.

Ja. spektrallinjerne er netop vejen til at finde de grundstoffer og molekyler som findes i exoplaneternes atmosfære. Det beskrev jeg i foredraget. Vi bruger at lys fra stjernen lyser gennem atmosfæren når planeten passerer foran stjernen og her kan vi undersøge spektrallinjerne.

Ja. hvis der er flere exo-planeter i kredsløb om en given stjerne, vil de hver især trække i stjernen og kunne ses i radialhastigheden. Så to eller flere exoplaneter vil give anledning til to eller flere ”bølger-kurver” med hver sin periode og amplitude: Det samlede signal får man ved at lægge kurverne sammen og man kan så på kursen se at der er mere end en planet. Se også sprm. 44, 47 og 77.

I princippet vil det også virke for exoplaneter. Det sorte hul i Mælkevejens centrum og det i M87 er blevet opløst ved at bruge radioteleskoper. For exoplaneter vil man primært anvende infrarødt og synligt lys. Det kræver andre typer af teleskoper, men princippet om at kombinere teleskoper vil virke og bliver også forsøgt. I infrarødt og synligt lys vil man typisk bruge mindre afstande mellem teleskoperne, så de er ikke fordelt over hele Jordens overflade.

Opdagelsen af exoplaneter har vist os at vi bor på en type objekt (en planet i kredsløb om en stjerne) som ikke er specielt for vores Jord og sol. Det knytter derfor til ved opfattelse af os selv og den verden vi er en del af – det vi kalder verdensbilledet. Exoplanetforskningen påvirker både naturvidenskab og filosofi.

Man kan netop finde atmosfæren ved exoplanet passager. Andre tegn på en atmosfære er farven og albedoen af skyerne og den termiske stråling (infrarødt lys) som kommer fra de varme skyer på exoplaneten.

Der vil være mange exoplaneter som IKKE passerer ind foran eller bagved deres stjerne. Exoplaneternes baner vender ikke på en bestemt måde i forhold til Jorden og derfor vil vi ikke kunne antage at baneplanet vender rigtigt. Men statistisk vil der være nogle af exoplaneterne som vender sådan at de kan komme ind foran deres stjerne – set fra Jorden. Det er disse systemer vi undersøger nærmere ved passagemetoden. De andre planeter kan undersøges ved bl.a. radialhastighedsmetoden.

Se sprm. 20

Se sprm. 20

Når man kigger på Proxima b, er der en varm side og en kold side. Det er, fordi Proxima b kredser så tæt på sin moderstjerne, at tidevandskræfterne har låst den ligesom Månens omløb og rotation er låst i forhold til Jorden, så Månens forside altid peger mod Jorden. Det sker altså også her. Vi har dog ikke målt det, men vi har beregnet, at det er fuldstændig usandsynligt, at det ikke er sket i det her system. Så vores hovedantagelse for mange af planeterne er, at de er låst. Vi kender det også fra andre måner i vores solsystem, når de kredser omkring deres planeter – f.eks. måner i kredsløb om Jupiter og Saturn. Der er tale om ret sikre beregninger. Er planeten meget langt fra sin stjerne vil dens rotation IKKE være låst.

Hvis man kender omløbstiden for en exoplanet vil man kunne bestemme afstanden mellem stjernen og exoplaneten ud fra Newtons tyngdelov. Det betyder at man kan beregne hvor meget energi exoplanetens overflade modtager fra stjernen og det kan omsættes til temperaturen for exoplanetens atmosfære eller overflade. En kort omløbstid vil betyde kort afstand mellem stjernen og planeten og vil derfor normalt betyde en varm exoplanet. En lang omløbstid vil betyde stor afstand mellem stjernen og planeten og en kold exoplanet.

Under dannelsen af stjernen og exoplaneten vil både stjernen og exoplaneten bevæge sig i den samme retning. Men når der begynder at dannes planeter i kredsløb vil to eller flere exoplaneter i kredsløb kunne påvirke hinanden og skifte både omløbsretning og rotationsretning.

Stjernen i et exoplanetsystem har det meste af massen og exoplaneterne vil derfor kredse rundt om stjernen og stjernen vil være i centrum af bevægelsen for kredsløb-bevægelsen. Men, exoplaneterne kan også rotere om deres egen akse – som Jorden – og det vil de alle gøre. Planeter som er tæt på deres stjerne, vil blive låst i deres kredsløb (såkaldt bunden rotation – se sprm. 20), men andre exoplaneter vil formentligt kredse med meget forskellige rotationshastigheder – vi har dog endnu ikke kunnet måle dette.

Nej. Hvis man rejser ud i rummet vil tiden fortsat gå fremad. Hvis man bevæger sig tilpas hurtigt vil det kunne få betydning for hvor hurtigt tiden går i forhold til andre (det som beskrives i Einsteins relativitetsteori), men det kræver at man rejser meget tæt på lysets hastighed før det får afgørende betydning.

Afstanden mellem Jorden og Solen gør at temperaturen på Jorden er så ”behagelig” at vand vil være i flydende form på overfladen og tillade liv. Jordaksens hældning skaber årstider og Månen skaber tidevand og det har haft betydning for livets udvikling, men det er ikke en forudsætning for liv. Det magnetiske felt på Jorden beskytter Jordens atmosfære og holder den stabil og det er vigtigt for livet på Jorden. Var forholdene meget anderledes på Jorden er det ikke givet at her kunne være liv. Omvendt forventer vi at livet godt kan opstå og udvikles på exoplaneter som ikke ligner Jorden. Men, det kræver bl.a. flydende vand.

Ja, det vil være fuldmåne over hele Jorden på samme tid. Fuldmånen er når Solen, Jorden og Månen står på linje med Jorden i midten. Det sker på et bestemt tidspunkt og man kan da kun se Fuldmånen på Jordens natteside, men overalt på Jorden. Det hele ændres dog så langsomt at Månen stadig er fuld når Jorden har roteret 180 grader og det er den anden halvdel som kan se Månen på himlen.

Nej, en planet kan stoppe eller ændre sin rotation når tyngdekraften mellem exoplaneten og f.eks. stjernen trækker i de to objekter. Se sprm. 20.

James Webb Space Telescope vil bl.a. kunne anvendes til at studere atmosfæren omkring exoplaneter og bestemme hvilke molekyler og grundstoffer der findes på exoplaneterne. Vi vil kunne lede efter molekyler og stoffer som fortæller os om betingelser for liv på exoplaneterne og det er ikke udelukket at vi ser tegn på forhold som kunne tyde på liv, men det må tiden vise. Teleskopet vil også kunne bestemme temperaturen på overfladen af exoplaneterne (ved at se på varmestrålingen) og vi vil kunne undersøge stjerner under dannelse og kunne undersøge hvordan planeterne dannes og udvikles. Endelig vil nøjagtigheden af dette teleskop også kunne bruges til at lede efter exo-måner; altså måner i kredsløb om planeterne.

Vi vil få data fra James Webb og der vil også være forskere og studerende fra Aarhus Universitet som vil få tildelt observationstid på teleskopet og får mulighed for at bestemme hvilke stjerner vi f.eks. skal se nærmere på.

Selve teleskopet styres fra et kontrolrum hos NASA i USA. Se sprm. 28.

Se sprm. 28.

Se sprm. 28.

De første målingerne vil finde sted i 2023 (måske enkelte målinger i 2022) og data fra disse målingerne komme måske i foråret 2024 – hvis vi er heldige måske lidt før.

Ja, netop. Vi kan dog ikke opløse overfladen af exoplaneterne og derfor kan vi ikke direkte kortlægge overflade detaljer. Se sprm. 28.

Vores samarbejde med NASA og ESA handler om flere forskellige satellitter og rumteleskoper. For James Webb har vi ikke direkte tæt samarbejde, men vi anvender data fra teleskopet og ansøger om observationstid på lige fod med andre astronomer. På DTU Space i København har forskerne allerede fået tildelt observationstid og de skal bl.a. se nærmere på Trappist-1. Se sprm. 28 og 32.

Se sprm. 28.

Se sprm. 28.

Nej, det er teleskopet ikke stort nok til. Se sprm. 28. og sprm. 33.

Universet er uendeligt, men vi kan ikke se uendeligt langt væk. Så der er en grænse for hvor langt vi kan se væk og den er bestemt af Universets alder. Da Universet er 13,8 milliarder år gammelt (tiden siden Big Bang) vil vi kun kunne se lys som har bevæget sig i 13,8 milliarder år – altså 13,8 milliarder lysår. Lyset bevæger sig ikke uendeligt hurtigt, men i det tomme rum bevæger det sig 300.000 km/s. Så det fjerneste lys vi modtager på Jorden har bevæget sig 13.8000.000.000 x 365 x 86.400 x 300.000 km (universets alder i år gange antal døgn på et år gange antal sekunder på et døgn gange lysets hastighed) = 130.000.000.000.000.000.000.000 km.

Man tæller galakserne i et bestemt område på himlen hvor der ikke er gas, støv og stjerner som står i vejen. Når man så kender antallet af galakser inden for et bestemt område kan man gange op i forhold til hele himlen. Hvis man f.eks. i en undersøgelse finder 1000 galakser inden for et område på 1 x 1 bueminut (et kvadratbueminut) kan man gange op i forhold til at der skal omkring 150 millioner kvadratbueminutter til at dække hele himmelkuglen og der vil i dette tilfælde altså være 150 milliarder galakser på hele himlen.

