AU-professor modtager Novo Nordisk Prisen 2018
Jørgen Kjems, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik og iNANO, modtager Novo Nordisk Prisen 2018 for sine tværfaglige pionerstudier af, hvordan DNA’s biologiske fætter, RNA, spiller en helt central rolle i cellers regulering og har et kæmpe potentiale i fremtidens sygdomsbehandling. Prisen er på 3 mio. kr. og uddeles af Novo Nordisk Fonden.
Jørgen Kjems' videnskabelige aktiviteter har altid været teknisk og konceptuelt innovative. Allerede tidligt i sin karriere var han med til at udfordre et helt central dogme inden for menneskets biologi. Det skete, da han sammen med kolleger opdagede, at molekylet RNA har en række uventede centrale funktioner i forhold til vores gener.
Blandt forskere havde den gængse opfattelse indtil da været, at RNA blot fungerede som budbringer mellem DNA’et og cellens proteiner.
”Vi var med til at påvise, at RNA udover at være transportør af genetisk information også indgår som en central regulator af forskellige celleprocesser. Det har siden vist sig, at op mod 90 pct. af alt RNA sandsynligvis har andre helt centrale funktioner, f.eks. i reguleringen af vores gener,” siger Jørgen Kjems.
Blandt de mange væsentlige videnskabelige nybrud, som Jørgen Kjems’ gruppe har bidraget til, bør især nævnes opdagelsen i 2011 af den store udbredelse af cirkulære RNA i de fleste organismer, inkl. mennesker. Disse cirkulære RNA spiller en meget væsentlig rolle i reguleringen af kroppens andre gener.
I 2013 kunne forskerne berette i tidsskriftet Nature, at de cirkulære RNA’er faktisk fungerer som en slags "svamp", der suger andre RNA-molekyler og proteiner til sig, så disse ikke påvirke cellens metabolisme. De mere end 10.000 typer af cirkulære RNA-svampe har derfor en stor indflydelse på kroppens reguleringsmekanismer og er derfor også essentielle i diagnostik, forebyggelse og behandling af f.eks. kræft og neurodegenerative sygdomme.
For sin enestående forskningsindsats modtager Jørgen Kjems Novo Nordisk Prisen 2018. Prisen gives som belønning for enestående lægevidenskabelig forskning eller anden forskningsindsats, der kan komme lægevidenskaben til gode. Prisen er på 3 mio. kr. og uddeles af Novo Nordisk Fonden.
”Jeg er meget beæret og dybt overrasket over at modtage prisen. Jeg er samtidig taknemmelig over, at det bliver anerkendt, hvor vigtigt det er, at man er tværfaglig og har et så bredt sigte, at det man laver både er grundvidenskab, men også kan bruges indenfor medicin. Jeg anser denne pris som en anerkendelse af ikke blot min egen, men også af mine kollegaers indsats,” siger Jørgen Kjems.
Jørgen Frøkiær, formand for priskomiteen, siger: ”Gennem hele sin karriere har Jørgen Kjems stået bag omfattende, systematiske og meget original forskning, der har frembragt banebrydende ny viden om RNA og beslægtede områder. De mange videnskabelige resultater, som Jørgen Kjems har opnået gennem tværfaglige tilgange, er både imponerende og fremragende. Jørgen Kjems er en meget fortjent modtager af Novo Nordisk Prisen 2018.”
Jørgen Kjems har siden 2003 været professor i molekylærbiologi og nanoscience ved Aarhus Universitet. I 2013 blev han udnævnt til direktør for iNano, der forener fysik, kemi, biologi og medicin, ved Aarhus Universitet og i 2017 endvidere direktør for CellPAT (Centre for Cellular Signal Patterns) finansieret af Danmarks Grundforskningsfond. Centrets forskning har til formål at identificere, hvordan cellerne ”taler” med hinanden, og derved gøre det muligt at forhindre eller rette op på den type kommunikationsfejl, der fører til sygdom.
Om Jørgen Kjems
Født 11. december 1958 i Gråsten, Danmark
Professor, Institut for Molekylærbiologi og Genetik og Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO), Aarhus Universitet
2017–: Direktør, Centre for Cellular Signal Patterns (CellPAT), Aarhus Universitet, finansieret af Danmarks Grundforskningsfond
2014–2018: Direktør, Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO), Aarhus Universitet
2010–2016: Direktør, Lundbeck Foundation Nanomedicine Centre for Individualized Management of Tissue Damage and Regeneration (LUNA), Aarhus Universitet
2003–: Professor i Molekylærbiologi og Nanoscience, Aarhus Universitet
1990–1992: Postdoc hos nobelprismodter Phillip A. Sharp, MIT, Cambridge, MA, USA
1989–1990: Postdoc hos Cox Terhorst, Harvard Medical School, Boston, MA, USA
1989: Ph.d., biostrukturkemi, Aarhus Universitet
1986: Kandidatgrad, biostrukturkemi, Aarhus Universitet
Om Novo Nordisk Prisen
Novo Nordisk Prisen blev uddelt første gang i 1963 og gives som belønning for enestående lægevidenskabelig forskning eller anden forskningsindsats, der kan komme lægevidenskaben til gode. Tildelingen af prisen skal ske for en overvejende dansk indsats. Prisen uddeles af en priskomite under Novo Nordisk Fonden.
Prisen uddeles årligt og er på 3 mio. kr. – heraf er 2,5 mio. kr. et rådighedsbeløb til forskningsformål inden for prismodtagerens fagområde, mens de 500.000 kr. er en personlig hæderspris.
Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.
Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers helbred og velfærd. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 15 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes. Læs mere på www.novonordiskfonden.dk.
Yderligere information
Jørgen Kjems, professor, tlf. 2899 2086, kjems@inano.au.dk
Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden,
tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk