Nej. Den kraft en Raptor-raketmotor kan levere er på 2.200.000 N, mens en enkelt F1-motor fra Saturn V-raketterne kan levere en kraft på mere end 7.000.000 N. Det største raketmotor som er bygget er RD-170 som Sovjetunionen byggede til Energia-raketten. Den havde en kraft på næsten 8.000.000 N.

SpaceX er ikke de første til at genbruge raketter. Den amerikanske rumfærge havde bl.a. 2 side-raketter med fastbrændstof som kunne genanvendes og som blev samlet op i Atlanterhavet efter opsendelsen og selve rumfærgen kunne også genbruges mange gange. Det SpaceX gør, som ikke er gjort før, er at landsætte raketterne på en rampe – dette kræver meget nøjagtig styring og brug af moderne computersystemer.

Det er et meget spændende firma som bygger systemer af høj kvalitet. Det bliver meget interessant at følge i de kommende år.

Jeg tror 2024 er for optimistisk. Det vil kræve flere tests og mange flere ressourcer. Teknisk er det muligt at gennemføre snart.. men, 2024 er nok ikke realistisk. Jeg tror der går 10-15 år.

Opsendelsen af Space-X som delphini-1 anvendte var en opsendelse som skulle op til den internationale rumstation, ISS

De enkelte StarLink bliver ikke ved med at kredse tæt på hinanden. Ideen er at de spredes som de kan dække kommunikation for hele Jorden. Det er kun i få dage at de er tæt på hinanden og ligger i ”futtog” – altså i række.

SpaceX’s rumskib til bemandede rumflyvninger (Dragon-rumfartøjet) vejer med last og brændstof omkring 10.200 kg – altså den del som er i toppen af Falcon-9-raketten ved opsendelsen. Til sammenligning vejer et lastet Apollo-rumskib (kommando- og service-modulet) 14.700 kg ved opsendelse til bane om Jorden. Hvis vi taler om en rejse til Månen er massen meget højere og ved opsendelsen skal så også medbringes et månelandingsmodul. Det er derfor det var nødvendigt at bygge en Saturn V-raket. Når Apollo skulle i kredsløb om Jorden – f.eks. for at sende det op til den amerikanske rumstation Skylab var det ikke nødvendigt med en Saturn V -raket. Til dette anvendte man blot en Saturn I –raket som har nogenlunde samme størrelse som en Falcon-9… begge raketter har en startmasse (med brændstof) på lidt mere end 500.000 kr.

Det første og største rakettrin kan lande igen efter brug (enten ved rumcentret eller på en flydende platform i havet). Det beskyttelseshylster som satellitten/rumskibet befinder sig i kan også genbruges og lander på Jorden i faldskærm efter brug.

SpaceX er et meget spændende firma som bygger systemer af høj kvalitet. Det bliver meget interessant at følge i de kommende år.

Grundantagelsen er at liv opstår ud af det stof som findes i verdensrummet og som en naturlig proces i Universet. Om livet er almindeligt eller meget sjældent ved vi ikke, men vi antager at der er sandsynligt at der findes liv (i det mindste primitivt liv) andres steder end på Jorden. Ud fra det vi ved om livet antager vi at der er liv på planeter omkring nogle af de stjerner vi ser på himlen og jeg regner med at vi finder tegn på liv på nogle af de planeter vi har fundet.

Der er ikke fundet spor af nuværende liv på Mars og der er heller ikke fundet direkte spor på liv i Mars urtid. Vi har fundet vand og de stoffer som er forudsætningen for liv på Mars. Det kan principielt godt lade sig gøre at der er liv under overfladen på Mars og det vil blive undersøgt under fremtidige rummissioner.

Se spørgsmål 10.

Se spørgsmål 10.

Afstanden til Jordens centrum var kendt på Newtons tid ved at kombinere målinger af afstande på overfladen med måling af bredde- og længegrader på Jordoverfladen (som kan måles ved stjernernes og Solens position). Ved dette kan størrelsen af Jordkloden bestemmes – og den type målinger udførte grækerne allerede for et par tusinde år siden.

Solarkonstanten for Jorden (hvor meget energi modtager Jorden pr. tid og pr. areal) er 1367 W pr. kvadratmeter. Da Mars befinder sig 1,52 gange så langt fra Solen som Jorden gør er Solarkonstanten for Mars kun 43 % af Jordens værdi – altså: 592 W pr. kvadratmeter.

Astrofysik er en universitetsuddannelse, så når man er færdig med sin gymnasieuddannelse, skal man starte med at læse fysik og som en del af fysikstudiet, kan man starte på astrofysik. Så kan man læse en kandidatgrad i astrofysik på universitet.

Voyager 1 og 2 som blev opsendt i 1977 fra Jorden og rejste forbi Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Jeg fulgte Voyager 1 og 2 som ung og blev meget betaget af de mange og uventede og fascinerende opdagelser de gjorde i det ydre solsystem.

Ud fra den udvikling i den bemandede rumfart vi ser nu forventer jeg at der er mennesker på Mars inden for de kommende 10-15 år. Det vil nok kun blive få af os som kommer til Mars – det kræver nemlig meget energi at sende et menneske til Mars.

De fem raketmotorer på Saturn-V raketten leverede til sammen omkring 100 millioner hestekræfter (HK) hvilket svarer til kraften fra omkring 700.000 familiebiler.

Jeg har ikke dyb viden om alle disse programmer. Men ud fra det jeg ved er Kerbal Space Program ikke præcist i forhold til alt fysik – især i forhold til simuleringen af raketmotoren. SimpleRockets virker realistisk, men fysikken i raketmotoren er også simplificeret (naturligvis). SimplePlanes og Universe Sandbox har ikke kun fokus på raketter og nok mindre realistiske. Det virker dog som om du slev har god erfaring med denne type programmer – og sikkert mere viden om dem end jeg har.

Det vi kalder ”lejrbål” er i virkeligheden miniudgaver af det såkaldte solar flares – solfakkel (på dansk). De opstår som magnetiske energiudladninger.

Kredsbane og kredsløb er lidt det samme. Når jeg henviser til kredsløbet er det den effekt at en satellit/sonde kredser rundt om et andet objekt, mens kredsbanen specifikt er den præcise bane det følger. Men forskellen er lille og afhænger af sammenhængen.

Hvis det er i den første del af opsendelsen vil delene falde ned på Jorden (ofte lande i havet), mens dele som frakobles i rummet ofte vil gå i kredsløb.

Der er flere teknikker som kan bruges til at give rumfartøjer hastighed. Elektromagnetisk acceleration og skyhook virker fint teoretisk men det virker kun i rummet – over Jordens atmosfære. Det er ikke en metode som kan anvendes til at sende fartøjer op fra Jordens overflade. Rumelevatoren virker også i teorien men det er en meget kompliceret struktur at bygge og den vil være meget kostbar. Se spørgsmål 108.

Se spørgsmål 23.

Der er faktisk tale om relativt lidt materiale og når det falder ned brænder det typisk op i Jordens atmosfære. Der er ikke tale om at det vælter ned med materiale fra rummet. Faktisk rammes Jorden hver dag af langt mere naturligt materiale (meteoritter etc.). Det største problem er faktisk at andre satellitter kan blive ramt af rumskrot som bevæger sig i næsten den samme bane.