Der er et stort sort hul… og det er netop blevet offentliggjort at astronomerne har taget det første billeder af det sorte hul i Mælkevejens centrum: https://videnskab.dk/naturvidenskab/saadan-kom-astronomer-paa-sporet-af-det-skjulte-sorte-hul-i-maelkevejens-midte

Tyngdekraften er en af de fire fundamentale naturkræfter (de tre andre er den elektromagnetiske kraft, den svage kernekraft og den stærke kernekraft). Det er en egenskab ved naturen at masse tiltrækker hinanden og at tiltrækningen afhænger af afstanden mellem og massen af de forskellige objekter. Egenskaberne ved tyngdekraften er beskrevet via Newtons tyngdelov og Einsteins generelle relativitetsteori som viser hvordan masse påvirker rum og tid.

Tyngdekraften findes imellem objekter som har masse. Så forskellige dele af en gas- og støvsky vil tiltrække hinanden og falde sammen. Bevægelsen i en sådan sky vil dog – i samspil med tyngdekraften – have stor betydning for strukturen af en gas- og støvsky og skabe rotation, store relative hastigheder og dannelse af støv- og gasskiver omkring stjernerne.

Former dannes ved et samspil mellem bevægelse og tyngdekraft. Hvis bevægelserne er tilfældige og ikke har en fortrukken retning vil sammentrækning (f.eks. forårsaget af tyngdekraften) danne et system som har en kugleform, hvor tyngdekraften trækker mod massemidtpunktet i systemet. Hvis der er rotation i systemet vil det under sammentrækningen antage form som en skive – ud fra fysikkens love. Det er derfor Mælkevejen har en stor skive i den overordnede struktur og en kugleformet ”bule” i de centrale dele.

Den centrale stjerne og planeterne i kredsløb vil alle bevæge sig omkring systemets massemidtpunkt. Hver planet vil påvirke stjernen og flytte den lidt væk fra massemidtpunktet. På et givet tidspunkt kan man godt have at stjernen er tæt på masse midtpunktet (hvis planeterne er fordel rundt om stjernen), men da de bevæger sig rundt med forskellige omløbstider vil stjernen også flytte sig og på andre tider være længere fra massemidtpunktet – alt sammen bestemt af de indbyrdes placeringer og bevægelser.

I den model og beskrivelse for Universet som astronomerne har udviklet eksisterer der ikke tid og rum før Big Bang. Så hvis tiden ikke eksisterede kan man heller ikke tale om hvad der var før 😊 og hvis rummet ikke fandtes før Big Bang giver det heller ikke fysisk mening at beskrive hvordan universet så ud før Big Bang.

Se sprm. 45.

Jo, hvis det står på hver sin siden af stjernen, har samme afstand til stjernen og samme omløbstid. Det viser sig dog at dette ikke er et stabilt system. De to planeter kan ikke blive i disse baner og vil ændre deres omløbstid, så de ender i to baner med forskellige omløb. Derved vil stjernen ikke bliver i massemidtpunktet og man vil over tid kunne se at de to planeter bevæger sig med forskellige omløbstider og i forskellige baner og vil derfor ikke kunne blive på hver sin side af stjerne altid. Så også sprm. 44.

For at kunne bestemme masse skal man både kende amplituden af radialhastighedsudsvinget og omløbstiden. Omløbstiden bruges til at beregne afstanden mellem stjernen og exoplaneten og når den er kendt kan størrelsen af radialhastighedsudsvinget bruges til at bestemme massen af exoplanet og dermed skelne mellem de to tilfælde som nævnes her.

Det er en kompliceret sag. Hvis man har to stjerner i et dobbeltstjernesystem vil de få navnene ”A” og ”B” (store bogstaver) efter stjernens navn; f.eks. er navnene på de to stjerner i Sirius dobbeltstjernesystemet, Sirius A og Sirius B. For planeter bruger man små bogstaver. Det blev besluttet ikke at bruge ”a” for planeterne for ikke at gøre det uklart om det var stjernen eller planeten man talte om. Derfor starter man ved ”b” og er der flere exoplaneter i systemet hedder de øvrige ”c”, ”d”, ”e” … Er der en planet om en enkelt af stjernerne i et dobbeltstjernesystem hedder de så Ab og/eller Bb – afhængig af hvilken af de to stjerner planeten er i kredsløb om. Kredser de om begge stjerner hedder formelt ”ABb” eller bare ”b”.

Massen af en exoplanet kræver altid at man kan bestemme tyngdekraftspåvirkningen fra planeten på den stjerne den kredser omkring. Det gøres primært ved at se på variationerne i radialhastigheden for stjerne, men der kan være andre måder at gøre det på, bl.a. ved at se på tidevandspåvirkningen fra exoplaneten på stjernen. Hvis en exoplanets baneplan vender sådan at planeten kan skygge for stjernen og dermed skabe et dyk i lysstyrken som vi ser det ved brug af passagemetoden kan vi måle forholdet mellem stjernens og exoplanetens masse direkte ved at måle størrelsen af udsvinget i radialhastighedsændringen. Hvis baneplanet ikke helt ligger i synslinjen, men stadig er i stand til at skygge for stjernens skive, vil man stadig kunne måle massen, bl.a. ved at lave en mindre korrektion for hældningen af baneplanet. Så for alle exoplaneter fundet ved passagemetoden hvor vi samtidigt har målt radialhastighedsændringerne kan vi bestemme massen af exoplaneten.

En exoplanet kan skabe tidevand på en stjerne via exoplanetens tyngdekraft. Det er det samme fænomen som skaber tidevand på Jorden, hvor tyngdekraften fra Månen og Solen skaber en tidevandsbølge på Jorden. Den samlede tyngdekraftspåvirkning mellem to objekter (f.eks. en stjerne og en exoplanet) afhænger af stjernens og exoplanetens masse og af afstanden mellem de to (fra centrum til centrum). Men da objekterne har en udstrækning og afstanden mellem et bestemt sted på overfladen af det ene objekt og det andet objekt ikke er præcist den samme for alle steder, vil tyngdekraften mellem de to objekter ikke være præcist den samme forskellige steder på overfladen af de to objekter. Forskellen mellem den gennemsnitlige tyngdekraftspåvirkning og den som vil være på et givet sted på overfladen forårsager det vi ser som tidevand. På Jorden ses tidevandet mest påvirke vand – deraf navnet – men i en stjerne som består af gas vil også stjernens gas kunne blive deformeret og skabe en tidevandsbølge på stjernen, som er forårsaget af exoplanetens tyngdekraft. Det er det vi bl.a. ser på HAT-P-7 og TrES2 stjernerne. Se også sprm. 53.

Det har der naturligvis været spekuleret på, fordi der er et nogenlunde sammenfald mellem 11 år cyklussen for solpletterne og omløbskredsningstiden for Jupiter omkring Solen. Beregninger viser at tidevandskraften fra Jupiter på Solen er meget lille og der er andre oplagte forklaringer på årsagerne til at Solen har en cyklus i de magnetiske effekter for Solen. De 11 år er den tid det tager at opbygge, nedbryde og gendanne et globalt magnetfelt på Solen.

Svaret er et helt sikkert ja, men det er et meget lille tidevand, fordi Merkurs masse er meget småt. Derfor kan vi ikke måle det, men der er selvfølgelig tidevand. Grunden til, at vi har tidevand på HAT-P-7 stjernen, er fordi dens masse er så stor og at den kredser så tæt på sin stjerne, at tidevandet bliver meget kraftigt.

Man ser tidevandet ved, at planeten ikke er cirkelformet længere, men den får buler på sig, og når den roterer rundt, giver det en variation i lysstyrken. Se også sprm. 51.

Størrelsen af tidevand på en exoplanet afhænger – som du spørger til – bl.a. af hvilken type materialer en given planet består af. Tidevandskræfterne på Jordens måne er f.eks. meget større en dem vi finder på Jorden, men da der ikke er flydende vand på Månen vil vi ikke se tidevandet så tydeligt som på Jorden. Derfor vil der være et større tidevandsudsving på en vand- eller gasplanet end på en klippe- eller is-planet. Det er også korrekt at tidevandet forårsager en opbremsning af planetens rotation, så den går i står og evt. ender i det vi kalder en bunden rotation, hvor den samme side af en planet altid vender mod stjernen. I praksis vil en klippeplanet som ikke nødvendigvis bremses langsommere end en vand-planet fordi det er de inderne tidevandskræfter som bremser rotationen og ikke udelukkende størrelsen af det lokale tidevand.

Det er helt korrekt at en stjerne kan variere sin lysstyrke af mange andre grunde end at en planet passerer ind foran stjernens skive. Her vil man se på formen af lysstyrke variationen, den tidsskala variationen foregår på (hvor pletter normalt vi give variationer som har perioder på stjernens rotation) og om stjernen lyser op eller dæmpes. Pletter og eksplosioner vil også typisk vise større variationer i den ”varme” del af stjernens spektrum, så blåt lys vil vise større variationer ned rødt lys. En planetpassage giver generelt anledning til at relativt kort signal og det forekommer præcist og med exoplanetens omkredsningstid som perioden af signalet.

