Ronnie: Der var to store oplevelser. Den ene var en fantastisk oplevelse med det samarbejde, vi havde med de kinesiske forskere. Der var en fantastisk stemning om bord. Og på trods af kulturen og den politiske forskel, var vi i stand til at arbejde så målrettet sammen. De største videnskabelige erkendelser var, at vi fandt hele nye samfund, som lever af metan, som siver ud af havbunden nede på de allerstørste dybder – hvilket vi overhovedet ikke var forberedt på.

Ronnie: Det skal man vælge, hvis man er interesseret i at forstå hvordan biologi, geologi og kemi vekselvirker på Jorden – og skaber den planet, som vi alle bor på.

Ronnie: Ja, det gør de.

Ronnie: Dybhavsdyr har ingen gas i kroppen (som f.eks. normale fisk der har en svømmeblære til at regulerer deres opdrift), og så er deres enzymer, lipider osv. tilpasset et liv i dybet.

Ronnie: Formodentlig ja, Men nok ikke i nogen større udstrækning. Det bliver nok mest i forbindelse med forsøg, eksperimenter eller vedligeholdelse af udstyr.

Ronnie: Alder er ikke relateret til størrelse. Mikroorganismer kan blive meget gamle.

Ronnie: Ja, det kan teknisk godt lade sig gøre – men det er svært at se et formål med sådan en øvelse.

Ronnie: Ja, evolutionen er allestedsnærværende.

Ronnie: Ja, især i forbindelse med analyser af billede materiale.

Ronnie: Jeg ved det ikke præcist – men mon ikke omkring 1000 m og mon ikke, at der er et dusin mennesker der har set den ”first hand”.

Ronnie: Fisk tiltrækkes af føde, så hvor der er noget at spise (eksempelvisen død hval eller et rev af dybvandskoraller) – der er der også mange fisk.

Ronnie: Der sker det samme for ballasten fra landere, som der f.eks. også sker for ubådene, at man efterlader jernklodser på havbunden. Men det er altså bare jern og jern går til over tid, men det er alt for kostbart at prøve at bjerge dem igen. Og det er altså bare et minimalt bidrag til jernkredsløbet og det har ingen skadelig effekt

Ronnie: Den kan bruges til at forstå havets evne til at lagre CO2 i vandet og i sedimenterne og dermed give en dybere indsigt i fremskrivning af CO2 udviklingen i atmosfæren. At bruge dybhavet direkte til at lagre CO2 er nok ikke nogen god ide.

Ronnie: Ballasten forbliver i dybet – og måleenheden stiger selv op gennem vandmasserne, når ballasten er frigjort.

Ronnie: Nej, det har varieret gennem geologiske tidsaldre

Ronnie: Den første lander tager lang tid at bygge, men når man først har rutinen tager det vel et par måneder. En Ubåd tager flere år at konstruere.

Ronnie: Der er store havstrømme helt nede ved bunden i dybhavet.

Ronnie: Typisk varer en ekspedition 5-10 uger.

Ronnie: 1100 gange atmosfære trykket.

Ronnie: Nej, det sker ikke. Bjerge bliver (som på landjorden) bredere og bredere jo tættere på basis vi kommer. Over meget lange tidsskala kan havet dog nedbryde spidsen af bjerget.

Ronnie: Det er ikke et problem for nogen specielt, men det er en udfordring for de organismer, som lever dernede, at der er et højt tryk. Man skal have helt specielle enzymer, membraner og lipider, der skal udvikles for, at man kan fungere under det høje tryk. Trykket påvirker alt fysisk materiale, f.eks. begynder meget plast at ændre karakter.

Ronnie: De mindste er mikroskopiske og de største er gigantiske tanglopper der er 20-25 cm lange.

Ronnie: Ja, der er generelt godt beskrevet – og det er bl.a. hvaler og blæksprutter.

Ronnie: Et forskningsskib har ca. 50-80 mennesker ombord, hvoraf halvdelen er mandskabet der ”sejler” skibet og den anden halvdel er teknikere og forskere.

Ronnie: Det frigør CO2 fra havbunden, men i det store regnskab betyder det ikke meget for kulstofbalancen.

Ronnie: Ja, de bliver efterladt og ruster bort – de består blot af blødt jern og udgør ingen miljø risiko.

Ronnie: Nej, ikke helt – men der er mange dybhavsfisk i de hadale grave – mest kendte er de såkaldte ”snailfish”, men fisk kan ikke komme længere ned end ca. 8 km pga. det store tryk.

Ronnie: Det er så forsvindende små mængder af blødt jern – havbunden indeholder naturligt store mængder jern. Den efterladte ballast udgør ingen miljørisiko.

Ronnie: Måske? – men der ville skulle meget til og det ville blive svært at indsamle og blive lidt en lidt trist kost.

Ronnie: Formodentlig ja – men dog ikke helt nede på bunden, hvor trykket er for ekstremt (men på skrænterne).

Ronnie: Nej, det har vi ikke 😊

Ronnie: Det er så forsvindende små mængder af blødt jern – havbunden indeholder naturligt store mængder jern. Den efterladte ballast udgør ingen miljørisiko.

Ronnie: Det kan man godt – ved at have instrumenter udsat så længe og så komme tilbage og hente dem. Sådanne målinger har vi realiseret på stor dybde i det Arktiske Ocean.

