Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Søges: To nye prodekaner

Faculty of Natural Sciences søger to nye prodekaner for forskning og uddannelse til at udvikle og drive det nyoprettede fakultet. Stillingerne er slået op med ansøgningsfrist i august.

26.06.2020 | Christina Troelsen

Foto: Anders Trærup, AU Foto.

Fakultetet søger to nye prodekaner, en prodekan for uddannelse og en prodekan for forskning, som sammen med den nytiltrådte dekan skal samle og udvikle det nye fakultet samt varetage den daglige ledelse inden for forskning og uddannelse.

En central opgave for prodekanerne bliver i samspil med dekanen og institutlederne, og med inddragelse af medarbejdere og studerende, at beskrive og dyrke det nye fakultets kerneværdier og i regi af AUs nye strategi udvikle fakultetets strategi.

De to prodekaner udgør sammen med dekanen fakultetets øverste ledelsesgruppe. Prodekanerne indgår desuden i fakultetsledelsen sammen med dekanen, fakultetets institutledere samt administrationschefen og chefrådgiveren. Prodekanerne har således en central rolle med både at have et tæt og frugtbart samarbejde med institutterne og samtidig at indgå i AUs tværgående samarbejde med prodekaner fra andre fakulteter. Prodekanerne er desuden med til at tegne fakultetet udadtil og dyrke samarbejde med fonde og virksomheder – i Danmark såvel som internationalt.

Ansvarsområder og opgaver for de to prodekaner vil i hovedtræk være:

Prodekan for forskning

Prodekanen for forskning har sammen med dekanen hovedansvaret for at fastlægge fakultetets strategi, udvikling og daglige ledelse på forskningsområdet. Det omfatter blandt andet udvikling af fakultetets forskningsaktiviteter, ledelse af fakultetets ph.d.-skole, løbende udvikling af fakultetets eksterne finansiering og forskningsinfrastruktur, øget samarbejde med erhverv og myndigheder samt udbygning af internationale partnerskaber.

Prodekan for uddannelse

Prodekanen for uddannelse har sammen med dekanen hovedansvaret for at fastlægge fakultetets strategi, udvikling og daglige ledelse på uddannelsesområdet. Det omfatter blandt andet kvalitetssikring og akkreditering af uddannelser, og udvikling af nye uddannelser i tæt samarbejde med studienævnene. Vigtige fokusområder er rekruttering af studerende, herunder at øge andelen af kvindelige studerende såvel som internationale studerende, studenterudveksling, øget erhvervssamarbejde, fastholdelse, studiemiljø samt udvikling af efter- og videreuddannelse.

Ansøgningsfristen er den 16. august 2020 via Aarhus Universitets hjemmeside og forventet tiltrædelse er 1. november 2020

Læs mere:

Faculty of Natural Sciences