Det korte svar er, at det selvfølgelig varierer efter arternes evolutionshistorie og den enkelte bestand samt det pågældende gen. Så der er nogle grupper, hvor der stort set ikke er forskel på individer mens der er andre, hvor der er rigtig stor forskel. Men generelt er det sådan, at forskellen mellem arter – den genetiske forskel – er større end den er indenfor en art. Men vi har også eksempler på at der er nogle arter, hvor det pågældende gen slet ikke varierer. F.eks. en gruppe fisk, der hedder rødfisk, hvor vi har lavet nogle undersøgelser i Grønland. Der kunne vi simpelthen ikke se forskel. Der er næsten ingen variation i det her gen for lige den her gruppe af fisk. Og det ser man i nogle grupper uden, at vi nødvendigvis har en forklaring på det. Så her er det gen ikke så egnet.

Igen afhænger det selvfølgelig af det enkelte gen vi analyserer – altså den DNA-streng, vi analyserer – men vi er på omkring et par hundrede basepar. Det er det, vi typisk rammer – altså sådan mellem et hundrede og firehundrede basepar. Det skal helst ikke være for langt, for så begynder det at blive nedbrudt. Og det skal ikke være for kort, for så er der ikke nok information til, at vi kan skelne dem. Og basepar, det er de 4 bogstaver, som DNA-alfabetet består af.

Inde i cellerne er der en cellekerne – når vi er i eukaryoterne såsom os mennesker. Inde i cellekernen er det meste af DNA’en, men så er der også noget DNA uden for cellekernen i det der hedder mitokondrierne. Det der kendetegner mitokondrie DNA, er bl.a. at der findes nogle områder som er rigtig gode til det man kalder DNA barcoding. Det er fordi, at der er en tilpas hurtig udvikling i mitokondrie DNA’et til at det er forskelligt mellem arterne, men at der stadig ikke er så stor forskel mellem individerne, så vi stadig kan – så at sige – fiske det rigtige DNA ud. Så mitokondrie DNA har nogle fordele i og med at vi kan finde sekvenser som er egnet til at skelne mellem arterne. Der er også den fordel, at der typisk er mere af det – der er flere kopier af mitokondrie DNA. Men i princippet kunne vi også sagtens finde kerne DNA. Der er flere og flere som begynder at kigge efter kerne DNA og det har vi også gjort.

Jens: Nu tænker jeg, det kan f.eks. være det her, hvor borgerne hjælper jer.

Philip: Det er jo selvfølgelig helt afgørende, hvordan man opbevarer den. Så det vi gjorde da vi sendte vores prøve-kits ud til folk, var at vi sendte nogle instruktioner med om hvordan de skulle tage prøven – og at den skulle opbevares i fryseren. Hvis man opbevarer den i fryseren, så kan den ligge meget, meget længe. Bare tænk på, at man kan finde DNA i permafrosten i Sibirien i tusindvis af år. Så lægger man det i fryserne – så holder det. Så skal det sendes ind og da skal det gerne være så tørt som muligt og så koldt som muligt. Men det er sådan set ikke så vigtigt hvor lang tid det ligger, bare det bliver opbevaret på den rigtige måde.

Det er et rigtig godt spørgsmål. Der er en løsning på det, fordi DNA i miljøet fra det dyr er typisk ikke det første DNA man finder fra den art. Det man finder, er f.eks. nogle knogler. Lad os tage sådan noget som mammutten, som er et af de uddøde dyr, som måske er mest velundersøgt. De er jo uddøde for så tilpas få år siden og de er bevaret under nogle omstændigheder som gør at man kan finde masser af DNA fra dem. Man kan finde DNA fra dem i f.eks. deres pels og skind og de kadavere, som ligger begravet i Permafrosten. Så det er her man har taget vævsprøver, og så har man udvundet mammut DNA fra dem. Her kommer DNA nemlig fra en vævsprøve fra netop den art. Og det kommer så ind i referencedatabasen. Det er derfor, at man kan sige, at noget DNA tilhører et uddødt dyr. Hvis man ikke havde DNA referencen, så ville man selvfølgelig ikke kunne sige det. Og selvom vi ikke kan sætte artsnavn på det, så kan vi ofte sige, hvad det ligner mest. Det kan godt være at vi ikke kan sige, at det er en torsk f.eks., men så kan vi sige at det måske er en fisk og at den måske er i torskefamilien. Det kan også nogle gange være brugbart.

