Det korte svar er, at det gør de ikke: på trods af de flotte farveskift i huden på en blæksprutte, så er de farveblinde.

Opfattelsen af farve skabes i synsbarken bagerst i hjernen ved, at den relative aktivitet fra nerveceller fra de tre typer af tappe sammenholdes. Opfattelsen af farven gul opstår basalt set ved at nerveceller fra røde og grønne tappe sender ca. lige mange nerveimpulser til hjernen.

Nej, den proces foregår i hjernen og er påvirket af oplevelser med de farver også.

Vi aber har nytte af at have en grøn og en rød tap celle, så vi kan finde moden frugt, og jeg vil gætte på, at det måske er forklaringen.

Det kan man måle ved at se på såkaldte absorptionsmaksima i deres tapcellers opsiner som er lysfølsomme proteiner.

Der foregår meget forskning i at afhjælpe tinnitus, men indtil videre uden gennembrud. En del af problemet er, at tinnitus ikke nødvendigvis skabes i selve sneglen men længere ”oppe” i nervesystemet, og det er svært at afhjælpe specifikt. Mht. tappe, så har jeg svaret i sp. 2

Tinnitus er en utrolig træls lidelse, hvor man typisk i større eller mindre grad har en tone, der kører kontinuert, hvad enten man sover eller er vågen. Det kan drive folk til vanvid. Der kan være forskellige grunde til at tinnitus opstår. Det kan enten være at det er selve sneglen, hvor bestemte hårceller kommer til at stå og hoppe af sig selv og dermed påvirke hørenerven. Det kan også være neuronalt i selve hjernen, at opfattelsen af den lyd opstår. Så lyden er ikke noget, der rammer fysisk men den er stadig meget irriterende og til stede.

Se venligst svar til sp. 7

Se venligst svar til sp. 7

Mig bekendt ikke, men nogle patienter har gavn af psykoterapi og hypnose ifht at lære at leve med tinnitus.

Se venligst svar til sp. 7

Jeg vil anbefale kontakt til en lægefaglig specialist for specifikke råd, men jeg ved, at nogen f.eks. bedre kan falde i søvn med afslappende musik, der delvist overdøver tinnitus.

Ja, men de skal have meget, og kan med fordel kombineres med at fodre på et foderbræt ude af rotternes rækkevidde.

Se venligst svar til sp. 13

Se venligst svar til sp. 13

Slangen har forskellige porer med varmereceptorer i, så får den noget signal til hver pore. Det svarer til, at vi med to hænder hen over en varm kogeplade, kan flytte hænderne frem og tilbage, og mærke hvornår begge får lige meget varme, for så må kogepladen være lige under os, mens hvis man flytter hænderne til siden, er det kun den ene hånd, der mærker varme. Det samme kan slangen gøre bare med flere modtagere. Vi kan afstandsbedømme med vores to øjne og på samme måde kan slangen med dens adskillige varmemodtagere bedømme afstand af varmeobjektet.

Den kunne være frygteligt spændende at kunne svare på, men det er meget svært at studere, hvordan et dyr opfatter et andet dyr udenfor de meget simple kategorier: mad, konkurrent, rovdyr eller ligeglad.

Ligesom alle andre pattedyr, så kan hunde ikke gendanne døde eller beskadigede hårceller i sneglen, og det betyder, at de ligesom os mennesker langsomt bliver dårligere og dårligere hørende med tiden. Det er de høje toner det først går ud over, så man skal passe på sine ører!

Man kan 1) lave adfærdseksperimenter, hvor dyrene trænes til at løse opgaver, hvor svarene fortæller os hvad sanserne kan (den metode vi primært bruger i mit laboratorium) eller også kan man indsætte elektroder i enten hjerne eller ved nerverne fra sanseorganet eller bruge hjernescanninger.

Mange natsværmere har et glimrende nattesyn

Som hos alle dyr er det en blanding af sensoriske input, indlæring og medfødte adfærdsmønstre, der styrer specifikke responser.

Når man trækker vejret igennem en snorkel, så vil det støje og dermed påvirke evnen til at høre andre lyde.

Det diskuteres stadigt om dyrene faktisk flygtede i tidlig respons på den forfærdelige tsunami, men hvis de gjorde er infralydsdetektion et bud.

Jeg kan varmt anbefale Skous bog ”Om heldige valg – eller hvad frøer, krabber og hajer også kan bruges til”, hvor detaljerne i hans opdagelse gennemgås, men helt kort, så fandt han pumpen ved et tilfælde under studier af krabbenerver, hvor han stædigt ville forstå, hvorfor ioner kunne flytte sig mod deres koncentrationsgradient.