Ronnie: Nej det kan man ikke – men vi kan måle de stoffer som sprængningerne frigjorde.

Ronnie: Det kigger man på, der er faktisk nogen som seriøst prøver at se, om man kan gødske havene, ikke nødvendigvis med kvælstof, det kunne også være med jern som er en begrænsende faktor for produktionen mange steder. Men hvis man regner lidt på det, så skal der så store mængder til, at det ikke rigtig bidrager med noget i forhold til den enorme fossile afbrænding, og det ville få store miljømæssige konsekvenser, der hvor man øger produktionen. Nu har vi forsøgt meget i de kystnære farvande at begrænse produktivitet, som Bo også var inde på. Jeg ved ikke rigtigt, om man synes, at man vil begynde at øge produktiviteten ude i de store have for at afhjælpe vores fossile afbrænding.

Ronnie: Ja – i hver et tilfælde nogle steder – det er hundredvis af meter tykt og mange steder flere kilometer tykt.

Ronnie: Den stiger med ca. 40 m per minut – så lidt mere end 4 timer.

Ronnie: Nej, vi kender endnu ikke effekterne – og nej, det er ikke muligt af fjerne det. Vi må stoppe udledningerne og afvente at naturlige processer nedbryder det.

Ronnie: Det er der flere grunde til – men helt centralt er det, at bakterier er relativt simple organismer og ikke har nogle interne lagre af gas (som f.eks. hvalernes lunger)

Ronnie: Det er svært at svare på – vi ved det faktisk ikke endnu.

Ronnie: Ja, ubådene efterlader også ballast.

Ronnie: Jeg tror endnu ikke, at der er dokumenteret nogen effekter af forurening på dybhavs fisk.

Ronnie: Det er så forsvindende små mængder af blødt jern – havbunden indeholder naturligt store mængder jern. Den efterladte ballast udgør ingen miljørisiko.

Ronnie: Det skyldes den måde som kontinentalpladerne bevæger sig på i oceanerne (der er dog nogle få grave i Atlanterhavet)

Ronnie: Lidt forskellig afhængig af graven – i den koldeste (South Sandwich graven) er temperaturen lidt under frysepunktet – men typisk ligger det mellem 3-4 grader celsius.

Ronnie: Jo, det kan man godt og det gør vi også for at se, hvordan deponeringen og omsætningen ændrer sig over tid.

Ronnie: Det er så forsvindende små mængder af blødt jern – havbunden indeholder naturligt store mængder jern. Den efterladte ballast udgør ingen miljørisiko og ruster bort over tid.

Ronnie: Det er nok svært at svare på – det afhænger lidt af, hvad der menes med ”brugbart”, men generelt har vi fået stor indsigt i vigtige processer, der er bestemmende for, hvordan havet og Jorden fungerer.

Ronnie: Ja, man kan godt udlede den evolutionære udvikling af forskellige bakteriegrupper og dermed hvor gamle de er.

Ronnie: Hvis vandet er rent, har det lille effekt – hvis det ikke er renset vil det typisk ændre bakteriesammensætningen og øge bakteriernes vækst.

Ronnie: Det gør det bestemt – men bakterierne er de vigtigste.

Ronnie: Det skyldes upwelling – i områder hvor dybt næringsrigt vand bringes op til havoverfladen stimuleres algeproduktionen. Upwellingen styres af strømningsmønstre og vindretninger.

Ronnie: Det er fordi, at det organiske materiel fokuseres i gravene og dermed er der mere at leve af.

Ronnie: Ja, det er det – men effekten er begrænset sammenlignet med de ødelæggelser i dybhavet, som det ville medføre.

Ronnie: Det kunne man godt umiddelbart tro – men den forsatte subduktion tvinger aflejringerne ind i Jordens indre og erstattes hele tiden af ny havbund.

Ronnie: Fordi man kan måle andre processer og forhold i søjlerne, der ikke påvirkes af tryk og temperatur forandringer under optagningen.

Ronnie: Nej – der er ikke patogene organismer i gravene.

Ronnie: Ja, men kun ganske lidt – det går meget langsomt med at opvarme dybhavet.

Ronnie: Det ved jeg ikke – med sikkert ikke særlig godt – ”kødet” er mest en gelatineagtig masse.

Ronnie: Ja, vi er blevet overrasket over den enorme funktionelle og geonomiske diversitet.

Ronnie: Vi begynder simpelthen at forstå, hvordan vores klode fungerer – og dermed får vi en indsigt, så vi bedre forstår, hvordan havene responderer på miljøforandringer – og nej, vi kan ikke bekæmpe iltsvind på den måde, det kan kun gøres ved at reducere kvælstofbelastningen.

Ronnie: Ja, det gør de - og det har de altid gjort, så det er en forsat cyklus.

Ronnie: De bliver tilsyneladende ikke skræmt af lys – faktisk tiltrækkes de af lys.

Ronnie: Ikke mange, men nogle har vi mistet. Jeg vil gætte på, at vi har haft 300-400 udsætninger og vi har mistet 3 instrumenter, men der er altid en risiko for at noget kan gå galt.

