Aarhus Universitets segl

Hvordan kommunikerer cellens kraftværk og kerne? AU-forsker er med i Human Frontier Science-projekt

AU-forsker lektor Brigitte Stadler og et interkontinentalt team af forskere har modtaget en prestigefuld international bevilling til at undersøge, hvordan vigtige dele af cellen, dens kerne og kraftværk, kommunikerer.

Lektor Brigitte Stadler er en ud af to forskere fra Aarhus Universitet, der er tildelt en Human Frontier Science Program forskningsbevilling i 2022. Foto: Jesper Rais, AU Foto

Lektor Brigitte Stadler har modtaget en bevilling fra det prestigefyldte Human Frontier Science Program (HFSP) til at studere, hvordan to af cellens vigtigste organer kommunikerer med hinanden. Cellekernen er cellens største organel (celle-organ), der indeholder cellens DNA, hvorimod mitokondrier laver den livsnødvendige energi, der holder cellen i live. Kommunikationen imellem de to organeller er et af kendetegnene for eukaryote celler, der ligger til grund for den tætte koordinering mellem energiforsyning og cellulære behov.

Stadler og resten af teamet, som omfatter Professor Konstantinos Lefkimmiatis (University of Pavia, Italien) og Professor Nikolaos Daskalakis (McLean Hospital, Harvard University, USA), er bevilget mere end 1 mio. Euro for det treårige projekt med titlen "Unravelling the code of mitochondrial-nuclear communication".

Matricer med molekylære spioner

Projektet fokuserer på at skabe syntetiske matricer, der er i stand til at være vært for og holde disse organeller i live. Matricerne vil være udstyret med molekylære "spioner", som vil gøre det muligt at opfange og tolke de beskeder, som mitokondrier og kernen udveksler. De endelige resultater af denne udveksling vil blive undersøgt ved at sekventere de gener der bliver udtrykt.

I Stadler-laboratoriet vil de identificere polymere materialer der har et passende miljø og en struktur der tillader information at strømme mellem mitokondrier og cellerkerner. Forskerne vil bruge et dråbe-mikrofluidbaseret koncept, som er et system der er designet til at undersøge en mængde væske der er så lille, så man nøje kan kontrollere antallet og nærheden af de to organeller i det syntetiske miljø. Struktur- og funktion-relaterede aspekter mellem det syntetiske miljø og organellernes ydeevne vil blive identificeret, og indvirkningen på mitokondrier-kernekommunikationen vil blive undersøgt ved at visualisere den enkelte organelle.

Fremmer interkontinentalt samarbejde og banebrydende, tværfaglig forskning inden for life science

HFSP er en verdensførende organisation dedikeret til at støtte grundforskning indenfor biologi og at fremme interkontinentalt samarbejde. Organisationens forskningsbevillinger er designet til at skabe nye tilgange til at forstå de komplekse strukturer og regulatoriske netværk af levende organismer, deres udvikling og interaktioner. Forskerhold skal spænde over internationale grænser for at fremme innovation og tværfaglighed.

I år blev bevillinger på i alt 37 millioner dollars godkendt til at støtte et lille mindretal (4%) af de 716 grupper, der ansøgte om et forskningslegat. Hver af modtagerne vil modtage omkring 110.000 USD – 125.000 USD om året over de tre kommende år. Ifølge meddelelsen fra International Human Frontier Science Program Organisation viser "2022 HFSP-efterforskerne en bemærkelsesværdig dybde i tilgang og innovativ tænkning."

Pressemeddelelse fra Human Frontier Science Program om 2022 forskningsbevillingerne (på engelsk).

Kontakt

Lektor Brigitte Stadler
Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO)
Aarhus Universitet
Email: bstadler@inano.au.dk

Læs flere nyheder fra iNANO her.