Neden for ses to eksempler på stjerner hvor pletter på overfladen og stjernens rotation forårsager variationer som tydeligt ses. Exoplanetpassagen giver anledning til relativt korte og periodiske dyk i lysstyrken som ses på de to eksempler for CoROT-2 (øverst) og CoROT-4 (nederst).

Vi forventer at de fleste stjerner omkredses af flere exoplaneter. I mange tidfælde vil en af disse exoplaneter være den største og dermed dominere det signal vi ser i radialhastighedsvariationen. Er der flere exoplaneter vil de hver især påvirke moderstjernens radialhastighedsvariation. Da de forskellige exoplaneter ikke har samme periode (fordi de kredser i forskellige afstande fra moderstjernen) vil de netop kunne adskilles ved at adskille variationer som ikke har den samme periode.

I Mælkevejens centrum findes et stort sort hul med en masse på 4 millioner gange Solens masse. Der blev for nylig taget et billede af dette sorte hul som du kan se via: https://www.eso.org/public/denmark/news/eso2208-eht-mw/ De stjerner som ses mod Mælkevejens indre dele (den store udbuling på Mælkevejen) skyldes at der findes milliarder af stjerner i den retning og at tætheden af stjerner forøges ind mod midten. Det er den samlede tyngdekraft af alt stof i Mælkevejen som i sidste ende afgør hvor og i hvilken bane de enkelte individuelle stjerner bevæger sig.

Ja, Mælkevejen og Andromeda Galaksen er på vej i retning mod hinanden. Der går ca. 5 milliarder år før det sker, men en dag i den fjerne fremtid vil de to galakser opsluge hinanden og danne en stor samlet galakse. Se sprm. 85.

Det er som udgangspunkt afstanden mellem stjernen og exoplaneten der sammen med den samlede energiudsendelse fra stjernen afgøre hvilken temperatur en exoplanet vil have på sin overflade og atmosfære. Omløbstiden er generelt kort for de exoplaneter som ligger tættere på, men hvis en stjerne udsender meget lidt energi (lys), vil det kræve at afstanden (og dermed omløbsperioden) er mindre end værdierne for Jorden og Solen. Intensiteten (I) på overfladen af en exoplanet kan bestemmes ved at finde forholdet mellem energiudsendelsen (som vi kalder L) og middelafstanden (ganget med sig selv) mellem exoplaneten og stjernen (som vi kalder a). Formlen siger I = L/(a*a) – i enheder af Jordes modtagne energi, Solens energiudsendelse og Jord-Sol afstanden. Hvis vi som eksempel tager en stjerne som kun udsender 1% af Solens energiudsendelse vil det betyde at man skal være 10 gange så tæt på stjernen end Jorden er på Solen, for at finde de samme fysiske forhold som vi finder på Jorden. Derfor vil perioden for denne stjernes omløb også være meget kortere end et år. Vi har fundet stjerner hvor den ”beboelige zone” ligger så tæt på at en exoplanet kun bruger en uge (eller kortere) for et omløb.

Det kan det heller ikke. Selve teleskopet kredser enten omkring Jorden eller omkring Solen, og evt. omkring Månen. De teleskoper, som jeg snakkede om, kredser omkring Jorden, og Kepler er i kredsløb omkring Solen. Det, vi kan i rummet, er, at vi styrer det ved at kontrollere bevægelsen af teleskopet, så vi kan pege det meget præcist. Og husk at stjernerne er så langt væk, at det ikke rigtigt betyder noget med den her lille bevægelse, det laver omkring Jorden eller Solen.

Som udgangspunkt vil Jupiter ikke flyttes tættere på Solen end den er nu. Udveksling af baneenergi med især Saturn kan dog godt flytte rundt på Jupiter. På et tidspunkt om nogle milliarder år vil Solen dog forøge sin lysstyrke og størrelse og nå helt ud til Jordens bane. På det tidspunkt vil Jupiter bliver en hot Jupiter med en temperatur på over 1000 grader C.

Tyngdekraften for en Hot Jupiter er meget stor og derfor kan den fastholde en meget varme atmosfære som en planet med Jordens masse ikke ville kunne hvis den blev udsat for den sammen intense varme som en Hot Jupiter gør. Vi kender ikke til de præcise forhold i det indre af Hot Jupiters, men de har nok en tæt kerne som måske består af klippe materiale. Vi kender i øvrigt heller ikke meget til de præcise forhold i kernen af Jupiter og Saturn, men NASA’s Juno rummission har i de seneste år studeret Jupiters kerne.

Når stjerner udvikles ændres den kemiske sammensætning af kernen fordi stjernerne producerer energi ved at omdanne Hydrogen til Helium (det vi kalder kernefusion). Den ændrede kemiske sammensætning ændrer langsomt stjernens opbygning og størrelse. Vi kan måle disse ændringer ved observation af stjernernes egenskaber og bl.a. ved brug at såkaldte stjerneskælv (hvor vi måler egenskaben af stjernernes kerner ved at studere svingninger af hele stjernen) og dette kan give os nøjagtige målinger af alderen af stjerner. Solens alder er målt til næsten 5 milliarder år.

Det er egentligt blot et udtryk for at det er den stjerne som exoplaneterne kredser rundt om... altså centralstjernen. Når jeg kalder det systemets moderstjerne, er det fordi den er det centrale og styrende objekt i planetsystemet.

Det er helt korrekt at vi endnu ikke har fundet exoplaneter med præcist Jordens størrelse i kredsløb omkring stjerner af Solens type og med en omløbstid på omkring et år. At vi mangler at finde disse exoplaneter skyldes at de er meget vanskelige at finde fordi de er små og tager lang tid om at komme rundt i kredsbanen og derfor kun sjældent passerer ind foran stjerneskiven. Vi har derimod fundet Jord-størrelse exoplaneter som kredser omkring stjerner, som er mindre lysstærke end Solen og hvis afstand er mindre end Jord-Sol-afstanden og derfor er temperaturen tæt på den vi finder på Jorden for nogle af disse stjerner. Hvis vi derfor ser statistisk på det, ved vi ud fra målingerne – selvom denne type exoplaneter er vanskelige at finde – at exoplaneter af Jordens type (størrelse og overfladetemperatur) er meget almindelige og findes i kredsløb om i gennemsnit mellem 20% og 80% af alle stjerner som minder om og er lidt koldere end Solen.

Ja, exoplaneter og planeter i Solsystemet er kuglerunde, selvom de når de roterer kan være en smule fladtrykte. At de får kugleform, skyldes at tyngdekraften trækker stoffet ind mod centrum af et objekt og derfor vil kugleformen opstå naturligt, når systemet kommer i ligevægt med stoffet fordelt ligeligt rundt om centrum i balance mellem trykket inde i objektet og tyngdekraften som trækker objektet sammen. Se også sprm. 68.

Se sprm. 66 og 68.

Tyngdekraften trækker alt til sig, og så er der et indre tryk, der peger ud af. Der hvor det er i balance, opstår planetens opbygning og struktur. Det vil sige, at kræfterne imellem det udadrettede og indadrettede gør, at afstanden til centrum bliver virkelig afgørende for balancen, og det bliver altså en kugle. Hvis exoplaneten eller stjernen roterer, kan den faktisk godt blive fladtryk. Fx er Jupiter en lille smule fladtrykt og også Jorden, men det er med promiller. Hvis man står på Nordpolen, er man faktisk lidt tættere på Jordens centrum end hvis man står ved ækvator.

Vi måler kun relative størrelser, så forholdet mellem stjernens og planetens størrelse. Derfor har man brug for undersøgelser af, hvor stor stjernen er, og det er lige netop det, vi arbejder meget på her i Aarhus. Vi måler nøjagtige stjernestørrelser, så vi får nøjagtige planetstørrelser. Det er også de teknikker, vi bruger til at karakterisere stjernernes aldre, hvor vi måler på den kemiske sammensætning dybt inde i stjernen. Så når vi analyserer selve stjernen, så får vi grundlaget for at kunne fortolke planetdata, så det er utrolig vigtigt. Se evt. også sprm. 63.

Hvis vi kan analysere og finde frem til hvor vanskeligt det er at finde en exoplanet af en given størrelse og afstand mellem stjernen og exoplaneter, ud fra den måde vi leder efter exoplaneter på, kan vi korrigere vores tal for mange exoplaneter af en given størrelse og afstand vi har overset og ikke kunnet finde. Hvis vi f.eks. kan beregne at ud af de exoplaneter der kan være i blandt de stjerner vi undersøger, kun vil være muligt at finde 0,1 % af en given type exoplaneter og vi så finder - ved observationer – at der kun er exoplaneter af denne type i 0,02 % af de observerede stjerner... vil det korrekte antal være at der findes denne type exoplaneter i 20% af alle stjerner. Det er denne type analyser som gør os i stand til at finde det antal exoplaneter vi regner med er i kredsløb om stjernerne på nattehimlen. Se f.eks. sprm. 65.

Det er korrekt at forholdene på planeten Proxima b – som er en Jordlignende exoplanet i kredsløb omkring stjernen proxima Centauri, som er den nærmeste stjerne til Jorden – gør at man måske kan finde liv på denne exoplanet. Derfor har bl.a. Hawking set netop dette system som et af de mest oplagte at overveje om vi kan sende specielle rumskibe af sted som efter mange år (for store missioner mange generationer) vil ankomme og evt. undersøge forholdene på Proxima b. Jeg tvivler selv på om projektet p.t. er realistisk fordi især accelerationen af satellitterne og kommunikationen når de når frem vil være meget udfordret.

