Rettelse d. 21.12.23 kl. 11.30: Det fremgik oprindeligt af artiklen, at Camilla er Danmarks yngste ph.d. Det er forkert. Fejlen er rettet, og artiklen herunder opdateret. Vi beklager fejlen.

På trods af hvad hun har opnået i en ung alder, virker Camilla Lønborg Nielsen ikke som en person, der har travlt.

Hun taler roligt og langsomt. Holder ofte små pauser for at tænke sig om, inden hun svarer. Og så går hun i afslappet tøj. En varm strikket sweater, løse bukser og et stort halstørklæde til at holde varmen i vinterkulden.  

Den 3. november i år kunne hun som 26-årig, en af de yngste i Danmark, smykke sig med graden af ph.d. Faktisk nåede hun at aflevere afhandlingen allerede, mens hun var 25 år. Det er næsten ti år yngre end den gennemsnitlige alder for at afslutte sin ph.d. i Danmark. Et gennemsnit, som ligger på 34,7 år.

Selv har hun aldrig følt, at hun havde travlt. Hun gjorde blot, hvad hun havde mest lyst til, da hun gik direkte fra gymnasiet og på universitetet, fortæller hun.

- Et sabbatår var ikke noget for mig. Jeg følte ikke, at jeg havde travlt, men nok mere at jeg simpelthen ikke kunne lade være med at dykke dybere ned i stoffet. 

Da Camilla skulle til at begynde i 6. klasse i Fredericia, fik hendes forældre nyt arbejde i USA. Familien rykkede derfor teltpælene op og flyttede til San Diego i det sydlige Californien.

I USA begynder børn i skole et år tidligere end i Danmark. Camilla røg derfor ind i syvende klasse, for at hun kunne gå sammen med elever på sin egen alder. Og selvom det var hårdt at springe et klassetrin over, var det også fedt, fortæller hun.

- Det var meget hårdt i starten, for jeg skulle jo lære engelsk på et helt andet niveau. Men det var også fedt, fordi der virkelig var fokus på, at man skulle lære noget.

- Hver uge skulle vi svare på en quiz, om det vi havde lært, og en gang om måneden blev vi testet. Jeg rykkede mig virkeligt – og selvom jeg knoklede, var det virkelig sjovt at gå i skole derovre.

Da Camilla efter to år i USA vendte tilbage til Danmark, skulle hun egentlig begynde i ottende klasse. Men da hun allerede havde bestået ottende klasse i USA, begyndte hun i stedet i niende.

- Jeg endte faktisk i klassen over den, jeg oprindeligt havde gået i, da jeg kom tilbage til Danmark. Det var lidt mærkeligt i begyndelsen, men godt at jeg tog den beslutning, siger hun.

Selvom jeg var startet på en videregående uddannelse, kunne jeg ikke få SU, før jeg fyldte 18 år. Jeg var simpelthen for ung. Heldigvis kunne jeg blive boende hjemme ved mine forældre det første stykke tid.

Camilla Lønborg Nielsen

Efter niende klasse strøg Camilla gennem gymnasiet, og allerede som 17-årig kunne hun begynde på Nanoscience på Aarhus Universitet. Men det var ikke helt uden problemer at starte på universitetet i så ung en alder.

- Selvom jeg var startet på en videregående uddannelse, kunne jeg ikke få SU, før jeg fyldte 18 år. Jeg var simpelthen for ung. Heldigvis kunne jeg blive boende hjemme ved mine forældre det første stykke tid.

- Det skabte dog et andet problem. Mine forældre bor i Fredericia - og jeg skulle pendle til Aarhus. Problemet var, at DSB ikke ville sælge mig et ungdomspendlerkort. Deres system var ikke gearet til at håndtere, at jeg var under 18 år. Det løste sig heldigvis efter lidt tovtrækning.

På trods af at systemerne havde svært ved at håndtere hendes unge alder, gik det godt på studiet. Allerede efter 4 år på universitetet, fik hun tilbudt en ph.d. på den såkaldte 4+4-ordning. Ordningen går ud på, at man starter på sin ph.d.-uddannelse allerede inden, man har afleveret specialet. I stedet indgår specialet som en del af ph.d.-afhandlingen.

Allerede som 21-årig begyndte Camilla derfor på sin ph.d.

- Jeg fik muligheden for at forske i noget, som er virkelig spændende og samtidig kan gøre en forskel. Det var virkelig fedt, siger hun.

Som ph.d.-studerende kom Camilla ind i en forskergruppe, der arbejder med at udvikle måleudstyr til strålebehandling mod kræft. Gruppen har særligt fokus på en unik strålebehandling, som i dag kun findes på Skejby Sygehus herhjemme. Teknologien vil dog kunne bruges overalt i landet.

Det særlige ved kræftbehandlingen i Aarhus er, at hospitalets strålekanon skyder med protoner og ikke røntgenstråler. Protonerne rammer mere præcist end røntgenstrålerne, og skader meget lidt af det væv, der omgiver kræftsvulsten. Det er ret afgørende ved eksempelvis kræft i hjernen, øjet eller rygmarven.