Se spørgsmål 23.

Man medbringer selv iltningsmidlet. Det gælder også når man sender den op fra selve Jordens overflade. Hvis man skal brænde 15 tons brændstof af i sekundet, så kan man ikke bruge den luft, der er rundt omkring. Man tager flydende ilt og flydende brændstof med. Man brugte i øvrigt petroleum på første trin i Saturn V raketten. Ellers kan man også brugt brint.

Det afhænger af brændstoffet. Hvis raketten bruger flydende ilt (O) og brint (H) bliver der dannet vand (H2O). Ved brug af andre brændstoffer dannes der CO2. En Saturn-V-raket dannede under 1.000.000 kg CO2. På et år udleder Danmark 50.000.000.000 kg CO2 – så ved opsendelsen af en Saturn-V-raket bliver der udledt CO2 svarende til det Danmark udleder på 10 minutter. Så selve raketopsendelsen bidrager ikke væsentligt til CO2-udledningen direkte. Der bruges naturligvis langt mere CO2 til produktion af raketten, satellitterne og brændstoffet.

Selve raketmotoren bliver kun kortvarigt udsat for varmen fra selve raketten og da der samtidigt sendes vand op på selve affyringsrampen vil den ikke nå at smelte. Selve brændstoffet har en temperatur på over 3000 grader.

De fem raketmotorer på Saturn-V raketten leverede ved starten til sammen omkring 100 millioner hestekræfter (HK) hvilket svarer til kraften fra omkring 700.000 familiebiler.

Se spørgsmål 23.

Selve klimaet bliver ikke afgørende belastet af opsendelsen af raketter. Se også spørgsmål 29. Det største problem er påvirkningen af Jordens ydre atmosfære – her kan raketbrændstof danne skyer som ellers ikke ville kunne dannes og det kan have en lille indflydelse på vejret/klimaet – dog ikke meget sammenlignet med mange andre effekter.

For at komme ud i rummet og forlade tyngdefeltet fra Jorden skal man op på hastigheder på 28.000 km/t i kredsløb og 39.000 km/t for helt at slippe væk fra Jorden. Det vil typisk betyde at kun få procent af startmassen som kommer i kredsløb og endnu mindre brøkdel hvis man vil helt væk fra Jorden. Det betyder at man typisk skal have 100 gange så meget brændstof i brug som det man vil sende op. Så skal 100 kg sendes væk fra Jorden skal man bruge 10.000 kg brændstof.

Almindelige raketter findes i to typer. Fastbrændstof og flydende brændstof. Fastbrændstof er en type kunstigt gummi som er tilsat forskellige aluminium-forbindelser. I fastbrændstof-raketter er både brændstof og iltningsmidlet (oxidationsmiddel) tilsat brændstoffet. Flydende brændstof kan være flere typer, ammoniak, alkohol, petroleum, hydrazin (som er meget giftigt) og hydrogen (H). Som iltningsmiddel anvendes ofte flydende ilt (oxygen, LOX).

Se spørgsmål 34.

Brændstoffet er typisk 3000 grader og derfor vil det varme raketmotoren op – som du skriver. Det meste af den varme gas sendes dog ud af raketten uden at ramme siderne af selve raketdysen, men selve dysen holdes også kold ved at det kolde brændstof og iltningsmiddel (flydende ilt) føres rundt i selve raketdysen inden det sendes ind i motoren og antændes. Dermed kan brændstoffet og iltningsmidlet bruges til at køle motoren af.

Saturn V bruger dels petroleum og flydende ilt (første trin) og 2. og 3 trin bruger flydende brint (H) og flydende ilt (O). Se også spørgsmål 35.

Se spørgsmål 35.

Det gør man heller ikke. Den sidste opsendelse af en Saturn V skete 14. maj 1973 med opsendelsen af Skylab-rumstationen. Der blev i alt opsendt 13 Saturn V raketter i perioden 1967-1973.

Det er is som er dannet på siden af raketten fordi den er så kold. Raketten har bl.a. flydende ilt (LOX) som har en temperatur på under -183 grader C. Når raketten starter løsner isen sig og falder ned. Det er helt som planlagt.

Se spørgsmål 41.

Se spørgsmål 41.

Apollo 13 gik i stykker på vej til Månen og den store motor på Apollos servicemodul kunne ikke anvendes. Heldigvis kunne man via Månens tyngdekraft sende Apollo 13 rundt om Månen og automatisk tilbage mod Jorden uden brug af ekstra fart. Det eneste som var nødvendigt var en mindre ændring af kursen på vejen tilbage mod Jorden og her anvendte man Månelandingsmodulets motor til korrektion. Denne korrektion var nødvendig for at kunne komme rigtigt ind i Jordens atmosfære og lande på havet.

Der arbejdes altid på at forbedre effektiviteten. Men, det grundlæggende princip er allerede udnyttet og muligheden for at gøre en motor meget mere effektiv er ikke realistisk – de er allerede meget effektive.

Det er vigtigt at sikre at raketten bevæger sig stabilt – altså i den forventede retning. Dette gøres ved at motoren drejes lidt, så hvis man er på vej i en lidt forkert retning kan man dreje motoren modsat og dermed ændre retningen.

Se spørgsmål 33.

Saturn V er bygget præcist til at løfte et rumskib som skulle til Månen – størrelsen var givet ved kravet om hvor stort og tungt rumskibet skulle være for at nå Månen og lande. Saturn V kunne også have været anvendt til Mars-rejser, men det var ikke det primære formål.

Detaljerne afhænger af hvilket missionsdesign man vælger. Fra Mars’ oveflade og tilbage til Jorden kræves væsentligt mindre brændstof og en mindre raket end det kræves at sende en astronaut til Mars og lande på overfladen. En af ideerne er at sende et rumfartøj op til Mars i sin egen raket og i forvejen og at dette rumfartøj så bruges af senere ankomne astronauter til at komme tilbage til Jorden. En raket som skal hjem fra Mars kan typisk være 10 gange mindre end den raket man skal bruge til at komme op fra Jorden.

I rumalderens barndom – sidst i 1950’erne og i 1960’erne kunne det godt gå galt og der var flere raketter som eksploderede under opsendelsen (ingen med mennesker ombord). Den første og hidtil eneste rumulykke med mennesker ombord som er sket under opsendelsen af raketten er Challenger-ulykken den 28. januar 1986 hvor rumfærgen Challenger med 7 astronauter ombord eksploderede 73 sekunder efter starten og alle astronauterne omkom ved denne ulykke. Ubemandede opsendelser er også gået galt – men i dag regner man typisk med at opsendelserne lykkes i 97-99 % af opsendelserne. Falcon 9 har f.eks. ikke haft en fejl efter 77 opsendelser. Se også spørgsmål 55.

Se spørgsmål 29 – opsendelse af raketter har heldigvis ikke den store samlede miljøbelastning.

Se spørgsmål 46

Brændstoffet består af mange typer – se spørgsmål 35. Petroleum fremstilles bl.a. på samme måde som andre olieprodukter, mens flydende brint og ilt lavet ved at køle ilt og brint ned til en temperatur på -183 grader C (ilt) og -253 grader C (brint).

