Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet fokuserer materialeforskning for at bygge fremtiden

Udvikling af nye materialer med særlige egenskaber er af afgørende betydning for videnskabelige fremskridt indenfor bl.a. energi, byggeri, miljøvenlige teknologier, transport og elektronik. Aarhus Universitet skaber derfor det tværfaglige center iMAT for at understøtte en række erhverv og generelt imødekomme nogle af de globale udfordringer, som fremtiden byder på. iMAT åbner den 15. august.

Professor Bo Brummerstedt Iversen skal lede det strategiske forskningscenter, iMAT, på Aarhus Universitet. (foto: Rasmus Rørbæk)

Gennem verdenshistorien har civilisationen oplevet paradigmespring gennem nyopdagede materialer; fra forfædrenes stenøkser til computerens silicium. Men vi har ramt ’materialemuren’, om man vil: modsat tidligere kan nye avancerede materialer ikke som udgangspunkt indvindes fra naturen gennem f.eks. minedrift.

Nye materialer er rygraden i et moderne samfunds udvikling. Materialer er f.eks. helt centrale for etablering af bæredygtighed i en række sammenhænge. Det virker sandsynligt, at der skal findes svar på nogle af de helt store udfordringer, som menneskeheden står overfor med gennembrud indenfor materialeforskning.

På den baggrund danner Science and Technology nu et strategisk forskningscenter, der får navnet Centre for Integrated Materials Research (iMAT). Centerets primære fokuspunkt bliver at samle de stærke forskningsmiljøer på en række institutter og centre, der findes på Aarhus Universitet og skabe en decideret materialeforsknings-satsning på tværs af fakultetets normale faggrænser.

”Med dannelsen af iMAT ønsker vi at samle de mange materialeforskningsaktiviteter, der foregår på Aarhus Universitet, og skabe synergi og interessefællesskab mellem de forskellige faglige grupperinger på fakultetet. Ved at danne dette center og samle fokus for den verdensførende videnskab, der foregår her på AU, kan vi sikre en langt stærkere position herhjemme og i udlandet. Med iMAT kan vi bedre bidrage aktivt til at skabe løsninger til en række af FN’s Grand Challenges,” siger dekan, professor Niels Chr. Nielsen fra Science and Technology der er initiativtager til etablering af en række interdisciplinære forskningscentrer på Aarhus Universitet inden for samfundsvigtige områder.

Vi skal selv klare den nu
Det er en ganske omfattende og dog håndgribelig udfordring, vi står overfor. På sin vis skal mennesket selv bygge sin fremtid, og de nye materialer kan kun udvikles på basis af en dyb forståelse af materialets struktur og egenskaber.

”Med et glimt i øjet, kan du sige, at uden materialer er der ingen materialestudier. Vi har faciliteterne til at frembringe nogle meget avancerede materialer her på Aarhus Universitet, og et af de store omdrejningspunkter for vores arbejde vil blive at udvikle metoder til bedre syntese af materialer,” forklarer Bo Brummerstedt, der skal lede det nye center på Aarhus Universitet.

Moderne materialeforskning er en symbiose mellem fire grundlæggende aktiviteter: Syntese af materialer, strukturbestemmelse, måling af egenskaber, samt computermodellering og forudsigelse af materialers struktur og egenskaber.

“Samlet kan det siges, at det er symbiosen mellem syntese, brede strukturelle studier, måling af materialeegenskaber samt effektiv modellering, der giver de store gennembrud både akademisk og kommercielt. De fagmiljøer, der mestrer alle discipliner vil have afgørende forspring, og det er den overordnede ambition med iMAT at sikre, at Aarhus Universitet får netop det,” siger Bo Brummerstedt.

iMAT bliver et konglomerat mellem institutterne for Kemi, Fysik og Astronomi, Geoscience og Ingeniørvidenskab samt det interdisciplinære center iNANO, hvor der skal konsolideres og udbygges på det omfattende erhvervssamarbejde, der allerede foregår.