Det er også et godt spørgsmål. Ret meget, overraskende meget. Det varierer selvfølgelig enormt meget i forhold til, om vi kigger på insekter eller fisk eller pattedyr eller planter osv. Et slag på tasken, er ca. 50% som vi ikke kan sætte navn på, og nogle gange mere. Det kommer også an på hvad for noget DNA fordi typisk så finder vi meget DNA fra alger og bakterier, som vi bliver nødt til at sorterer fra først, før vi rent faktisk har det, som vi kigger efter. Og så er der en stor mængde af det, som vi slet ikke kan sætte navn på som bare lander et sted meget basalt f.eks. at det er en eukaryot. Det kan være alt fra en plante til en fisk og det siger os ikke så meget. Så det er en væsentlig mængde, som vi ikke kan sætte navn på og det har selvfølgelig noget at gøre med de her fejl, der bliver genereret, men det har også noget at gøre med de databaser, som jo ikke tilnærmelsesvis har et repræsentativt billede af selv bare den danske flora og fauna. Så i takt med at de her databaser bliver større og større, så vil der være en større og større mængde af de her DNA sekvenser, som vi kan sætte navn på.

Det er nemlig et rigtig godt spørgsmål. Og det korte svar er, at det kan man selvfølgelig heller ikke vide præcist. Men man kan lave en undersøgelse i et artsrigt område. Så forestil dig, at man går ind i en regnskov og så samler man alt det man kan i et begrænset område, og så tæller man det op. Og så undersøger man, hvor mange af de arter indenfor en gruppe er ubeskrevne og hvor mange er beskrevne. Hvis det så er 80 % af det her der er ukendt, så kan man med forskellige regnemetoder skalere op og sige at så må der være så og så mange % også udenfor det område. Men under alle omstændigheder bliver det jo en beregning behæftet en væsentlig usikkerhed. Så det er jo selvfølgelig et bud, det her. Men det kommer jo som følge af forskernes bedste viden på det her område.

Det er en lang historie med Loch Ness. Det korte svar er jo ”nej”, det gør der ikke – selvom man jo aldrig nogensinde skal udelukke noget. Der er nok ikke meget, som er mere undersøgt end, om der findes et Loch Ness uhyre. Og det tror jeg godt, at vi kan skrive under på, at det gør der ikke. Men ikke desto mindre blev jeg faktisk i tidernes morgen kontaktet af nogle, der gerne ville lave en undersøgelse i netop den sø. Og det afviste jeg fordi, at jeg syntes, at det var lidt spild af tid i forhold til alle de andre steder, som vi kunne undersøge. Men der var nogle af mine kollegaer, som faktisk gjorde det og det kom der et ret interessant projekt ud af – så det kan I prøve at læse om. De har taget vandprøver, som de undersøgte, men de fandt selvfølgelig ikke Loch Ness. Hvis man skal gå lidt mere realistisk til værks, så kan man sige, hvad kunne Loch Ness reelt være? Det kunne jo godt være en stor fisk, en malle f.eks. – det kunne potentielt godt være det som folk har set. Men sådan en svaneøgle som den er gengivet som, det er meget, meget usandsynligt. For ikke at sige umuligt.

Både ”ja” og ”nej”. Ikke specifikt, da det jo er meget svært at finde ud af noget, som ikke er der. Det er meget bedre at have nogle resultater på noget der rent faktisk er der. Hele den store undersøgelse vi lavede af det kystnære område, det er jo bl.a. også for at få det man kalder en baseline, en basisundersøgelse, for at sige: hvad har vi lige nu. Og hvis vi så gentager undersøgelsen – som er min forhåbning, at vi kan gentage den om nogle år – så kan vi prøve at se hvad forskellen er. Så kan det være, at der er nogle af de her arter, som vi fandt dengang, vi slet ikke finder mere. Det med at finde ud af om en bestand går ned i antal, det er lidt svært med miljø DNA. Det kan lade sig gøre, men det er nemmere at undersøge tilstedeværelsen af arter.