Der findes flere typer af alternative fremdriftsmidler som kan bruges i det lufttomme rum – bl.a. såkaldte ion-motorer som kan omdanne sollys via solceller til strøm som kan bruges til at sende ioner ud med stor fart. Det kan ikke bruges til at sende raketter op fra Jordens overflade. I princippet kan sollyset også bruges som et fremdrift i rummet – via et solsejl, men det er endnu ikke afprøvet i praksis.

Når man skal afbrænde flere tons brændstof pr. sekund ved en høj temperatur og sende det gennem motoren med stor fart kan en lille afvigelse få store konsekvenser. Måske kan styringen af brændstoftilførslen gå lidt galt og da man ikke kan slukke motoren og lige afvente hvad man så skal (så vil man jo falde ned) vil en lille afvigelse måske dreje raketten lidt og luftmodstanden kan så evt. få raketten til at knække sammen, hvorefter det hele eksploderer. Da en raket består af over 90 % brændstof kan det nemt gå galt.

Jo tættere man kommer på ækvator, i hvert fald hvis man vil have sin satellit mod øst, så får man Jordens rotation med. Jo tættere man er på ækvator, jo mere fart får man til satellitten gratis, så der er også visse opsendelser der foregår fra mobile affyringsplatforme, så man kan sejle til ækvator. Ellers bruger man basen i Fransk Guyana i Sydamerika og Florida. Den russiske Baikonur er faktisk relativt langt mod nord, og det ligger endda i Kasakhstan. Man har også baser langt mod nord som man primært bruger til at sende ind i polarbanen. Fra ækvator får man næsten 1700 km/t gratis oveni.

Luftmodstanden påvirker specielt raketten i den første del af flyvningen (hvor atmosfæren er tættest). Den ”sluger” typisk nogle procent af den hastighed man ellers ville få – hvis der ingen atmosfære havde været. Derfor sendes raketter først højt op inden de evt. ændrer retning. Det gælder om at komme op inden man får for meget fart på.

Det er svært at sige. Der bruges jo meget brændstof ved opsendelsen og mange raketter genbruger ikke de enkelte dele. Falcon 9 fra SpaceX genbruger dele af raketten. Den generelle CO2udledning er dog ikke samlet set stor. Se også spørgsmål 29.

Se spørgsmål 29 og spørgsmål 35.

Se spørgsmål 35.

Se spørgsmål 35.

Der er generelt ikke ændret meget på de typer brændstof man anvender. Falcon 9 – den nye raket fra SpaceX – anvender flydende ilt og petroleum (Kerosen, RP-1), som også blev anvendt i raketterne i 1960’erne. Vi kender ikke til brændstoffer som er meget mere effektive.

Se spørgsmål 35.

Se spørgsmål 46. Raketten skal desuden være meget kraftig så den løftes opad med relativt stor fart.

Det afhænger lidt af antagelserne. Hvis tyngdekraften på Jorden var dobbelt så stor ville man kun kunne sende 10-15 % af den nuværende masse i kredsløb med de samme raketter og brændstoffer. Det er klart at selv med en meget stor tyngdekraft ville man stadig kunne sende en lille nyttelast i rummet, men når man kommer under 1% bliver spildet meget stort. Hvis vi havde en atmosfære om Venus, ville man nok vælge at flyve højt op i atmosfæren før man skød raketten af

En Falcon 9 koster omkring 60 millioner dollars = 380 millioner kroner. Den kan sende omkring 20.000 kg i rummet – altså en pris på 20.000 kr./kg.

De fortsætter i den bane de allerede har. Nogle vil gå i kredsløb om Jorden og Månen og andre vil styrte ned på Jorden eller Månen efter noget tid eller evt. ende i et kredsløb omkring Solen.

Se spørgsmål 23.

Man kan måle hastigheden ved at følge satellitten hen over himlen, men den mest nøjagtige måling, vi har lavet, er i virkeligheden at kigge på radiosignalernes ændring, når satellitterne bevæger sig. Vi ser faktisk en lille ændring i frekvenserne, vi modtager signalerne med, når satellitterne bevæger sig. Det kender vi så præcist, at vi kan regne ud, hvad den præcise hastighed er hver gang vi kommunikerer med en satellit. Det giver os faktisk hastigheden meget nøjagtigt. Det gør at vi kan regne ud hvor den er på vej hen og vi kan justere banerne efter signalerne, vi modtager over vores kommunikationssystem.

Se spørgsmål 18

Som udgangspunkt er der desværre ikke kemiske brændstoffer vi kan bruge til at gøre rumflyvning mere effektivt. Se spørgsmål 62

Nej. Delphini-1 har ingen raketmotor, så den bevæger sig i den bane som hastigheden giver os.

Vi sendte to personer med almindeligt rutefly (Lufthansa) fra Billund via Frankfurt til Houston i USA og herfra i bil til firmaet NanoRacks som stod for at indsætte Delhini-1 i det launch system som senere blev bragt op til rumstationen.

Delphini1 kan drejes ved at anvende elektromagneter som så via Jordens magnetfelt kan bruges til at dreje satellitten. Det giver dog ikke præcise manøvre og vi kan ikke dreje satellitten rundt helt som vi vil. Se evt. også spørgsmål 76.

Se spørgsmål 74. Se spørgsmål 76

Se spørgsmål 74. Vi kan godt tage billeder uden at kende den nøjagtige orientering og så tjekke om den peger på Jorden inden vi henter alle billederne ned.

Vi har software ombord på Delphini-1 som er udviklet af firmaet GomSpace i Aalborg. Det er det vi bruger til både at sende beskeder op til satellitten og modtage signalerne fra satellitten. Alle kan modtage Delphini-1’s signaler hvis de har en UHF-modtager (vi sender på 437,5 MHz), men det er kun os som kan sende beskeder til satellitten og tjekke dens computer.

Det kan vi heller ikke. Delphini1 kan drejes ved at anvende elektromagneter som så via Jordens magnetfelt kan bruges til at dreje satellitten. Det giver dog ikke præcise manøvre og vi kan ikke dreje satellitten rundt helt som vi vil. Se evt. også spørgsmål 76.

Delphini-1 vil ende med at falde ned – sikkert inden et år – og så vil den brænde op i Jordens atmosfære.

Jeg tror ikke Covid-19 vil ændre meget. Rummissioner kan godt køre uden at folk mødes, men det er svært at holde planlægningsmøder etc.

Varmeskjoldet består af lag. Helt foran er der tynde plader af titaniumfolie som er designet til at reflektere så meget varme som muligt. Skjoldet er også dækket at et tyndt lagt af calciumfosfat. Antennen vender ikke mod Solen og modtager derfor ikke så intens varme.

Jeg mener at der er så mange tegn på at mennesket var på Månen at der ikke er grundt til at tvivle. De medbragte bl.a. flere hundrede kg sten fra Månens overflade som er blevet analyseret af forskere over hele Jorden.