Ronnie: Helt ”lukkede” økosystemer finder vi næppe, men der er stadig mange nye at finde – og der er toprovdyr, men de er ikke store kæmper – tanglopperne er et eksempel på det.

Ronnie: Nej, det er ikke en god ide, hvis det atter siver ud – man skal sikre sig, at de geologiske forhold er rigtige og stabile før, at man evt. kaster sig ud i noget sådan. Men når gamle reservoirer af fossile brændsler tømmes (f.eks. naturgas) har de jo holdt på materialet i millioner af år og vil nok også holde på den flydende CO2.

Ronnie: Nej, mange evner faktisk trykforandringen (men det gør de ikke alle sammen).

Ronnie: Den døde makrel er blot et stykke kød, der ikke rigtigt påvirkes – men lidt forandringer kan man godt se, hvis man kigger efter i mikroskopet.

Ronnie: Gravene modtager konstant en strøm af materiale (inkl. bakterier og vira) fra overfladeoceanet – vi tilfører ikke nogen funktionelle grupper, der ikke allerede eksisterer dernede.

Ronnie: De varierer faktisk i farven – og man ved ikke helt forfor det er tilfældet.

Ronnie: Der er dybde grave i det allersydligste Atlanterhav og det Caribiske hav.

Ronnie: Nej, den efterlades, det er så forsvindende små mængder af blødt jern – havbunden indeholder naturligt store mængder jern. Den efterladte ballast udgør ingen miljørisiko og ruster bort over tid.

Ronnie: Tanglopperne har skelet udenpå, men indvendigt er alle organer blevet ødelagt af trykforandring – så de ser intakte ud – men det er de ikke.

Ronnie: Det kan vi heller ikke – de fleste større organismer dør under ”optagningen”.

Ronnie: Nej, vi bruger den samme elektronik men har den i trykfaste beholdere.

Ronnie: Der findes kæmpe blæksprutter i dybhavet og dem kender vi til – vi finder næppe nye kæmpe arter, dem ville vi have set.

Ronnie: Fordi de ikke indeholder nogen gas (svømmeblærer, lunger mv) – væsker er kun komprimeret 5-6% og den lille udvidelse af volumen i forbindelse med, at vi henter dyrene op fra dybet, får dem ikke til at ”eksplodere”.

Ronnie: Jo, det kan det godt have – lys tiltrækker fiskene og tanglopperne, og det kunne godt øge hastigheden hvormed de samles om ådslet.

Ronnie: Det ved vi faktisk ikke. Der er ingen enkelt måde at aldersbestemme tanglopperne på – de bedste kvalificerede gæt er omkring 20 år.

Ronnie: Fisk bruger nogle andre osmolytter til at opretholde strukturen af enzymer end tanglopper og der kan være færre af de osmolytter per celle (uden at der opstår osmotiske problemer), derfor kan de ikke nå så dybt ned.

Ronnie: I den ballast der efterlades, er der så forsvindende små mængder af blødt jern – havbunden indeholder naturligt store mængder jern. Den efterladte ballast udgør ingen miljørisiko og ruster bort over tid.

Ronnie: Fordi de ikke indeholder nogen gas (svømmeblærer, lunger mv) – væsker er kun komprimeret 5-6% og den lille udvidelse af volumen i forbindelse med, at vi henter dyrene op fra dybet, får dem ikke til at ”eksplodere”. Desuden har dyrene et skelet på ydersiden, som får dem til at se intakte ud selv om deres indre er i opløsning.

Ronnie: Ikke entydigt – men deres dybde kan ændre sig over geologiske tidsskala f.eks. som følge af forandringer i pladetektonikken og vandstandsændringer.

Ronnie: Jeg er ikke helt klar over, hvad du mere specifikt ønsker svar på - men ultimativt vil materialet transporteres ind i jordens kerne, men det ville være ret uoverskueligt, hvad der vil ske med materialet alt efter hvordan man deponerer materialet i graven.

Ronnie: I den ballast, der efterlades, er der så forsvindende små mængder af blødt jern – havbunden indeholder naturligt store mængder af jern. Den efterladte ballast udgør ingen miljørisiko og ruster bort over tid.

Ronnie: Nej, der findes ikke ”jordfaldshuller” i havbunden.

Ronnie: Jeg ved ikke, hvilke stoffer du tænker på? Men stoffer kan ændre karakter ved at undergå en fordøjelse og i visse tilfælde nedbrydes.

Ronnie: Ballast efterlades, men er blot forsvindende små mængder af blødt jern (set i det store kredsløb) – havbunden indeholder naturligt store mængder af jern. Den efterladte ballast udgør ingen miljørisiko og ruster bort over tid.

Ronnie: Det kan det være – men de instrumenter er designet på en anden måde og lander uden at skabe tilsvarende forstyrrelser.

Ronnie: Nej, det er ikke muligt.

Ronnie: Ja, det ville man forvente. Øget deponering af organisk materiale vil øge den mikrobielle omsætning.

Ronnie: Man kan estimere temperaturen i dybhavet tilbage i tiden ud fra en række proxy – vækst og arter ændrer sig meget gennem geologiske tidsaldre.

Ronnie: De er bygget til at modstå det høje tryk. Vi bruger en række forskellige ”tricks” for at få udstyret til at modstå trykket.