Det er jo som at vælge sit yndlingsbarn, det kan man ikke. Jamen, skal jeg vælge én? Jeg vil sige, at jeg kigger faktisk i dag meget på fugle – det er det, som er min nye hobby. Men jeg vil sige én af de arter, som altid har fascineret mig, er den art, der hedder Eghjorten. Det er sådan en stor hjortebille – Danmarks og Europas største bille faktisk – og som er uddød i Danmark. Den lever som larve i jorden i gamle træstubbe, hvor den udvikler sig over 6 år, som sådan en fed hvid larve. Og så kommer den op og får den her fuldstændig fantastiske form, hvor hannerne har nogle kæmpestore kindbakker, som de bruger til at kæmpe mod hinanden. Hannerne kæmper mod hinanden, så parrer de sig og dør efter få uger. Så den her fantastisk form har de kun i ganske kort tid, og så lever de ellers den største del af deres tid som larver. Den er meget afhængig af gamle træer og i takt med, at vi får mindre og mindre egnet habitat til den, så er den forsvundet. Men så har man valgt for nogle år siden at genudsætte den på Nordsjælland, i Jægersborg Dyrehave hvor man importerede den fra Sverige og Polen. Så her kan man se den. Den art har på en eller anden måde altid fascineret mig. Jeg tror det var da jeg så et billede af den i en bog, da jeg var lille. Den er bare så unik, fordi den ligner ikke noget, som vi ville forvente at finde her. Så hvis jeg skal vælge én, så må det være Eghjorten.

Det afhænger fuldstændigt af havstrømmene. Vi har faktisk regnet ud, at hvis havstrømmene går én vej, så kan det faktisk sprede sig ret langt, hundredvis af kilometer før det bliver nedbrudt. Men det er ikke sandsynligt, at vi finder det så langt væk. Fordi, det at finde det sidste DNA molekyle tilbage, det er totalt usandsynligt i forhold til at finde den lokale mængde af DNA der hele tiden bliver udskilt fra de lokale fisk, der findes i det område. Så selvom DNA molekyler teoretisk set kan rejse over rigtig store afstande i havområderne, så ser vi ikke beviser for det i praksis. Vi har ikke målt specifikt hvor langt det enkelte molekyle kommer, men vi har faktisk lavet nogle forsøg der tyder på, at bare man kommer nogle enkelte meter væk fra kilden, så ser man det ikke længere.

Vi finder altid menneske DNA. Vi prøver at undgå menneske DNA – og de systemer, vi bruger, de er lavet på en måde, så de opformerer så lidt menneske DNA som muligt. Men vi finder altid noget, og det er ikke kun pga. badegæster. Vi har ikke kigget på om der specifikt er sammenhæng mellem mængden af menneske DNA og mængden af badegæster. Vi har ikke noteret mængden af badegæster – det kan godt være, at der var nogle etiske dilemmaer i det – så det har vi ikke gjort af mange årsager. Men der er helt klart menneske DNA både fra dem, som er der og bader og også bare fra dem i området omkring.

Jens: Er det andet end at fryse dem?

Philip: Altså vi filtrerer vandet og så laver vi en DNA-oprensning, hvor vi frasorterer alle de andre organiske og uorganiske stoffer, så vi har den rene DNA. Det har vi så i noget der hedder buffere – og det er noget som konserverer DNA’en godt. Og det putter vi så i fryseren. Det helt afgørende er, at det bliver frosset. Så vi har den rene DNA som er alt DNA fra den prøve – både kerne og mitokondrie DNA – og det er alt fra bakterierne, til krebsdyrene, til søstjernerne osv. Den prøve gemmer vi i fryseren og der kan den ligge rigtig længe. Det der også er vigtigt at forstå er, at det ikke er alt, vi kigger efter, for vi kan slet ikke overskue at kigge efter det hele. Vi kan ikke sekventere alle genomerne fra de her arter, det er alt for meget information. Så vi vælger nogle specifikke regioner, vi kigger på. Nogle gener, som er egnet til at se forskel på arterne.

Det er et rigtig godt spørgsmål og svaret er ”nej”, det går faktisk meget langsommere i jord. DNA’en bliver bundet i nogle jordpartikler, der gør at det kan bevares meget længere. Det kan faktisk bevares i mange år i jorden.

Også et godt spørgsmål. Det er undersøgt og ja, der er forskel. Vi har selv lavet nogle undersøgelser i Qatar. Der tog vi prøver af overfladen og langs bunden og vi fandt faktisk nogle bundlevende arter – f.eks. nogle rokker – dem fandt vi kun i bundprøverne. Så det kan godt tyde på, at der er en forskel mellem overflade og bund. Og jo større dybder, vi har med at gøre, jo større vil de forskelle formentlig være.