Radioaktiv stråling kan ødelægge computere, kameraer og instrumenter og ødelægger også langsomt solpanelerne. Man kan beskytte udstyr ved at skærme det med aluminium, glas eller andre stoffer. Det er meget vigtigt at tage højde for strålingen. I visse baner om Jorden er strålingen meget høj.

Jordens overflade defineres som havets overflade. Så man tager ikke højde for høje bjerge når man angiver højden over Jorden i Low Earth Orbit.

Se spørgsmål 18.

N-body betyder i denne sammenhæng at man indranger mange parametre og objekter (N-objekter). Dette kan gøres hvis man vil lave en nøjagtig beregning. Man kan dog ikke lave disse beregninger til den nødvendige præcision fordi beregningerne vil blive påvirket af det fænomen vi kalder ”kaos”.

Den er testet for tusindvis af rumfartøjer – inkl. GPS-satellitterne og deres baner følger formlen.

Der er to fænomener som kan skabe en supernova. 1. En stjerne som ved afslutningen af sin udvikling eksploderer fordi den i centrum kollapser. 2. En kompakt stjerne (kaldet en hvid dværg stjerne) som bliver ustabil og styreker sammen i en eksplosion.

Det er primært vægtløsheden som påvirker astronauter. Det kan have svært ved at stå op og bevæge arme og ben og efter lang tid har de også problemer med deres muskler og knogler som svækkes og langsomt forsvinder. Det er naturligvis ikke sundt, men, så længe man er i rummet er det ikke et stort problem. Det er først når man er tilbage på Jorden at det bliver alvorligt.

2100 grader C

Se spørgsmål 18. Det er Amerika som umiddelbart er længest fremme. Omvendt kunne Kina godt komme først hvis de prioriterer det. Jeg tror dog det mest sandsynlige er NASA eller SpaceX

7 måneder fra Jorden til Mars.

Det er en lang historie. Måske kan i læse det på internettet… Her er en fin youtube video: https://www.youtube.com/watch?v=gwinFP8_qIM

Det er Kepler-missionen. Jeg havde ansvaret for at udvælge en del af de stjerner som skulle studeres af det teleskop som NASA byggede til Kepler. Jeg arbejde tæt sammen med NASA’s forskere på Ames Space Centre i California.

Det har man ved at måle tyngdeaccelerationen (a) fra Jorden og så indsætte i Nowtons formel: a = GM/r^2,. når vi så kender G (fra målinger) og bestemmer afstande til Jordens centrum (r) kan vi beregne Jordens masse (M).

Ved at måle tyngdeaccelerationen fra Jorden, Månen og Mars og så bruge Newtons formel – se spørgsmål 95.

ISS kredser i øjeblikket i en højde af 419 km over Jordens overflade.

Ja! På Månen er der kun tyngdekraften at tage hensyn til og den er velforstået og ænder sig ikke. I en storm vil forholdene ikke være stabile og derfor ændres betingelserne for at lette med flyet. Så du har ret.

Hvis to rumsonder kolliderer vil det typisk ske med meget store hastigheder. Derfor vil det blive destrueret hvis de støder sammen og ingen satellit er lavet til at kunne modstå et sammenstød, som typisk vil have bevægelsesenergier som i sprængkraften af dynamit svarer til 10 gange deres masse. Så to satellitter på 50 kg som støder sammen i rummet vil udløse en eksplosion svarende til den 1000 kg dynamit vil kunne give. Det vil ødelægge satellitterne fuldstændigt. Se spørgsmål 200.

Tusind tak!

Teoretisk set ja! i praksis nej! Ideen i en space elevator er at lave et kraftigt rumskib som kunne nå op til den geostationære bane. Det kunne være et tårn hvis tyngdepunkt er 36.000 km over ækvator. Det vil så stå stille på Jorden og man kan tage elevatoren op i rummet. Kravene til stivhed vil dog være helt enorme og i virkeligheden vil det svare til at bygge et 36.000 km højt tårn! – det er ikke nemt.

Se spørgsmål 81. I laboratoriet hos ESA (ESTEC i Holland) har man et vakuum-kammer hvor man kan udsætte materialer for intens varme. Det er sådan varmeskjoldet er blevet tjekket inden opsendelsen.

Magnetisme kan optræde i visse metaller (specielt i grundstoffet jern) men magnetisme kan også opstå når elektriske ladninger bevæger sig, f.eks. i en ledning. Det var en opdagelse som danskeren H. C. Ørsted gjorde for 200 år siden. I Solen skabes de kraftige magnetfelter ved at elektriske ladninger i varm gas bevæger sig i forhold til hinanden, bl.a. på grund af Solens rotation. Det er derfor vi finder kraftige magnetiske felter i Solen, på Solens overflade og i rummet omkring Solen.

Se spørgsmål 23.

Se spørgsmål 50.

Se spørgsmål 4 og spørgsmål 18.

Se spørgsmål 4 og spørgsmål 18.

Ideen med en rumelevator er at man sætter en lang satellit i kredsløb om Jorden i geostationær bane 36.000 km over ækvator – hvor tyngdepunktet for satellitten netop er i den geostationære bane. Satellitten vil så have omløbsperiode på præcist Jordens rotationsperiode og derfor vil den stå stille og følge med rundt om Jorden. Hvis satellitten er lang nok til at nå til Jordens overflade vil man kunne stige på satellitten og rejse op i kredsløbet uden brug af raket. Problemet er at satellitten skal være meget stor og den skal bygges af meget holdbart materiale. Den bliver derfor meget dyr at bygge og er også i øjeblikket teknisk umulig. Jeg er ikke sikker på at denne løsning nogensinde bliver aktuel og jeg kan se mange andre ting man vil lave før man engang i fremtiden bygger en rumelevator. Se også spørgsmål 24.

Atmosfæren på Mars er giftig for mennesker og der er ingen ilt i den. Desuden er der koldt og lufttrykket er meget lavt. Har man rumdragt på eller befinder sig i et rumskib på overfladen kan man godt bo på Mars. Måske tager de første mennesker til Mars om 10-15 år?

Atmosfæren stopper ikke i en bestemt højde. Lufttrykket falder eksponentielt jo højere man kommer op og i en højde af 15 km er trykket faldet til 10% af det vi finder på overfladen. I en højde over 160 km er lufttrykket så lavt at luftmodstanden for en satellit ikke får den til at falde ned med det samme. Så 160 km er omtrent den højde hvor man kan sætte en satellit i kredsløb og man kan sige at man er over atmosfæren. Den vil dog ikke kredse ret lang tid og inden for et døgn vil den falde ned – p.g.a. luftmodstanden.

Ja! Alle de rumfartsaktiviteter vi laver på Aarhus Universitet vil både være for forskere og studerende og kollegaer ved andre universiteter.

Uhh.. der er mange – især på engelsk. Hvis man gerne vil følge med i rumfart og hvad der sker og man kan læse engelsk er en god side: https://spaceflightnow.com/ - den er rigtig god og altid opdateret. Du kan også tjekke: http://www.rummet.dk/

Mars 2020 har ikke et rigtigt atomkraftværk med – som dem vi kender fra Jorden og som laver strøm til en masse mennesker. Mars 2020 har et strømsystem som kaldes en radioisotop-termoelektrisk-generator. Den laver varme fra radioaktivt henfald af plutonium-238, som får en strøm til at løbe i materialet og som hermed kan give en effekt på 110 W – elektrisk strøm.