Ronnie: De opstår ved subduktion – når oceanpladerne møder kontinentalpladerne og presses ned i dybet.

Ronnie: Ja, men ikke den type svampe du finder i skovbunden – men der er masser af andre svampe i dybhavet og de er formodentlig vigtige for nedbrydning af organisk materiale i havbunden.

Ronnie: Nej, det er den ikke – udvidelsen af væsker fra stor dybde er i størrelsesordenen 5% - og det ødelægger tangloppens organer. Men skaldyr har deres skelet ”uden på” og tangloppens størrelse er uændret.

Ronnie: Ca. 40 min per minut. Nej, tangloppen udvider sig ikke - udvidelsen af væsker fra stor dybde er i størrelsesordenen 5% - og det ødelægger tangloppens organer. Men skaldyr har deres skelet ”uden på” og tangloppens størrelse er uændret.

Ronnie: Nej, de bakterier og vira der er i dybhavsgravene, er ikke patogene.

Ronnie: Nok ikke ved at dumpe plastik i gravene, men hvis der er egenskaber der gør bakterierne gode til at nedbryde plast er det muligt, at vi kan bruge det i andre sammenhænge.

Ronnie: Ballast efterlades, men er blot forsvindende små mængder af blødt jern (set i det store kredsløb) – havbunden indeholder naturligt store mængder af jern. Den efterladte ballast udgør ingen miljørisiko og ruster bort over tid.

Ronnie: Muligvis – det er noget af det, der i øjeblikket undersøges.

Ronnie: Jeg har ikke umiddelbart nogen favorit! Jeg er fascineret af dybhavet som system med alt, hvad det indeholder.

Ronnie: To gange Ja 😊 – det er noget af det, som vi i øjeblikket undersøger.

Ronnie: Det vil ikke være rentabelt – dybhavet er ikke særlig produktivt sammenlignet med mange andre økosystemer.

Ronnie: Dybhavet er enormt og opblandet, og her er ikke nogen varmekilde der for alvor kan øge den enorme masses temperatur.

Ronnie: Tanglopperne opretholder deres form, da de har skelettet på ydersiden – indvendigt er alle organer ødelagt. En egentlig eksplosion ville kræve, at der var gas i tangloppen og det er der ikke.

Ronnie: Det har jeg ikke umiddelbart svar på – men jeg er sikker på, at man kan finde gennemsnitsvægten af en virus og det estimerede antal på Jorden og derefter gange dem med hinanden 😊

Ronnie: Ja, blandt andet – men også andre typer af lort.

Ronnie: Det kan godt være, at du har ret? Det burde jeg måske have tjekket nærmere.

Tanglopperne opretholder deres form da de har skelettet på ydersiden – indvendigt er all organer ødelagt. En egentlig eksplosion ville kræve. at der var gas i tangloppen og det er der ikke.

Ronnie: De er døde, når de kommer op, men kan i forskellig grad opretholde deres form alt efter, hvordan de er opbygget.

Ronnie: Ja, ultimativt vil de akkumulerede stoffer trækkes ind i magmaen og de komplekse miljøfremmede stoffer vil brænde op – elementerne (kviksølv, zink etc.) vil dog recirkulere.

Ronnie: Nej, de er ikke patogene.

Ronnie: I nogle tilfælde ja i andre nej, det afhænger af de undersøgelser man vil lave – men det er korrekt, at radiobølger ikke fungerer til kommunikation i dybet.

Ronnie: Dyrene er døde, når de kommer op, men kan i forskellig grad opretholde deres visuelle form alt efter hvordan de er opbygget. Tanglopperne opretholder deres form, da de har skelettet på ydersiden – indvendigt er all organer ødelagt. En egentligt ”eksplosion” af dyret ville kræve, at der var gas i tangloppen og det er der ikke.

Ronnie: Ja, de dybe grave gennemskylles overraskende effektivt, og vandmasserne opblandes pga. tidevand.

Ronnie: Dyrene er døde, når de kommer op, men kan i forskellig grad opretholde deres visuelle form alt efter hvordan de er opbygget. Tanglopperne opretholder deres form, da de har skelettet på ydersiden – indvendigt er alle organer ødelagt. En egentligt ”eksplosion” af dyret ville kræve, at der var gas i tangloppen og det er der ikke.

Ronnie: Det er svært at svare kortfattet på – det afhænger af, hvordan minedriften gennemføres og hvilke områder vi tænker på.

Ronnie: Det er forskelligt afhængigt af partiklernes densitet, men de falder med en hastighed på 1 til 500 m i døgnet afhængig af partiklen.

Ronnie: Cellerne kan ikke holde til ret meget tryk – trykket inde i cellen og udenfor cellen er det samme. Når celler synker ned i dybhavet, gør den plastiske og semipermeable membran, at der ikke er en trykforskel over cellemembranen.

Ronnie: Der er mange ting – men jeg tror, at erkendelsen af, at de fungerer som hotspots for liv tilpasset det ekstreme tryk, er det mest opsigtsvækkende.

Ronnie: Nej, det vil ikke være muligt.

Ronnie: Dyrene er døde, når de kommer op, men kan i forskellig grad opretholde deres visuelle form alt efter hvordan de er opbygget. Tanglopperne opretholder deres form, da de har skelettet på ydersiden – indvendigt er alle organer ødelagt. En egentligt ”eksplosion” af dyret ville kræve, at der var gas i tangloppen og det er der ikke.

