To forskere modtager ny international postdoc-bevilling
VILLUM FONDEN har introduceret et nyt program, der er øremærket excellente kvindelige forskere inden for det tekniske og naturvidenskabelige felt. I første runde har i alt otte forskere modtaget bevillinger på op til 2,5. mio. kr. To af modtagerne er forskere ved Faculty of Natural Sciences på Aarhus Universitet.
Matematiker Julie Thøgersen og zoo-fysiolog Amanda Bundgård kan nu kalde sig blandt de første i landet, der bliver en del af et nyt program fra VILLUM FONDEN.
Formålet med "Villum International Postdoc Programme" er at støtte ambitiøse og fremragende kvindelige forskere inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning på netop det tidspunkt i karrieren efter ph.d.en, hvor det store frafald af kvinder i de akademiske karrierestillinger på universiteterne starter.
Programmet har endvidere fokus på internationalisering, og forskerne skal planlægge et forskerophold i udlandet på 1-2 år for derefter vende tilbage til et dansk universitet. Værtsinstitutionen skal aktivt støtte ansøger i forhold til at sikre hjemkomst til Danmark.
VILLUM FONDENs bestyrelse har på baggrund af indstilling fra dens komité for teknisk og naturvidenskabelig forskning besluttet at give bevillinger til i alt otte ansøgere, herunder de to fra Aarhus Universitet.
”Fællesnævnerne for de nye Villum International Postdocs er exceptionelt talent, forskningsambitioner, international erfaring og fine universitetsanbefalinger,” sagde Jens Kann-Rasmussen, bestyrelsesformand i VILLUM FONDEN, blandt andet under overrækkelsen, der fandt sted i VILLUM Window Collection den 18. februar.
To nat-forskere blandt modtagerne
De to AU-forskere, der har modtaget den nye bevilling, er: Julie Thøgersen fra Institut for Matematik, der modtager 2,1 mio. kroner til projektet ‘Incorporating information from data into the decision making processes in non-life insurance’. Bevillingen vil bl.a. give mulighed for et ophold ved Stockholm Universitet.
Den anden modtager er Amanda Bundgård fra Institut for Biologi, der modtager 2,4 mio. kroner til projektet ‘Reprogramming metabolism in hypoxia tolerance’. Her vil ophold på University of Cambridge og Harvard Medical School skabe internationalt og fagligt fundament inden hjemkomsten til AU.