Se spørgsmål 26.

Et rumfartøj skal være så let som muligt og strukturen bygges derfor med et kraftigt skelet og en række tynde sider. I rummet er temperaturforholdene ofte meget forskellige fra dem vi kender på Jordens overflade og derfor vil et rumfartøj nemt kunne blive for koldt eller for varmt. Man vil derfor gerne sikre at varme ikke blot slipper ud i rummet fra satellitten og samtidigt at sollys ikke varme indersiden af satellitten op på en ukontrolleret måde. Derfor dækker man ofte satellitterne med varmeisolerende tæpper af tyndt guld- eller aluminiumsfolie. Det består at et stor antal af tynde og adskilte lag som kan sikre at det hele holde helt isoleret – termisk. Det er det du ser på mange billeder og tegninger.

Tyngdekraften er forskellig fra den elektromagnetiske kraft på et meget afgørende punkt. For elektricitet og magnetiske findes der positive og negative ladninger og nord- og sydpoler. Det gør at elektromagnetiske kræfter kan have to retninger og de kan neutraliseres. Der findes ikke negativ tyngdekraft som så kunne bruges til at ophæve den tyngdekraft vi kan mærke. Vi kan derfor ikke lave kunstige vægtløse områder med på Jorden. Samtidigt er tyngdekraften meget svag og man kan kun lave et kraftigt tyngdefelt hvis man har meget masse. Det kræver derfor en stor klode at lave et tyngdefelt og det kan man ikke skabe kunstigt.

Solen tyngdekraft giver ikke anledning til at satellitten når den er på dagsiden tiltrækkes ekstraordinært mod Solen. Både Jorden og Satellitten tiltrækkes mod Solen og lige som du ikke kan mærke at Solens tyngdekraft om dagen trækker dig op mod Solen og du om natten trækkes kraftige mod Jorden, så vil påvirkningen fra Solen ikke direkte ændre banen. Der er dog en lille effekt som vi kalder tidevandseffekten som har den effekt at banen flyttes lidt rundt på sammen måde som tidevandskræfterne fra Solen og Månen flytter vandet lidt rund på Jordens overflade.

Det er NASA’s forventning at nogle af de videnskabelige instrumenter kan anvendes frem til omkring 2025 – måske endda lidt senere. Selv når vi ikke længere kan sende signaler op til Voyager kan vi stadig fortsætte med at modtage de meget svage signaler fra Voyager-rumsonderne og det kan vi måske fortsætte til 2040. På det tidspunkt vil rumskibene være over 30 milliarder km væk – svarende til 0,003 lysår – eller 5 gange så langt væk som Plute er fra Solen.

Fordi det var meget kostbart at sende mennesker til Månen og det blev besluttet ikke at bruge så store midler på dette men satse på andre sider af rumfart og rumforskning.

Keplers tre love blev beskrevet af Johannes Kepler før 1619. Newton beskrev tyngdekraften i Principia i 1687 . altså lang tid efter Kepler. Så Newton fandt ikke Keplers love men han beskrev fysikken bag dem. Faktisk brugte Newton Keplers love til at udvikle sine teorier for tyngdekraften. Newton vidste at hvis hans beskrivelse af tyngdekraften var korrekt skulle den kunne beskrive Keplers love for planeternes bevægelse. Det kunne teorien og den kunne samtidigt beskrive mange andre effekter af tyngdekraften.

En exoplanet er en planet som kredser omkring en anden stjerne end Solen. En måne er et objekt som kredser omkring en planet – f.eks. Jupiter eller Jorden. En exomåne er en måne i kredsløb om en exoplanet.

Planeterne kredser i næsten samme plan og den samme vej rundt om Solen. Det skyldes at de er dannet ud af en stor skive af støv og gas for 4,6 milliarder år siden. Skiven af støv og gas lå i det plan om Solen hvor planeterne i dag findes.

Ja! Jeg var ca. 13 år da jeg startede med at drømme om at arbejde med rummet og universet. Det var min mor som købte en bog til mig – Atlas over Verdensrummet af Patrick Moore – og så var jeg solgt.

StarLink-futtog kan kun ses i få døgn efter opsendelsen og det kræver at banen kommer hen over Danmark. Ved de seneste opsendelser er satellitterne blevet malet mørke og det er svært at se. Der er dog perioder hvor man nemt kan se endda masser af satellitter som kommer i rækker – selvom de ikke helt er i ”futtog”. Prøv at tjekke websiden: https://heavens-above.com/ .. indsæt dit personlige observationssted og tjek så bl.a. ”Starlink passes for all objects from a launch” og ”Daily predictions for brighter satellites”.

Se spørgsmål 17.

Se spørgsmål 50.

Det er en rigtigt fin film. Der er meget som er urealistisk i den måde rummissionen planlægges og gennemføres på og den måde astronauterne påvirkes af støv og storm på Mars – også at kommunikationen er så vanskelig. Omvendt er landskabet på Mars som det er genskabt i filmen meget realistisk og jeg tror det på mange måder viser hvordan det vil se ud når man kommer frem til overfladen engang om en del år.

Nej! Mars er ikke velegnet til at mange mennesker kan leve der. Det er for koldt, atmosfæren er giftig, lufttrykket er lavt og der er ingen ilt i atmosfæren.

Astronauterne bliver udsat for lidt ekstra stråling når de er i rummet (også på rumstationen). I Jordens strålingsbælter (Van Allen bælterne) er der kraftigere stråling, men det er ikke noget man bliver syg af hvis man ikke opholder sig der i længere tid. Da Apollo astronauterne rejste igennem Van Allen bælterne, tog det kun timer at kommer igennem, og det gav ikke udfordringer.

Det er korrekt at når de positive tunge atomkerne sendes ud med stor fart, vil der blive en ophobning af negative ladninger (elektroner). For at undgå denne negative ladning bliver elektroner udsendt fra en separat katode placeret nær ionstrålen – den såkaldte neutralisator, Neutralisatoren skal forhindrer satellitten i at blive negativt ladet.

Hvis satellitten er i en elliptisk bane vil den fortsætte i denne bane uden at bruge en raketmotor.

Det er spændene når man opdager nye sider af planeterne som f.eks. fosfin på Venus. I den videnskabelige verden er der endnu ikke enighed om resultatet er korrekt eller om der kan være andre forklaringer på denne måling. Det vil derfor være godt at finde flere tegn på fosfin hvis vi skal tro på det. Jeg tror ikke der bliver store ændringer i prioriteringerne – men, hvis man planlægger en rummission til Venus vil man nok kunne bruge dette til at støtte ideen.

Det er ikke korrekt at man ikke ældes i rummet. Der er tvivl om det er direkte usundt at leve i rummet og om man vil leve længere eller kortere hvis man boede hele sit liv i rummet. Der forskes ikke praktisk i tidsrejser eller teoretiske muligheder for teleportering og ideen om at dette kan bruges til rumrejser er tvivlsom.

Se spørgsmål 200 og spørgsmål 135.