Det er den samlede masse af den gas som er i exoplaneten som er afgørende for at gassen bliver fastholdt i exoplaneten eller om den går til grunde eller ikke. For exoplaneter med Jupiters masse eller mere vil tyngdekraften være stærk nok til at fastholde gas, selv for de meget varme exoplaneter. Mindre exoplaneter (på under Neptuns størrelse) vil opløses og fordampe (undtaget den indre klippefyldte kerne).

Stjerneskælv opstår i stjernens indre når noget stof – typisk i den ydre del – sættes i bevægelse og en lydbølge derefter løber rundt i det indre stjernen, som en konsekvens af stofbevægelsen. En sådan lydbølge vil kunne komme i fase med en anden lydbølge og derved kan en såkaldt stående bølge opstå. Det er det samme som sker i et musikinstrument, hvor stående lydbølger danner toner med forskellige lyde (frekvenser). Hvis man kan måle frekvensen af en stående lydbølge i en stjerne, kan man undersøge hvordan forholdene er i det inde af stjernen. En højere tone (højere frekvens) i en stjerne vil f.eks. kunne være et resultat af en højere temperatur.

Det er der faktisk i forvejen. Vores univers og gassen i universet er i virkeligheden fyldt med vanddamp. Det er fordi det mest almindelige grundstof i universet er Hydrogen (H), som jo indgår i vand, H₂O. Det tredje mest almindelige grundstof i universet er oxygen (O). Så hvis man tager de mest almindelige grundstoffer, der kan indgå i kemiske processer, så får man ting der bygges op af Hydrogen og Oxygen. Så en meget stor del af det materiale, der er i skyerne, er faktisk vandet. Så i virkeligheden stammer en del af det vand, som I drikker, faktisk fra Solsystemets dannelse. Så det er 4,6 milliarder år gammelt vand.

Netop, det er et af de store spørgsmål som vi gerne vil undersøge og som vi endnu ikke kender svaret på. Eller som Arthur C. Clarke sagde det (og som jeg nævnte i foredraget: ”Nogle gange tror jeg, at vi er alene i universet, og nogle gange tror jeg, vi ikke er. I begge tilfælde er ideen ganske svimlende.”)

De letteste gasarter (Hydrogen, Helium og Litium) blev dannet allerede i Big Bang – altså i Universets begyndelse. Senere opstår tungere grundstoffer i stjernernes indre, og støv opstod bl.a. i stjernernes atmosfære og blev slynget ud i de støv- og gasskyer som ligger i Mælkevejen, når stjerne går til grunde. Denne blanding af gas og stof danner de skyer som stjerner og exoplaneter dannes ud af.

Det er massemidtpunktet, som det hele kredser omkring. Så hvis man ser en stjerne rykke sig, som jeg viste jer, hvor man så den fine sinus-lignende kurve, så er det fordi der kun er én stærk planet. Hvis der er en anden planet, så rykker den en uafhængig sinuskurve, som så skal lægges sammen. Så hvis man fx ser et solsystem ovenfra eller fra siden over lang tid, så bevæger Solen sig i en spændende bevægelse med en masse cirkelbevægelser ovenpå hinanden. Ved at analysere denne kurve, kan man se, om der er flere planeter. Og det er det, vi gør, så vi kan sagtens adskille det, men det kræver lang måletid. Se også sprm. 44 og 47.

Fordi man både kender dens størrelse (fra passagemetoden) og dens masse (fra radialhastigheden) og dette er ikke i overensstemmelse med et sort hul. Planeten er alt for stor og alt for let (for lav masse) til at kunne være et stor hul. Planeten udsender også infrarødt lys, så ved infrarøde bølgelængder er planeten slet ikke sort – det er kun i det synlige del af det elektromagnetiske spektrum at den er sort. Se også sprm. 103.

Se sprm 13, 44, 47 og 77.

Det er fordi den roterer. Når objekter er i rotation, vil de blive fladtrykte. Det gælder også stjerner, hvor de under deres dannelse danner en flad skive rundt om selve stjernen – netop pga. rotationen.

Keplerteleskopet er vel blevet skrald i rummet og er en bland mange satellitter og rumsonder som ikke længere er i drift. Mængden af gamle og brugte satellitter er stort, men der er også god plads i rummet og det er i de fleste baner i rummet fuldstændigt usandsynligt at man vil støde ind i en gammel brugt satellit. Mange satellitter vil brænde op i Jordens atmosfære når de ikke længere kan anvendes. Langt det meste rumaffald ved vi hvor ligger og der holdes øje med det, specielt i den del som kredser i nærheden af de bemandede rumstationer. Se også sprm. 82.

Alle satellitter i lav bane over Jorden vil på et tidspunkt falde ned, hvis man ikke bruger en raket til at løfte deres bane. Det skyldes at der i flere hundrede km’s højde over Jordens overflade stadig er lidt luft som skaber en lille luftmodstand som får satellitterne til at falde mod Jorden. De brænder dog op og det er ikke normalt farligt for os på Jordens overflade. Se også sprm. 81.

Nej, Der er ingen overordnet retning i Universet. Stjerner, planeter, galakser og galakser i hobe, har ikke en foretrukken rotationsretning.

Alle planeterne opstår i forbindelse med dannelsen af stjernen. Det er simpelthen tyngdekræften, der trækker hele skyen af materiale sammen, som der er forudsætningen for en stjerne. Skyen roterer så, og det er det, der gør, at den bliver fladtrykt. Så vi får en skive, hvor stjernen ligger inde i midten.

Gasplaneter dannes ved, at det starter med, at is trækker sig sammen, og danner en førsteplanet, og så bliver tyngdekraften af isklumperne så stor, at det tiltrækker gas, som ligger i skiven, og så vokser de sig store. Så de æder simpelthen omgivelserne indtil de bliver en gasplanet. Og så kan de formentligt også flytte sig. Så de er faktisk dannet langt væk fra deres oprindelige stjerne i begyndelse af stjernesystemet, og så er de vandret ind ved at støde sammen, møde andre planeter eller møde gasskiven.

De første stjerner i Mælkevejen opstod for omkring 13 milliarder år siden. Mælkevejen har siden dannelsen vokset sig større ved at mindre galakser er blevet opslugt af Mælkevejen og fastholdt i Mælkevejens samlede tyngdefelt. Dette vil fortsætte i fremtiden og om ca. 5 milliarder år vil Mælkevejen og Andromeda-galaksen støde sammen og danne en endnu større galakse og så vil hverken Mælkevejen eller Andromeda-galaksen længere findes som selvstændige galakser. Den samlede galakse vil dog fortsat eksistere, mens stjernerne efterhånden går til grunde om mange milliarder år. Nye stjerner vil fortsat dannes i de kommende milliarder år, men også dette vil holde op, når der ikke er mere gas tilbage. Selv om 1000 milliarder år vil der dog stadig være stjerner som lyser i Mælkevejen – selvom de er svage.

Ja. Objekter hvis masse er under 8% af Solens masse, kan ikke tænde fusion i deres kerne og vil derfor ikke blive til en stjerne. Ligge massen i mellem 1,5% og 8% af Solens masse, kalder vi objektet for en brun dværgstjerne. Der er fundet exoplaneter omkring en brun dværg - f.eks. kredser der et objekt med en masse på godt 3 gange Jordens masse omkring den brune dværg MOA-2007-BLG-192L.. så den planet hedder altså MOA-2007-BLG-192Lb og er ikke i kredsløb omkring en stjerne fordi massen af MOA-2007-BLG-192L kun er 6% af Solens masse. Planeten OGLE-2013-BLG-0723LB/Bb har en masse som er tæt på Venus’ masse og den kredser om en brun dværg med en masse på kun 3% af Solens masse.

Ikke umiddelbart. Det er ikke bestemte gasser som er forudsætningen for planetdannelse. Det er derimod den samlede masse af det stof som samles under dannelsen af planeter som er afgørende.

Se sprm 13, 44, 47 og 77.

Ud fra lyset fra stjernerne kan vi bestemme alderen af stjernerne (se sprm. 63). De ældste stjerner vi finder er ca. 13 milliarder år gamle og de ligger i bl.a. kugleformede stjernehobe og er spredt i skiven i Mælkevejen, svarende til de steder hvor det er mest sandsynligt at de første stjerner i Mælkevejen dannes. Vi ved at Universet er 13,8 milliarder år gamle og at de første stjerner blev dannet inden for de første milliard år, så det passer også til den målte alder.

Se sprm 13, 44, 47 og 77.

Se sprm 13, 44, 47 og 77.

Se sprm 13, 44, 47 og 77.

Det er helt korrekt at universet udvider sig og at det får afstande mellem objekter i Universet til at fjerne sig fra hinanden. Det gælder dog ikke for små afstande. F.eks. bliver du og jeg ikke større pga. Universets udvidelse og heller ikke Jorden, Solsystemet og Mælkevejen. Det skyldes at det i disse tilfælde er andre kræfter (f.eks. tyngdekraften) som afgør størrelsen af disse objekter. Man skal ud på afstande på omkring 30-50 millioner lysår før udvidelsen af Universet er dominerende. Så Jorden kommer ikke til at drive væk fra Solen pga. Universets udvidelse.

