Grønnere flybrændstof, et benspænd for Covid-19 og nye elektriske nanomaterialer. Det er blot nogle af de resultater, iNANO ved Aarhus Universitet har kunnet fejre i løbet af de sidste tyve år. Men de er ikke de største, for hvad de færreste ved er, at selve centret iNANO var epokegørende.

Et center med forskere fra flere discipliner, der samarbejder om at løse store udfordringer ved hjælp af nanoteknologi. Det var en fuldstændig revolutionerende vision ved årtusindskiftet, men ikke desto mindre lykkedes det at få stablet centret på benene, og det har været med til at ændre både dansk og international forskning. Videnskaben er i rivende udvikling, og de færreste almindelige mennesker kan slippe uden om nanoteknologien i deres hverdag. Centret har med andre ord placeret Danmark i verdenseliten.

Nano: Den fjerde industrielle revolution

Nanoteknologi var et hot emne omkring årtusindskiftet, og både forskere og politikere talte om mulighederne i at dyrke videnskaben og designe molekyler med nye egenskaber i for eksempel medicin og nanoskala-maskiner. I USA talte præsident Clinton for at accelerere forskningen, og også i Europa fyldte nanodrømmene mere og mere.

”Der var tale om, at nanovidenskaben kunne blive den fjerde industrielle revolution. Nanoteknologi var meget hypet i begyndelsen af 00’erne, og der var stor interesse for at vende udviklingen fra at gøre f.eks. komponenter i computere mindre og mindre og i stedet bygge ting op nedefra, fra de mindste mulige dele. Det var meget radikalt og spændende,” forklarer en af grundlæggerne af iNANO, Niels Christian Nielsen, som også var vicedirektør i centret i 2002-2006 og centerleder fra 2012-2013.

Flemming Besenbacher var manden, der for alvor tog fat i at få nanoteknologien til Aarhus, og visionen var klar: Aarhus Universitet skulle huse Danmarks første interdisciplinære nanoscience-center. Han fik samlet et hold om sig, og de knoklede for at få drømmen til at gå i opfyldelse.

”Det var et kolossalt arbejde. Vi skrev ansøgninger i ét væk. Hurtigt fandt vi ud af, at den store, nationale bevilling, vi havde håbet på, ikke kom, men vi havde et hold, og vi havde lysten, så vi knoklede videre, indtil vi havde bevillingerne til at lave det nye iNANO-center”, fortæller Niels Christian Nielsen.

Rollemodel for interdisciplinaritet

Drivkraften var især nanovidenskaben, da centret blev en realitet. De danske forskere begyndte at kunne håndtere materialer og dna-strukturer på nanoskalaer, og det lykkedes at finde nye egenskaber. Men at kombinere forskningsområder og discipliner begyndte også hurtigt at fylde mere og mere. Forskere med baggrunde inden for fysik, kemi, biologi og molekylærbiologi har været tilknyttet centret siden begyndelsen, og det viste sig hurtigt at være en enorm styrke.

I dag er tværfaglighed og samarbejde om at finde løsninger på samfundets store udfordringer ganske almindeligt inden for forskning, men det var en ny tilgang til forskningen, da iNANO kom på banen, og det viste sig hurtigt at være en gevinst for centret.

 ”Vi forventede, at vi kunne lave nogle resultater med stor samfundsværdi, hvis vi turde samarbejde på tværs af discipliner om løsningerne. Det gælder også den dag i dag, når vi adresserer globale udfordringer inden for blandt andet klima og vand, og alle dage har det været en succes. Det blev det også, da vi genbrugte interdisciplinariteten i alle centre, der sidenhen blev etableret ved fakultetet”, fortæller Niels Christian Nielsen, som var dekan på Faculty of Science and Technology i 2013-2019. 