Der er faktisk god plads i rummet og da vi kender positionen af de mange satellitter, vil man ikke ramme andre satellitter, når en ny satellit sendes op. Den største risiko er når satellitter kredser rundt om Jorden og de ændrer deres bane. Det er ikke alle satellitter som man kan flytte rundt, så derfor kan der være en forøget risiko.

Ikke i alle tilfælde. Det er blevet gjort med rumfærgen, hvor satellitter er blevet indfanget og taget ned. Men, det er sjældent bl.a. fordi det er meget dyrt og kompliceret.

Der er ca. 3000 fungerende satellitter i rummet og omkring 4000 gamle og ikke-fungerende satellitter i kredsløb om Jorden. Af de 3000 fungerende satellitter er 55 % fra USA, 12 % fra Kina, 6 % fra Rusland, 4 % fra UK, 3 % fra Japan og de resterende 20 % fra andre lande.

Se spørgsmål 135.

Det kan man ikke. Når raketten først er oppe i rummet, så er det som regel meget lidt lys man ser fra satellitterne. Det, man kan se, når man kigger op, og kigger på en satellit, er i virkeligheden Solens lys, der rammer satellitten, så efter solnedgang eller før solnedgang, vil der være ret høj sandsynlighed for, hvis der er en satellit i bane, der kommer hen over man står og kigger, kan man se genskindet fra Solen. Især hvis satellitterne har solpaneler eller lyse farver. Hvis de er mørke, er de svagere, men hvis de har lyse eller blanke områder, så skinner de meget, og så er de relativt tydelige. Det er ikke svært at se satellitter. Man skal faktisk ikke stille sig ud i ret lang tid en tilfældig nat, så ser man satellitterne og nogle gange i store grupper også. Det er dem tættest på Jorden, man ser. Hver gang en satellit er 10 gange væk fra Jorden, så er den 100 gange så svag, så det er dem, der kommer i de lave baner, der er nemmest at se. Mange af dem, der er meget tydeligere, er nogle af de sidste rakettrin om bord. Mange af de lave satellitter falder ned i tidens løb, så der er sendt mange flere op end der er i kredsløb lige nu.

En satellit i kredsløb skal primært bruge brændstof til at flytte/ændre banen eller vende satellitten rundt så den sidder i en anden retning. Satellitter som løber tør for brændstof vil derfor fortsatte i den bane de er i uden mulighed for korrektion. Men der er mange satellitter som ikke har brændstof med overhovedet og de bevæger sig derfor i den bane de er sat ind i fra starten.

Satellitter har primært tynde lag af isolerende materiale fordi der ingen luft er i rummet. Man kan dog godt anvende de samme principper på Jorden og det gøres også i specielle isolerende letvægtstæpper. De materialer som bruges i rummet er dog meget kostbare og det er nok det største problem i forhold til at anvende dem på Jorden til f.eks. husbyggeri.

Se spørgsmål 140.

Selve opsendelsesprisen er i dag mellem 20.000 kr. og 100.000 kr. pr. kg. Dertil kommer udgifter til at teste udstyr og transportere satellitten til affyringsrampen. Der er naturligvis også udgifter til at bygge satellitten og også driftsudgifterne kan være store – foruden udgifter til antenner og kommunikationssystemet.

Se spørgsmål 135.

Når en satellit kredser om Jorden vil den uhyre tynde atmosfære som findes omkring Jorden i de højder som mange satellitter kredser i, betyde at de udsættes for en luftmodstand. Denne vil få satellitterne til langsomt at falde mod Jorden og komme i kredsløb med en mindre og mindre højde over Jorden. Når en satellit kommer ned under 200 km vil den typisk kun have få døgn tilbage og fra ca. 160 km’s højde begynder den en nedstyrtning som vil betyde at den træder ind i den tættere del af Jordens atmosfære hvor den så går til grunde og typisk brænder op.

Jo der er en lille forskel i tyngdekraften som opleves i kredsbanen. Det er dog ikke blot afstanden til Jordens overflade som betyder noget, da den væsentlige størrelse for tyngdekraften er givet ved Massen af hele Jorden og afstanden til Jordens centrum (ikke til overfladen).

Et satellit-tog opstår når en masse satellitter sendes ud fra den samme raket med lidt tidsforskydning. De kommer så i næsten den samme bane men med lidt tidsforskydning. De ligger så på række inden deres forskellige hastigheder vil få dem til at fjerne sig fra hinanden og fordeles langs hele banen.

Nej. Satellitterne bevæger sig med meget store hastigheder i forhold til hinanden (op til 55.000 km/t) og der er ingen tid til at afværge et sammenstød hvis de er på vej mod hinanden, så her vil en sensor ikke hjælpe. Det er på baggrund af beregninger af position og bevægelse af satellitten at man beregner om to satellitter vil støde sammen og så evt. korrigerer deres bane hvis det er muligt.

Se spørgsmål 135.

GPS-konstellationen består af 30 satellitter. Det er det antal som skal til for at sikre at der på et givet tidspunkt på alle steder på Jorden altid er nok satellitter over horisonten til at man kan foretage en nøjagtig triangulering og altså bestemmelse af positionen af en person på Jordens overflade.

Der er masser af plads i rummet. Der kan nemt være 20.000 eller 30.000 satellitter i rummet (og endda flere) uden det er et problem. Det største problem er satellitterne i lave baner skaber genskin som kan ses fra Jordens overflade og det ødelægger til dels nattehimlen ved aftenstid og om morgenen.

De fleste falder ned af sig selv. Andre satellitter sender man ind i baner hvor de ikke generer andre og andre kommer langt væk fra Jorden hvor de bliver for altid.

De mest besøgte baner er geostationær bane 36.000 km over ækvator og så polarbaner med specielle egenskaber, f.eks. at de kredser rundt langs dag-nat linjen på Jorden eller midnat-middag-bane. Disse baner er fyldt godt op – men der er stadig plads og der er endnu ikke seriøse problemer.

Der er luftmodstand og som gør at satellitterne falder mod Jorden. Det er det som kaldes ”orbit decay”. Se også spørgsmål 145.

Meteorsværme er partikler fra f.eks. kometer, som rammer Jordens atmosfære. Når vi ser meteorer komme ind og lave lysstriber hen over himlen, altså når man ser et stjerneskud, så er det støvkorn, der rammer atmosfæren. Tætheden er meget, meget lav. Sandsynligheden for at ramme rumstationerne og satellitterne er meget små, men der er eksempler på, at små støvkorn har ramt. Deres hastighed er så stor, at det faktisk ikke er helt uskadeligt, men det er ikke generelt at satellitter er slået i stykker. Efter mange år, og det gælder også rumstationen, så når man kigger på overfladen af satellitten, er de blevet bombarderet med små partikler. Der er faktisk solpaneler der har huller i sig, som kommer fra helt almindelige partikler i rummet.

Der er ikke en FN organisation som tager det fulde ansvar for overvågning. I USA og Canada er det North American Aerospace Defense Command (NORAD) som holder øje med alle satellitter som er i bane og som opsendes. Derfor bruge alle i praksis det såkaldte NORAD nummer eller NORAD ID til deres satellitter og NORAD angiver også banerne ud fra deres observationer.

