Karl Pedersen var en person, man ikke kunne overse. Han var stor af højde, men også som menneske. Han var utrolig vidende. Der var næsten ikke det emne, som Karl ikke vidste noget om, og han gav også gerne sin mening til kende. Skulle man få det sidste ord i diskussion med Karl, skulle man være yderst forberedt og vidende. Ja – til tider kunne man vel næsten synes, at Karl kunne være lidt påståelig. Men det var han af god grund, for han havde jo så godt som altid ret.

Karl var visionær, handlekraftig og en genial taktiker, der med gult AU-blod i årene løftede Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet til at være af internationalt format.

Karl var ikke en mand der pralede, men det var heller ikke nødvendigt. Hans konkrete aftryk og initiativer taler deres eget helt utvetydige sprog. Karl spillede blandt meget andet en meget markant rolle i etableringen af det, vi i dag kender som Science Museerne (som har mere end 300.000 besøgende årligt), i oprettelsen af Forskerparken, i forskningscenteret iNano, reformering af opbygningen og indholdet af kandidatuddannelserne, 4+4-ph.d.-uddannelsen, IT-byen Katrinebjerg i og opbygning af en stærk, tillidsbaseret relation til Ingeniørhøjskolen, som i dag er en del af Aarhus Universitet.

Karl havde et stort engagement i at gøre forskningen tilgængelig uden for universitetet. Han mente faktisk, at universitetet havde en forpligtelse til at formidle sin forskning til samfundet. Ikke kun på konferencer, men til den brede befolkning og især børn og unge.

Resultaterne leverede Karl ved at være en troværdig leder. Hans beslutninger var velovervejede og logiske. Han lovede ikke mere, end han kunne holde. Han indgød tillid og ordentlighed. Han gik heller ikke af vejen for at skubbe lidt til strukturer, han fandt uhensigtsmæssige. Om etableringen af Forskerparken skriver han i fakultetets årsberetning: ”Forskerparken er i udpræget grad opstået fra græsrødderne og således et eksempel på, at der decentralt findes kræfter, som bør stimuleres og ikke lammes.”

Så når han deltog i universitetspolitiske konferencer, vidste alle, hvem Karl var. Mange andre havde travlt med at tage ordet på den slags møder – for at markere deres universitet og måske også lidt sig selv. Men Karl tog meget sjældent ordet. Hans forklaring var meget karakteristisk for ham: ”Det behøver jeg ikke at gøre. Det er nok, at de kan se, jeg er her”. Karl kunne man ikke overse. Han havde også politisk indflydelse. Der blev lyttet til hans meninger på tinge og i ministerierne.

Blik for både forskningen og undervisningens værdi

Fra begyndelsen af 1980’erne og frem til slutningen af 90’erne steg fakultetets eksterne bevillinger voldsomt. I festskriftet for fakultetets 50-årsjubilæum kan man læses følgende ubeskedne karakteristik, som sandsynligvis er Karls egen: ”Fakultetets forskningsmæssige styrke har bl.a. vist sig ved, at fakultetets forskningsgrupper har konkurreret sig til en uforholdsmæssig stor del af Danmarks Grundforskningsfonds bevillinger. Fakultetets bygninger langs Ny Munkegade og Langelandsgade betegnes med en vis ret ’Guldkysten’!”

Fakultetet skulle ikke bare være en guldkyst for egen vindings skyld. Karls var opmærksom på samfundets forventninger til universiteterne – og vigtigheden af at bidrage: ”Der stilles i disse år store forventninger til teknisk-naturvidenskabelig forskning som drivkraft i den fortsatte økonomiske udvikling af de vestlige industrilande,” skriver han i fakultetets årsrapport for 1987. Karl var ikke kun dekan for forskningen – eller for at udøve politisk indflydelse og gennemføre strategiske prestigeprojekter. De studerende betød mindst lige så meget for ham. Og de respekterede ham. Til rusintroduktion troppede han op i en t-shirt med teksten NO PAIN, NO GAIN, fordi han forstod forskningens og undervisningens værdi og havde en forståelse for, hvad der skulle til for at løfte den til højeste niveau.