Gule mursten styrkede centerforskning

Til trods for den store succes og både dansk og international interesse for det interdisciplinære forskningscenter skulle der gå ti år, før de mange forskere og bevillingsmodtagere blev samlet fysisk. Centret var nemlig virtuelt i det første årti, men Grundforskningsfonden mente, at fysiske rammer ville styrke centret yderligere. I 2012 stod iNANO-huset klar til at slå dørene op, og det fik for alvor banket iNANO fast i det danske forskningsbillede, fortæller Thomas Vosegaard, der er konstitueret centerleder.

”Det har betydet meget, at iNANO fik en fysisk base. Det blev samlingsstedet for alle de aktiviteter, der var foregået i ti år, og det blev nemmere at komme i kontakt med kollegaer, der ikke havde samme faglighed. Så Grundforskningsfonden fik ret, og iNANO blev endnu stærkere,” forklarer han og fortsætter:

”I dag taler vi samme sprog på trods af forskellige fagligheder. Vi kan sætte os sammen om en udfordring og lykkes med at lave en tværfaglig indsats, fordi det interdisciplinære er så stor en del af os og vores hverdag. Det er noget, vi kan, og det betyder, at vi kan reagere hurtigt, som det for eksempel skete under corona og i forhold til den grønne omstilling.” 

Gjorde det uoverkommelige

Med det store fokus på nanovidenskaben og dens muligheder blev det hurtigt klart, at fremtidige generationer af forskere inden for feltet måtte uddannes. Udover at studere kemi, fysik, biologi og molekylærbiologi, som også kan læses på andre institutter på universitetet, lærer iNANOs studerende om nanoteknologi, og hvordan de kommer fra A til B på tværs af discipliner. De lærer med andre ord at arbejde i et krydsfelt af discipliner.

”Tilbage i 2002 mente mange, at sådan en multidisciplinær uddannelse var uoverkommelig, men det lykkedes i Aarhus. Vi lavede en uddannelse, som på en måde er et kludetæppe af fagligheder, og vi får nogle stærke dimittender ud af det. Det kræver meget af de studerende, men de lærer at spænde over flere fagligheder og tale et andet sprog, og det er vigtigt i virksomheder at have sådan nogle ansatte i dag”, mener Trolle Linderoth, der var med til at undervise de første nanoscience-studerende i 2002 og har været uddannelsesansvarlig for nanoscience-uddannelsen siden 2006.

Siden 2002 har mere end 300 taget en uddannelse ved iNANO, og Trolle Linderoth følger så vidt muligt med i deres karrierer efterfølgende.

”Vores dimittender kan danne bro mellem andre fagligheder, for de taler alle fagsprog. De står på en stærk platform, og det er en styrke i erhvervslivet, for de har lettere ved at favne bredt i projekter og er gode til at kommunikere om det,” forklarer han og slår fast:

”Det er så vigtig en opgave at uddanne i nanovidenskab. Vi kommer ikke videre, hvis ikke nye generationer kan tage over, og der er masser af arbejde at tage fat i. Vores studerende er vores allervigtigste bidrag til samfundet.”

Verdens øjne rettet mod Aarhus

Pionerånden, interdisciplinariteten og succesen er nået ud over de danske grænser, og det er ikke ualmindeligt, at internationale forskere og universiteter kontakter det interdisciplinære nanoscience center i Aarhus for hjælp til at komme i gang med lignende centre, oplever iNANOs konstituerede centerleder.

”Pionerånden hænger ved iNANO og har gjort det siden begyndelsen. De forskere, der drømte om at bygge iNANO, havde fat i noget, der ikke var andre steder, og de grundlagde nogle nye takter i at drive forskning. I tyve år har vi brudt barrierer ned og skabt gode løsninger inden for nanovidenskaben og interdisciplinariteten, og der er mange ting, vi kan være stolte af fra de sidste tyve år,” siger Thomas Vosegaard. 

De tyve år bliver fejret ved en jubilæumsfest den 2. og 3. juni på Aarhus Universitet. 
 

Læs mere om iNANO og 20 med nanoscience ved Aarhus Universitet.