Det kan man fordi man kan opstille en model for tyngdekraften og energifordelingen for Kepler-22b. Ved at måle på energien som planeten modtager og dens densitet og størrelse kan man beregne mængden af vand og mængden af den energi som optages i atmosfæren. Dette kan så bruges til at lave beregninger om f.eks. bølgehøjden og vanddybden.

Ja, der findes exoplaneter i kredsløb om stjerner med mere end en stjerne i centrum (såkaldte dobbeltstjerner). Et eksempel er Kepler-16, hvor en exoplanet på størrelse med Saturn kredser omkring en dobbeltstjerne. Det er tyngdekraften som gør objekter runde. Se sprm. 68.

Der er to planetsystemer hvor vi kender 8 planeter i kredsløb om en stjerne og det er Solsystemet og Kepler-90- Vi kender et system med 7 planeter.. TRAPPIST-1 og 8 planetsystemer som har 6 planeter.

Se sprm 13, 44, 47 og 77.

Forskning i astrofysik handler om at undersøge Universets egenskaber og prøve at forstå hvordan Universet er opbygget og udvikler sig. Jeg synes det er meget fascinerende at undersøge hvordan naturen er bygget op og lede efter nye og spændende sider af naturen. Jeg holder også meget af at samarbejde med studerende og andre forskere og sammen med dem lære mere om hvordan vi afslører de fascinerende egenskaber Universet udviser. Den indsamlede viden kan konkret bruges til at forstå ikke bare forholdene udenfor vores solsystem og udenfor Jorden, men få en dybere og bedre indsigt i naturkræfterne og naturlovene som også gælder på Jorden og i atomernes verden. Den viden kan anvendes i alle sammenhænge hvor indsigt i naturkræfter og naturlove er vigtig og hvor de analyseteknikker vi anvender og udvikler kan give ny indsigt i nye fænomener. Det er et stort privilegium at få lov til at forske og bruge sin nysgerrighed til at søge efter svar på hvordan naturen ”virker”.

De planeter og stjerner jeg fortalte om i foredraget, ligger typisk inden for få tusinde lysårs afstand. Så det er højest nogle få tusinde år siden at lyset blev udsendt, selv for de planeter som ligger længst fra Jorden og Solen. Da planeter og stjerner lever i millioner eller milliarder år sker deres udvikling så langsomt at der ikke er sket væsentlige ændringer på få tusinde år.

Ja.. i løbet af nogle millioner år vil vi bevæge os væk fra den spiralarm vi befinder os i lige nu.. og ud i området mellem spiralarmene. Om endnu flere år vil vi sikkert komme ind i en anden spiralarm.

Der er mange ubekendte i livets udvikling. Det handler både om forholdene som kræves for at live kan opstå og om hvor hurtigt det udvikler sig og om det går til grunde igen hurtigt. At vi ikke har fundet tegn på liv endnu kan både skyldes at det ikke er almindeligt eller at det er uddød de fleste steder hvor de opstod, men det kan også lige så godt være fordi det faktisk er meget svært at finde. Liv fylder ikke ret meget og er man langt fra en planet er det svært at erkende tilstedeværelsen af liv – selv intelligent liv. Den forklaring jeg hælder mest til er at det vil kræve meget bedre instrumenter for at finde livet hvis det er der på overfladerne af de forskellige planeter og derfor kan vi endnu ikke sige noget præcist omkring om livet er almindeligt eller sjældent. Vi må forbedre nøjagtigheden af vores udstyr og gå systematisk i gang med undersøgelserne.

På de Jord-lignende er der formentlig is på polerne – fordi de har en relativt tynd atmosfære. På en vandverden vil temperaturen overalt på planeten være meget ensartet. Det er noget, vi kender fra planeten Venus, at en tyk atmosfære vil fordele energien, så nej, der vil ikke være is på Water Worlds. Hvis der er is på polerne, er der is over det hele, og så er det i stedet en isverden.

Det er helt korrekt – som du skriver – at en sort planet (f.eks. TrES2-b som jeg beskrev i foredraget) vil optage alt den energi som modtages fra den stjerne den er i kredsløb om. Det vil derfor også give en højere temperatur end hvis planeten havde været helt hvid. En planet vil også udsende varmestråling (infrarødt lys) og det vil føre til at planeten afkøles (den taber energi på den måde). En planet (og det gælder også Jorden) vil nå en ligevægt mellem indstrålingen (den energi som optages fra stjernen) og udstrålingen (den energi som udsendes til rummet som infrarødt lys) og når den nås, vil planeten være i ligevægt og temperaturen vil så være på ligevægtstemperaturen. Hvis udstrålingen bliver mindre, vil ligevægtstemperaturen forøges og hvis indstrålingen bliver mindre, vil ligevægtstemperaturen falde. Sorte planeter vil derfor udstråle infrarødt lys (og det er observeret for TrES2-b), men fordi de er sorte, vil de have en høj temperatur. Forskellen på en albedo (hvor 0% er helt sort) på 1% og 60 % er en forskel i ligevægtstemperaturen på 20%, så planeten med et albedo på 1% har en ligevægtstemperatur som er 20% højere end den med 60%. Se også sprm. 78.

Planeternes baneplan vil generelt ikke vende så planeten kommer foran stjernen. Så vi skal være i en ”heldig” situation for at planeplanet vender præcist så planeten i sin omkredsning kommer foran stjernen. Derfor skal vi se på mange stjerner for at finde dem hvor banen vender rigtigt i forhold til os. Statisk vil banerne altså vende på alle måder og derfor forventer vi at en lille andel vender rigtigt i forhold til os. Det er dem Kepler og TESS rummissionerne leder efter. En planet i Jordens bane i kredsløb omkring en stjerne af Solens type vil have en statistisk sandsynlighed for at den kommer ind foran sin stjerner på 0,5%. Hver gang vi finder en af denne type planeter vil der derfor statisk set være 199 planeter som IKKE vender korrekt i forhold til os. Se også sprm. 109.

Det vi kalder en nova, er en stjerne som pludselig forøger sin lysstyrke voldsomt. Der findes supernovaer som er gigantiske eksplosioner hvor hele stjernen går til grunde. Ved almindelige novaer er der tale om en såkaldt hvid dværgstjerne og en anden stjerne som udgør et dobbeltstjernesystem (de kredser omkring deres fælles tyngdepunkt). Den hvide dværgstjernes tyngdekraft tiltrækker i dette tilfælde masse fra den anden stjerne som ender i en skive af stof som kredser omkring den hvide dværgstjerne. Her vil der kunne ske det at det stof som fortsat falder ned på skiven presses sammen og når høj tæthed og høj temperatur og ved en temperatur på flere millioner grader starter fusion af atomerne i stoffet og derfor lyser voldsomt op og udsender store mængder af energi. Systemet ødelægges ikke ved denne eksplosion og vil kunne gentage denne proces flere gange. Nye nøjagtige målinger fra NASA’s TESS satellit har vist at der også findes situationer hvor eksplosionen er meget mindre end i en almindelig nova. Man har opdaget eksplosioner som er en million gange mindre end for en almindelig nova. Disse små eksplosioner kaldes så – som navnet antyder – for en mikro-nova.

At planetsystemer er skiveformede skyldes at planeterne dannes ud af materialet i en skive at stof som kredser omkring en nydannet stjerne. Det er dog ikke sådan at alle planeterne ligger i helt det samme plan (i Solsystemet hælder de enkelte baner typisk nogle grader i forhold til hinanden) og planeter kan via deres indbyrdes tyngdekraft skifte bane og ende i baner som slet ikke ligger i samme plan. De fleste planetsystemer er dog nogenlunde velordnede i planeterne kredser i næsten identiske planer.

Solen er en gennemsnitlig stjerne i Mælkevejen. Der findes mange stjerner som har større masse end Solen og mange flere stjerner som har lavere masse end Solen. Det er korrekt at planeter i kredsløb omkring stjerner med større masse end Solen vil have en større hastighed end for planeter i Solsystemet (hvis de kredser i samme afstand som i Solsystemet). Der er en balance mellem tyngdekraften og hastigheden som holder planeterne i de baner de er endt i. Balancen betyder at hvis en stjernes masse f.eks. er 4 gange større end Solens masse, vil en planet i samme afstand som Jorden kredser omkring Solen have en banehastighed der er det dobbelte af Jordens hastighed omkring Solen – så 60 km/s mod Jordens 30 km/s.

Se sprm. 68.

Det hænger sådan sammen at hvis en stjerne har en større radius er sandsynligheden for at planeten kommer foran stjernen større og omvendt hvis afstanden mellem planeten og stjernen er større, bliver sandsynligheden mindre for at planeten kan komme ind foran stjerneskiven. Det skyldes at planetens baneplan skal ligge tæt på synslinjen i forhold til Jorden for at sikre at planeten ikke passerer over eller under stjerneskiven i deres omkredsning og hældningen kan være større og stadig sikre en passage af skiven hvis radius af stjernen er større eller afstanden mellem planeten og stjernen er mindre. Formlen for sandsynligheden er: p = 0,5% x R(stjerne) / a(AE) hvor R(stjerne) er stjernes radius i forhold til Solen og a(AE) er afstanden mellem stjernen og planeten i forhold til Jord-Sol-afstanden (den såkaldte astronomiske enhed: AE). En stjerne med Solens radius og planeter med Jord-Sol afstanden vil derfor have en sandsynlighed på 0,5% for at kunne findes ved passagemetoden. For at finde en planet af denne type skal man altså observerer 200 stjerner (1 / 0,5%). Så formlen for antallet af planeter man går glip af for hver planet man finder er: n = 200 x a(AE) / R(stjerne). Se også sprm. 104.

