Aarhus Universitets segl

Historisk stor bevilling skal booste Danmarks naturvidenskabelige undervisere

Verden har brug for naturvidenskabelige kandidater fra universiteterne som aldrig før, og med 125 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden i ryggen vil landets tre største universiteter nu samarbejde om at finde ud af, hvordan universiteterne giver den bedste naturvidenskabelige undervisning.

Foto: Lars Kruse, AU Foto

Højt frafald og undervisere, som ikke får udviklet deres undervisningskompetencer. Det er nogle af de udfordringer, danske naturvidenskabelige uddannelser møder i dag. Men verden har brug for naturvidenskabelige kandidater, og nu trækker Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet i arbejdstøjet for at finde ud af, hvordan universiteterne kan give den bedste naturvidenskabelige undervisning. 

”Her på Faculty of Natural Sciences leverer vores dygtige forskere rigtig god undervisning. Men vi glæder os til, at vi kan få endnu mere specialiseret og forskningsbaseret viden om, hvordan vi bedst skaber naturvidenskabelig undervisning til gavn for vores studerende og for samfundet”, siger Kristine Kilså, der er Prodekan for uddannelse på Faculty of Natural Sciences ved Aarhus Universitet. 

Samarbejdet mellem universiteterne er muligt på grund af en bevilling på 125 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Med bevillingen i ryggen åbner et nyt center, The Novo Nordisk Foundation Center for University Science Education (USE Center), ved Københavns Universitet, som har til mål at ændre tilgangen til den naturvidenskabelige undervisning.

Største satsning nogensinde globalt

Over de næste fem år skal det nye center gennemlyse de naturvidenskabelige fagområder. I samarbejde med undervisere og uddannelsesledere skal centret identificere problemer og udfordringer, som der skal forskes i og udvikles værktøjer til at løse. 

Satsningen er ifølge Kristine Kilså stor nok til at bringe Danmark helt i front på et ellers underprioriteret område. Forløber projektet som forventet, vil centret modtage endnu en bevilling ved centrets udløb og vil dermed kunne fortsætte i yderligere tre år. Når missionen er afsluttet, vil flere end 2.000 undervisere og 15.000 studerende på naturvidenskabelige uddannelser i Danmark få langsigtet gavn af et nyt innovativt økosystem for naturvidenskabelig undervisning. 

The Novo Nordisk Foundation Center for University Science Education forbinder en centerhub på Københavns Universitet med satellitter på Aarhus Universitet og Syddansk Universitet og med førende internationale miljøer som strategiske partnere.

Artiklen er skrevet på basis af en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.


Mere om The Novo Nordisk Foundation Center for University Science Education (USE)

USE-Centrets mission er at styrke naturvidenskabelig uddannelse på de danske universiteter ved at forbedre ekspertise og kapacitet inden for forskning i naturvidenskabelig uddannelse og kvaliteten af pensum, undervisernes kompetencer og de studerendes læring.

Centret har fire kerneindsatser:

  • USE-CHANGE: Forskningsbaseret kompetenceudvikling og formidlingsaktiviteter for undervisere og uddannelsesledere. Det langsigtede mål er at sikre, at universiteternes videnskabelige programmer designes, drives og udvikles på baggrund af forskningsbaseret viden og at sikre systemisk anerkendelse af undervisning som et væsentligt aspekt af undervisernes profession.
  • BRUG AF FORSKNING: Samarbejdsprojekter om fagdidaktisk forskning inden for tre områder på tværs af partnere og på tværs af discipliner. Det langsigtede mål er at opbygge et fremtrædende forskningsmiljø i Danmark med forskning, der både er genereret af og informerer om undervisningspraksis.
  • USE-SCHOLAR: Finansiering af 11 ph.d.-studerende ved de tre partnermiljøer. Det langsigtede mål er at skabe en robust pipeline af talenter med et solidt fodfæste i disciplinen, i undervisningspraksis og i fagdidaktisk forskning. 
  • USE-EXCHANGE: Finansiering af internationale professorers besøg i de danske miljøer og rejsestipendier til danske USE-forskere og undervisere fra universiteternes naturvidenskabelige uddannelser, der tager til udlandet. Det langsigtede mål er at styrke dansk fagdidaktisk forsknings internationale status.