Danmark og resten af verden er lukket mere eller mindre ned, og for AU-ansatte kan lockdown-perioden give både mange udfordringer og muligheder. Mange skal finde ud af at få arbejdslivet flyttet hjem, hvor der ikke er kolleger eller læsegrupper, men måske er småbørn eller ensomhed at håndtere. Andre oplever frustrationer eller bekymringer, når planlagte aktiviteter ikke kan udføres på forskningsskib eller i laboratorierne. Rundt omkring er der også kreative løsninger og hjælpende hænder, der giver et lille skub og finder revnerne, hvor lyset kan komme igennem – og blive sat op.

I det hele taget er arbejdsdagen blevet til mange forskellige ting for lige så mange ansatte og studerende. En lille del har givet os andre lov til at se dem lidt over skulderen.

Corona-forskning på skiftehold

Daniel Miotto Dupont er en af de få AU-forskere, som kan tilbringe sin arbejdsdag med at forske på et af universitetets laboratorier, mens universitetet er lukket ned.

Han er nemlig en del af professor Jørgen Kjems’ forskergruppe, som sammen med forskere på Health, Københavns Universitet og Statens Serum Institut har modtaget 25 mio. kr. fra Carlsbergfondet til at forske i Corona-virus. Eller mere præcist: At udvikle metoder til diagnostik, behandling og forebyggelse af infektioner med den nye Corona-virus, SARS-CoV-2.

Helt ekstraordinært har universitetet givet grønt lys for at åbne et laboratorium i Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO), hvor Daniel Dupont og tre forskerkolleger nu har indført skifteholdsforskning.

”Vi begyndte at planlægge og forberede os fra vores hjemmekontorer med det samme, vi fik besked om bevillingen den 19. marts, og mandag den 30. marts gik vi så i gang i laboratoriet. Vi arbejder i skiftehold på laboratoriet to og to, fordi man af sikkerhedsårsager ikke må være alene i laboratoriet, og fordi vi derved udnytter tiden effektivt – både i laboratoriet og derhjemme, hvor vi alle har familier, der skal passes,” fortæller Daniel Dupont.

De fires andel af projektet går ud på at udvikle en ny type aptamerer. Det er er små DNA-lignende molekyler, der kan sammenlignes med antistoffer, og som kan binde sig til coronavirussets overflade og inaktivere det. Målet er at kunne bruge aptamererne til både at teste, om man er inficeret med det nye coronavirus, og til at begrænse infektioner.

Ingen webservice til edderkopper

Marie Rosenstand Hansen kan ikke klare sit arbejde fra et hjemmekontor. Det er i forvejen svært for en laborant, men det særlige ved Maries arbejde er, at hun passer nogle væsener, som nok har netforbindelse, men ikke til World Wide Web: Vi taler om de op mod 2000 edderkopper i Spiderlab på Institut for Biolog samt de mange insekter, som edderkopperne skal fodres med.

”Jeg fodrer edderkopperne med fluer, kakerlakker, græshopper og fårekyllinger, og vander dem med et pift med vandforstøveren. Jeg passer og fodrer også foderdyrene – vi avler selv kakerlakker og bananfluer, og får fårekyllinger, græshopper og fluepupper fra eksterne leverandører. Fluerne skal dog ikke fodres, for de bliver spist, så snart de klækker,” forklarer Marie.

Hun sørger dermed for at de sociale edderkopper, der stammer fra Sydafrika, holdes i live under nedlukningen. Edderkopperne bruges til daglig til forskning i evolution, og forskerne skal bruge DNA til genetiske undersøgelser fra flere edderkoppe-generationer, når universitetet åbner igen.

”Edderkoppeungerne vil æde deres mødre, når de blive store nok, og for ikke at miste mødrenes DNA, tager jeg mødrene ud og putter dem i fryseren, inden det er for sent. Parringerne fandt sted før lockdown, og da ”reddede” vi fædrene fra at blive ædt af mødrene ved at putte dem i fryseren,” siger hun.

Marie Rosenstand Hansen er i øvrigt ikke alene om arbejdet. Spiderlab skal passes hver dag, men da hun også har en familie og hjemmeskoling – og sine egne fugleedderkopper – at passe, skiftes hun nu med en kollega og arbejder således hver anden dag.