Det er en blanding af adfærdsforsøg, biofysisk modellering af øjets opbygning, og neurofysiologiske studier af synscellerne og deres tilhørende nerver.

Nej, tis i vand vil ikke danne et spændingsfelt.

Ja, det kan de og de er rigtigt gode til det. Vores forskning på AU viser, at flagermus kan holde styr på deres egne ekkoer blandt 1000vis af kald og ekkoer fra andre flagermus.

Vi har brugt akustiske målepakker til mange studier af både hvaler og sæler i naturen.

Ja, mange natlevende insekter har ultralydsfølsomme ører, hvis nerver er koblet op til flyvemusklerne, således at insektet stopper med at flyve og falder til jorden, når flagermusekald rammer det. Hvis man er heldig kan man med raslende nøgler (der derved laver ultralyd) få f.eks. de meget almindelige guldøjer (små grønne insekter) til at falde til jorden – et fantastisk party trick til en havefest

Der er officielt 17 arter i Danmark, og muligvis lidt flere da det desværre er meget svært at monitorere dem. Vi arbejder hårdt på at bruge dataloggere og bedre computerprogrammer til at forstå de danske flagermusearters antal, udbredelse og ikke mindst følsomhed overfor forstyrrelse og effekterne af en drastisk faldende insektbestand.

De prøver primært på at ramme de korrekte mønstre og lysintensiteter, så de bedre kan camouflere sig.

Man træner den f.eks. til at finde mad under en bestemt farvet skål men ikke under andre skåle, og så kan man vise, at blæksprutten ikke kan løse opgaven, hvis skålene har forskellige farver men samme lysintensitet.

Georg Von Bekesy målte på nyligt afdøde menneskers snegl i 1950’erne, og kunne påvise vandrende bølger i basilarmembranen; en opdagelse han fik Nobel prisen for i 1961.

Synæstesi er den meget sære kobling hos måske 5% af befolkningen, hvor f.eks. forskellige tal eller bogstaver medfører f.eks. specifikke farveoplevelser. Din oplevelse på Trapholt mener jeg bedre kan forklares med det man kalder operant konditionering; dvs. at vi gennem oplevelser forbinder sure citroner med den gule farve, hvilket så bevirker, at den gule farve giver en stærkere oplevelse af surhed i vingummien. Hvis man har været søsyg på en båd, der lugtede af dieselolie, så kan senere eksponering til lugten af dieselolie på tilsvarende vis give en oplevelse af søsyge selvom man er på land.

Nej, der er ikke nogen videnskabelige studier, der sensorisk har kunnet forklare clairvoyance.

Der har sikkert været for lidt lys til at dine tapceller kunne fungere og dermed give mulighed for farvesyn; der er individuelle forskelle på, hvornår det bliver mørkt nok til, at alle katte synes grå (eller nordlys farveløst).

Ja, hjernen bruger både fase og intensitetsforskelle når retning til en lydkilde estimeres.

Det har du ret i: både antallet af elektroder og det dynamiske område sætter begrænsninger, men de bliver hele tiden bedre.

Det er en blanding af, at vores hjerne justerer ind på ”new normal” (dvs hvis man spiser meget hvidløg så opleves smagen af hvidløg for den samme mængde som mindre kraftig efter noget tid), og så at vi over tid mister smags- og lugteceller og/eller tilhørende nerver.

Man kan i hjerneskanninger vise, at forskellige rytmer giver anledning til forskellige dele af hjernen lyser op hos forskellige personer, men mekanismerne er mig bekendt stadigt ikke forstået. Professor Peter Vuust har et Grundforskningscenter, hvor den slags spørgsmål søges forklaret: https://musicinthebrain.au.dk/

Tak De såkaldte nociceptorer, der går fra det forbrændte sted vil blive ved med at fyre længe efter selve forbrændingen på grund af vævsskade, der først skal hele op.

Det skyldes et fænomen man kalder lateral inhibering, hvor nerveceller, der danner forbindelse mellem tap-celler i nethinden laver kontrastforstærkning ved, at de hæmmer nabo-tapceller til tapceller der får meget lys. Dvs. overgangen fra den kraftige farve til baggrunden forstærkes ved, at nethinden snyder hjernen til at opleve kontrasten større end den er og så opstår oplevelsen af en aura. Du kan også se fænomenet i denne simple figur, hvor hver søjle er ensartet grå, men hvor kanten til en mørkere søjle opleves lysere…det vi sanser er ikke virkeligheden

Det er desværre et spørgsmål jeg ikke har svaret på.