Det er også et godt spørgsmål. Jeg vil næsten sige, at jeg synes at det største potentiale er indenfor naturforvaltning. Det at generere data, standardiserede data på globalt plan, som vi kan gentage og derved få en bedre forståelse af hvad der sker med vores biodiversitet. Det synes jeg er det største potentiale rent anvendt. Forskningsmæssigt synes jeg, at der er nogle virkelig spændende perspektiver i det med at kigge på gammelt DNA i forhold til nutiden og se på, hvordan vores økosystem har ændret sig. Der er et kæmpestort forskningspotentiale. Men det anvendte potentiale i forhold til de store udfordringer vi står med i dag – der synes jeg, at implementeringen af naturovervågning på globalt plan er det største.

Det lyder som et spørgsmål til retsgenetisk institut, men det kan man faktisk godt. Det med at finde et enkelt individ i en miljøDNA prøve, det er ret kompliceret fordi, at vi ikke har hele det samlede genom fra et bestemt individ. Vi har det jo i nogle små stykker – så det med at skulle stykke det sammen og sige det er lige præcis det her menneske det kommer fra, det er lidt mere kompliceret. Jeg er ikke helt sikker her, men jeg ved, at retsgenetisk arbejder med noget af det her. De gør det med alle mulige typer af prøver. Så potentielt set er det muligt, men det er lidt kompliceret, når det det ikke er en ren prøve men en miljøprøve, som i princippet kunne indeholde DNA fra mange forskellige mennesker. Når man identificerer mennesker, så er det sammensætningen af mange forskellige basepar fra forskellige steder fordelt i hele genomet, der tilsammen giver det fingeraftryk for et individ. Ikke bare en enkelt DNA sekvens. Det er anderledes når vi bare skal sige om det er en bestemt art. Her er en enkelt kort DNA sekvens som regel nok.

Nej. Der findes ikke DNA fra nogen dinosaurer noget sted fra. 65 mio. år er simpelthen for gammelt.

Det er navnet på de fire baser (kaldet nukleotider): adenin (A), thymin (T), cytosin (C), og guanin (G)

Se ovenfor

Tak. Ja det finder vi ofte. Databaserne er slet ikke komplette.

Ja i princippet – hvis altså der har været liv på Mars som også har været DNA baseret liv (nok usandsynligt)

Nej

Nej, men vi sammenligner vores DNA-resultater med en stor database af kendte arters DNA. Det er derfor vi kan sige hvilke arter DNA’et kommer fra.

Teknologien jeg henviste til hedder Oxford Nanopore MinIon, men der er flere forskellige teknologier.

Nogle gange udvider vi reference databasen og får derved et match, men ofte er det bare på et lavere taksonomisk niveau vi laver identifikationen. Fx familie-niveau.

Fordi man har udvundet DNA fra vævsprøver tidligere hvor man ved det kommer fra lige netop det pågældende dyr. Derved har man lavet en stor database over kendte DNA sekvenser og hvilke dyr de stammer fra.

Fordi DNA holder meget længere under kolde og iltfrie forhold. Fx i permafrosten. Man kan ikke finde forhistorisk DNA i vand.

Ja, men for mikrobiomet er det nok nemmere at gøre ved bare at tage en prøve fra fiskens tarm fremfor en miljøprøve.

Ved fysisk, kemisk og biologisk nedbrydning. Sidstnævnte er pga. bakterier.

Det er langt fra alle arter som vi har DNA fra, men der er relativ god dækning for arter i Europa og Nordamerika og på grupper som fisk og fugle. Det er meget værre med fx insekter i troperne.

Se ovenfor.

Jo men så hurtigt går det ikke. Vi tager typisk prøver fra ekskrementer som kun er max en uge gammel.

Nej.

Nej, men jeg har været med i projekter hvor vi prøvede (desværre uden held).

Ja, men rækkefølgen af baseparrene er forskellige.

Se ovenfor. Afhængig af genet er det omkring nogle hundrede basepar. Så det er en mikroskopisk lille del af det samlede arvemateriale. Mennesket har fx 3 milliarder basepar.