Se sprm. 28, 29, 32 og 34.

Nej, man kan ikke se ind i et sort hul, selv hvis der er et andet stort hul i nærheden. Lyset i hvert af de sorte huller kan ikke undslippe og hvis to sorte huller er meget tæt på hinanden vil de ikke korrigerer hinandens effekt i forhold til at hindre lyset i at undslippe, men derimod smelte sammen til et sort hul – hvis de er meget tæt på hinanden.

Et sort hul indeholder stof som er meget kompakt og derved opstår den effekt som gør at tyngdekraften er så stor at lyset ikke kan undslippe. Stof i et sort hul vil ikke være af den type vi kender (atomer kan ikke eksistere) og stoffet er i princippet uendeligt tæt i centrum af det sorte hul. De præcise egenskaber ved disse tætheder er ikke kendt.

Det er naturligvis klart, at hvis stjernen varierer på andre måder, så er det svært at se de små planeter. Men vi ved, at stjerner – specielt på den tidsskala af 13 timer, som er nødvendig – de findes. Men det er faktisk grænsen for, hvor præcist Kepler kan måle. Det er den støj, som stjernerne selv laver. Nogle stjerner har pletter på overfladen og det gør det lidt mere vanskeligt at finde exoplaneterne. Se sprm. 55.

Der er ikke generelt nogen retning eller del af Mælkevejen som er mere foretrukket end andre. Det ser ud til at der er færre exoplaneter i kernen af stjernehobe - hvor stjernerne ligger tæt på hinanden, men der er ikke forskel på de forskellige steder i Mælkevejen.

Det er et stort og også filosofisk spørgsmål og et spørgsmål som også handler om menneskehedens tekniske muligheder og politiske prioriteringer. Hvornår det sker og hvordan det evt. vil ske i stor skala – at vi forlader Jorden – ved jeg ikke og jeg har ikke præcise svar på hvad det reelt vil betyde.

Det er tyngdekraften som samler det stof der er i planeterne og i Jorden. Stoffet blev primært samlet under dannelsen som i Solsystemet fandt sted for ca. 4,5 milliarder år siden. I en planet vil de tungeste stoffer falde mod midten og de lettere vil stige op, på samme måde som træ eller kork stiger op i vand. Opdriften skyldes at densiteten af træ og kork er lavere end densiteten af vand. Da jern har højere densitet end stoffet i Jordens ydre dele vil jern (og nikkel) samle sig i kernen. Det gælder for alle planeter.

Ja. Nye teleskoper vil sikre nye og forbedrede observationsmuligheder og vi vil kunne afslører flere detaljer af exoplaneternes egenskaber. Detaljerede billeder af exoplaneternes overflader er dog ikke noget vi kan forvente der kommer ud af de kommende rummissioner og stor nye teleskoper (f.eks. ELT i Chile).

En Dyson-sfære eller Dyson-skal er en tænkt megastruktur hvor en hypotetisk civilisation bygger en skal af materiale omkring hele stjernen som opsluger alt energien fra stjernen. Det er tanken at Dyson-sfæren skal omslutte en stjerne fuldstændigt, og derved opfange alt den energi som stjernen udsender. Det er naturligvis blot en tænkt (og fantasifuld) ide og der findes naturligvis ingen realistiske planer for at bygge sådan en struktur i vores Solsystem og vi har ingen ide om om andre potentielle civilisationer vil bygge en sådan omkring deres stjerne. Om det er en god ide og vil være vigtig for en civilisation vil afhænge af antagelser og hvad ideen reelt er. Denne type ideer er naturligvis fascinerende tankeeksperimenter, men de skal ikke nødvendigvis tages seriøst eller ses som realistiske på det detaljerede niveau. Jeg anser ikke denne type megastruktur som noget der vil betyde noget for menneskehedens muligheder for at rejse ud i rummet.

Jo.. der er mange, mange flere planeter end vi har fundet. Statistisk har alle stjerner exoplaneter, men kun en brøkdel af disse er fundet endnu. Se sprm. 104 og 109.

De vil opsluge hinanden og danne en ny stor galakse. Mælkevejen og Andromeda-galaksen vil støde sammen om 5 milliarder år. Se også sprm. 58 og 85.

Når de to galakser støder sammen vil stjerner og planeter ikke direkte påvirkes og planeter og stjerner vil ikke støde sammen – der er nemlig god plads imellem stjernerne i en galakse. Gas og støv vil dog støde sammen og danne nye stjerner i stort antal, så om 5 milliarder år – når de to galakser støder sammen – vil vi se masser af nye stjerner og exoplaneter blive dannet. Se evt. sprm. 85.

Det er korrekt at målinger af exoplaneternes masse ved de teknikker vi bruger (radialhastighedsmetoden) kun giver masse-forholdet mellem exoplaneten og stjernen. Hvis vi skal finde exoplaneternes absolutte masse, skal vi derfor have bestemt stjernernes absolutte masser. Det kan astronomerne gøre ved at måle på stjernernes lysstyrke, deres overfladetemperatur og vi kan måle stjernernes svingningsfrekvenser og lave såkaldte asteroseismologi – alt sammen noget som gør at vi kan bestemme stjernernes masse og derfor bestemme exoplanetens masse ud fra masse-forholdet.

I princippet er der ikke noget som gør det umuligt… men det er naturligvis teknologisk og praktisk en voldsom stor opgave, som også vil tage meget lang tid. Mennesket er tilpasset miljøet på Jorden og i Jordens atmosfære og skal vi leve andre steder skal vi enten bygge et kunstigt miljø (f.eks. som i en rumstation, en månebase eller i en ubåd) eller omdanne det miljø vi ønsker at bo i til noget hvor vi kan leve og ånde frit i, hvis vi ikke kan finde en planet som ligner Jorden (også i forhold til atmosfæren, så vi ikke indånder giftige gasser). Der er forskere som har udarbejdet rammerne for hvilke udfordringer der vil være i forhold til at omdanne Mars’ atmosfære, så vi kan ånde uden brug af rumdragt. Det kaldes for Terraforming på engelsk – Jordliggøre på dansk - og det er i princippet muligt at gøre, men vil tage lang tid og kræve meget store ressourcer. Det er i princippet muligt at bygge en rumstation på Mars med tusindvis er indbyggere, men det vil være meget udfordrende og kræve udvikling af nye teknologier og løsning af mange praktiske forhold. Så det korte svar er – ja, det vil være muligt… men, i stor skala og på kort tidsskala virker det meget vanskeligt og næsten umuligt. Og, det store spørgsmål er også om det overhovedet er noget vi ønsker at gøre. Men, det er et politisk og strategisk spørgsmål.

Vi har i dag adgang til teleskoper, satellitter og andet apparatur som kan anvendes til at måle forholdene på og egenskaberne af exoplaneterne, deres overflader og atmosfære. Vi kan bl.a. i de kommende år anvende James Webb Space Telescope (se sprm. 28) til disse målinger og i fremtiden også ELT i Chile. Om vi finder liv på andre planeter afhænger i høj grad af hvilken slags liv der evt. findes, hvor meget der er og hvor almindeligt det er. Hvis livet er udviklet i stor skala på mange planeter og er almindeligt vil vi allerede ud fra James Webb og ELT kunne forvente at se de første tegn på hvor det kan findes (på hvilke planeter). Omvendt hvis livet er sjældent og kun findes i få miljøer i universet kan det bliver svært at finde og der kan så komme til at gå meget lang tid før vi ser indikationer af liv. Jeg er selv optimistisk og forventer derfor at vi med James Webb og ELT vil finde exoplaneter hvor der måske er liv på… men lad os se i de kommende år 😊

Oumuamua er et lille objekt som blev opdaget den 19. oktober 2017 og som bevæger sig i en bane i Solsystemet som viser at den kommer fra et sted ude i Mælkevejen og også vil forsvinde fra Solsystemet igen. Lige nu er Oumuamua på vej væk fra Solen og vil i 2022 være over 4 milliarder km fra Solen – og nå ud på en afstand som er større end afstanden mellem Solen og Neptun – på kun 5 år. Oumuamua vil fortsætte sin bevægelse og ikke komme tilbage til Solsystemet og hastigheden er 100.000 km/t – væk fra Solen. Oumuamua er ikke ret stort, men har en overraskende form – det måler 230 m på den lange led og har en diameter på ca. 35 m i tykkelsen – det har altså form som en stav. Både formen og banen – altså at Oumuamua kommer fra et andet Solsystem – har gjort at flere har spekuleret på om det er et naturligt objekt eller om det måske kunne være lavet af en fremmed civilisation. Alle analyser tyder dog på at objektets overflade og det lys objektet udsender er i overensstemmelse med at objektet har klippemateriale eller støv på overfladen og at det er som en asteroide og ikke en komet. Det skal naturligvis siges at formen er meget overraskende og vi har ikke i Solsystemet fundet objekter som har en så aflang form. Hvordan objektet er dannet og hvor det er dannet og hvordan det er undsluppet det Solsystem det er dannet i, ved vi ikke i detalje. Men forskerne mener altså at det er et naturligt objekt, selvom det er meget specielt. I 2019 blev endnu et objekt som ikke er fra vores Solsystem opdaget. Dette objekt - 2I/Borisov – er en komet som bevæger sig gennem Solsystemet med en hastighed så stor at kometen kommer fra et andet solsystem og vil forlade Solsystemet igen. Vi forventer i de kommende år at finde endnu flere af denne type objekter.

