Løsningen består i på én gang at producere grafén-flagerne på en måde, så de ikke efterfølgende kan klumpe sig sammen igen, og at modificere flagerne, så de passer præcist til de materialer, de skal interagere med.

Selve produktionen sker ved eksfoliering, hvor elektrolytiske væsker kombineres med ultralyd: Man putter stykker af grafit i en gryde med en elektrolytisk væske, og skiller grafitten ad i flager (altså grafén) ved hjælp af ultralyd og væskens ioner, som binder sig til flagerne. Det svarer lidt til at bruge kiler, når man splitter en træstamme.

I gryden har kemikerne også tilsat molekyler, som sætter sig fast på kanterne af hvert nyt lag grafén.

”For det første forhindrer disse molekyler lagene i at klumpe sig sammen, hvilket ellers er et udbredt problem i produktion af grafén. Og for det andet har vi designet molekylerne, så de ligner det materiale, som grafénen i sidste ende skal blandes med. Det betyder, at grafénen kan interagere med materialet. Vi har konstateret en forbedring af polyuretans trækstyrke på 15-30 pct. efter tilsætning af kun 0,01 pct. grafén. Og det virkede kun på grund af modificeringen med de specialdesignede molekyler,” fortæller Andreas Brunsgaard Laursen.

Det var ham, der som kandidatstuderende udviklede metoden i samarbejde med sine to vejledere, professor Kim Daasbjerg og lektor Steen Uttrup Pedersen, og virksomhederne Vestas A/S, SP Group A/S og Newtec A/S.

Andreas Brunsgaard Laursen var i udviklingsgruppe med de tre virksomheder i SPOMAN-projektet, som var en patentfri legeplads, hvor universitetsforskere og virksomheder samarbejdede på kryds og tværs om at skabe grundlæggende ny viden, som løbende blev gjort åbent tilgængelig for alle – og som ingen måtte patentere. Til gengæld kunne enhver derefter frit bruge denne viden til at udvikle sine egne unikke produkter.