”Ledelsen har været utroligt lydhør over mine behov for at kunne kombinere arbejdet med privatlivet. Jeg har således også fået lov at komme herind om aftenen,” siger hun.

Matematikeren har regnet den ud

Lektor Andreas Basse-O’Connor, Institut for Matematik, kan arbejde fuld tid derhjemme. Han bruger primært sin tid på forskning for tiden, for det kursus, han skulle undervise i, klarer en kollega på distancen – noget, som Andreas ikke selv har erfaring med.

Han er lige nu i gang med at revidere en artikel om assymptotiske egenskaber for stokastiske processer, som han skal have genindsendt til et tidsskrift. Som matematiker anser han sig selv som heldig, fordi han ikke har laboratorier eller dyr, der skal passes, så han kan løse de fleste opgaver hjemmefra. Familiens hus i Tilst har et anneks, som familien normalt bruger til bordtennis, og der har Andreas indrettet et kontor med skrivebord, laptop, en stor stak papirer og en stor papirkurv.

”Her kan jeg arbejde rimeligt uforstyrret. Vi har tre børn på 3, 6 og 8 år, og de kommer nogle gange ud med frokost eller snacks til mig. Min kone og jeg deles om at hjælpe de to ældste med skolearbejdet, ikke overraskende tager jeg mig især af matematikken. Vi har efterhånden fået indarbejdet nogle faste rutiner med faste aftaler om, hvornår man kan arbejde, og hvornår man har fri. Det kører rigtig godt. Men jeg savner da mine kolleger,” fortæller han.

Live fra pulterkammeret! 

Havde nogen for to måneder siden sagt til Bo Holm Jacobsen, at Aarhus Universitet havde som vision at gennemføre al undervisning via Zoom i løbet af to år, så havde han stillet sig ganske tvivlende. Men nu kan den uddannelsesansvarlige på Institut for Geoscience konstatere, at det er sket på omkring tre dage. Hver dag er han live fra sit pulterkammer, hvor han underviser studerende via programmet Zoom, og han er særdeles positivt overrasket over, hvordan transformationen fra fysisk til online undervisning er gået. Og møder med travle kolleger er næsten blevet lettere at få sat op.

Bo Holm Jacobsen var hurtigt ude for at opbygge forventningsafstemning hos studerende så pensum kan fastholdes, og allerede under Mette Frederiksens pressemøde d. 11/3, var han i gang med opkald til kolleger for at finde ud af, hvordan de kunne holde undervisningstempoet. Men der er stadig bekymringer hos ham: en af de større er feltstudierne, der er en helt central del af uddannelsen ved Geoscience. En anden bekymring er den fremmedgørelse og modløshed, nogle studerende begynder at opleve under en så voldsom isolation, som den vi er vidner til her. Her kan korte daglige samtaler med f.eks. specialestuderende give retning og studie-mod. Det er noget de vil arbejde med, siger han.

Som en spøgelsesby

Mens de fleste af de studerende og ansatte er sendt hjem, er der stadig liv i bygningerne rundt om på AU, hvor for eksempel facitily management medarbejder Allan Madsen tager sig vedligehold og drift af bygningerne. Han er en del af et ni-mandshold, der har fordelt bygningerne imellem sig, så alle kan komme ’fra kælder til kvist’ dagligt, som hans mester plejer at sige.

Det er en mærkelig oplevelse at gå rundt på gangene og i bygningerne, hvor der normalt er mennesker og virak til hverdag; nu er der helt stille – selv i Kemisk Kantine. Det er lidt som at gå rundt i en spøgelsesby, siger han med et glimt i øjet.

Mens det er en lidt sær tid, så er det også en meget god mulighed for at håndteret nogle af de større opgaver, der ellers kunne genere mange brugere af bygningerne. Allan Madsen fortæller, at man for eksempel er i fuld gang med at installere LED-lys i auditorierne, og at der er flere større projekter under afvikling, som ellers ville have haft en lidt forstyrrende indflydelse på andre ansatte og studerendes hverdag.

Allan Madsen fortæller i øvrigt, at bygningerne har det rigtig godt, og at alt er vel. Både han og de mange faciliteter er klar til den tid, hvor vi andre igen kan få adgang til en mere almindelig hverdag igen.

