Vi har sikkert alle hørt historier om, at indførelsen af fremmede arter kan køre helt af sporet. Arter, som det lokale økosystem ikke har noget forsvar imod, og som på ingen tid kommer til at dominere i området. Tag eksempelvis historien om den australske agatudse. 

Agatudsen blev indført i Australien i 1935 for at bekæmpe insekter, som spiste landmændenes afgrøder. Men tudsen viste sig ikke at være særlig effektiv i kampen mod de skadelige insekter, og den havde ikke den store virkning på landbruget. 

I stedet bredte tudsen sig voldsomt og udkonkurrerede og dræbte andre hjemmehørende arter. I dag har den spredt sig til hele Australien.

Agatudsen er et godt eksempel på de mange gyserhistorier, der findes omkring indførelsen af nye arter. Ifølge Erick J. Lundgren, der er postdoc på Institut for Biologi på Aarhus Universitet og ledende forsker på de nye resultater, har historierne påvirket den måde vi opfatter hjemmehørende og fremmede arter på.

- Selvom mange af disse eksempler er ret specifikke og ikke kan sammenlignes med, hvordan naturen vil reagere i andre økosystemer, er eksemplerne blevet brugt som en generel advarsel mod at indføre fremmede arter. Problemet er, at vi faktisk ikke ved, om fremmede arter altid er et problem. Det var derfor, vi besluttede os for at undersøge det nærmere, siger han.

I samarbejde med professor Jens-Christian Svenning, direktør for Center for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere (ECONOVO) på Aarhus Universitet, satte Erick Lundgren sig derfor for at finde et svar. Sammen med en række andre forskere gennemgik de 221 studier, som tidligere har undersøgt effekten af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende arter på vegetationen. 

Med målinger fra næsten 4000 naturområder var det et kæmpestort datasæt, de skulle gennemgå. Men tallene talte et ret tydeligt sprog, forklarer professor Jens-Christian Svenning.

- Tallene viste ingen tegn på, at de store planteæderes oprindelse havde nogen betydning for deres påvirkning på de lokale planter. Tværtimod fandt vi en tydelig sammenhæng mellem dyrenes måde at æde på og vegetationen. 

- Dyr med store, tunge kroppe, der spiser alle slags planter, ser ud til at give større plantediversitet, mens mindre og mere kræsne arter har en negativ effekt.

Ideen om, at fremmede arter er dårligere for lokale økosystemer end de hjemmehørende arter, er ret ny. Da agatudsen blev indført i Australien i 1930’erne, blev indførelsen af nye arter rundt omkring på kloden ikke opfattet som et problem.

Men efter 2. verdenskrig ændrede det sig, forklarer Erick J. Lundgren.

- Da de gamle koloniale systemer begyndte at falde fra hinanden, ændrede vores syn på økologi sig. Måske skyldtes det en eller anden for dårlig kolonial samvittighed, men vi begyndte at opfatte lokale økosystemer som stabile enheder, der ikke kunne ændre eller tilpasse sig.

- Pludselig skulle vi beskytte de oprindelige planter og dyr mod invasive arter. Det var sådan at forskningsfeltet “invasiv biologi” blev født. En bevægelse der virkelig tog fart i 1980’erne og 1990’erne.

Bevægelsen fik stor succes med at udbrede ideen om at hjemmehørende arter var det bedste løsning for lokale økosystemer. Men den idé bliver vi nødt til at smide ud, forklarer Erick J. Lundgren.

- Vores resultater viser klart, at når det kommer til de store planteædere er det dyrenes måde at æde på, der har en betydning. Der findes ikke en magisk lim, som binder dyr og planter, der udviklede sig side om side, sammen. Ikke-hjemmehørende arter kan sagtens være lige så gode for det lokale økosystem.

De træk hos dyrene, der ser ud til at spille en rolle for plantediversiteten, er størrelsen på dyrets mund, og måden det spiser på. Ifølge de nye resultater fører bøfler og bisoner til mere diversitet i planteriget, mens geder og hjorte nedbringer diversiteten.

- De store planteædere som bison, kvæg og vandbøfler opfører sig næsten som en græsslåmaskine. De spiser generelt alt på deres vej, og det gør, at alle plantearterne kommer under det samme pres, siger Jens-Christian Svenning og fortsætter:

- Hjorte og geder er derimod mere kræsne. De spiser kun nogle få udvalgte planter, og de arter har en tendens til at gå meget tilbage, hvis de ikke forsvinder helt.

Resultaterne viser altså, at det at indføre vandbøfler eller bisoner til lokalområder, hvor de aldrig har levet før, kan være en god idé. Især hvis de kan komplementere hjemmehørende hjorte. 

- Jeg ved, at det lyder en smule sært. Men det er faktisk, hvad vores resultater viser. Vi påstår ikke, at ikke-hjemmehørende arter aldrig kan have uhensigtsmæssige effekter; det er der masser af eksempler på. Pointen er, at når det kommer til store dyr – som har en tendens til at have store, skiftende udbredelsesområder – giver det mere mening at fokusere på træk og ikke dyrets oprindelse, slutter Jens-Christian Svenning.