Ja. Flere typer af astronomiske satellitter kan anvendes til at undersøge sorte huller – bl.a. lys fra materiale som ligger tæt på det sorte hul.

Landsat er et amerikansk system. Data er helt åbne og frit tilgængelige og de bruges af mange forskere og myndigheder og af private virksomheder og grupper. Også danske forskere og myndigheder bruger Landsat data – bl.a. forskere på Aarhus Universitet.

Se spørgsmål 156.

Ca. 160 km – men, det vil kun tage et par timer før en typisk satellit falder ned fra denne højde, så stor er luftmodstanden. Satellitter med store solpaneler eller antenner vil ikke kunne kredse i denne høje og vil typisk falde allerede ved 180 km.

Sammenstød er meget voldsomme og alvorlige pga den store relative hastighed – på op til 55.000 km/t, Se spørgsmål 200.

Der er ikke nogle som fjerner rumskrald. Se spørgsmål 152, 145 og 200.

Se spørgsmål 200

Det kan ske og der er et scenarie som man frygter kan bliver til virkelighed hvis for mange satellitter er i kredsløb. Dette problem kaldes for ’Kessler syndromet’. Der har været spekulationer om StarLink satellitterne udgør en fare for at denne kædereaktion kan finde sted. Moderne satellitter er konstrueret så de ikke ender i de mest anvendte baner når de evt. ophører med at bruges. Dette er for at skave støre sikkerhed.

Nej – ikke umiddelbart. Man kan i visse elliptiske baner bruge luftmodstanden til at bremse satellitten lidt og så sende den ind i en mere cirkulær bane.

Der er visse regler og rammer – også omkring at rydde op. Men der er ingen umiddelbare begrænsninger. Man kan ikke hindre andre i at opsende en satellit – det siger de internationale regler. Se spørgsmål 200.

Satellitter løber også tør for brændstof på et tidspunkt. De har ofte brændstof til mange år, men hvis banen ændres hele tiden vil det naturligvis bruge en del brændstof.

Det kan de heller ikke. Derfor skal man huske at medbringe nok brændstof til hele rummissionen, når satellitten sendes op.

Man kan godt kombinere kemiske raketter ved opsendelsen med mere effektive raketter i rummet (f.eks. en ionmotor). Der er dog ikke den store effekt af CO2. Se evt. spørgsmål 29.

Nej ikke rigtigt. Der er ingen satellitter hvor Einsteins beskrivelse reelt er forskellig fra Newtons. De største afvigelser er på omkring 1 sek i forhold til tiden og vi kan ikke foretage bestemmelser med en nøjagtighed i rejseplanen på 1 sek.

Solar Orbiter foretager ikke observationer i synligt lys, men måler i ekstremt UV lys med en bølgelænge på 17 nm. Når der er sorte områder på billederne skyldes det at der ikke udsendes UV lys ved 17 nm i de områder af Solens atmosfære. Det skyldes et meget lavet niveau for magnetiske og altså ikke at Solen slet ikke lyder på dette sted på Solen.

Der er visse regler og rammer – også inden for FN. I Danmark skal vi overholde dansk lovgivning som er reguleret gennem Danmarks rumlov – eller som den hedder – ”Lov om aktiviteter i det ydre rum”. Her kan man bl.a. læse i § 5 at ”En rumaktivitet må alene udføres efter forudgående godkendelse fra uddannelses- og forskningsministeren.”. Du kan læse mere via: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2016/409.

Når Falcon-9 opsendes kan den f.eks. sende 20.000 kg op i bestemte baner i lav bane om Jorden. Hvis man nu kun har en satellit som har en masse på 12.000 kg, så kan man jo flyde op med en eller flere (evt. mange) små satellitter som så kommer med gratis eller til en lavere pris end det normalt koster.

De er kun rumfærgen som har hentet en satellit ned. Ellers vil alle andre satellitter på et tidspunkt brænde op når de falder ned eller blive sendt væk når de ikke skal bruges mere.

Der er en lille risiko, men, der er også almindeligt stof i verdensrummet som kan ramme en satellit. Se spørgsmål 99 og 200.

Solar Orbiter komme ind i Heliosfæren som er meget varm, men meget fortyndet og derfor varmer den ikke som sådan satellitten op. Den primære varme kommer fra selve lyset som når Solar Orbiter er tættest på Solen i en afstand af 42 mio. km er 13 gange så intenst som her på Jorden.

Se spørgsmål 137.

Nej. Satellitter i geostationære baner er så langt væk at du ikke kan se dem unde kikkert. Alle de satellitter du kan se ligger tæt Jorden og de kan du se flytte sig over himlen.

Det er meget forskelligt. I Europa er det ESA når vi samarbejder med andre lande (og derfor indirekte os selv fordi vi via finansloven betaler til ESA). Men, der er også private firmaer som betaler opsendelse af kommercielle satellitter. I USA dækker NASA en stor del af opsendelsesudgifterne.

Se spørgsmål 26, 136, 164 og 200.

Ikke rigtigt. Men der holdes øje med positioner og baner og hvilke satellitter der kredser hvor. Der er ikke en FN organisation som tager ansvar for overvågning. I USA og Canada er det North American Aerospace Defense Command (NORAD) som holder øje med alle satellitter som er i bane og som opsendes. Derfor bruge alle i praksis det såkaldte NORAD nummer eller NORAD ID til deres satellitter og NORAD angiver også banerne ud fra deres observationer.

De er meget forskelligt og afhænger af bane højden. Der er masser af rumsonder og satellitter vi har sendt op som aldrig kommer ned igen. I lave baner falder de ned. Sputnik 1 som blev opsendt den 4. oktober 1957 fladt ned efter tre måneder den 4. januar 1958.

Se spørgsmål 137.

Se spørgsmål 110 og 145.

Se spørgsmål 26, 136, 164 og 200.

Se spørgsmål 26, 136, 164 og 200. Man holder øje med baner og positioner og NORAD kan advare om mulige kollisioner hvis det kunne se sådan ud. Se også spørgsmål 156.

Se spørgsmål 26, 136, 164 og 200. Man holder øje med baner og positioner og NORAD kan advare om mulige kollisioner hvis det kunne se sådan ud. Se også spørgsmål 156.

Der er god plads, så sammenstød er ikke særligt sandsynlige. Se spørgsmål 26, 136, 164 og 200.

Der er god plads, så sammenstød er ikke særligt sandsynlige. Se spørgsmål 26, 136, 164 og 200. Hvis man har en raketmotor kan man flytte sin satellit hvis en anden er på vej og kunne ramme ens egen satellit.

Se spørgsmål 137.

I rumalderens begyndelse virkede satellitter ikke så lange og de blev så ofte erstattet af en ny satellit. Der var også flere opsendelser. I dag holder de længere og mange satellitter og rumsonder kan holde i 10, 15 eller 20 år og enkelte længere.

Se spørgsmål 172.

Satellitter bygges af bl.a. aluminium og tinatium og så anvendes glas og folio af guld, sølv og aluminium.