Kapløb med smitten

I februar tog Mads Fredslund Andersen afsted fra Institut for Fysik og Astronomi til Australien for at opsætte et nyt observatorium i SONG projektet. På det tidspunkt var Covid-19 ikke nået til Europa, og derfor var der ingen tanker om, at han og kollega Frank Grundahl ikke skulle af sted. Inden afrejsen fra Danmark havde holdet pakket og sendt det, der skulle bruges på SONG observatoriet. 

Mads’ bror bor i New Zealand, og et weekend-familiebesøg betød, at der lige præcis var indført tvunget karantæne i Australien, da han vendte tilbage. Heldigvis var der installeret så meget af den nødvendige hardware ved det ny teleskop, at han kunne bruge de to ugers karantænetid på at klare en masse af de software opgaver, der ellers var blevet skubbet af andre opgaver. 

Nu er karantænen overstået, og der er igen fuld gang i opsætningen af robotteleskopet. Det føles lidt som et kapløb med tiden i Australien, fortæller Mads, fordi holdet kan fornemme hvordan COVID-19 kommer tættere og tættere på det sted, de arbejder. Men de håber på, de kan fortsætte og nå at blive færdige inden smitten tvinger dem inden døre. 

Mads fortæller i øvrigt, at corona-smittens spredning allerede har haft en negativ betydning andetsteds i SONG-netværket, for man har været nødt til at lukke ned for teleskopet på Tenerife. De spanske myndigheder har indført restriktioner på grund af virussen, der betyder, at der ikke må komme nødpersonale til teleskopet, hvis der opstår en akut teknisk udfordring. Det forlyder, at man igen kan åbne der d. 9. april. 

Som havmænd i bur

For havbiolog og kaptajn Torben Vang er lockdown perioden en uventet, og lidt frustrerende, pause i en ellers tætpakket kalender. Forskningsskibet Aurora har normalt sin højsæson i denne tid, og ordrebogen var fyldt til bristepunktet med projekter og togter for en lang række projekter og forsøg. Disse er nu aflyste som følge af myndighedernes anbefalinger og beslutninger på grund af corona-virussen. Torben Vang fortæller, at de aflyste togter ikke bare kan afvikles på andre tidspunkter, da de er ganske specifikke i formål og tidspunkt.

Så skønt et skib på mange måder i sig selv er isolerende midt ude på havet, som kaptajnen siger, så ligger Aurora nu på sin plads i Aarhus havn, hvor hun bliver passet af fire besætningsmedlemmer på skift. Her har man indført en lidt strengere hygiejneprocedure, hvor alle berørte overflader sprittes af dagligt. I lock down perioden bliver arbejdstiden derudover brugt på at få klaret de mere administrative opgaver, der ellers skulle være håndteret mellem de mange togt her i foråret, og så at få lavet lidt forskellige udskiftninger og opgraderinger på skibets udstyr, når nu muligheden byder sig. Så er Aurora og besætningen klar til at stævne ud, så snart der gives grønt lys.

Ph.d. fejring udsat, men ikke aflyst

Katrine Domino fra Interdisciplinary Nanoscience Center er en af de Ph.d’er, som i disse dage har forsvaret deres projekt online - langt væk fra Aarhus Universitets auditorier. Det har hun valgt, selvom hun godt kunne udsætte den store begivenhed.

”For mig var det vigtigt ikke at udsætte forsvaret pga. lockdown. Jeg står med et jobtilbud på hånden og ønsker ikke, at forsvaret skal hænge mig overhovedet, når jeg starter på et nyt arbejde efter landet er lukket op igen,” fortæller Katrine Domino.

Katrines råd til andre i samme situation lyder:

”Hvis man selv må bestemme, om forsvaret skal udsættes eller afholdes online, så skal man gøre op med sig selv, om man har lyst til at udsætte fejringen. Det kan godt være en tom og lidt mærkelig følelse på selve dagen. Det var det for mig, men man kan altid holde en reception senere, ligesom jeg gør.”

Katrines familie, venner og kollegaer er også klar over at fejringen ikke er aflyst – bare udsat:

”Jeg har mødt utrolig meget forståelse fra de gæster, jeg havde inviteret til forsvar og reception, før Corona-viruset kom til Danmark. De støtter mig og er selvfølgelig klar på at fejre det på et andet tidspunkt,” siger Katrine Domino.