”Science and Technology råder over state of the art forskningsfaciliteter i form af udstyr og laboratorier, og udfører verdensførende forskning indenfor en lang række faglige discipliner. Det er med glæde, at vi nu kan etablere dette strategiske forskningscenter på Science and Technology for materialeforskning.

Her samler vi kompetencer og forskningsfaciliteter på en måde, der kan rumme både fremtidige forskningsindsatser i Danmark og forskningsstrategier på EU plan. iMAT giver endvidere mulighed for at skabe endnu stærkere bånd mellem forskergrupper og ikke mindst erhvervslivet.

Et mål for dette center er at gøre forskningsinfrastruktur tilgængelig for industrien og i fællesskab opbygge yderligere værdi og potentiale for samarbejde,” siger dekan, professor Niels Chr Nielsen, Science and Technology.

Gensidigt udbytte
Indenfor de seneste år er der igangsat flere stærke aktiviteter fra Science and Technologys side, der skal styrke og understøtte samarbejdet med erhvervslivet. En væsentlig del af arbejdet på det nye iMAT-center bliver at samarbejde med omverdenen om en række projekter. Initiativet hilses velkommen fra flere sider, blandt andet fra Grundfos-koncernen, der er et af de førende firmaer i verden inden for bl.a. pumpeteknologi. Her er det vigtigt at have muligheden for direkte adgang til den nyeste viden om revolutionerende materialer, og at integrere nye egenskaber i næste generations teknologi:

”Grundfos er verdensførende og som sådan er det en fortløbende kerneopgave for koncernen at sætte nye standarder i industrien. En opgave, som vores dygtige medarbejdere lykkes med gennem højt niveau indenfor bl.a. kundeorienteret teknologi og digital innovation. Det nye center for materialeforskning, iMAT på Aarhus Universitet, repræsenterer et spændende udgangspunkt for stor og tværfaglig vidensproduktion, som kan bidrage til den udvikling. Jeg ser frem til et spændende samarbejde med universitetet – også på dette niveau,” siger Group Executive Vice President for Business Development, Ernst Lutz, fra Grundfos.

Fremtidens materialer ser dagens lys
iMAT har en bredt funderet forskningsportefølje på Aarhus Universitet, og har forskningsaktiviteter placeret på de institutter, der bliver en del af centerets fokus. Men centeret råder også over unikke apparaturer, der giver forskerne mulighed for at udtænke og gennemføre de særdeles komplicerede projekter, der skal skabe fremtidens materialer; blandt andet finder vi Nordeuropas største magnet, der er den drivende del af det nationale center for NMR-spektroskopi, partikelacceleratoren ASTRID2 gør det muligt at undersøge materialers egenskaber ved hjælp af intense røntgenstråler, og universitetet råder endvidere over særdeles kraftige elektronmikroskoper til yderligere analyser af materialernes indre opbygning.

Men inden længe bliver iMAT endnu stærkere på forskningsinfrastrukturen. Det sker, når materialeforskningen får mulighed for at skabe revolutionerende nye instrumenter på ESS og MAX IV; to milliard-installationer der er under konstruktion i Lund i Sverige.

”Aarhus Universitet er dybt involverede i at udvikle og bygge dele af disse fantastiske forskningsfaciliteter. ESS og MAX IV vil gøre Skandinavien til Europas centrum for materialeforskning. Vi spiller en vigtig rolle med ansvar for bygning af to revolutionerende instrumenter, der f.eks. vil tillade studier af materialer under driftsbetingelser; in operando -  eller kemiske processer in situ; mens de sker.

Dette giver exceptionelle muligheder for at skabe forskningsprojekter, der kan rykke grundlæggende på menneskets forståelse for materialers opbygning og funktion. Jeg ser frem til at bygge videre på de nære og gode relationer, vi har på ESS og MAX IV, gennem arbejdet her på iMAT,” siger Bo Brummerstedt.

Kontakt:

Professor Bo Brummerstedt Iversen,
Aarhus Universitet, Institut for Kemi,
Mobil: 27782887
Email: bo@chem.au.dk


Læs mere om åbningen her, hvor det også er muligt at tilmelde sig

Læs om iMAT på centerets hjemmeside her.