Det er desværre et spørgsmål jeg ikke har svaret på.

Det er der mig bekendt heller ikke videnskabeligt belæg for.

Det kan dels skyldes negative associationer med den pågældende smag eller oftere, at vi har forskellige mutationer i vores smag- og lugtecellers receptorproteiner, der giver anledning til forskellige smagsoplevelser: koriander f.eks. kan generere meget forskellige smagsoplevelser.

Det er efter min mening generelt positivt, hvis man kan give mennesker med begrænsede sanser en mulighed for at have adgang til de samme sanser som andre mennesker, hvis de ønsker det. En kikkert eller et mikroskop er også meget nyttige redskaber, men det er klart, at man på sigt løber inde i etiske dilemmaer ift. om sunde og raske mennesker skal kunne tilkøbe sig sensorisk og måske endda kognitiv overlegenhed via indopereret teknologi.

Så vil man i svære tilfælde ikke genkende hunden eller endda kunne forholde sig til at det er et levende væsen.

Det er vigtigt at skelne mellem følsomhed (som er det der giver isbjørnen evnen til at lugte sælen på lang afstand), og så evnen til at diskriminere mellem styrken af sensoriske input, der som tommelfinger regel er 1% (dvs. om det lugter mere eller mindre af sæl).

Fordi vi nu skal bruge vores stavceller, der er mere lysfølsomme end tapceller, men til gengæld ikke leverer nær den samme tids- og rumopløsning.

LSD er et hallucinogen, der fører til dannelse af sanseoplevelser i hjernen, der ikke kun tager udgangspunkt i input fra sanserne.

Vi har i en del af hjernen, der hedder hippocampus nogle såkaldte place-cells, der bliver aktive når bestemte fikspunkter i vores omgivelser genkendes og på den måde kan vi finde vej. Et studium har rapporteret, at hippocampus er forstørret hos Londons taxachauffører, der skal navigere i en kompleks storby.

De fleste mennesker vil i en tidlig alder miste den mest højfrekvente del af hørelsen, men nogle vil på grund af deres genetik (og at de passer på deres ører) kunne bibeholde deres højfrekvenshørelse og dermed høre flagermusekald og andre højfrekvente lyde.

Jeg er ikke bekendt med begrebet kunstig lilla, men forbedringen af nattesynet skyldes, at det tager ca. en halv time for stavcellerne at opnå maksimal lysfølsomhed.

Det er meget glædeligt, at placebo virker, men mekanismerne er stadigt dårligt forstået. Det handler alene om, hvordan hjerne danner eller ikke danner en smerteoplevelse, og placebo-effekten har derfor ikke noget med sanserne at gøre.

Det kan i høj grad trænes og læres, og man kan komme på kurser i det. Det forudsætter en normal hørelse, men der er ikke evidens for, at de folk der er gode til det har bedre hørelse end andre normale mennesker.

Det skyldes, at vi delvist hører vores egen stemme via benledning gennem kraniet, hvorfor vores stemme på en optagelse lyder ”underlig” når vi hører den uden benledning.

Nej, det er ikke udelukket, men meget kontrolledere forsøg tyder på, at vi ikke har.

Det har jeg desværre ikke et godt svar på.

Se venligst mit svar til sp. 58. Hos fugle fungerer det efter alt at dømme ved at magnetfeltet påvirker hvordan farven blå opfattes på tværs af synsfeltet via et proteinkompleks der hedder cryptochrom. En Dansk Professor Henrik Mouritsen er verdensførende i det forskningsfelt og du kan læse mere på hans hjemmeside her: https://www.quantumbirds.eu/

Det er mig bekendt heller ikke alle med demens der måtte opleve det, men mit gæt vil være, at det skyldes nerveskader i den billeddannende del af synsbarken bagerst i hjernen.

Det er meget svært at svare på, men det er sikkert, at de kan genkende færre og færre ting og personer som sygdommen skrider frem, og dvs. de bruger formentlig en stor af deres tilbageværende hjernekapacitet på forvirret at bearbejde alle de ”nye” sanseindtryk de hele tiden møder, og det kan måske forklare den angst og træthed nogle patienter oplever i et demensforløb.