Ronnie: Nej, det er mængden af næring, der bestemmer, hvor mange bakterier der er – og der er maser af næring og mikrobielt liv i danske fjorde (problemet er, at det højere liv ikke kan leve der i samme udstrækning længere pga. den forøgede næringsbelastning).

Ronnie: Dyrene er døde, når de kommer op, men kan i forskellig grad opretholde deres visuelle form alt efter hvordan de er opbygget. Tanglopperne opretholder deres form, da de har skelettet på ydersiden – indvendigt er all organer ødelagt. En egentligt ”eksplosion” af dyret ville kræve, at der var gas i tangloppen og det er der ikke.

Ronnie: Små – men på den meget lange geologiske tidsskala kan det godt ske.

Ja, det er der – det er blevet fundet i de dybe grave.

Ronnie: Det ville ikke være en nem opgave, men hvorfor skulle man gøre det?

Ronnie: Det tror jeg ikke, at der er nogen der er? Men der er turister, som har villet dykket i mindre pålidelige ubåde, der er omkommet under dykninger.

Ronnie: Det ved jeg på stående fod ikke – det ville jeg skulle finde på internettet – 😊.

Ronnie: Det afhænger af, hvordan vi definerer liv – men i gængs forstand har du ret – de er ikke levende. De har ikke nogen metabolisme og kan ikke replicere sig uden at bruge en levende organisme.

Ronnie: De store organismer er døde, men nogle af mikroorganismerne klarer opstigningen i fin stil.

Ronnie: Jeg har selv gået fra 1 til 4 klasse på Overlund skole, for mange år siden 😊 – Nej, men teoretisk set kan man godt sende organisk materiale (eller flydende CO2) ned i dybhavet, hvor det så ville forblive ca. 500- 1000 år (alt efter hvor det nedsænkes), men ultimativt ville det blive opblandet og udvekslet med atmosfæren. Det ville få store miljømæssige konsekvenser i dybhavet - og mængden man netto set kan sænke er meget lille forhold til den fossile afbrænding.

Ronnie: Formodentlig ikke nogen – det er meget små mængder radioaktivitet, der nåede ned i gravene. Atomprøvesprængninger på atoller i Stille havet er en anden historie – her har det haft katastrofale effekter.

Ronnie: Det ville ikke være en nem opgave, men hvorfor skulle man gøre det?

Ronnie: Op til 20-25 cm.

Ronnie: Nej – verdenshavet er så godt kortlagt, at vi i dag kender alle dybhavsgravene.

Ronnie: Ca. 3-4 timer

Ronnie: Ja, oftest – men det afhænger lidt af den agenda folk har, når de diskuterer problemstillingen.

Ronnie: Det er svært at svare kortfattet på – det afhænger af, hvordan minedriften gennemføres og hvilke områder, vi tænker på. Men effekten vil være meget langvarig der, hvor minedriften finder sted.

Ronnie: Dyrene er døde, når de kommer op, men kan i forskellig grad opretholde deres visuelle form alt efter hvordan de er opbygget. Tanglopperne opretholder deres form, da de har skelettet på ydersiden – indvendigt er alle organer ødelagt. En egentligt ”eksplosion” af dyret ville kræve, at der var gas i tangloppen og det er der ikke.

Ronnie: Delvist – vi bygger f.eks. vores egne kamera og elektronik.

Ronnie: Nej, det har vi ikke gjort – men det er der andre forskere, der beskæftiger sig med.

Ronnie: Der er masser af steder som overfladelyset ikke når – men der er altid liv i dybhavet.

Ronnie: Det er der nogen, der mener – men jeg er meget skeptisk og mener ”nej”. Der er simpelthen ikke energi nok til at drive en elektrolyse.

Ronnie: Den forsvinder typisk i 100 til 500 m dybde i meget produktive havområder, men så kommer den igen i de dybe vandmasser. Oftest er der ilt i hele vandsøjlen.

Ronnie: I Skagerrak ca.700 m.

Ronnie: Nej det er der ikke – de har alle et rigt og forskelligartet liv

Ronnie: Det er et rigtig godt spørgsmål, og det blev man også meget overrasket over i begyndelsen, da man forskede i de hadale grave. Man troede, at det var stillestående vandmasser, som ikke rigtig udvekslede med det omgivende ocean. Men nu ved man, at tidevandet er en vigtig faktor, selv på de her dybder ventilerer dybe strømme gravene og sikrer, at der er forholdsvis høj iltkoncentration i bundvandet der.

Ronnie: Hej – jeg gik selv på Overlund skole for mange år siden 😊 – ca. 8.2 km dybde.

Det skyldes den fysiologi, som fiskene har – de bruger såkaldte ”osmolytter” til at holde deres enzymer i den rigtige form – men cellerne kan kun indeholde et vist antal osmolytter før vand begynder at strømme ind i cellen og ødelægge den (pga. osmose). Andre dyr bruger (f.eks. tanglopper) andre osmolytter, som der kan være flere af i cellerne. Vi har faktisk verdensrekorden med den dybeste observerede fisk på 8385 m (Guinness book of Records).