I den afstand hvor Solen og Jorden befinder sig i fra Mælkevejens centrum (26.600 lysår) er Mælkevejens rotationshastighed målt til omkring 235 km/s – 850.000 km/t – og omløbstiden i Mælkevejen for Solen vil være omkring 210 millioner år.

Det er fascinerende at denne type projekter udvikles også selvom de er besværlige. Det er naturligvis vigtigt også at se på ressourceforbruget og de langsigtede ideer og jeg er sikker på at projektet i sidste ende ikke bliver som det er fastlagt nu og at det vil tage meget lang tid at få projektet etableret. Personligt vil jeg blive på Jorden og har ikke et ønske om at tage med Elon Musk til Mars! Se også sprm. 123.

Se sprm. 98.

Se sprm. 104 og 109.

At objekter indeholder store mængder af vand (flydende, som damp eller is), er ikke som udgangspunkt underligt. Vi ved at Universet har relativt store mængder af vand – se sprm. 74 – og også i Solsystemet er der meget vand i den ydre del af Solsystemet. Månerne omkring Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun består i det fleste tilfælde hovedsageligt af is og i kernen af Uranus og Neptun er der så meget vand at hvis man fjernede de ydre gasslag vil der være en vand-klode med en diameter på over 20.000 km. At vi derfor forventer at finde exoplaneter med masser af vand og et dybt hav uden fast materiale er i overensstemmelse med stoffets sammensætning og det at de tunge grundstoffer vil synke dybt ind i planeten og de lettere stoffer – f.eks. vand og gas - vil stige op.

Der er endnu ikke fundet almindelige exoplaneter (altså planeter i kredsløb om almindelige stjerner) uden for Mælkevejen. Der er fundet et objekt i kredsløb omkring en neutronstjerne og et sort hul i galaksen M51, men det er et meget specielt tilfælde og der er tale om en exoplanet som ikke ligner dem vi generelt undersøger. Vi regner dog med at der findes exoplaneter i alle galakser og at Mælkevejen ikke er speciel.

Ikke umiddelbart. Vi regner med at finde exoplaneter omkring alle typer af stjerner og ikke at der er forskel på hvor i Mælkevejen planeterne findes. Se sprm. 114.

Som udgangspunkt forventer vi ikke at der er stærke magnetfelter om alle exoplaneter – lige som i vores Solsystem hvor bl.a. Venus ikke har et magnetfelt vi har kunnet måle og Mars’ magnetfelt er meget svagt. Det er derfor ikke alle exoplaneter som har magnetiske poler. Derimod har alle exoplaneter geografiske poler fordi de alle forventes at rotere om deres rotationsakse.

Nej, slet ikke. Vi forventer at planeternes baneplan kan vende i alle retninger og vi regner ikke med nogen speciel orientering. Se sprm. 104 og 109.

Det er helt korrekt at to planeter med forskellige masser vil kunne forårsage at stjernen de kredser om flytter sig med den samme hastighed, fordi deres afstand er forskellige. Så en mindre exoplanet i en bane tæt på stjernen, kan give den samme radialhastighed for stjernen, som en større exoplanet i stor afstand fra stjernen. For at måle exoplanetens masse skal vi derfor kende afstanden mellem stjernen og exoplaneten. Heldigvis er det ud fra de samme målinger muligt også at finde afstanden. Afstanden kan nemlig bestemmes ud fra perioden af de variationer vi måler i radialhastigheden. En lang periode viser at exoplaneten kredser i stor afstand, mens en kort periode viser at exoplaneten kredser tæt på sin stjerne. Det var sådan astronomerne i 1995 fandt ud af at exoplaneten 51 Pegasi b kredsede tæt på sin stjerne og derfor var en ”Hot Jupiter”. Planetens periode var nemlig kun godt 4 døgn – altså en planet tæt på sin stjerne.

Når det regner på Jorden sker det fordi vanddamp i Jordens atmosfære fortættes og danner vanddråber, som så falder mod Jorden. I exoplaneter med meget høj temperatur vil vi ikke finde vand og gas som det vi kender i Jordens atmosfære. Vi finder derimod klippeplaneter med bl.a. jern på overfladen og hvor jern ved meget høje temperaturer vil fordampe, så atmosfæren måske har en atmosfære med jern-damp. Hvis der sker fortætninger i denne atmosfære vil jern fortættes og falde som dråber af flydende eller størknet jern – altså jernspåner.

Det er helt korrekt at temperaturvariationer mellem dag og nat vil påvirke forholdene og materialerne på overfladen og i atmosfæren af en exoplanet og at det f.eks. kan nedbryde klippematerialer eller is som bl.a. kan sprække. Det er dog ikke noget som påvirker hele planeten, da det primært er en lokal effekt på overfladen.

Se sprm. 12, 16 og 28.

Det er korrekt at lysstyrken af exoplanetens atmosfære stammer fra reflekteret lys og derfor kunne man forestille sig at lyset simpelthen blev reflekteret i en retning væk fra synslinjen. Problemet med denne forklaring er at exoplaneten (TrES-2b) er sort over hele overfladen og for alle vinkler af stjernelys som vi finder når planeten kredser om stjernen. Så hvis lys i en vinkel reflekteres væk fra synretningen, vil det i andre vinkler sendes i vores retning og det ser vi ikke. Så din forklaring er desværre ikke i overensstemmelse med målingerne og vi forventer at den lave albedo (planeten er meget mørk) skyldes at den virkelig absorberer alt lyset og næsten ikke reflektere noget tilbage – så den er sort!

Det er et stort spørgsmål. Generelt indgår UFO-observationer ikke i den almindelige forskning hvor vi primært har fokus på at forstå de grundlæggende forhold for det liv vi potentielt mener kan være i Universet. Vi har jo endnu ikke fundet liv uden for Jorden. Se evt. sprm. 124.

Vi har relativt godt styr på statistikken for risikoen for at asteroider og kometer rammer Jorden. Der holdes også styr på individuelle asteroider og ingen er på vej direkte mod Jorden. Der kan godt være asteroider som vi ikke har opdaget endnu og som i teorien kan ramme Jorden, men der er tale om små asteroider (100 m eller mindre) som kan være undsluppet søgningen, så risikoen for at en stor asteroide rammer Jorden i de kommende hundrede år er meget lille.

Se sprm. 28, 29, 32 og 34.

Bestemt. Det er meget sandsynligt at der i kredsløb om store exoplaneter findes exomåner som har forhold der ligner det vi kender på Jorden og det er helt generelt interessant at undersøge om der også findes måner omkring exoplaneter på samme måde som vi finder måner i Solsystemet f.eks. omkring Jupiter og Saturn. Vi har endnu ikke fundet exo-måner i de data vi anvender, men der er indikationer af eksistensen af måner i data fra ALMA-teleskopet hvor dannelsen af stjerner og planeter kan studeres. Se også sprm. 10 og 28.

Det er i princippet muligt at en planet som er i kredsløb om en stjerne også er omkredset af en måne som selv har en måne – det er sådan jeg forstår dit spørgsmål. Generelt har vi ikke fundet måner omkring exoplaneter endnu, men vi har fundet exoplaneter omkring såkaldte dobbeltstjerner. Se sprm. 10, 28 og 143 og 95. I Solsystemet har vi fundet mange måner omkring planeterne, men vi har ikke fundet måner omkring månerne i Solsystemet.

Det er korrekt at de centrale dele af Mælkevejen og andre galakser har en kraftigt lysende central del – som ofte lyser gulligt. Det skyldes at tætheden af stjerner er størst i de centrale dele og at der her ofte findes mange kæmpestjerner som lyder kraftigt.

Se sprm. 104 og 109. Der er en statistisk udvælgelse og kun en lille del af exoplaneternes baneplan vil vende sådan at vi i vores synsretning vil kunne observere at planeten kommer foran stjerneskiven.

Ja.. men, de er sjældne. Et eksempel er Kepler-16-systemet. Se sprm. 95.

Vi kan typisk bestemme radius til 10% I de bedste tilfælde kan vi bestemme radius med 1% nøjagtighed og det er i disse tilfælde at vi kan bestemme exoplaneternes densitet meget nøjagtigt og dermed også undersøge hvilke stoffer planeterne består af.

Når vi bestemmer hvilke stoffer en exoplanet består af, bygger det på målinger af deres densitet som kræver nøjagtige målinger af radius og masse. Massen bestemmes nøjagtigt ved at måle stjernernes masser præcist og så – som du skriver – kende til den relative masse af exoplaneten i forhold til stjernen. Se også sprm. 122 og 148

Omløbstid bruges for den tid en exoplanet i sin bane bruger til at omkredse stjernen. Døgnet på en exoplanet betegner vi for det meste som rotationstiden.