Se spørgsmål 26, 136, 164 og 200. Man holder øje med baner og positioner og NORAD kan advare om mulige kollisioner hvis det kunne se sådan ud. Se også spørgsmål 156.

Se spørgsmål 137.

Det er ikke blevet set. Men der er satellitter som er stødt sammen i området over nordpolen. Se spørgsmål 198.

Se spørgsmål 200.

Det er sket. Den 10. februar 2009 stødte to satellitter sammen over Sibirien. De to satellitter, Iridium 33 og Kosmos-2251 fra Rusland kolliderede i 789 km’s højde med en relativ hastighed på 42.000 km/t. Det skabte flere tusinde vragdele. Der var ikke fare for at Kessel syndromet kunne opstå – se spørgsmål 164.

Der er rigtig god plads. Selvom der kredser omkring 7000 satellitter rundt om Jorden (under halvdelen virker) er det ikke normalt at to satellitter ved en tilfældighed kommer inden for få kilometer fra hinanden. Så det betyder ikke noget når man skal sene en satellit væk fra Jorden.

Satellitter bevæger sig rundt med 28.000 km/t, og vi så hvordan satellitter kan kredse forbi hinanden med meget lav hastighed, men det kræver at de kan bevæge sig i samme retning og i samme bane. Hvis satellitterne er bare lidt i forskellig bane, bliver de relative hastigheder meget store. Sandsynligheden for at støde ind i en anden satellit er lille, men den er ikke 0, og der er satellitter, der er støt sammen. Når de kommer med de her store hastigheder, så splittes de fuldstændig ad. Rumstationen, som bl.a. Andreas Mogensen kredsede rundt i, der har man et varslingssystem, når der kommer noget for tæt på, så sætter astronauterne sig ud i de rumskibe, der kan gøre at de kan forlade rumstationen, hvis der virkelig er noget på vej. Man er selvfølgelig meget bange for om man bliver ramt med noget, fordi energien i den her bevægelse er så stor, at hvis man støder ind i en satellit, så svarer de hastigheder, satellitterne har, til, at satellittens masse gange med 10 er så meget dynamit en eksplosion svarer til. Så en lille satellit som Delphini-1, der vejer 1 kg, svarer til at detonere 10 kg dynamit. Det har rumstationen ikke godt af, så det skal man passe på. Der bliver holdt øje med satellitterne. Hver eneste satellit har sit eget nummer, man ved præcis, hvor de er og kan følge dem bl.a. via radarmålinger. Der er ikke nogen begrænsninger. Folk må faktisk opsende lige så mange satellitter, de har lyst til, og SpaceX har faktisk sendt rigtig mange satellitter op til internetsystemer. Det er sådan set lovligt nok, men vi har en fælles ressource, og det er noget der diskuteres meget, hvor mange satellitter man må sende ind i de forskellige baner. Der er kommet lovgivning for det som bl.a. betyder, at hvis ens satellit ikke falder ned inden for en årrække, så skal man sørge for, at når man har brugt sin satellit så flytter man den hen i en anden bane, for at beskytte de andre satellitter. Hvis man bliver ved med at sende så mange satellitter op, så kan der i længden blive pladsproblemer.

Se spørgsmål 137.

Ja. Ved solnedgang og solopgang. Du kan følge hvilke satellitter man kan se en given aften via https://heavens-above.com/ - se spørgsmål 124.

Nej. Vi har magnetiske spoler som vi kan bruge til at vende satellitten. Propeller ville ikke virke i rummet.

De fleste falder ned og man har besluttet at satellitter som kan skal flyttes væk fra de mest populære baner når de er udtjente.

Hvis der ikke er en ydre kraft som flytter på banen, vil banen som udgangspunkt kun ændres langsomt. Hvis man har en raketmotor med kan man godt flytte en bane tilbage til den oprindelige bane, især hvis ændringerne kun er små.

De befinder sig kun tæt på hinanden i kort tid. Herefter fordeles de langs banen. De er der endnu og der sendes flere satellitter på fra SpaceX. Se også spørgsmål 6 og 124.

Jo. Det sker for alle store satellitter. F.eks. satellitter i geostationære baner 36.000 k over ækvator og for den internationale rumstation ISS sker der en ændring af bane ofte (mange gange hvert år).

Du kan ikke se geostationære satellitter som er 36.000 km over ækvator. Normalt vil de fleste satellitter man kan se kredse i højder på under 1000 km, men satellitter som er over 5000 km væk kan også ses i sjældne tilfælde.

I princippet ja, selvom der også er udfordringer med at bremse satellitterne ned i fart når de kommer tilbage mod Jorden og skal bremses op i en lav bane (LEO).

De løber i en type baner som hælder 60 grader ift. ækvator og omløbstiden er 12 t. Alle GPS-satellitterne er sat ind i forskellige mønstre, så der altid på et givent tidspunkt kan observere flere satellitter. Det er det, der gør, at man aldrig taber kontakten til GPS-systemet. Der er 30 GPS satellitter som udgør den konstellation af satellitter som er nødvendige for at få GPS-systemet til at virke.

Se spørgsmål 137.

Nogle falder ned. Se spørgsmål 152. Men, vi genbruger ikke satellitterne. Når en vigtig satellit går i stykker bygger man en ny og sender den op (f.eks. GPS, vejrsatellitter, Landsat etc.).

Gravitationskonstanten er naturkontant som angiver styrken af tyngdekraften og tyngdeaccelerationen. Den indgår f.eks. i formlen for sammenhængen mellem masse af Jorden (M), afstanden til Jorden centrum (r) og tyngdeaccelerationen (a): a = GM/r^2. G har værdien og enheden (SI-enheder): 6,674 x 10^-11 m^3 / kg / s^2.

Se spørgsmål 23.

Det sker af to årsager. Dels dæmper det lyder fra motoren – som kan være meget larmende – og dels beskytter det delvist affyringsrampen for at bliver overophedet.

Den geostationære bane ligger 36.000 km over Jordens ækvator i en cirkel. En satellit kan være i alle punkter på banen og sidde stille i forhold til Jordens rotation. Lagrange-punkter har ikke noget med rotation at gøre, men opstår i forhold til Jordens omkredsning af Solen. Lagrange-punkt nr. 1 (L1) ligger ind mod Solen i en afstand af 1.500.000 fra Jorden. L2 ligger også 1.500.000 fra Jorden, men modsat Solen. L3 ligger helt omme bag Solen. L4 og L5 ligger 150.000.000 km fra Jorden i et punkt i Jordens bane som er hhv 60 grader foran og 60 grader bagud Jorden.

Se spørgsmål 23.

Det er helt korrekt at selve opsendelsen var meget lav – Se også spørgsmål 143. Hele Delphini-1 kostede 4 millioner kr. og det inkluderer arbejdsløn, rejser og opbygningen af en jordstation og et kontrolrum. Delphini-2 kan ende med at være en ny cubesat til studerende eller et mere forskningstungt projekt med fokus på stjerner og exoplaneter. Det må vi se inden for de kommende år.

Se spørgsmål 26, 136, 164 og 200. Man holder øje med baner og positioner og NORAD kan advare om mulige kollisioner hvis det kunne se sådan ud. Se også spørgsmål 156.