Få hurtige glimt af en lille rygfinne er oftest det, folk forbinder med at have set et marsvin. Selv om der er ca. 100.000 af dem i de danske farvande, ved vi overraskende lidt om den lille hval. Det skyldes især dens sky adfærd og at dens sociale adfærd ved overfladen er ret begrænset.

Andre arter af hvaler, såsom de karismatiske øresvin, lever i sociale grupper, hvor individer er i stand til at kommunikere med og identificere og finde hinanden ved hjælp af særlige fløjtelyde, der er specialiseret til kommunikation.

Marsvinene kan derimod kun producere én lyd: en kort, højfrekvent lyd, som først og fremmest bruges til ekkolokalisering, idet marsvinene udsender klik og lytter efter det tilbagevendende ekko for at kunne finde deres bytte. Nu har forskere fra Aarhus Universitet kastet helt nyt lys over marsvins sociale liv og lydkommunikation ved at påsætte små lydoptagere på ryggen af vilde marsvin. Studiet afslører, at marsvin benytter ekkolokaliseringsklik, der normalt bruges i forbindelse med fødesøgning, til også at sammensætte særlige sociale kald.  

Pernille Meyer Sørensen, som har fået publiceret disse opdagelser fra sit speciale i det anerkendte tidsskrift Scientific Reports, er meget begejstret over de nye resultater, som afslører endnu en brik i marsvinenes mystiske liv.

”Jeg havde på forhånd en formodning om, at marsvin er i stand til at kommunikere med lyd på en eller anden måde. Lyd er nemlig vigtig for kommunikation hos stort set alle andre havpattedyr, og marsvin er afhængig af social adfærd, f.eks. i forbindelse med parring og opfostring af afkom. Men at de i så høj grad er i kontakt med andre marsvin, og bruger så meget af deres tid på at kommunikere, var overraskende” fortæller Pernille Meyer Sørensen.

De sociale kald består af en lang række af klik, og forskerne fandt, at marsvinene især kaldte meget, når der var andre marsvin til stede. Nærmere undersøgelse af kaldene viste, at marsvinene er i stand til at lave mindst to forskellige typer af kald, som muligvis bliver brugt til enten at holde kontakten med andre marsvin eller til at skræmme dem væk.

Endelig gentog marsvinene ofte de samme kald igen og igen, og de blev generelt produceret med en højere intensitet end de klik, der bliver produceret lige før de fanger et bytte. Forskerne fra Bioscience på Aarhus Universitet foreslår, at dette hænger sammen med, at marsvinenes klik er så højfrekvente, at de ikke kan sendes særlig langt eller i alle retninger. De kalder ganske enkelt oftere for at øge sandsynligheden for at blive hørt. 

”Det kan virke ret ulogisk, at marsvinene ikke har udviklet en mere lavfrekvent lyd, så de kan komme i kontakt med deres artsfæller over længere afstande, sådan som man ser det hos mange andre hvaler. Marsvinene har dog én stor væsentlig fordel ved at producere lyd ved så høj en frekvens: rovdyr som f.eks. spækhuggere, kan ikke høre lyde ved den frekvens. De højfrekvente lyde giver derved marsvinet mulighed for at kunne kalde alt det, den vil, uden at blive opdaget af rovdyr med smag for marsvin” siger Pernille Meyer Sørensen.

Den videnskabelige artikel i Scientific Reports kan findes her.

Kontakt:

Videnskabelig assistent Pernille Meyer Sørensen
Institut for Bioscience - Zoofysiologi
Mail: pernille.soerensen@bios.au.dk
Mobil: 4117 0675