I dag er det dog for tidskrævende at kalibrere strålekanonen fra patient til patient. I stedet har de medicinske fysikere lavet en række standardindstillinger alt efter, hvilket område i kroppen, de skal behandle. Indstillinger, der er blevet til på baggrund af en række forsøg med dosimetre, som måler, hvor strålingen rammer.

Og det er her Camillas forskning kommer ind. Med genbrugelige dosimetre vil det nemlig gøre det nemmere at kalibrere strålekanonen.

- Min opgave i gruppen var at udvikle et genbrugeligt dosimeter, der kan måle, hvor meget stråling patienten får, og om det rammer det rigtige sted i kroppen. I dag bruger de medicinske fysikere dosimetre, som skal smides ud efter brug, og det er dyrt.

- Men det var ikke nemt. De dosimetre, der findes i dag, fungerer ved, at de ændrer farve, når de bliver bestrålet. De områder, der er blevet farvede, viser, hvor strålingen har ramt. Men når de først har skiftet farve, kan de ikke nulstilles.

Camilla måtte tænke i helt nye baner for at udvikle et genbrugeligt dosimeter. Hun var nødt til at udvikle et materiale, der kunne lagre energien fra strålerne, og frigive den energi igen, når dosimetret skulle aflæses.

- Det er nødvendigt, at dosimetret er gennemsigtigt, for at vi både kan få lys ind i og ud af det under udlæsningen. Derfor har jeg været nødt til at udvikle nanopartikler, der kan indstøbes i en gel, så det danner en gennemsigtig masse. 

- Jeg kunne ikke bruge for store partikler, da de ikke lader lyset passere lige igennem, men vil få det til at brydes og gøre materialet mælkehvidt. Heller ikke helt små partikler duede, da signalet vi skal aflæse, forsvinder, når de er for små.

En del af Camillas tid under ph.d.en gik derfor med at finde frem til den helt rigtige størrelse af krystaller. Med hårdt arbejde og vedholdenhed lykkedes det hende at udvikle nogle krystaller, som gjorde præcis det, projektet havde brug for. 

Krystallerne, der er et fint pulver, blandede hun derefter ind i en gele-terning, så hun nemt kunne flytte rundt på blandingen og lave de forsøg, der skulle til. Og forsøgene viste, som hun havde håbet, at krystallerne lagrede energi fra strålingen – og når hun bagefter bombarderede dem med laserstråler, frigav de den lagrede energi som lys.

- Ved hjælp af et apparat i laboratoriet kunne vi måle præcist, hvor i klumpen, strålingen havde ramt. De områder, der var blevet bestrålet, udsendte nemlig lys i bestemte bølgelængder. 

- Vi kunne altså meget nøjagtigt lave en 3D-model, der viser, hvor strålingerne har ramt. Det er jo meget anvendeligt, når man skal ramme en tumor et bestemt sted i hjernen. Når vi havde aflæst klumpen, blev den desuden automatisk nulstillet og kunne bruges igen.

Vi kunne altså meget nøjagtigt lave en 3D-model, der viser, hvor strålingerne har ramt. Det er jo meget anvendeligt, når man skal ramme en tumor et bestemt sted i hjernen. Når vi havde aflæst klumpen, blev den desuden automatisk nulstillet og kunne bruges igen.

Camilla Lønborg Nielsen

Da Camilla for godt en måned siden stod foran en række andre forskere og forsvarede sin ph.d., kunne hun altså fremlægge et produkt, der virker. Hendes hårde arbejde havde båret frugt og hun fik mange rosende ord med på vejen.

Opgaven er nu at gøre opfindelsen klar til at kunne blive brugt i “virkeligheden”, forklarer hun.

- Mit bidrag er jo kun en lille del af det setup, der skal til, for at udnytte sådan en ny type dosimetre. En af mine ph.d.-kolleger har udviklet teknikken til at aflæse dosimetret eksempelvis. Og der er stadig nogle skarpe kanter, der skal slibes til, før det kan bruges ude i virkeligheden.

Det bliver dog ikke Camilla, der kommer til at lave de sidste justeringer. Selvom hun lige nu er ansat som postdoc og godt kunne fortsætte på universitetet, har hun fået job i en virksomhed og forlader Aarhus Universitet allerede til januar.

- Jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at fortsætte på universitetet. Meget af tiden, når man ikke længere er ph.d.-studerende, går med at søge fondsmidler og lave alt muligt andet end at forske. Det har jeg ikke lyst til.

- Desuden er det en usikker karrierevej, og man ved aldrig, om man kan få en fastansættelse efter at have knoklet som postdoc i mange år. Udenfor universitetet får man meget bedre løn og kan blive fastansat. Det betyder noget for mig.

Camillas plan er at prøve livet i det private af og få råd til at købe et hus. Hun drømmer nemlig om at få sig en have, hun kan gå og nørkle i.