Exoplanetens temperatur kan bestemmes på flere måder. Den mest almindelige er at beregne hvor meget varme en exoplanet modtager fra sin moderstjerne og så se på hvilke ligevægtstemperatur en given exoplanet kan forventes at have (se f.eks. sprm. 103). Den anden og mest korrekte måde at bestemme temperaturen på er ved at observere det infrarøde lys (varmestråling) fra exoplaneten og ud fra dette beregne hvilken temperatur exoplaneten skal have for at udsende den målte mængde infrarødt lys.

Nej. Planeter, stjerner, galakser etc. roterer alle og de har meget forskellige rotationsperioder. Så det gælder at exoplaneter roterer, men det er ikke en forudsætning. Hvis du med rotation mener at den skal kredse om noget – som Jorden gør – så ”ja” - en exoplanet er en planet som kredser om en anden stjerne end Solen, men den er i bane omkring en stjerne. Der findes objekter som senere er slynget ud af deres planetsystem og derfor ikke længere kredser om en stjerne. Disse objekter ser vi også som exoplaneter selvom de ikke længere har en ”moderstjerne”. Der er dog ikke mange eksempler på denne type planeter og kun få observationer som viser deres eksistens.

En sol eller stjerne er et objekt som har så stor en masse at trykket og temperaturen i centrum – pga. tyngdekraften - er så stor at der sker kernefusion hvor et grundstof omdannes til et andet (f.eks. Hydrogen til Helium). Det kræver at massen er 8% større end Solens, ellers vil objektet ikke få en høj nok temperatur i centrum. Objekter som har en masse som er 8% mindre end Solens masse kaldes for brune dværge og de er en slags kolde stjerner (kolde sole) fordi de ikke laver energi ved fusion og derfor også vil være koldere (typisk omkring 1000 grader C).

Yes. The Big Bang theory is explaining most of the observations we have of the universe such as the cosmological redshift, the Cosmis Microwave Background (CMB) radiation and the chemical composition of gas (consisting of mainly Hydrogen and Helium).

Jeg vil blive på Jorden, men finder Mars-robot-bilerne fascinerende at følge og ser det som opdagelsesrejsende. At tage til Mars vil ikke være noget jeg vil prioritere. Se også sprm. 123 og 127.

Det er mange spændende og rigtige overvejelser du gør dig, Sebastian. Som udgangspunkt skal man naturligvis altid passe på med at antage at der er en fysisk sammenhæng, før man har målt det.. f.eks. at densiteten er højere for exoplaneter som er tættere på stjernen – og altså har kort omløbstid. Teorier og modeller skal eftervises og efterprøves før de kan bruges i analysen af egenskaber for exoplaneter. Når vi faktisk måler sammenhængen mellem periode og størrelsen viser det sig at fordelingen ikke er som man havde forventet – og det er også illustreret ved at den første exoplanet som blev fundet (51 Peg b) var en stor overraskelse. Herunder viser jeg et diagram fra mit foredrag, hvor omløbstid og radius er vist for en del af de exoplaneter som Kepler har fundet.

Diagrammet viser at vi finder klippeplaneter i alle afstande fra helt tæt på stjernerne (med omløbstider på under 1 døgn) og i store afstande. At der mangler exoplaneter med små radier og med store omløbstider i diagrammet skyldes at de er svære at finde i Kepler rumteleskopets data, men det er forventningen på baggrund af andre analyser at der findes mange flere små planeter end dem vi finder ved større radier. Det kan også ses at der er relativt få store exoplaneter (på størrelse med Jupiter), men at de også findes med små omløbstider. Disse exoplaneter består mest af gas. Tyngdeaccelerationen for de store exoplaneter er så stor at selv med lille afstand til stjernen og derfor meget høj temperatur for exoplaneterne fastholder de gassen og derfor kaldes de ”hot Jupiters”. Det er omvendt meget interessant at se at der mangler exoplaneter med kort omløbstid hvor radius er mellem 2 og 4 gange Jordens størrelse. Ud fra målingerne viser det sig at exoplaneter med denne størrelse indeholder store mængder af gas og vand og at de - i modsætning til de store planeter på Jupiters størrelse – taber deres gas og vand ved fordampning og derfor ikke kan overleve tæt på stjernen. Derfor findes der stort set ingen exoplaneter tæt på stjerne med en radius på 2-4 Jordens radius.

Vi ved endnu ikke om der findes liv uden for Jorden og selvom det er vores antagelse at der findes liv på andre planeter end Jorden ved vi ikke hvor almindeligt det er og derfor heller ikke om intelligent er almindeligt. Som du skriver, er forholdene på planeter som ligger tæt på Solen (f.eks. Proxima b) sådan at der også på disse i princippet kan være liv og dermed også i princippet intelligent liv. Men hvad sandsynligheden er for at der findes intelligent liv på disse exoplaneter er umuligt at sige på baggrund af det vi ved nu.

Se sprm. 104 og 109.

Som udgangspunkt kan to planeter ikke ligge i helt den samme bane og have forskellig hastighed. Hastigheden af en planet i kredsløbet om stjernen er bestemt af tyngdekraften mellem stjernen og planeten og derfor vil en planet med større hastighed kredse tættere på stjernen end en planet med lavere hastighed. To baner kan dog godt krydse hinanden og de to planeter kan støde sammen og det er også noget vi forventer er sket i planetsystemer og også i Solsystemet. Vi regner f.eks. med at Jorden stødte sammen med en planet af Mars’ størrelse i begyndelse af Solsystemets udvikling for over 4 milliarder år siden. Dette sammenstød dannede Månen. To planeter som kommer tæt på hinanden, vil dog oftest ikke støde sammen, men udveksle baneenergi og derfor flytte sig lidt i deres bane. Et eksempel på denne type tætte møder findes f.eks. i exoplanetsystemet Kepler-36: https://science.nasa.gov/resource/a-planetary-odd-couple/

Det er helt korrekt at tid påvirkes af tyngdekraft. Det er også sådan at tid påvirkes af bevægelse og det har stor betydning hvis et objekt bevæger sig med hastighed som er tæt på lysets hastighed. Det er dog ikke sandt at Jorden kredsede hurtigere omkring Solen tidligere. Jordens rotationsperiode (døgnet) var dog kortere end nu så et døgn var kortere end 24 timer for 70 millioner år siden. Det havde dog ingen direkte indflydelse på størrelsen af dyrelivet og er ikke forklaringen på at insekter og dinosaurerne var større end de dyr vi finder på Jorden i dag.

Jordens gennemsnits albedo er ca. 30% Det er dog et gennemsnit og albedoen er langt større over områder med skyer og som er dækket af is (er lyse og derfor høj albedo), mens havområder og skovområder har lavt albedo (er mørkere).

Lige nu anvendes TESS satellitten til at søge efter exoplaneter. Andres rumteleskoper som også anvendes er CHEOPS og snart James Webb Space Telescope (JWST). I de kommende 5-10 år vil ESA opsende PLATO som også skal søge efter exoplaneter og ARIEL som skal undersøge egenskaberne ved exoplaneter.

De store rumteleskoper bruger radio til kommunikationen mellem Jorden og rummet og det kræver primært parabolantenner på rummissionen og store antenner på Jorden. Frekvensen for kommunikationen er normalt i en række områder som ligger mellem 2 og 35 GHz.

Se sprm. 20.

I rummet rengør vi ikke teleskoperne, men de bliver heller ikke støvede på samme måde som teleskoperne på Jorden. På Jorden kan vi rengøre teleskoperne f.eks. ved brug af trykluft. Generelt er det dog svært at holde spejloverfladerne støvfrie og derfor vil man for et stort professionelt teleskop med års mellemrum tage spejlene ud af teleskopet og lægge en helt frisk og ny spejloverflade på teleskopet store spejle og så bliver teleskopet så godt som da det var nyt.

Nej, med det udstyr vi har til rådighed lige nu kan vi ikke måle magnetfelterne for exoplaneter.

Som du skriver kredser Jorden om Solen (eller for at være helt præcis kredser de omkring deres fælles tyngdepunkt). Solen kredser i Mælkevejen i tyngdefeltet fra alle stjerner og gas i Mælkevejen. Galakserne bevæger sig også rundt i tyngdefeltet fra massen af andre galakser i de store galaksehobe.

Den tilsyneladende størrelse af Solen og Månen afhænger af afstanden til objekter og den varierer en lille smule over året. Det er dog ikke en effekt som er specielt tydelig, hvis man ikke måler efter. De fleste personer oplever at Solen og Månen ser meget større ud, når de står i horisonten ved sol- og måneopgange og sol- og månenedgang. I virkeligheden – når man måler efter – er objekterne ikke større end når de ses høj på himlen. At vi oplever at Sol og Måne ser større ud i disse situationer er derfor en illusion. Illusionen opstår fordi vi oplever at den tilsyneladende ”afstand” til horisonten er meget større end den tilsyneladende ”afstand” til himlen lige over os. Da vi altså oplever at afstanden til horisonten er langt større end afstanden til himlen over os og da Solen har samme tilsyneladende størrelse i horisonten og højt på himlen vil vi opleve at Solen virker meget stor i horisonten som er ”langt væk” og mindre når vi ser op på himlen som vi oplever, er tættere på. Det gælder i øvrigt ikke kun Solen og Månen. Også stjernebillederne opleves at være store når de står i horisonten og meget mindre når de står højt på himlen – på trods af at deres størrelse er end. Men det er altså alt sammen en illusion.