Ronnie: Ja, det er der – dog ikke på bunden af de allerdybeste grave.

Ronnie: Så vokser de hurtigere og formerer sig ved deling.

Ronnie: Ja, det er der.

Ronnie: Det viser sig, at de faktisk kan bruge deres øjne. Der er store mængder af bioluminescens i verdenshavene. Næsten alle typer af fauna producerer lys dernede, og de bruger det til signalstoffer, dels som faresignal, men også for at finde partnere. Og der er faktisk også store bakteriebelægninger, som giver bioluminescens-lys, så hvis man lever af bakteriebelægninger, så er det en måde at finde dem på. Eller døde dyr, som mange af de her dybhavsfisk lever af.

Ronnie: Ja, det er der bestemt. Det er et meget dynamisk miljø, idet vi har hyppige jordskælv. Vi har planer om i 2027, at vi tager tilbage til en grav, hvor vi ved, at der i mellemtiden har været et kæmpe jordskælv og er sket en stor mudderlavine. Derfor vil vi gerne ned og se, hvad der egentligt er sket og hvordan det har påvirket både den mikrobielle flora, men også processerne og de organismer, som måtte leve der.

Bo: Ja, udplantning af ålegræs er meget tidskrævende for dykkere, så man forsøger at automatisere udplantningen til en vis grad.

Bo: Planter lever kun i de øvre vandmasser og nær kysten, hvor sollyset trænger ned, ikke i de dybe grave. Det gælder også koralrev, som ligeledes er afhængige af sollys.

Bo: Problemet er for megen plante- og algevækst, ikke for lidt. Det er den store produktion af alger, som skaber problemer, når de nedbrydes og bruger ilt, eller når de overgror ålegræsset.

Bo: Ja, en stor del af alle mikroorganismer bruger ikke ilt, men respirerer med andre stoffer end ilt, eller laver forskellige forgæringsprocesser. For sådanne mikroorganismer kan ilt være direkte giftigt.

Bo: Kabelbakterier findes mange steder i den danske havbund. Man kan finde dem, hvis man bruger de rigtige mikroskopiske teknikker.

Bo: Svovlbrinte, som dannes nede i havbunden, er giftigt for de dyr, som ånder med ilt, også for mennesker. Heldigvis bliver vi advaret af lugten allerede ved meget små koncentrationer af svovlbrinte, så vi ikke risikerer forgiftning.

Bo: Ikke på en tidsskala, som måles i menneskegenerationer. Men på lang sigt optager havet kuldioxid fra atmosfæren. Det bindes i planktonalger, som synker ned igennem oceanet og derved fjerner en del af den tilførte kuldioxid.

Bo: Nej, selvom der er iltsvind i bunden af fjordene, er der stadig rigelig med ilt i den øvre del af vandsøjlen, som nedbryder svovlbrinten, inden den når op i atmosfæren.

Bo: Den mængde svovlbrinte, som kan frigives ved, at vi selv graver ned i sandbunden, er forsvindende lille og spiller ingen rolle i miljøet.

Bo: Ja, man skal have en varm trøje på, for vandet udenfor er kun to grader varmt, og ubåden er uopvarmet, så der bliver efterhånden noget koldt.

Bo: Vi er en del biologer, som med mellemrum gør opmærksom på problemet med landbrugets udledning af næringssalte og deres indflydelse på iltsvind i de danske farvande. Men én ting er fakta, noget andet er, hvordan de bruges politisk.

Bo: Jo, mikroorganismerne bliver påvirket af trykforskellen, hvis prøverne kommer fra dybhavet på flere tusind meters dybde.

Bo: Iltsvindet i de danske fjorde påvirkes stærkest af landbrugets udledning af kvælstof, men også af andre kilder, f.eks. fra udledninger inde i Østersøen, dette spiller også en rolle.

Bo: Det kommer fra sulfat, som er opløst i havvandet i høj koncentration. Sulfater bliver omdannet til svovlbrinte af anaerobe bakterier nede i havbunden, og så kan der dannes andre svovlforbindelser fra svovlbrinten.

Bo: Ved at sammenholde de samme tidsskalaer fra de to typer boringer kan man sammenligne, hvordan variationer i klimaet har givet sig udslag i både atmosfæren (indlandsisen) og i oceanerne (havbunden).

Bo: Hvis mennesket ikke brændte så meget olie og gas af, ville der være nogenlunde ligevægt imellem hvor meget organisk stof, der produceres nyt, og hvor meget, der begraves dybt ned i havbunden.

Bo: Laget med partikler fra asteroide-nedslaget blev dannet i løbet af nogle få år. Aflejringerne nedenunder og ovenover dannes med en hastighed på få cm pr. tusind år.

Bo: De fleste bakterier i havbunden gror langsomt og kan ikke påvirke mennesker. De er derfor afgørende for de globale stofkredsløb, men egner sig generelt ikke til industrielle formål.

Bo: Det er et godt spørgsmål, som ville kræve et længere svar. Man ser især på mikrofossiler af organismer fra vandsøjlen og på geokemien, som begge har ændret sig i løbet af oceanernes historie.

Bo: Ja, der er masser af ilt i de øvre vandlag i de danske fjorde. Problemet opstår nede ved bunden, når alger og ålegræs nedbrydes og forbruger ilt, for dernede er der ingen lys og ingen fotosyntese.