De studerende skulle ikke bare læse naturvidenskab på Karls fakultet. De skulle forberedes til det arbejdsmarked, der ventede på den anden side. Han var, med sin stærke viden om videnskab og teknologi, bevidst om behovet for, at et moderne universitet etablerer en styrket relation til det omgivende samfund. Samarbejdsfladerne til arbejdsmarkedet skulle styrkes, så kandidaterne kunne få bedre beskæftigelsesmuligheder.

Uddannelsernes indhold blev også justeret. Karl så kandidaterne og ph.d.’erne som et af universitetets væsentligste produkter og bidrog til udviklingen af teknologisk orienterede studietilbud, som kunne bane vejen for beskæftigelse inden for industri og erhvervsvirksomheder.

Karl lagde også en organisationskulturel grundsten til indlemmelsen af ingeniøruddannelserne på Aarhus Universitet. Væsentlig var her den tillid, han var med til at etablere hos medarbejderne på Ingeniørhøjskolen. Karl så skillelinjerne mellem sine meget forskningsengagerede medarbejdere og de praktiskorienterede diplomingeniører. Han skabte en gensidig respekt og forståelse for, at både uddannelserne og kulturen skulle moderniseres.

Dekanen og familiemennesket Karl Pedersen

I dag – på 20 års afstand – kan ingen være i tvivl om, at Karl Pedersen var en gave til ikke bare det Naturvidenskabelige Fakultet, men til hele Aarhus Universitet. Hans virketrang og evne til at skabe store resultater er sjældent set mage. Men i 1980’erne og 90’erne fandtes mennesker, som mente, at samarbejdet på tværs af fakulteter og med rektoratet skete på trods af selvstændigt tænkende og agerende dekaner som Karl.

Han udfordrede systemet. Faktisk så meget, at fakultetet fra 1991 og fem år frem fik status af frifakultet. Det betød ændret organisering og styreform, reform af uddannelserne og en ny budgetmodel. Nogen ville måske opsummere fordelene ved frifakultetsmodellen som, at Karl nu kunne gøre, hvad han ville.

Sandheden er, at samspillet med rektoratet under Karls ledelse ikke var på trods af Karl, men i høj grad på grund af Karl. Hans initiativer udsprang rigtignok af naturvidenskaben, men inddrog og løftede ofte andre fagligheder.

Karls blik for samfundets forventninger og fakultetets udviklingsmuligheder fylder helt naturligt en stor del af vores minder. Men Karl var ikke bare dekan, ikke bare en visionær leder af et fakultet. Han var i høj grad et menneske, der tog sig af sine nærmeste, opbyggede tætte relationer til kollegaer og samarbejdspartnere både på Aarhus Universitet og overalt, hvor han kom.

Karl var et beskedent og ydmygt menneske. Var der noget, der betød noget for Karl, så var det hans piger. Når han en dejlig sommerdag steg på cyklen for at cykle ned til sommerhuset, så lyste lykken ud af Karls øjne – han skulle ned til datteren Sanne og sin kone Lotte.

”Vi har mistet en kæmpe, som ydede en forbilledlig indsats for Aarhus Universitet. Vi har alt mulig grund til at ære Karl Pedersens minde,” siger Brian Bech Nielsen, nuværende rektor, Aarhus Universitet.

Ære være Karl Pedersens minde

Skrevet med input fra:

Karl Anker Jørgensen, professor, konstitueret institutleder, Kemi

Jørgen Andersen, fakultetssekretær under Karl Pedersen, fhv. direktør, AUFF

Ove Poulsen, fhv. professor i fysik, AU og rektor ved Ingeniørhøjskolen

Henning Lehmann, fhv. prof., rektor AU 1983-2002

Jens Oddershede, professor, fhv. rektor, Syddansk Universitet

Bent Lorenzen, direktør, Science Museerne

Erik Østergaard Jensen, dekan, Natural Sciences, AU

AU Universitetshistorie

Karl Pedersen var dekan fra 1981 til 2002. Født 27. september 1940.