Det korte svar er, at der bliver ikke sendt information fra lugtecellerne til hjernen når man drømmer, at det lugter af røg, men man kan se, at i den del af den forreste del af hjernen, der varetager lugteindtryk, er en øget aktivitet, når man drømmer, at man lugter et eller andet. Det er derfor man kan vågne op fuldstændig svedig og føle man kan være faldet ud over en klippeskrænt. Man er ikke faldet nogle steder, men oplevelsen har været rigtig fordi hjernen skaber i drømmen en illusion af det. De hjernecentre for de sensoriske input, man drømmer om, lyser helt sikkert op. Det kan man bl.a. se i en PET-scanner.

Der er med sikkerhed personer, der reagerer mere negativt på høje lyde eller meget lys, og dem vil man kunne sige er særligt sensitive. Mht. børn, så kan der være mange andre psykiske og psykosomatiske årsager til reaktioner, der tilskrives sensitivitet.

Menneskehjernen er fantastisk til at kompensere for en begrænsning i de sensoriske input man har, men det er således, at hvis man kun har ét funktionelt øje, så vil evnen til at afstandsbedømme og dermed også evnen til at se, hvor en bold er på vej hen, som udgangspunkt være begrænset. Jeg kan dog sige, at den bedste fodboldangriber, jeg nogensinde har spillet med, havde kun ét øje, så der er undtagelser for den regel.

De er alle tre i spil.

Jeg ved desværre meget lidt om afantasi, men det har næppe noget med sanserne at gøre. Det er snarere hjernens evne til forestilling og dannelse af mentale billeder, der er udfordret for mennesker med afantasi.

God ide, men det er efter alt at dømme nok omvendt: man er nødt til at skabe oplevelsen af et sensorisk input fra den legemsdel der mangler, således at hjernen oplever at genvinde kontrollen om den manglende legemsdel.

Chiliplanter har udviklet produktion af capsaicin for at undgå, at deres frøstande (chilifrugter) ædes af andre dyr end fugle, der spreder frøene af chiliplanten. De fleste dyr har en såkaldt TRPV1 receptor i deres smagsløg, der er udviklet til at fortælle os, hvis noget er for varmt i mundhulen – den reagerer også på capsaicin med mindre man er fugl, hos hvem TRPV1 receptoren er muteret og dermed reagerer meget mindre på stoffet.

Ja, et andet godt eksempel er mynte, der i pebermyntepastiller giver oplevelsen af en kold mund.

Det er korrekt, og det skyldes primært, at linsen og det bagvedliggende glaslegeme bliver mere og mere uklare med alderen, hvorved der slipper mindre lys ind til nethinden.

Det korte svar er nej, men hvis man f.eks. får meget terpentin eller hvidløg på fingrene og venter længe nok, så kan nogle af disse duftstoffer trænge ind i huden og i blodbanen og på et tidspunkt nå mundhulen. Nogle fisk kan faktisk smage med den ydre del af kroppen, men det kan menneskers testikler mig bekendt ikke.

Man kan i mange tilfælde træne en forbedring, men det handler mere om hvad hjernen gør med sanseindtryk. Nogle mennesker er også født med en bedre diskriminationsevne end andre, som så igen kan blive bedre ved træning. Absolut gehør i musik er et godt eksempel.

Jo i høj grad. Da jeg viste billedet af øret, hvor der var den her snegl, hvor basilarmembranen sidder i, der var også en anden del af øret, som består af bl.a. buegange, som er ansvarlig for vores balancesans. Så det indre øre varetager både hørelsen og vores evne til at holde balancen.

Hvis jeg vidste det, ville jeg være på forsiden af alle de førende videnskabelige tidsskrifter for det er et spørgsmål man jagter voldsomt. Måden vores lugtesans fungerer på, er, at der er nogle lugteceller, der går ud i næsen, som er modtagelige overfor forskellige kemiske stoffer. For at de kan fungere rigtigt, skal der sidde støtteceller rundt om. Det er tilsyneladende de her støtteceller, der er meget følsomme overfor coronavirus. Så nervecellerne bliver egentlig ikke påvirket, men støttecellerne bliver negativt påvirket, og dermed fungerer vores lugtesanser ikke. Den gode nyhed er, at lugtesansen bliver ikke ødelagt, og de fleste får lugtesansen tilbage igen, fordi det ”kun” er støttecellerne, der bliver ramt.

Man ved, at lys der glimter mellem 3 og 50 gange i sekundet kan starte en anfald hos nogle mennesker med epilepsi, og man kan se, at lys-stimuleringen ændrer på hjernens aktivitet inden anfaldet, men mig bekendt er mekanismen ikke forstået.

Jeg betvivler ikke, at nogen mennesker oplever at kunne se aura, men mig bekendt er der ingen videnskabelige beviser på, at det er baseret på sanseindtryk.