Bo: Det er rigtigt, at kulstof-14-datering ikke når længere tilbage i tiden end ca. 50.000 år. Men så er der andre radioaktive isotoper, man anvender, for eksempel beryllium-10, som har en halveringstid på 1.5 million år.

Bo: Det er et godt spørgsmål. Asteroiden var omkring 15 km i diameter. Jeg har ikke noget præcist tal på, hvor meget iridium, den kunne have medbragt. Men man ser overalt i verden et sådant iridiumlag på toppen af materialet fra nedslaget. Det var faktisk medvirkende til, at man første gang fik mistanke om, at det var et asteroide-nedslag, som udryddede dinosaurerne og mange andre dyr.

Bo: Det er faldet ned over nogle få år, i modsætningen til havbunden under og over nedslaget, som aflejres med nogle få cm pr. tusinde år.

Bo: Laget fra asteroiden er her 15 cm tykt og er faldet ned over nogle få år, i modsætningen til havbunden under og over nedslaget, som aflejres med nogle få cm pr. tusinde år.

Bo: Materialet fra asteroiden er faldet ned over nogle få år, i modsætningen til havbunden under og over nedslaget, som aflejres med nogle få cm pr. tusinde år.

Bo: De tilhører den europæiske afdeling af det internationale forskningsprogram, ”International Ocean Discovery Program”, og administreres af Universitetet i Bremen.

Bo: Der er opløst calcium og bicarbonat i havvandet og det kan organismerne optage, hvorefter de udfælder calciumcarbonat, som er det, de danner deres kalkskaller af. Og et af problemerne i oceanerne er, at der sker en forsuring pga. den øgede mængde kuldioxid, der optages i oceanerne. Det gør at nogle af de dyr, som skal danne kalkskaller, får meget svært ved det pga. opløselighedsproduktet.

Bo: Ja, på forskellige måder. For eksempel er det tvivlsomt, om USA vil finansiere dybhavsboringerne i de kommende år. Der vil også være større pres på at starte dybhavs-minedriften hurtigere. Vores kolleger i USA, som vi gerne vil samarbejde med, får sværere ved at finde finansiering af deres forskning.

Bo: Det gør man med et specielt fluorescensmikroskop. Forinden er bakteriernes DNA blevet farvet med et farvestof, som fluorescerer grønt.

Bo: De beregnede generationstider af bakterierne i den dybe undergrund varierer fra nogle hundrede år til flere tusinde år.

Bo: Ja, næsten hver gang man laver en ekspedition for at udforske dyrene i dybhavet, opdager man nye arter. Der er meget at opdage dernede endnu.

Bo: Det er nok selv at komme ned i dybhavet og opleve det fantastiske dyreliv omkring de varme kilder. Den mest nedslående oplevelse, jeg har haft, var på et af dykkene at se en hvid plasticpose komme drivende forbi. Der er snart ingen intakte steder på Jorden, som er upåvirket af os mennesker.

Bo: Det tager en time at synke derned og en time at stige op igen. Dernede arbejder man typisk i 5-6 timer.

Bo: Bakterierne hjælper os hele tiden ved at drive de globale stofkredsløb, som vi er afhængige af. Bakterierne fra dybhavet har generelt ikke vist sig så egnede til industrielle eller medicinske formål. De gror for langsomt.

Bo: Jeg har en gang under nedsynkningen i nogle hundrede meters dybde oplevet, at ubåden pludselig rokkede lidt. Det har nok været på grund af en nysgerrig hval, men vi så den ikke. Til gengæld kom ubåden ALVIN en gang op med en stor sværdfisk, som havde fået sværdet klemt fast inde under en af glasfiberpladerne. Den blev spist til middag om bord.

Bo: Når man dykker ned med en ubåd, ændrer trykket sig ikke inde i den kugle, som menneskene sidder i, så man mærker ikke, at der er et enormt tryk udenfor.

Bo: Morild skyldes nogle mikroskopiske, encellede organismer, som undertiden blomstrer op i store mængder i de danske farvande, og som har en biokemisk evne til at producere lys. Ja, det er flot.

Bo: Ja, hvis ubåden skulle komme til at sidde fast dernede og ikke kan komme fri, er det muligt at udløse kuglen fra resten af ubåden og stige op til overfladen. Det er dog aldrig forsøgt i praksis.

Bo: U-båden skal kunne bevæge sig frit nede på havbunden. Hvis man har en wire eller andet bundet fast til den, så er der risiko for, at wiren hænger fast i nogle af de strukturer, som er dernede. Så det sikreste er, at den er frit bevægelig.

Bo: Når man dykker i en ubåd, ændrer trykket sig slet ikke inde i den kugle, som menneskene sidder i. Der er altså ingen risiko for dykkersyge.

Bo: Man har haft et instrument, som blev sænket ned og så går man ned med ubåden, og får kameraet til at tage billeder af ubåden. Der har også nogle gange været to ubåde nede, så man kunne fotografere hinanden. Russerne har i en årrække haft to ubåde, som har været brugt til det formål, blandt andet til at optage fantastiske film af livet omkring de varme kilder.

