Aarhus Universitets segl

Flere kvinder på it-uddannelserne

Optaget af kvinder på it-uddannelserne på Aarhus Universitet er steget med 31 procent siden 2016. Det er mere end på landsplan.

IT-byen Katrinebjerg
Der optages flere kvinder på Aarhus Universitets it-uddannelser, som primært er centreret omkring IT-byen Katrinebjerg. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Når studiestarten går i gang om få uger, vil der være endnu flere kvindelige studerede på it-uddannelserne end de foregående år. Tendensen er opadgående i hele landet, men stigningen på Aarhus Universitet er højere end gennemsnittet på landsplan. En opgørelse fra fagforbundet PROSA viste for nylig, at optaget af kvinder på it-uddannelserne er steget med 21 procent siden 2016. På Aarhus Universitet er optaget af kvinder steget med 31 procent siden 2016.

”Det er glædeligt, at kvinderne i højere grad har fået øjnene op for de mange muligheder der ligger i at læse en it-uddannelse. Erhvervslivet har hårdt brug for it-eksperter, så de vil opleve at være stærkt eftertragtede, når de bliver færdige,” siger Finn Borchsenius, prodekan for uddannelse på fakultetet Science and Technology.

Det har stor betydning for arbejdsmiljøet på studiet og senere på arbejdsmarkedet, at der både er mænd og kvinder, mener Finn Borchsenius.

”It-løsninger findes på alle områder i samfundet og det er vigtigt, at også kvinder er med til at udvikle de løsninger, vi har behov for,” siger han.

På Institut for Datalogi har man arbejdet målrettet med at tiltrække flere kvinder til it-uddannelserne, bl.a. med et tilbud om en IT-camp for piger for gymnasieelever, som i år afholdes for 14. år i træk. Derfor glæder det institutleder Kaj Grønbæk at flere og flere kvinder søger ind på uddannelserne.

”It-branchen har behov for at vi uddanner flere, og hvis vi kun rekrutterer fra den ene halvdel af befolkningen, så kan vi ikke imødekomme deres behov. Så vi er rigtig glade for, at kvinderne har fået øjnene op for it-uddannelserne som en god karrieremulighed”, siger Kaj Grønbæk.

Kaj Grønbæk håber, at tendensen fortsætter i de kommende år, for der er stadig et stykke vej til en ligelig kønsfordeling, særligt på de mest teknisk tunge it-uddannelser.

”Det er rigtig fint at se en stigning på 31%. Hvis vi skal have en mere ligelig kønsfordeling, så skal vi holde det nogle år endnu. Vi håber selvfølgelig, at stigningen også har en afsmittende effekt, så der kommer endnu flere piger på studierne. Vi vil gerne af med fordommen om, at it kun er for nørdede drenge”, siger Kaj Grønbæk.

I alt 644 kommende studerende har fået tilbud om optagelse på en af Aarhus Universitets it-uddannelser, og heraf er 171 kvinder.

Der er stadig få ledige pladser på nogle af uddannelserne.

For yderligere oplysninger kontakt:

Prodekan Finn Borchsenius, tlf. 2381 5322, finn.borchsenius@au.dk

Institutleder for Institut for Datalogi Kaj Grønbæk, tlf. 2149 5634, kgronbak@cs.au.dk

FAKTA:

It-uddannelserne på Aarhus Universitet omfatter: Datalogi, IT Produktudvikling, Datavidenskab, civilingeniøruddannelserne i hhv. Computerteknologi og Elektroteknologi, diplomingeniøruddannelserne i hhv. Informations- og Kommunikationsteknologi, Sundhedsteknologi og Elektronik, samt Informationsvidenskab og Digital design. Se mere på bachelor.au.dk/laes-it