Aarhus Universitets segl

Brobygning mellem den menneskelige og den kunstige intelligens

Jacob Sherson modtager en Semper Ardens-bevilling på 15 millioner kroner fra Carlsbergfondet til et projekt, der søger at kombinere menneskelig intuition med computerkraft. Det skal give nye muligheder for at forme fremtidens kunstige intelligens.

(Foto: Lars Kruse AU Foto)
(Foto: Lars Kruse AU Foto)

Hvad er grænserne for kunstig intelligens? Indtænker forskere i kunstig intelligens i tilstrækkelig grad menneskets særlige måder at løse komplekse problemer på? Lige præcis den udfordring skal et nyt Semper Ardens-forskningsprojekt ”Beyond citizen science: hybrid intelligence” støttet af Carlsbergfondet nu råde bod på ved at inddrage den brede befolkning i forskningsprocessen. Første del af projektet gennemføres i de kommende måneder i samarbejde med DR under overskriften ”Danmarks nye superhjerne”.

”I fremtidens digitale verden vil viden være magt. Det er derfor et problem, at meget af den viden, vi i dag har om menneskelig opførsel, er baseret på små studier og med deltagere, der ikke repræsenterer den generelle befolkning. Dette vil vi råde bod på med stor-skala citizen science-studier i vores nye social science super collider infrastruktur,” lyder det fra professor Jacob Sherson, der er tilknyttet Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Gennem computerspil og inddragelse af borgere vil forskerne udvikle en fremtidig hybrid-intelligens, der kombinerer menneskers evolutionært betingede evne til at navigere i komplekse problemer med algoritmers evne til at processere store datamængder. Konkret skal tusinder af mennesker bidrage til at løse komplekse problemer via særligt designede computerspil.

”Jacob Shersons citizen science-tilgang repræsenterer et ægte Semper Ardens-projekt, der vil få stor gennemslagskraft både metodisk og fagligt inden for adskillige videnskabelige domæner såsom psykologi, hjerneforskning og sociologi. Samtidig er jeg meget spændt på at se konkrete anvendelser af adfærdsdata, som giver mulighed for at skabe et demokratisk alternativ til de hemmelige algoritmer, som styrer så meget af vores ageren i digitale medier og giver anledning til polarisering og fake news," udtaler  Carlsbergfondets formand professor Flemming Besenbacher.

Kontakt:
Professor Jacob Sherson,
Institut for Fysik og Astronomi,
Mobil: 2877 576,
Email: sherson@phys.au.dk