Bo: En ekspedition kan koste op til en million kroner om dagen. Det betales igennem et stort internationalt forskningsprogram, som mange lande betaler til. Forskerne søger om ekspeditionerne under stor konkurrence.

Bo: Ja, det kan man faktisk godt. Men det er ekstremt kostbart og kræver så mange skibsladninger, at det næppe er realistisk. Desuden giver hver podning kun en engangseffekt.

Bo: Man har haft et instrument, som blev sænket ned og så går man ned med ubåden, og får kameraet til at tage billeder af ubåden. Der har også nogle gange været to ubåde nede, så man kunne fotografere hinanden. Russerne har i en årrække haft to ubåde, som har været brugt til det formål, blandt andet til at optage fantastiske film af livet omkring de varme kilder.

Bo: Det kommer fra fotosyntese, som er vækst ved solenergi. Kemosyntese er vækst ved kemisk energi. Begge processer laver en syntese af organisk stof ud fra kuldioxid.

Bo: Der behøver ikke at være ilt til stede for at kemosyntese kan foregå, men processen er i reglen afhængig af ilt. Der er ikke livsbetingelser i det ydre rum, da der ikke er nogen atmosfære og ikke temperaturer, hvor vand kan være flydende.

Bo: Nej, det er de ikke. Det viser sig, at mikroskopiske larver fra orme og muslinger, som lever dernede, spreder sig med havstrømmene. I starten troede man, at det her var små øer og oaser, men det viser sig, at effektiviteten i spredningen er så stor, at det meget er de samme organismer, man ser ved de forskellige varmekilder.

Bo: Minedrift på havbunden kan ikke påvirke udstrømningen af det varme vand.

Bo: Ja, det har man spekuleret meget over. Der er i det område, hvor man overvejer at starte minedrift, lavet forsøg for 25 år siden med at fjerne knoldene. Man kom så tilbage 25 år senere og fandt, at dyrelivet stadig ikke var vendt tilbage på havbunden. Så det har store økologiske konsekvenser i de områder, hvor minedriften foregår.

Bo: En konsekvens vil være, at dyrelivet forsvinder fra området. Man får i stedet dækket området med slam.

Bo: En konsekvens vil være, at dyrelivet forsvinder fra området. Man får i stedet dækket området med slam.

Bo: Fordi man samtidigt ødelægger livet på havbunden, der hvor man høster manganknoldene og spreder slammet. Tilladelser til at starte dybhavsminedrift skal gives af den Internationale Havbunds-myndighed under FN, og der er mange lande og miljøorganisationer, som er imod at starte minedriften, så man forsøger at holde igen på tilladelserne.

Bo: Det er svært at forhindre, at store internationale mineselskaber starter på dybhavsminedrift. For eksempel har USA aldrig ratificeret den internationale Havrets-Konvention, så det er svært at forhindre disse firmaer i at starte minedriften ude midt i oceanerne, som ligger uden for kystlandenes eksklusive økonomiske zoner.

Bo: Nej, de undersøiske kilder har været der i millioner af år. Drivhuseffekten er opstået inden for de seneste 150 år.

Bo: Nej, det er vi ikke, men vi er aktive deltagere i store internationale projekter og leverer her vigtige bidrag til havforskningen.

Bo: Selve manganknoldene bruges ikke af dyrene. Det tager millioner af år for dem bare at dannes. De bliver ikke brugt, de ligger der bare, men de skaber et anderledes miljø ved havbunden, som skaber anderledes dyresamfund.

Bo: Jo, det er der mange som synes. Men derfor skal man stadig overveje alvorligt, hvor stor skade man gør på dybhavets økosystemer og dyreliv, inden man begynder på dybhavsminedrift.

Bo: Ja, man bruger i høj grad bakterier til at syntetisere organiske stoffer, som kan være nyttige i levnedsmiddel- eller lægemiddel-industrien.

Bo: Det er et meget sammensat spørgsmål, for forurening er mange forskellige ting, så det kan jeg ikke så nemt svare på.

Bo: Jo, der er for nyligt publiceret resultater, som viste en forbigående iltproduktion fra dybhavsknoldene. Iltproduktionen var tilsyneladende et resultat af, at man satte et instrument ned på havbunden for at måle iltoptagelsen. Der er ikke nogen vedvarende iltproduktion fra manganknolde.

Bo: Manganknoldene dannes ved en ganske langsom udfældning af metal-oxider ved havbunden. Det er især jern- og manganoxider, men også andre metaller. Da disse metaller forekommer i meget lav koncentration, foregår dannelsen af manganknoldene ekstremt langsomt. Man ved stadig ikke helt, hvorfor de formes som knolde, og hvorfor de ikke bliver begravet ned i havbunden, efterhånden som denne vokser.

Bo: Jeg kender ikke data men forventer, at det er ubetydeligt. Det er ikke deres CO2-aftryk, som er problemet.

Bo: Man kan være så længe nede i dybet, som der er ilt til. Der er typisk nok ilt til halvandet døgn, men den enkelte dykning varer sjældent mere end 8-10 timer. Man dykker ned med et par trykflasker med ren ilt og et par spande med et stof, som opsuger CO2. Så man mærker ikke ændringer i trykket under dykningen. Det gør dybhavsfisk derimod, hvis de bliver hevet op fra stor havdybde, så det dør de af.