Aarhus Universitets segl

Trecifret millionbeløb til AU-forskning i biodiversitet

AU-forskere modtager samlet 119,1 millioner kroner til etablering af forskningscentre, der skal finde forskningsbaserede løsninger på, hvordan vi kan fremtidssikre biodiversiteten i et omskifteligt klima med stadigt stigende ressourcebehov. Det er Novo Nordisk Fonden, der uddeler bevillingerne som del af ”Novo Nordisk Foundation Challenge Programme”.

Novo Nordisk Foundation Challenge Programme uddeler hvert år store bevillinger til ambitiøse forskningsprojekter med fokus på globale udfordringer inden for forskellige tematikker. I år har AU-forskere samlet modtaget 119,1 millioner kroner til etablering
Novo Nordisk Foundation Challenge Programme uddeler hvert år store bevillinger til ambitiøse forskningsprojekter med fokus på globale udfordringer inden for forskellige tematikker. I år har AU-forskere samlet modtaget 119,1 millioner kroner til etablering af to nye forskningscentre, der skal arbejde hen imod at fremtidssikre biodiversiteten i et omskifteligt klima med stadigt stigende ressourcebehov. (ill: Colourbox)

Novo Nordisk Foundation Challenge Programme blev etableret i 2014, og siden har fonden årligt uddelt et generøse millionbeløb til ambitiøse forskningsprojekter med fokus på globale udfordringer inden for skiftende temaer.

I 2020 har fokus været rettet mod især biodiversitet, og på Aarhus Universitets Faculty of Natural Sciences har to forskere modtaget i alt 119,1 millioner kroner til etablering af forskningsaktiviteter.

”Det er en flot anerkendelse af den høje faglighed på vores fakultet, og jeg er meget stolt over den tillid, Novo Nordisk Fonden har vist forskningen ved Aarhus Universitet og NAT. Klimaforandringer betyder udfordringer for mange aspekter af livet på kloden, ikke mindst biodiversiteten, og det glæder mig, at ikke mindre end to nye forskningscentre nu kan bidrage til at skabe viden og løsninger på basis af flotte bevillinger. Tillykke til modtagerne. Vi er mange, der ser frem til at følge med i jeres vigtige arbejde,” udtaler dekan Kristian Pedersen.

I alt er der i år udpeget tre centre inden for Novo Nordisk Fondens Challenge Program fokuseret på biodiversitet. De to centre er placeret på Institut for Biologi, Aarhus Universitet, og skal ledes af hhv. professor Trine Bilde og professor Signe Normand.

Det store billede for små skabninger

Det ene center hedder ”EcoGenetics: Center for Ecological Genetics” og ledes af professor Trine Bilde på Institut for Biologi.

Forskningscenteret skal undersøge, om de dramatiske nedgange i bestande blandt insekter, der er observeret, også medfører tab af genetisk diversitet, og hvordan bestandenes genetiske diversitet påvirkes af samspillet imellem dyrenes habitatkrav og naturarealers anvendelse. Forskningen vil undersøge om en lavere genetisk diversitet truer arternes biologiske funktioner, og gør populationerne ekstra sårbare over for miljøforandringer og sygdomsudbrud.

”Insekter er ekstremt vigtige i både naturlige og dyrkede økosystemer. Vi ser tilsyneladende store nedgange i deres bestande, men vi ved meget lidt om, hvilke konsekvenser det har for genetisk diversitet. Tab af genetisk diversitet kan forstærke tab af artsdiversitet og tab af de vigtige funktioner, dyrene har, f.eks. i bestøvning og naturlig skadedyrsbekæmpelse.

Derfor er det vigtigt at forstå, hvordan vi kan opretholde genetisk diversitet i naturlige bestande. Vores forskning undersøger samspillet imellem dyrenes biologi og intensiteten i anvendelsen af de arealer de lever på for opretholdelsen af sunde og diverse bestande, ved hjælpe af storstilede genomiske analyser” siger Trine Bilde, som modtager 59,1 mio. kr. til sin forskning.

Gentænkning af det danske landskab

Professor Signe Normand, Institut for Biologi, står i spidsen for det andet center, der får navnet “SustainScapes – Center for Sustainable Landscapes under Global Change ” og modtager 60 mio. kroner.

Centeret vil arbejde for at hjælpe os med at forstå, hvordan ændringer i arealanvendelse og klimaforhold historisk set har påvirket biodiversiteten på tværs af Danmark. Baseret på den nye viden vil projektet udvikle værktøjer til at forudsige, hvordan og på hvilke arealer naturgenopretning i forhold til landbrugsproduktion vil have den største effekt på biodiversiteten i fremtiden.

"Med SustainScapes gentænker vi brugen af det danske landskab, og udforsker naturbaserede løsninger for bevarelse af biodiversitet og biobaseret produktion. Vi vil bidrage med ny viden om, hvor - og hvor hurtigt - vi kan forvente, at biodiversiteten kan genopbygges, og vil bruge data fra rummet til at følge ændringerne.

Ved at koble lokale og globale modeller vil vi sætte lokale valg i en global kontekst. Herved bestræber vi os på at levere lokale, bæredygtige løsninger, der gavner både biodiversitet, klima, og produktion. Vi ønsker at gøre det nemmere for borgere og beslutningstagere at igangsætte lokale initiativer for en bæredygtig fremtid,” siger Signe Normand.

Centeret etableres i tæt samarbejde med Institut for Agroøkologi på Faculty of Technical Sciences i Foulum og professor Tommy Dalgaard, Institut for Agroøkologi, vil sammen med professor Signe Normand lede centeret.

”Et tæt samarbejde mellem agroøkologer og biologer er centralt for at sikre en bæredygtig arealanvendelse - hvor behov for at imødekomme både biodiversitet, klima og produktion vurderes samlet. Med SustainScapes ønsker vi at hjælpe branchen og landmændene med at agere i de nye muligheder og realiteter der opstår, bl.a. ved at udvikle nye metoder til at studere de langsigtede effekter og konsekvenser for jordressourcen”, siger Tommy Dalgaard.  

Handsken er kastet til 2021

Novo Nordisk Foundation Challenge Programme uddeler hvert år store bevillinger til ambitiøse forskningsprojekter med fokus på globale udfordringer inden for forskellige tematikker. Fonden har netop åbnet for ansøgninger til næste års Challenge Programme, hvor der allokeres op til i alt 360 millioner kroner til projekter med fokus på, hvordan tværgående forskning skal løse morgendagens udfordringer inden for sygdom og fødevarer.

Kontakt:
Professor Trine Bilde,
Institut for Biologi, Aarhus Universitet.
Tlf.: 60202702,
E-mail: trine.bilde@bio.au.dk

Professor Signe Normand,
Institut for Biologi, Aarhus Universitet.
Tlf.:23718009,
E-mail: signe.normand@bio.au.dk 

Professor Tommy Dalgaard,
Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet.
Tlf.: 20706132,
E-mail: tommy.dalgaard@agro.au.dk